Læsetid: 10 min.

Jag är Ingrid

Ingrid Bergman var en modig kvinde, som trods omverdenens modstand insisterede på at leve sit liv og forme sin karriere, som hun ville. Den svenske skuespillerinde, der døde i 1982 og ville være blevet 100 år i år, er hovedpersonen i en ny dokumentarfilm, der har verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes
En ny dokumentarfilm om Ingrid Bergman er baseret på dagbøger, brevvekslinger, fotografier samt de mange timers private filmoptagelser, Bergman begyndte at lave allerede i 1930’erne.

Cannes Filmfestival

15. maj 2015

Da den blot 23-årige svenske skuespillerinde Ingrid Bergman i 1938 ankom til USA for at lave en engelsksproget genindspilning af en svensk film, Intermezzo, for producenten David O. Selznick, ville man lave hende om: Hendes navn var for svært at udtale, hendes øjenbryn for kraftige, hendes hår forkert og tøjet for enkelt. Frisører, makeup-artister og kostumedesignere blev tilkaldt, men frøken Bergman nægtede. Hun ville ikke laves om eller have et nyt og mere amerikaniseret image.

»Jeg skabte mit eget image, fordi jeg ikke ville ændre mit navn eller mit hår,« sagde hun i 1972 i et interview med filmhistorikeren John Kobal.

»De ville lave helt om på mig, fordi det var det, de plejede at gøre. De tog stjerner fra Ungarn, Tyskland, Frankrig og prøvede så at lave om på dem – gøre dem smukkere i amerikanske øjne, vil jeg tro. Men så blev de bare ligesom alle de andre amerikanske stjerner, som fandtes på det tidspunkt. Masser af pr-billeder, hvor de var iført badedragter og hatte og den slags. Jeg havde ofte set billeder af dem i aviserne og undrede mig over, hvor de blev af.«

Det var hverken første eller sidste gang i sit liv eller sin karriere, at Ingrid Bergman fik det, som hun ville have det. Den smukke, unge dame var allerede en egensindig kvinde, der insisterede på at leve sit liv og forvalte sin karriere, som hun havde lyst til, og sådan havde hun stort set altid haft det. Da David O. Selznick, som selv var en bestemt herre, hentede hende til Hollywood, sagde hun til ham, at hun kun tog til USA for at lave én god film med den bedste instruktør og den bedste medspiller, og så ville hun rejse tilbage til Sverige.

»Sådan gør vi altså ikke her,« sagde producenten til skuespillerinden.

»Jamen, så synes jeg, at vi skal lade være,« svarede hun, hvilket fik Selznick til at acceptere hendes vilkår. I stedet brugte han hendes naturlighed, en sjældenhed midt i al filmbyens påtagethed, til at sælge hende på, og det virkede. Det gik så godt med Intermezzo, et kærlighedsdrama med Leslie Howard i den mandlige hovedrolle, at Ingrid Bergman efter kort at have været tilbage i Sverige igen rejste til USA – denne gang mere permanent – for at lave flere film (med hende flyttede hendes mand, Petter Lindström, og parrets lille datter, Pia).

Det naturlige look, hun insisterede på at beholde, gjorde hende til lidt af et modeikon, og hendes ukunstlede, nuancerede spillestil gjorde hende til en af Hollywoods mest populære skuespillerinder.

Det store gennembrud

Ingrid Bergman vandt en Oscar for George Cukors drama Gaslys (1944), blev Oscarnomineret for Ernest Hemingway-filmatiseringen Hvem ringer klokkerne for? (1943) – da han solgte rettighederne til bogen, sagde forfatteren, at ingen andre end Bergman kunne spille den kvindelige hovedrolle – og gjorde indtryk med sit psykologisk facetterede spil i tre Hitchcock-film, Spellbound (1945), Notorious (1946) og Under Capricorn (1949).

Men inden da fik hun sit store gennembrud som norske Ilsa Lund i Michael Curtiz’ udødelige krigs- og kærlighedsdrama, Casablanca (1942), hvor hun spillede over for Humphrey Bogart og betog ham og alverdens biografgængere med sit skiftevis kølige og følelsesladede portræt af en kvinde splittet mellem to mænd – mellem pligten og kærligheden.

Den 29. august i år ville Ingrid Bergman være blevet 100 år, og det fejrer man på filmfestivalen i Cannes, hvor skuespillerindens kontrafej kan ses på årets festivalplakat, ligesom man viser flere af hendes film og en spritny dokumentarfilm, Jag är Ingrid, af den svenske forfatter og filminstruktør Stig Björkman.

For tre år siden mødte Stig Björkman Ingrid Bergmans ene datter, skuespillerinden og instruktøren Isabella Rossellini, på filmfestivalen i Berlin, og hun spurgte ham, om ikke han havde lyst til at lave en film om hendes mor. Det var en opfordring, Björkman ikke kunne sidde overhørig, og efter at have mødtes med også Bergmans tre øvrige børn, Pia Lindström og Roberto og Ingrid Rossellini, begyndte han at researche til filmen.

Han fik adgang til de mange timers private filmoptagelser, Bergman begyndte at lave på Super 8 og 16 mm-film allerede i 1930’erne, hendes dagbøger og den mængde af papirer, fotografier og brevvekslinger, der efter hendes død i 1982 blev doneret til det kunstnerisk orienterede Wesleyan University i Connecticut i USA.

»Hun gemte alt. Hendes skolepapirer findes endnu, hendes karakterbøger. Hun begyndte at skrive dagbog, da hun var ni-ti år,« siger Björkman i telefonen fra Stockholm, hvor han lige har vist sin færdige film for den svenske presse.

»Jeg begyndte at læse og se alt, hvad der fandtes, og jo længere jeg nåede, jo tættere kom jeg på hende, og jo mere imponeret blev jeg.«

Tidligt voksen

Jag är Ingrid fortæller ikke historien om Ingrid Bergman fra fødsel til død, men er mere associativt skruet sammen og begynder, da hun er 14 år gammel og springer derefter frem og tilbage i tid. Det er skuespillerinden selv, der fortæller sin historie – via gamle filmklip, interview og uddrag fra dagbøgerne, som læses op af Alicia Vikander, en anden ung svensk skuespillerinde (hun spillede Caroline Mathilde i En kongelig affære), som står foran sit store internationale gennembrud, og som Stig Björkman kalder vor tids Ingrid Bergman.

Der er en ganske væsentlig grund til, at Jag är Ingrid begynder, da Bergman var 14 år gammel, fortæller Björkman.

»Hun stod helt alene i livet, da hun var 14. Hendes mor døde, da hun var tre, og hendes far døde, da hun var 13. Farens søster, som Ingrid boede hos, døde et år senere, og så var hun helt alene, 14 år gammel.«

At hun i så tidlig en alder havde været ude for så megen personlig sorg og i vid udstrækning var nødt til at tage vare på sig selv, er en af grundene til, at Ingrid Bergman livet og karrieren igennem var så målbevidst og egenrådig, som hun var. Allerede som barn vidste hun, at hun ville være skuespiller.

En moderne kvinde

»Når jeg som fem-, seks- eller syvårig var alene hjemme, spillede og optrådte jeg altid og klædte mig ud i sjovt tøj og lod, som om jeg var en anden,« sagde Ingrid Bergman også til John Kobal i 1972.

»Jeg vidste selvfølgelig ikke dengang, at det var ’skuespil’. Jeg var et ensomt barn, og jeg tror, at der ofte sker det med enebørn, især når de ikke har mange venner, at de finder på figurer at være og være sammen med. Min far tog mig tit med i operaen, og en dag tog han mig med i teatret – jeg må have været 11 år gammel – og jeg vidste, at det var dét. Skuespillet voksede ud af min barndom. Det var ikke noget, jeg selv besluttede – det blev besluttet for mig.«

Stig Björkman kalder Bergman en kvinde, der var moderne for sin tid, og det var nok det, der overraskede og glædede ham mest, jo længere han nåede ind på livet af hende i løbet af arbejdet med Jag är Ingrid.

»Hun syntes, at det var en selvfølgelighed, at en kvinde skulle kunne leve sit liv på samme måde som en mand og tage de samme valg, hvad angår både arbejde og familie. Hun begyndte på Dramatens teaterskole, da hun var 18 år gammel. Sommeren efter tog hun selv ud til Svensk Filmindustri for at blive prøvefilmet og blev tilbudt en rolle. Hun sagde til teaterskolen, at hun gerne ville have fri i sommerperioden, fordi hun ville lave film. Rektoren sagde, at det måtte hun ikke. ’Du skal fortsætte dine studier, og efter tre år kan du vælge enten teater eller film.’ Men hun insisterede og sagde: ’Jeg tager rollen.’ Og rektoren sagde, at hun ikke skulle komme tilbage til skolen igen. Hun havde kun et års teaterskolegang, men tre år senere var hun den største stjerne i svensk film, og hun fik et brev fra Dramaten, hvori der blev spurgt, om frøken Bergman kunne tænkte sig en gæsterolle på teatret.«

Da Ingrid Bergman i Sverige havde lavet sine tre film, skrev hun i sin dagbog: »Måske Hollywood, men jeg kan jo ikke engelsk.«

To år senere talte hun engelsk og fik sin første rolle i Hollywood, fortæller Stig Björkman.

»Sådan fortsætter det. Da hun havde lavet tre film i Hollywood, hvor hun altid var den pæne pige, skulle hun være med i Dr. Jekyll and Mr. Hyde, og selvfølgelig bliver hun tilbudt rollen som Dr. Jekylls forlovede, mens Lana Turner skulle spille den prostituerede kvinde. Ingrid siger så: ’Nej, den rolle vil jeg have.’ Og man siger til hende, at ’nej, den passer du ikke til’. Hun prøvefilmes til rollen og får så lov til at spille den. Hun stillede krav og ville ikke puttes i en kasse eller spille en bestemt type kvinde. Hun var skuespiller. Hun siger det selv: ’Jeg er skuespiller, selvfølgelig kan jeg spille en anden slags roller lige så godt.’«

Efter 10 år i Hollywood blev Bergman dog træt af amerikanske film. Hun kedede sig. Men da hun en dag så to film, Åben by (1945) og Paisà (1946), af den italienske neorealist Roberto Rossellini, vidste hun, at hun måtte arbejde sammen med ham. Hans brug af ikkeprofessionelle skuespillere og håndholdt kamera til at fortælle jordnære, troværdige historier gav filmene en autenticitet, som Hollywood ikke kunne matche, og som i høj grad tiltalte hendes egen søgen efter naturalisme.

Den store skandale

Ingrid Bergman skrev et brev til Roberto Rossellini: »Hvis De en dag får brug for en svensk skuespillerinde, der taler vældig godt engelsk, som ikke har glemt sit tysk, som kan gøre sig forståelig på fransk, og som kun kan sige ’ti amo’ på italiensk, så er jeg klar til at komme og lave en film sammen med Dem.«

Det blev til flere film sammen med den italienske instruktør, blandt andre Stromboli (1950), men også en kærlighedsaffære – og siden ægteskab – der skabte skandale på begge sider af Atlanten, fordi Bergman forlod mand og barn i USA og endte i en bitter strid om forældremyndigheden over Pia. Så stor var forargelsen, at en amerikansk senator i senatet undsagde skuespillerinden, der endte med at få tre børn med Rossellini. »Det var en kombination af passion – at jeg forelskede mig i en mand, der var så anderledes end alle andre mænd, jeg havde mødt – og så at jeg kedede mig i Hollywood,« siger hun i et gammelt tv-interview i Jag är Ingrid. »Jo mere, jeg arbejdede der, jo mere ville jeg bryde fri af det og lave noget andet. Jeg ville lave noget, som de ikke forventede, at jeg ville lave. Jeg ville forlade Hollywood, fordi jeg vidste, at der var en anden måde at lave film på, og jeg længtes efter at afprøve mine vinger. Kunne jeg finde ud af at lave den slags film, kunne jeg blive lige så ægte som dem?«

En ubevidst feminist

Igen vidste Ingrid Bergman, hvad hun ville, og hun gik målrettet efter det, selv om det fik alvorlige konsekvenser for hende, fortæller Stig Björkman.

»Hun tog hele tiden meget svære valg i sit liv, og hun stod ved dem. Hun var en kvinde med et meget stort mod. Hun var en slags tidlig feminist uden at være politisk engageret eller interesseret, men hun fremstod som en feminist, uden at hun selv kaldte sig det. Det var personlige valg for hende. Det var ikke noget, hun følte, at hun af politiske eller andre hensyn var nødt til at gøre.«

Hvilket hendes børn også syntes at forstå. Bergman sagde engang, at hun nok mere havde været en veninde end kontrollerende mor for sine børn, og i et interview fra 2013 sagde Isabella Rossellini om begge sine forældre, at »de var fantastiske forældre, og jeg tror, at jeg har opdraget mine børn på samme måde, som de opdrog mig.«

Forholdet til Roberto Rossellini betød, at Bergman ikke fik en rolle i USA igen før i midten af 1950’erne, hvor hun lavede Anastasia (1956), som i øvrigt endte med at indbringe hende endnu en Oscar. Så blev hun skilt fra Rossellini – og gift igen, denne gang med en svensk teaterproducent – og fortsatte med at lave film og spille teater i USA og Europa. Bergman fik sin tredje Oscar for en birolle i Agatha Christie-filmatiseringen Mordet i Orientekspressen (1974).

I 1978 vendte hun for første gang i mange år tilbage til Sverige for at spille en af hovedrollerne i Ingmar Bergmans kammerspil Høstsonaten, der handler om en berømt pianist (Bergman), der vender hjem til sin forsømte datter (Liv Ullmann). Det blev hendes sidste filmrolle – efterfølgende spillede hun Golda Meir på tv – og fire år senere døde hun af brystkræft, 67 år gammel.

»Vær dig selv. Verden tilbeder originalen,« sagde hun engang, og det havde hun ret i.

’Jag är Ingrid’ vises på tirsdag på filmfestivalen i Cannes og har svensk premiere på Ingrid Bergmans fødselsdag den 29. august. Der er endnu ingen planer om en dansk biografpremiere

Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk/cannes.dk og Twitter: @monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer