Bisonoksen stirrer direkte i beskuerens øjne. Hornene er glatte og spidse. Der er kun et forben at se, og det er svært at bedømme, om det står på jorden eller hænger hvilesløst i rummet. Placeringen af dyrets hoved og forkrop inden for det runde skjolds perimeter er tvetydig. Enten svæver det frit i et udefineret rum eller også ses det fra oven, måske af en indiansk jæger til hest.
Skjoldet dateres til 1850. Det er udført af et kunstner fra Arikara-stammen i North Dakota.
»Det er det mest ekstraordinære maleri lavet af en indfødt amerikaner og står let mål med europæisk kunst,« siger Gaylord Torrence, kurator for den første udstilling nogensinde om prærieindianernes kunst på Metropolitan Museum of Art i New York.
Udstillingen vakte kolossal interesse blandt publikum og i medierne. Sidste gang en lignende udstilling fandt sted, var på Museum of Modern Art i New York i 1941; det var dog med færre værker.
Ellers har prærieindianernes kunst aldrig rigtigt været anerkendt som ægte kunst i USA. Den overvejende del af genstandene er blevet rubriceret som kunsthåndværk og derfor tolket af antropologer og etnologer som af funktionel frem for åndelig og æstetisk betydning, fortæller Gaylord Torrence.
»Meget af det lå og samlede støv i etnologiske museer, og mange af de vigtigste værker befandt sig i Europa og frem for alt på Musée du quai Branly i Paris,« siger Torrence, der til daglig er kurator på Nelson-Atkins museet i Kansas City, og som siden 1970’erne har forsket og undervist i amerikanske indianeres kunsthistorie.
Udstillingen omfattede over 150 kunstgenstande af vidt forskellig art. For eksempel fredspiber i alle mulige former og materialer, billeder malet på bisonhuder, som af indianerne også blev brugt til skjolde, kåber, bukser, skjorter, tasker, kurve, mokkasiner o.s.v. Desuden hovedbeklædninger i form af fjerprydelser og køller lavet af træ samt skulpturer i træ og sten.
Fredspiben
Udstillingen begyndte med en skulptur af en mand fra omkring Kristi fødsel. Statuen anvendtes til piberygning – et ritual af stor symbolsk betydning for omgang med andre stammer og nationer. At den afbildede figur endvidere har en buket fjer på ryggen antyder, at fjerprydelser går mindst 2.000 år tilbage i indianernes beklædning og kunst.
Derefter sprang man frem til 1100-tallet, hvor en kunstner i Oklahoma huggede en siddende mand ud af aluminiummalm. Figuren er formet som en pibe og er et pragteksemplar på højde med lignende statuer i Europa og andre verdensdele fra samme periode.
Hovedparten af udstillingen tog sin begyndelse i 1700-tallet, hvor handelsfolk i det franske Louisiana sejlede op ad Mississippi-floden og videre ad Missouri-floden til den for europæerne ukendte indfødte befolkning bosiddende på kontinentets vidtstrakte stepper.
Franskmændene byttede varer for indianske kunstgenstande og bragte dem tilbage til hjemlandet som eksotiske kuriositeter. Det er forklaringen på, at nogle af de ældste og mest værdifulde værker på udstillingen var hentet fra franske museer.
En tysk opdagelsesrejsende, prins Maximilian zu Wied-Neuwied, erhvervede også på en rejse i 1832-1834 en betydelig samling og beskrev i sine optegnelser mødet med prærieindianerne.
I 1700/1800-tallet strakte stepperne sig fra de østlige skovområder i Ohio til Rocky Mountains i vest, var i syd afgrænset af Texas og nåede i den nordlige halvdel over grænsen til Canada. I dette kolossale territorium havde indfødte amerikanere levet i 10.000 år.
Da spanske rejsende først kom i kontakt med prærieindianere i 1500-tallet, fandtes der 34 nationer, hvoraf en håndfuld bestod af flere forskellige stammer. Sioux-folket var f.eks. opdelt i to hovedstammer, Dakota og Lakota, der hver bestod af understammer. De kendteste er Oglala, Santee og Yankton.
Hver nation talte sit eget sprog og havde udviklet sin særegne kultur og kunst. Fælles for dem alle var, at de siden tidernes morgen havde levet af at være landbrugere og jægere. De jagtede antiloper og bisonokser – en kæmpeudfordring for jægere til fods og kun med hunde som hjælpere.
Så snart spanierne bragte heste fra Mexico til Amerika, ændredes livsformen på prærien radikalt. Fra at være landbrugere blev de fleste stammer forvandlet til nomader. I kraft af heste havde stammerne lettere ved at jagte vildt, ikke mindst bisonokser. Heste kunne desuden bruges til transport, når det var nødvendigt at flytte til nye jagtmarker.
Fra 1600 og frem til midten af 1800-tallet oplevede prærieindianerne således en gylden velstandsperiode, hvilket formentlig bidrog til at øge befolkningstallet. Det eneste negative aspekt ved indførelsen af heste var hyppigere stammekrige. Dengang indianerne dyrkede landbrug i afgrænsede områder, herskede der mere fred på prærien.
Dyr og mennesker
Bisonoksen og hesten havde stor religiøs og åndelig betydning for indianerne. Disse to dyr hører sammen med ’tordenfuglen’ – en mytisk skikkelse med overnaturlige evner – til de vigtigste motiver i indiansk kunst fra perioden.
»I indianernes univers var der ikke noget hierarki. Mennesker og dyr var ligestillede. Bisonokser og heste blev anset for at være åndelige vejledere og hjælpere,« siger kuratoren Gaylord Torrence.
Indianerdrenge begyndte at ride som 4-5-årige og havde resten af livet et yderst intimt forhold til deres heste.
I et af udstillingens højdepunkter havde Sioux-indianeren Joseph No Two Horns (født i 1852) i træ afbildet sin sårede hest i et galopperende dødsspring. Et mere dramatisk kunstnerisk udtryk for de sidste sekunder af en hests liv findes næppe.
»I samtaler med etnologer i slutningen af 1900-tallet fortalte mange indianere om deres intime forhold til heste, og hvordan deres hest ofte havde reddet dem i et slag og endda ofret deres liv for krigeren. No Two Horns ville altså ære sin hest for dens mod og offervilje,« forklarer Gaylord Torrence.
I 1800-tallet fik prærieindianernes storhedstid en brat afslutning. Rejsende og nybyggere bragte livsfarlige sygdomme med sig, som de indfødte ikke var modstandsdygtige over for, og som tilintetgjorde flere stammer og reducerede den indfødte befolkning på stepperne til 250.000 fra formentlig flere millioner 200 år tidligere.
I slutningen af 1800-tallet blev jagten på bisonokser desuden en lønsom forretning. Hvide jægere og den amerikanske hær slagtede hundredtusinder i et overlagt og vellykket forsøg på at udsulte indianerne og berøve dem muligheden for at lave tøj, sko og tipi-telte af bisonhud. Efter den systematiske nedslagtning var bisonoksen næsten udryddet.
Samtidig bølgede slagene mellem den amerikanske hær og indianerstammerne frem og tilbage. I 1876 besejrede Lakotaerne general George Custer ved Little Big Horn i Montana. Herefter fulgte det nederlag efter det andet til indianerne kulminerende med hærens massakre ved Wounded Knee-floden i South Dakota i 1890 mod 250 Lakotaer – mænd, kvinder og børn – fra Oglala-stammen.
I slutningen af 1800-tallet gav forbundsregeringen ordre til en total assimilering af den indianske befolkning i det amerikanske samfund, hvilket blandt meget andet indebar et forbud mod at opføre religiøse ritualer som ’soldansen’.
Spøgelsesdansen
I desperation over deres tragiske situation – den næsten totale udslettelse af deres kultur og livsstil og tvangsplaceringen på reservater – besluttede nogle stammer i 1889-1890 i største hemmelighed at opføre ’spøgelsesdanse’, der havde til formål at bringe alt, hvad de havde mistet, tilbage.
Indianerne designede en særlig beklædning til opførelsen af spøgelsesdansen med billeder af jorden, himlen, solen, månen, stjernerne og alle deres hellige dyr og fugle. På udstillingen fremvises en rød kjole fra Arapaho-stammen i Oklahoma med denne type symbolske billeder.
Ideen spredte sig til reservater i de nordlige præriestater, hvor de mest krigeriske stammer hørte til. På Standing Rock-reservatet i South Dakota levede stadig tidens kendteste krigshøvding, Sitting Bull, fra Lakota-nationens Hunkpapa-stamme. Det var ham, der mod alle odds havde tilføjet Custer et ydmygende militært nederlag i 1876.
I december 1890 – 11 måneder efter massakren ved Wounded Knee – gik rygtet, at Sitting Bull og hans stamme havde planer om at opføre den forbudte spøgelsesdans.
Myndighederne beordrede det nyligt oprettede indianerpoliti – der bestod af mænd fra en anden Lakota-stamme – at arrestere den berømte høvding og udvise ham fra reservatet. Det førte til håndgemæng og skudvekslinger med døde og sårede på begge sider. Sitting Bull blev myrdet.
30 år senere skildrede et medlem af indianerpolitiet, Thomas Stone Man, i en tegning udført med blæk på musselin, hvordan han havde oplevet den skæbnesvangre dag på reservatet i South Dakota i december 1890.
Billedet tilhører i sin naivistiske fremstilling en tradition, der går flere århundreder tilbage i prærieindianernes historie, hvor kunstneren beretter om et slag eller en særlig vigtig begivenhed i stammens historie – en fortælling i homerisk stil.
Mere end noget andet billede på denne udstilling illustrerer Thomas Stone Mans skildring den tragedie, Amerikas indfødte befolkning gik i møde, efter de venligt tog imod den hvide mand. I 1890 var det kommet til et punkt, hvor en indianerstamme agerede politi på forbundsstatens vegne og derved forrådte deres eget folk.
»Sitting Bull og indianerpolitiet tilhørte to forskellige stammer i Lakota-nationen. Den dag i dag bærer Sitting Bulls efterkommere stadig nag mod den anden stamme,« fortæller Gaylord Torrence.
Midt i denne tragedie kunne man finde lyspunkter i den sidste del af udstillingen, hvor der var værker af nulevende kunstnere. De trækker i forbløffende grad på de traditioner, deres forfædre udviklede gennem århundreder og årtusinder.
Og det er ikke kun inden for kunst. På reservaterne afholdes stadig powwow-danse med et religiøst og åndeligt indhold. Trods forbundsstatens forsøg på assimilering er Amerikas indfødte befolknings identitet aldrig rigtigt blevet udvisket. Tværtimod har den overlevet.
»Vi er her stadig … smukt udsmykket i en begejstret fejring af vores kulturarv som indfødte amerikanere,« skrev den nulevende indianske kunstner Arthur Amiotte i kataloget, der fulgte med udstillingen.
