Læsetid: 5 min.

Køn i Cannes

Filmfestivalen i Cannes bliver ofte kritiseret for ikke at invitere nok kvindelige instruktører med i hovedkonkurrencen. Svaret har altid været, at kunst kommer før køn, når filmene skal udvælges. I år sætter festivalen dog fokus på kvinders vilkår i filmbranchen
Filmfestivalen i Cannes gør i år mere end normalt for at sætte fokus på kvinder og film. Og så hyldes Ingrid Bergman, der ville være blevet 100 år i august, på årets plakat.

Collet Guillaume

13. maj 2015

For tre år siden, i 2012, var der ingen film instrueret af kvindelige filmskabere i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes. Det fik den ’feministiske aktionsgruppe’ La Barbe til at forfatte et manifest, hvori den gik i rette med det, den kaldte festivalens forkærlighed for mænd bag og kvinder foran kameraet.

Og noget tyder på, at der blev lyttet. Det års jury havde den italienske filminstruktør Nanni Moretti som formand. I år deltager Moretti selv i festivalens hovedkonkurrence med sin selvbiografiske film Mia Madre (Min mor), og han har selskab af to kvindelige kolleger, Maïwenn med Mon Roi (Min konge) og Valérie Donzelli med Marguerite & Julien. I sidekonkurrencen Un Certain Regard deltager tre film instrueret af kvinder, mens skuespillerinden Natalie Portmans instruktørdebut, A Tale of Love and Darkness, vises i det officielle program uden for konkurrencen. Endelig åbner festivalen for første gang i mange år med en film instrueret af en kvinde, nemlig Emmanuelle Bercots La tête haute (Hovedet højt), der heller ikke er med i selve konkurrencen.

Det lyder måske umiddelbart ikke af meget – syv film instrueret af kvinder ud af de ca. 45 film i det officielle program – men det er dog markant bedre end i 2012 og understreger samtidig, at festivalen i år gør mere end ellers for at sætte fokus på kvinder og film. Også på to andre poster gør kvinderne sig i år: På plakaten fejres Ingrid Bergman, der ville være blevet 100 år i august, og modtager af festivalens ærespalme er den franske instruktør, skuespiller, manuskriptforfatter m.m. Agnès Varda – første kvinde, efter en perlerække af mandlige giganter såsom Woody Allen, Clint Eastwood og Bernardo Bertolucci er blevet hædret med denne pris.

Kunst, ikke køn

Da Thierry Frémaux, den kunstneriske leder af filmfestivalen i Cannes, i 2012 blev konfronteret med Le Barbes manifest, udtalte han, at han – og hans hold, der består af lige så mange kvinder som mænd – »udvælger værker baseret på deres faktiske kvaliteter. Vi ville aldrig blive enige om at udvælge en film, som ikke fortjente det, bare fordi den var lavet af en kvinde«.

Det var en på ingen måder overraskende udmelding fra lederen af den vigtigste filmfestival i verden. Det må og skal være kunsten, som er drivkraften for Cannes og folkene bag, ellers bliver den kunstnerisk uærlig og hurtigt irrelevant. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke skal være opmærksom på de systemiske, kulturelle og sociale udfordringer, som kan være med til at hindre ligestilling i filmbranchen og grundene til, at der ikke er flere film af kvinder at vælge imellem for festivalen. Det ved Frémaux også godt, og det understregede han videre i sit svar på tiltale fra La Barbe.

»Der er ingen tvivl om, at der skal gives mere plads til kvinder i film. Men det er ikke i Cannes og i maj måned, at det spørgsmål skal stilles, men snarere hele året og over det hele.«

At Frémaux i år alligevel godt vil være med til at tage diskussionen i Cannes, vidner en række nye initiativer om: Festivalen lancerer et såkaldt Women in Motion-program, som består af en række diskussioner om måden, kvinder fremstilles på i film, og flere seminarer, hvor førende filmkvinder vil fortælle om deres karrierer og kvinders roller i filmverdenen. Det er et spændende initiativ, som tilsyneladende fortsætter fremover og fra 2016 også omfatter to Women in Motion-priser til hhv. en kvinde, der har sat et varigt aftryk på filmverdenen, og et ungt kvindeligt talent på vej frem.

Så kan man måske more sig lidt over, at festivalens samarbejdspartner omkring Women in Motion er en af festivalens hovedsponsorer, det franske luksuskonglomerat Kering, som ejer en række store modemærker, f.eks. Gucci og Stella McCartney.

Kvindelige fortællestemmer

Og det er ikke kun i Cannes, at der er kommet mere fokus på ligestilling. Også i Danmark er det noget, man diskuterer, og diskussionen har flyttet sig fra primært at foregå på opfordring af organisationer som Kvinfo og WIFT (Women in Film and Television) til også at være noget, man kerer sig om på institutionelt og politisk niveau.

Således er et af Det Danske Filminstituts opdrag i de næste fire år at undersøge kvinders vilkår i den danske filmbranche, hvor kun hver femte film er instrueret af en kvinde (tidligere har DFI undersøgt etnicitet i dansk film). Danmark er ellers et af de lande i verden, hvor der er flest aktive kvindelige instruktører, ikke mindst inden for dokumentarfilmområdet, ligesom der efterhånden er mange kvindelige producere og manuskriptforfattere. Men uligheden er der stadig, og det må der være nogle grunde til, hvad enten det så drejer sig om bevidst eller ubevidst diskrimination eller systemiske, sociale og kulturelle barrierer. Det er blandt andet det, som Filminstituttet skal undersøge.

De færreste synes at være interesserede i kvoter, da det vil komme til at handle mindre om kunst og mere om køn, når f.eks. støttekroner skal uddeles. I Sverige og Norge, hvor man har indført kvoter på filmområdet, har de ikke haft en særlig gavnlig effekt; flere projekter er faktisk blevet kritiseret for kun at have opnået støtte, fordi de var lavet af kvinder. Men filmbranchen og de film, der bliver lavet, skal selvfølgelig også afspejle det samfund, vi lever i, og der mangler kvindelige fortælle-stemmer.

Højne kvaliteten

I en reportage fra et debatarrangement på SPOT-festivalen i Aarhus citerer DFI’s nyhedstjeneste Mette-Ann Schepelern, der er filminstruktør og medlem af bestyrelsen hos Danske Filminstruktører, for følgende:

»Jeg formoder, at rigtig mange kvinder, ligesom mænd, har lyst til at fortælle deres historie. Jeg tror ikke, vi er klar til kvoter. Men vi er klar til at sætte ind, hvor det er vigtigt, og det er i rekrutteringen. Vi har ikke talentmassen i dag, og derfor skal vi arbejde med at opbygge kapaciteten. Hovedsagen er, at kvinder og mænd er lige gode til at lave film. Hvis der ikke kommer kvinder nok til fadet, går vi glip af en kvalitet.«

Claus Ladegaard, der er DFI’s direktør for Filmstøtte, deltog også i debatten og fulgte op på Mette-Ann Schepelerns udmelding: »Hvis kvinder og mænd er lige gode til at lave film, og vi går glip af en kvalitet, hvis der ikke er nok kvinder, der kommer til, må der være en form for særlig kvalitet, når kvinder laver film. Det tror jeg faktisk også, at der er.«

Det er den samme diskussion, man fra i år forsøger at tage på filmfestivalen i Cannes, og det skal blive spændende at se, hvad de nye initiativer udmønter sig i på længere sigt; måske flere kvinder i hovedkonkurrencen. Det vigtigste er stadig filmkunsten, men det skader selvfølgelig ikke at hæve blikket en anelse, se sig lidt mere omkring og arbejde for at øge diversiteten i udtryk og indhold – især ikke når man er så feteret og vigtig en filmfestival, som det meste af (film)verdenen holder øje med og måske endda lytter til.

Filmfestivalen i Cannes begynder i dag. Information er på pletten, og man vil kunne følge med i både den trykte avis, på information.dk og på Twitter: @monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Jeg kan ikke helt se problemstillingen? Hvis flere mænd end kvinder bliver filminstruktører så er det vel meget logisk at flest instruktører ved Cannes vil være mænd? Der er jo intet der forhindrer kvinder I at instruere film. De kan jo bare komme igang.

ulrik mortensen

Kvalitet er afgørende, ikke køn. F.eks. på forfatterskolen er der et overvejende flertal af kvindelige studerende. Rektor for forfatterskolen Pablo Llambias siger i Weekendavisen idag: "På forfatterskolen kvoterer vi ikke i optagelsen, således at forstå, at vi ikke ser på kønsfordelingen og ej heller på fordelingen af genrer, alder eller andet ... Vi vælger udelukkende efter litterær kvalitet, og så må vi se, hvor vi lander henne ..." (s.10).

Fornuftige synspunkter , burde også gælde i Cannes og andre steder ...

Karla F. Fontane, Gustav Alexander og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Ida Abrahamsen

Og det er derfor flere mænd har ledende stillinger og tjener bedre. Det er jo kvalitet der er afgørende.

Søren S. Andersen

Atter en spændende artikel om store samfundsproblem, at kønnene ikke er lige stærkt repræsenteret inden for forskellige dele af samfundslivet. Bare mere af den slags!

For de kvinder, der vil have flere privilegier,handler det tydeligvis ikke om kvalitet, men om at 'komme til fadet'.

Henrik L Nielsen

Er der grund til at antage at Cannes ikke fokuserer 100% på kunsten men blot inviterer de sædvanlige fra drengeværelset?

Karla F. Fontane

Er det bare mig, eller er feminisme det værste der kan ske hvis det kommer til retfærdighed? Hvis vi nu engang ser på store film - og dem der står bag - så er det nu engang primært mænd. På nogle områder er det nu engang mænd som dominerer - på andre områder er det kvinder. Sådan ser livet ud.

Kvinder skal ikke blive behandlet dårligere, bare fordi vi er kvinder! Men vi skal da heller ikke få en særstilling, som feministerne ønsker. Cannes skal være en filmfestival efter universalismen, ikke et "50% skal være kvinder". I mine øjne skal alle have de samme muligheder - og så arbejde sig op med flid og talent. De bedste skal være repræsenteret.

Og hvis vi nu engang ser på film og fjernsyn, så er det nu engang mænd. Lad være med alt det der "kvidner er undertrykte". Hvorfor skal der rodes køn ind i alt? Hvorfor ikke bare lade det være en kvalitetsdiskussion om kvalitet, og ikke en BH afbrænding sammen med radikale kvindetrupper som feministerne?