Læsetid: 9 min.

Mette Høeg er en hvid mand

Hvis man mener, at det ikke betyder noget for de litterære værker, hvordan man er vokset op og har levet, ser man bort fra væsentlige lag. At Maja Lee Langvad er transnationalt adopteret betyder noget, ligesom det betyder noget, at Herta Müller er vokset op i et diktatur, og at Claude Simon deltog i Anden Verdenskrig
Hvis man mener, at det ikke betyder noget for de litterære værker, hvordan man er vokset op og har levet, ser man bort fra væsentlige lag. At Maja Lee Langvad er transnationalt adopteret betyder noget, ligesom det betyder noget, at Herta Müller er vokset op i et diktatur, og at Claude Simon deltog i Anden Verdenskrig

Ditte Ahlgren/iBureauet

30. maj 2015

Jeg vil indledningsvis beklage, at der ikke står en af de forfattere, der skriver fra det minoritetsperspektiv, som det handler om i dag, på min plads. Jeg ville også have sat pris på, at dagens program havde haft en mere ligelig kønsfordeling – af dagens i alt 10 debattører er de 9 mænd – og at de spørgsmål, som vi er blevet bedt om at debattere, var mindre antagonistisk formulerede.

Men jeg skal forsøge at råde lidt bod på det dels ved at forsøge at beherske min polemiske åre, dels ved at inddrage tekster af forfattere, som på den ene eller den anden måde har et minoritetsperspektiv, i mit oplæg, og det drejer sig om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad – altså forfattere som også spillede en væsentlig rolle i den debat, som kørte i 2014, og som fik navnet »hvidhedsdebatten«, og som handlede om identitets- og minoritetsspørgsmål primært i litteraturen.

Den flydende identitet

Se, hvad angår spørgsmålet om ’identitet’, er det for mig slående, at de forfattere, som jeg lige har nævnt, i deres litterære værker gestalter begrebet ’identitet’ på en flydende, mangesidig måde. Teksterne fremstiller ikke jeg’er, der er konstitueret af en fastforankret ’identitetskerne’. Hos Yahya Hassan tales der – som Niels Lyngsø i øvrigt så præcist har beskrevet det – med mange forskellige stemmer. I bogen tales der eksempelvis med en barnestemme, en institutionspræget stemme, en traumatiseret stemme, en racistisk stemme, en poetisk stemme, en ’Trillegårdsdansk’-stemme – og flere til.

I Maja Lee Langvads bog Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption tales der med helt overvældende mange forskellige stemmer, fordi der er så mange forskellige personer, der har fået deres udsagn gengivet i bogen. I hvert fald en 30-40 stykker. Der tales også med andre former for stemmer: En akademisk stemme (bogen er også en hvidbog om transnational adoption – fuld af noter og henvisninger til adoptionsforskning), der tales fra et dansk perspektiv, fra et koreansk perspektiv, der tales fra et datterperspektiv, fra et kvindepespektiv, fra et lesbisk perspektiv – og der tales selvfølgelig også fra den transnationalt adopteredes perspektiv.

I Athena Farrokzhads Vitsvit er stemmerne, bortset fra i bogens første tekst, flyttet helt uden for jeg’et. Bogens greb er at gentage den samme sætningsindleder: Min mor sagde, min far sagde, min bror sagde, min mormor sagde, min morbror sagde – og de udsagn, som disse ’personaer’ citeres for, er også uhyre forskellige, hvortil kommer, at en del af udsagnene faktisk er citater fra kilder, som jeg’et i hvert fald ikke kan være i familie med: Der citeres for eksempel fra Johannesevangeliet, Adrienne Rich og Paul Celan. Hvis et jeg skrives frem, er det et jeg, som består af andres udsagn om det – det er et jeg konstitueret af en uendelig række spejle – en metafor, vi vender tilbage til.

Den ’identitet’, som vi møder i teksterne, er altså flydende. Men det betyder bare ikke, at forfatterens køn, seksualitet, sproglige, etniske eller klassemæssige tilhørsforhold ikke også betyder noget for vores læsning af disse tekster. En nomadisk identitetsforståelse, for nu at henvise til kønsfilosoffen Rosi Braidottis begreb, betyder ikke, at den singulære erfaring er annulleret.

Når Yahya Hassan bag på sin bog præsenterer sig som statsløs palæstinenser med dansk pas, så er det jo ikke lige meget. Bogen kunne ikke ligeså godt være skrevet af en anden person. De erfaringer, han skriver om, er hæftet til hans egen krop, hans egne erfaringer – og det er, tror jeg, også en del af forklaringen på bogens gennemslagskraft. Hans bog blev også læst som en slags vidnesbyrdlitteratur. Maja Lee Langvads bog har simpelthen »et vidnesbyrd om transnational adoption« som undertitel, den er blevet til under et treårigt arbejdsophold i Korea, hvilket fremgår af bogen. Og Maja Lee Langvads bog kunne heller ikke være skrevet af en eller anden uadopteret person, der måtte nøjes med at fantasere sig frem til, hvordan det erfares at være transnationalt adopteret.

Når Athena Farrokzhads tekst reflekterer et stykkevist jeg, der er vokset op i Sverige, men født i Iran (det fremgår også af teksten), er det heller ikke lige meget, at forfatteren er vokset op i Sverige og født i Iran. Ligesom det heller ikke er lige meget for læsningen af deres bøger, at Herta Müller er vokset op i et diktatur, eller at Claude Simon deltog i Anden Verdenskrig. Og hvis de personer, som anmelder bøgerne, mener, at den slags personbundne og forskelssættende erfaringer er ligegyldige eller uvedkommende for værkerne, er der et betydningslag i værket, som de vælger at se bort fra.

Hvad angår diskussionen af anmelderens ’neutrale’ position, så mener jeg ikke, at en sådan findes. Og jeg kan heller ikke se, hvad en sådan skulle gøre godt for. Selvfølgelig læser enhver også litteratur med sin krop og sine erfaringer – og blinde punkter, det har vi alle sammen. Og det kan ske, at der formidles erfaringer og problemer og følelser i litteraturen, hvis eksistens man ikke kender til i forvejen, og som man derfor har vanskeligt ved at få øje på, sætte sig ind i – eller blot interessere sig for. Man sætter heller ikke en kemiker til at anmelde en bog om pædagogik. Det er, tænker jeg, derfor en styrke for litteraturkritikken, hvis den bedrives af så mange forskellige slags stemmer, som det er muligt.

De blinde punkter

Hvad kan være et blindt punkt for en litteraturkritiker som mig selv? Det kunne f.eks. handle om tekster, der drejer sig om, hvordan fordomme og racisme opleves af dem, som er udsat for fordomsfuld adfærd og racisme. Og her kommer minoritetsperspektivet ind. Det er meget let at gå rundt i samfundet og opleve sig selv som tilforladeligt hjemmehørende i det, hvis man ikke stikker ud fra mængden. Og her taler jeg ikke om at stikke ud, fordi man farver sit hår lilla. Man kan farve håret i en anden farve. Det jeg taler om, er at stikke ud med den krop, som man bor i, og som man såvist hverken kan eller for den sags skyld har lyst til at forlade. Det kan være en racialiseret krop, dvs. en krop der har en farve, som ikke deles af flertallet i samfundet, det kan være en krop, der på andre måder ikke ligner flertallets. Og hvad den racialiserede krop angår – og de ubehageligheder man kan blive udsat for, fordi man går rundt i den – så føler jeg mig ikke overbevist om, at de dermed sammenhængende erfaringer er specielt lette at få øje på fra majoritetens perspektiv.

Her kan litteratur, der er skrevet fra et minoritetsperspektiv, lære os noget om, at der findes andre perspektiver end vores egne, hvis vi ellers vil lære af den. Og jeg skal komme med to konkrete eksempler på, hvordan jeg selv er blevet klogere af at læse Maja Lee Langvad og Athena Farrokzhads bøger. Hvordan jeg har opdaget et par af mine egne blinde punkter.

Jeg har, som, vil jeg tro, mange andre i min generation, gået i både folkeskolen og gymnasiet med børn og unge, der var adopteret fra lige præcis Korea. Nogle af dem kendte jeg også rigtig godt. Men vi talte aldrig om, at de ikke var født i Danmark, selv om det var tydeligt, at de ikke var det. Jeg skænkede det ingen tanker – og var det ikke også godt det samme, kunne man sige. Nu var det hele så tilpasset og naturligt, hvorfor problematisere noget som tilsyneladende ikke er noget problem. Nu er sagen bare den, at der var og er et problem, som ingen sagde noget om dengang, men som der heldigvis er nogen, som siger noget om nu. De koreansk adopterede i Danmark er også ufrivillige brikker i et kynisk adoptionspolitisk spil fra koreansk side: Man kan tale om en adoptionsindustri, hvor børnene er eksportvaren.

Dertil er adopterede fra Korea ofte udsat for forskellige former for racisme. Af og til en flerstrenget racisme fordi folk ofte tror, de er fra Grønland. I selvmordsstatistikken ligger de højere end gennemsnittet af ikkeadopterede børn. De har flere psykiske problemer, angst og depressioner. Det kan man læse om i avisen, men man kan også læse om det i Hun er vred og få et mere nuanceret billede af situationens alvor og kompleksitet, end jeg tror, en avisartikel kan formidle. I bogen er erfaringen sanseliggjort. Følelserne er med, som de kun kan være det i et kunstværk. I bogen kører vreden kiastisk rundt med jeg’et. Det kan være en kropumulig tilstand at være transnationalt adopteret – »Hun er vred over at være et biologisk barn« er en af bogens linjer. Og denne umulighed samt en række kendsgerninger om adoptionsindustrien som et resultat af den globale ulighed, gik først op for mig, da jeg læste bogen her.

Et andet, for mig øjenåbnende, eksempel på et minoritetsperspektiv, mødte jeg i Athena Farrokhzads Vitsvit:

Bogens omslag er et spejl. Men det er Korintherbrevets uklare spejl. Som nævnt er digtsamlingens jeg stykkevis og delt. Men spejlet udenpå hænger også sammen med et andet af tekstens spejle, der tematiserer, hvem og hvad der bestemmer, hvad man ser, når man spejler sig:

»Min far sagde: Din bror barberede sig inden skægget begyndt at vokse

din bror så terroristens ansigt i spejlet

og ønskede sig et glattejern i julegave«

Disse linjer gjorde et dybt indtryk på mig, første gang jeg læste dem, og det gør de stadig. For det spejl, som broderen ser sig i, hænger ikke bare over håndvasken på badeværelset, det er det spejl, som han møder, det øjeblik han går uden for døren i for eksempel Sverige eller Danmark.

Hvis unge danskere, som har ’et mellemøstligt udseende’, gror hipsterskæg, ligner de terrorister i samfundets spejl.

Den hvide mands position

Den såkaldte ’hvidhedsdebat’ opstod, fordi mange mænd reagerede imod at blive kritiseret for at have blinde punkter, der var forbundet med deres priviligerede status som hvide mænd. Men det forbandede og åndssvage ved debatten var, at ’hvide mænd’ ikke er en række navngivne anmeldere, selv om det blev opfattet sådan; det er en position, man kan indtage – eller prøve på at lade være med at indtage.

Der er aldrig nogen, der har ment, at man for eksempel skulle være lesbisk for at kunne anmelde en bog, hvor det at være lesbisk var centralt for værket. Det, der blev efterlyst, var anmeldere, som var i stand til at træde ud af ’den hvide mands position’.

I disse dage pågår en debat om litteratur skrevet af yngre kvindelige forfattere, hvor yngre kvindelige forfatteres erfaringer udpeges som mindre interessante, fordi de ikke er formidlet i ’den gode histories’ romanform, eller beskrives som »navlebeskuende«, fordi de tillader sig at skrive om kvinders virkelige erfaringer af krop og seksualitet. Den tekst, som har startet debatten, er skrevet af en kvinde – Mette Høeg – men den position, hun indtager, er ’den hvide mands’.

Og det er den, fordi den vil bestemme hvilke emner, der har almen interesse, og hvilke, som ikke har. Og så er den sexistisk, den er diskriminerende, på begge køns vegne. Mænd formodes at være letpåvirkelige i deres dom over den litteratur yngre kvinder skriver, fordi de tænker med en vis legemsdel. Og de yngre kvinder formodes at bruge deres seksualitet som en form for kapital.

Hvis der nogensinde har været en hvid mand i den danske litteraturdebat, så er det dét debatindlæg. Hvilket forhåbentlig tydeliggør, at jeg med kategorien ’hvide mænd’ ikke taler om specifikke mænd. Specifikke mænd har deres egne specifikke kroppe, følelser og problemer, som jeg kun kan glæde mig over, at de i øjeblikket bedriver autofiktiv udforskning af.

Feminismen er nemlig ikke kun for kvinder, hvis der var nogen, der skulle have fået den idé. Feminismen er en utopi om, at vi kan være her på lige fod med alle vores mangfoldige kroppe og kønnetheder.

Elisabeth Friis’ tekst stammer fra et oplæg hun holdt på Centre for Advanced Migration Studies på Københavns Universitet den 21. maj. Hun var blevet bedt om at forholde sig til følgende emne: Hvilken rolle spiller forfatterens og læserens (herunder anmelderens) egen identitet (for eksempel køn, etnicitet, seksualitet)? Er politisk korrekthed, eller eksotisering af minoriteter, problemer i litteraturen og debatten herom?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Det er urkomisk at Information præsenterer os for en tekst der handler om hvilken rolle forfatterens identitet spiller, mens man samtidig glemmer a fortælle os hvem Elisabeth Friis er. Der var en karakter ved navn Elisabeth Friis i Tv-serien Matador, men det er nok ikke hende der har forfattet denne tekst. Måske er det hende her?

http://www.sol.lu.se/person/ElisabethFriis

Torsten Jacobsen

Jo, det kan godt være jeg tog munden lidt for fuld ;).

Hvad med 'mildt lattervækkende'?