Læsetid: 9 min.

Maries kamp for tjenestepigerne

18. maj udkom Dorthe Chakravatys ’Tjenestepigerne’ på Informations forlag. Læs 1. kapitel af bogen her
Tjenestepigerne fra Københavns Tjenestepigeforening med faner og skilte i Søndermarken i 1909, hvor de holdt deres første kongres

Tjenestepigerne fra Københavns Tjenestepigeforening med faner og skilte i Søndermarken i 1909, hvor de holdt deres første kongres

21. maj 2015

Historien om tjenestepigerne og stemmeretten begynder med Marie Christensen, der er født i Kregme på Sjælland i 1871. Som sine søskende bliver hun sendt ud for at arbejde lige efter konfirmationen. Selv om hun skifter plads, oplever hun igen og igen, at husmoderen er ondskabsfuld, stiller urimelige krav og ikke selv kan finde ud af at holde hus på en fornuftig måde. En enkelt gang oplever hun at komme under vejledning af en god og fornuftig husmoder, men her holder ansættelsen kun kort tid.

Hun forsøger at finde tid til at uddanne sig, så hun kan blive bedre til at skrive og regne og følge med i verden omkring hende. I 1899 læser hun i Politiken en artikel, som gør hende vred. Der står, at optællinger viser, at det højeste antal af prostituerede skal findes blandt de københavnske tjenestepiger. Hun bliver vred over, at tjenestepigerne på grund af optællingen bliver sat i gruppe med byens letlevende kvinder, der er under politiopsyn og kendt for at bære kønssygdomme. Og hun bliver rasende over årsagerne til de høje tal, som ingen gør noget for at ændre.

Hun kender selv alt for godt til de dårlige arbejdsforhold og de uendelige arbejdsdage, der gør, at pigerne i stedet søger det tvivlsomme erhverv som prostitueret.

Tjenestepigerne har ikke ret til fridage eller ferie. Der er ingen krav om, at maden skal være spiselig, eller at tjenestefolkets værelser skal være isolerede og i rimelig standard. Der er ingen lovgivning, der beskytter tjenestepigerne, eller tyendet som de jo også bliver kaldt.

Der er godt nok tyendeloven fra 1854, som bliver omtalt som en beskyttelseslov, der beskytter de ansatte. Sagen er bare, at uanset hvordan loven vendes og drejes, er tyendet fuldstændig underlagt den mand, de er ansat hos. De skal stå til rådighed døgnet rundt, og oven i det har husbonden revselsesret ikke bare over sin egne børn, men også over de ansatte, der må straffes fysisk. Loven kræver også, at tjenestefolk har en skudsmålsbog. Den bog indeholder oplysninger om fødsel, forældre og skolegang, og ikke mindst fortæller den, hvor den unge mand eller kvinde har tjeneste netop nu, og hvordan han eller hun har arbejdet og opført sig.

Husbonden skriver sin anbefaling ind i bogen og kan med få dårlige eller gode ord afgøre tjenestefolkets videre skæbne, når de søger væk fra pladsen. Skudsmålsbogen er lovpligtig, og forsvinder den, kan tjenestepigen eller karlen straffes med fængsel. Tyendet har stort set ingen rettigheder i deres ansættelse. Og de har heller ikke mange rettigheder som borgere. Loven kræver, at man for at kunne stemme eller stille op til valg skal have egen husstand, og da tjenestepigerne jo bor ved den familie, de arbejder for, har de ikke eget hjem.

Det er ikke den manglende stemmeret, der er Marie Christensens største problem, da hun læser om de prostituerede tjenestepiger. Det er de dårlige arbejdsvilkår og den manglende respekt for arbejdet. Hun forstår godt, at unge kvinder bliver, som hun skriver i sine erindringer, »sløve og ligegyldige med sig selv«, når de igen og igen oplever et elendigt arbejdsliv. Der er rigtig mange unge kvinder, der som Marie Christensen arbejder som tjenestepiger. Alene i Købehavn er der over 14.000 tjenestepiger, af dem er der 96,4 % ugifte kvinder.

Billedet er det samme i resten af landet, hvor tusindevis af unge kvinder er tjenestepiger. Det er en tid, hvor elektricitet langtfra er noget, alle har. Alt arbejde i hjemmet foregår ved håndens kraft. På gårdene skal pigerne malke køerne tidligt om morgenen, mælken skal kærnes til smør, der skal passes høns, slagtes dyr og hjælpes til i marken, når høsten skal i hus. I byerne skal tøjet vaskes på vaskebræt i kælderen og bæres i tunge fletkurve ad den smalle bagtrappe, der går op til tørreloftet. Der er ingen støvsuger, kun fejning og udendørs tæppebankning.

Der er ikke opfundet vaskemaskine til de børnerige familiers tøj. Der er store kedler med kogende vand, vaskebrætter og sjældent maskinkraft til at vaske og vride stofbleer, sengetøj og klæder. Der er ingen røremaskiner, kaffemaskiner eller opvaskemaskiner, kun kvindehænder til at ælte brødet, male kaffen og vaske op. Faktisk siger man, at det er en amerikansk kvinde, Josephine Cochrane, der i 1886 opfinder den første model af en opvaskemaskine, fordi hun er så træt af, at hendes tjenestepiger smadrer hendes fine porcelæn, når de vasker op i køkkenvasken. Hun laver en maskine, som hun mener, er langt mere skånsom end de unge piger. Selv om idéen var god, er det først i 1970’erne, at opvaskemaskinen bliver almindelig, og det er jo langt ude i fremtiden, da Marie Christensen arbejder som tjeneste- pige i sidste del af 1800-tallet. Arbejdet er fysisk hårdt, hvad enten det er på landet eller i byen. Og uanset hvor tjenestepigerne bor, er boligforholdene stort set ens. Det er husets dårligste og mindste værelse, der går til tjenestefolkene. Er der flere ansatte, sover de tit i samme værelse, og ofte i samme seng.

Det er alt det, Marie Christensen vil ændre på. Hun vil gøre op med de umenneskelige arbejdsvilkår og de manglende rettigheder og i stedet skabe et erhverv, der har grund til stolthed og respekt. Der skal uddannelse, viden og lovsikrede rettigheder til.

Den 15. november 1899 holder hun det første møde for tjenestepigerne. Hun har lavet 200 invitationer, som hun selv deler ud, og regner med vil sprede sig fra hånd til hånd og mund til mund blandt byens tjenestepiger. Efter en rask beregning mener hun, at i hvert fald 800- 900 personer må have set invitationen. Da mødet begynder kl. 20, kan hun tælle 32 fremmødte. Et kort øjeblik tvivler hun på sit projekt, men en kokkepige siger, at de, der er kommet, ikke kan gøre for, at der ikke er flere fremmødte. Hun vil høre, hvad Marie har at sige. Marie holder sin tale og beskriver, hvordan hunden i et hjem ofte får bedre mad og en bedre soveplads end tjenestepigen. Hun fremmaner billeder, som de tilstedeværende genkender.

Tjenestepigerne har ikke et minut på dagen, der er deres eget, de er i gang fra klokken seks om morgenen til kl. 23 om aftenen: »Man kan derfor også straks kende en tjenestepige på gaden. Den tunge gang og den foroverbøjede eller skæve holdning er mærker af den overanstrengelse, hun har været udsat for i den tid, da hendes legeme udviklede sig.« Tilhørerne får at vide, at de ikke skal skamme sig over deres arbejde. Godt husarbejde er samfundsnyttigt. Og hvis kvinderne står sammen i en forening, kan de ændre på deres forhold. Marie har lavet nogle få men præcise punkter, som foreningen skal kæmpe for: faste arbejdstider, hvor der er ekstrabetaling for nat- og ekstraarbejde, ordentlig kost og bolig, fri hver anden søndag og halvanden times fri hver dag plus et ønske om, at »pigen skal have lov at drikke te, når hun kommer hjem, hvis hun ønsker det«.

Til slut fortæller hun, at når foreningen er en realitet, og der er samlet nok penge ind via medlemskab, skal der laves en skole, hvor tjenestepigerne kan blive uddannet i deres fag, og de kan mødes, læse bøger og høre foredrag. Med tiden skal der bygges et alderdomshjem, så tjenestepigerne ikke behøver at frygte for deres alderdom, hvor de ikke længere kan arbejde og dermed ikke har et sted at bo. Selv om nogle herskaber søger for deres gamle tjenestepiger og giver dem penge og bolig frem til døden, er problemet virkelighed for mange. Der er ingen pensionsordninger eller velfærdstat til at hjælpe de mennesker, der ikke har penge eller bolig. Der er sparsom fattighjælp og alderdomsunderstøttelse, men det bedste i alderdommen er at have en familie, der kan passe og hjælpe med det praktiske og økonomiske. Men tjenestepigerne er jo ugifte og har ingen børn, der kan give dem bolig eller mad, når alderen kommer. Med mødet er den første sten lagt til stiftelsen af Københavns Tjenestepigeforening, der med kontor i hovedstaden skal kæmpe tjenestepigernes sag.

(…)

Fakta om Marie Christensen

I en tid, hvor folkelige og politiske bevægelser og foreninger overvejende var for mænd, stak Marie Christensen (1871-1945) ud i sin kamp for tjenestepigerne. Hendes far var nattevagt, og moderen landarbejder, og Marie kom fra en stor søskendeflok, hvor alle blev sendt væk hjemmefra, så snart de var konfirmeret og gået ind i de voksnes rækker. Derfra måtte de klare sig selv. Alt for ung og uden erfaring med rengøring, madlavning og børnepasning fik hun først plads som barnepasser på fuld tid og hurtigt derefter som tjenestepige i Frederiksværk og København. Trods en beskeden skolegang var Marie allerede som ganske ung klar over, at hun ville have et bedre liv end sine forældre. Hun havde som barn set tjenestepiger og vidste, det var et arbejde, hvor der blev slæbt for føden. Det var den vej, der ventede de fleste piger fra landet. Og det var den vej, der lå foran hende, da hun efter konfirmationen forlod hjemmet for at arbejde. Marie ville ikke bare arbejde for at overleve, og hun ville ikke leve et liv i underdanighed. Det var en beslutning, der krævede mere end det, hun havde fået med hjemmefra. Hun var klar over, at ville hun have et andet liv, skabe forandringer og stå frem med sine holdninger, måtte hun ruste sig med viden og kundskaber. I nogle år forlod hun arbejdet som tjenestepige for at drive en skole for piger. Samtidig modtog hun selv ekstra undervisning i regning og skrivning og fulgte, hvad hun kunne af foredrag. Det var i 1899, hun tog beslutningen om at lave en forening for tjenestepiger. Samme år var hun flyttet til København og havde genoptaget sit gamle arbejde.

Der havde tidligere været forsøg på at lave en forening, men det var ikke lykkedes at få den spredte flok af arbejdende kvinder til at samles i en forening, der kunne overleve. Københavns Tjenestepigeforening havde i Marie Christensen en belæst, arbejdsom og målrettet leder, men foreningen ramte også en strøm i tiden, hvor der dukkede mange kvindelige arbejderforeninger op, i takt med at arbejdersagen fik et solidt tag i industrisamfundet. Maries mål for tjenestepigerne var uddannelse og politisk, social og økonomisk ligestilling med resten af arbejderbevægelsen. Alt sammen skulle det være med til at skabe en større respekt for det huslige arbejde og tjenestepigernes arbejde, der, som det ofte er blevet sagt, ikke kan ses, når det er gjort, men sagtens kan ses, når det ikke er gjort. Der skulle masser af oplysning og agitation til for at få organisationen til at leve og overleve. Her var tiden også på hendes side.

Ny trykketeknik gjorde, at massemedierne var i voldsom vækst omkring 1900. I Tjenestepigeforeningens første år viste Marie en forbløffende evne til at skrive indlæg til aviser, skabe debat og give interviews. Hun sørgede selv for at holde sig orienteret gennem de mange aviser og var god til at skrive skarpe indlæg, når der var beklagende eller nedsættende artikler og udtalelser om tjeneste- pigerne. Hun fodrede pressen med historier om nyt fra foreningen. Og hun fik lavet et medlemsblad, der gav tjenestepigerne historier fra deres egen verden, praktiske råd om god husholdning og hygiejne og belærende artikler om politik og samfund.

Hun tøvede ikke med kalde tjenestepigerne for Danmarks slavinder. Siden begyndelsen af 1800-tallet havde der været en sammenhæng mellem slavesag og kvindesag. Mange mænd og kvinder i den vestlige verden var i slutningen af 1700-tallet begyndt at få øjnene op for, at slaveri ikke passede ind i et moderne og civiliseret samfund med menneskerettighedserklæringer og nye demokratier, der havde gjort det af med enevældige konger. Mennesket burde være frit. Skulle slaverne være frie mennesker, burde kvinder også være det. Ikke mindst i England og USA var kvindesag og slavernes frigørelse to sider af samme sag, hvilket inspirerede andre lande. For eksempel Danmark, hvor kvindesagen begyndte at trænge sig på i midten af 1800-tallet og for alvor bed sig fast i slutningen af århundredet, hvor slaveri for længst var blevet forbudt.

Bogen Tjenestepigerne udkom 18. maj 2015 på Informations forlag - og kan købes her: Dorthe Chakravarty - Tjenestepigerne

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Nanna Wulff M.
  • Vibeke Rasmussen
  • David Zennaro
Anne Eriksen, Nanna Wulff M., Vibeke Rasmussen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer