Læsetid: 5 min.

Det modsatte af ensomhed

Marina Keegan var 22 år, da hun skrev sin sidste tekst, bogen ’The Opposite of Loneliness’, som udkom, efter at hun døde i en trafikulykke. Bogen har givet teenagere i USA inspiration og et håb om, at verden kan forandres med ord
Trods sin unge alder havde Marina Keegan allerede haft meget på hjerte. Så det er ikke overraskende, at hendes bog er blevet et referencepunkt for grupper af amerikanske unge, der ligesom Keegan føler sig overvældede af livet og fremtidsudsigterne.

Trods sin unge alder havde Marina Keegan allerede haft meget på hjerte. Så det er ikke overraskende, at hendes bog er blevet et referencepunkt for grupper af amerikanske unge, der ligesom Keegan føler sig overvældede af livet og fremtidsudsigterne.

Luke Vargas

2. maj 2015

»Der findes intet ord for det modsatte af ensomhed, men hvis der gjorde, så ville jeg sige, at det er, hvad jeg ønsker mig i livet.«

Sådan skrev Marina Keegan i starten af 2012 i et essay, der også blev bragt i The New York Times. Keegan var optaget af det fællesskab, som den talentfulde skribent havde fundet og nydt i fulde drag, mens hun læste på Yale:

»Jeg er så taknemmelig, og det jeg frygter mest, når jeg nu snart forlader dette sted, er at miste den følelse af ikke at være alene. Det er ikke helt kærlighed, og det er ikke bare fællesskab; snarere er det følelsen af, at der er mennesker, en overflod af mennesker som er sammen om noget. Som er på dit hold. Regningen er betalt, men du bliver siddende ved bordet. Klokken er fire om morgnen, men ingen har lyst til at gå i seng endnu. Det er den nat med guitaren. Den nat, vi ikke helt kan huske. Det tidspunkt, hvor vi tog af sted, hvor vi lo, hvor vi følte. Hattene.«

Keegan var stillet et eftertragtet job som fastansat journalist ved magasinet The New Yorker i udsigt; hun havde allerede været i praktik på tidsskriftet Paris Review og arbejdet som forskningsassistent for ikonet Harold Bloom, en af verdens mest beundrede litteraturkritikere. Hendes talent blev opdaget tidligt. I 2008, 18 år gammel, talte hun ved Demokraternes partikonvent.

At hun elskede den akademiske verden, hun var ved at forlade, står klart:

»Yale er fyldt med små cirkler, som vi omgiver os med … som gør, at vi føler os elskede og sikre, selv i de nattetimer, hvor vi er mest alene og vakler hjem til vore computere, uden en kæreste, trætte, men vågne. Alt det har vi ikke næste år … det skræmmer mig. Meget mere end om jeg finder det rigtige arbejde, den rigtige partner eller by at bo i. Jeg er bange for at miste fællesskabet, denne flygtige og udefinerbare følelse af ikke at være ensom.«

Dræbt i trafikulykke

Ugen efter, den 26. maj 2012, var Marina Kee­gan død. Dræbt i en trafikulykke i Cape Cod fem dage efter sin kandidatfest. Det var ikke hende, som kørte bilen. Set i det lys, er der noget uhyggeligt ved en af novellerne, som anmelderen i britiske The Guardian bemærker. I den er der en ung pige, der skriver en SMS til sin mor: »Du skal ikke være bekymret, det er mig, der kører.« I Marina Keegans ulykke var det hendes kæreste, som faldt i søvn bag rattet.

Chokket for de efterladte var naturligvis hverken større eller mere overvældende eller end det er for så mange andre, der pludselig skal sige farvel til et ungt menneske, som med et grufuldt slag ikke er her længere. Sorgen er universel.

Hvad der imidlertid gør Marina Keegan til noget særligt er, at hun trods sin unge alder havde udtrykt sig på skrift og allerede havde haft så meget på hjerte. Så det var ikke overraskende, at hendes bog er blevet et referencepunkt for grupper af amerikanske unge, der ligesom Keegan føler sig overvældede af livet og fremtidsudsigterne.

»Jeg elsker dig, Marina Keegan« skrev gymnasieeleven Liza Sockwell i kommentarfeltet under artiklen i Yale News. Hendes tekst er ungdommelig og typisk:

»Jeg har læst din bog to gange, og jeg er så vred over, at du skulle dø så tidligt og blot efterlade os dine essays. Men din kærlighed og ånd vil leve videre. For du er en skribent og gode skribenter dør aldrig … jeg er bare gymnasieelev, men dine tekster og dit eksempel har givet mig troen på, at alt er muligt, tilbage. Jeg vil redde verden fra elendighed. Jeg vil læse til læge, gøre noget for klodens klima eller blive lærer. Men mest af alt vil jeg skrive. Jeg vil se på verden med friske øjne, øjne, som ikke overser de mennesker, der vandrer i skyggerne. For mest af alt ønsker jeg at se – se, at alle er smukke, og at alle har noget at byde på.«

Anmelderne var unisont begejstrede, da bogen udkom.

Bogen består af ni nonfiktion-essays og ni noveller. »Even Artichokes have Feelings«, stod i The New York Times i 2011, som en kritik af ’rekrutteringsindustrien’ et ukendt fænomen i Danmark, men som handler om, at især store banker, konsulentfirmaer og kapitalfonde lokker bachelorerne fra de kendte Ivy League-universiteter med godt betalte job, hvilket modsat Keegan, som levede i et mere renfærdigt univers, fik hendes studiekammerater til at opgive drømmene om at forandre verden til fordel for en god løn.

Marina Keegan var en ung idealist. Men hun var ikke uvidende om verden. I samme essay understreger hun, at hun »ikke har arvet 1960’erne og 70’ernes had til det private erhvervsliv«. Men at hun har svært ved at forstå, at så mange af hendes medstuderende synes at ende med at tro på, at deres mål »bedst kan virkeliggøres gennem banker og konsulentfirmaer«.

Det er imidlertid ikke alle de fantastisk velskrevne fortællinger, som handler om ungdommens drømme. Novellen »Winter Break« fokuserer på forholdet mellem en mor og hendes datter, et forhold, der ændrer sig op til datterens bryllup. Keegan fortæller, hvordan datteren betragter sin mor, der kæmper sig gennem sneen med sin hund:

»Jeg forestillede mig min mor gå rundt i cirkler ude i forstæderne, mens jeg drak øl i dårligt oplyste værelser eller videochattede med Sam eller dovent sov i mit kollegieværelse, mens det sneede uden for mit vindue. Lige i det øjeblik elskede jeg hende på en måde, der fik det til at vende sig i min mave.«

I essayet »Song for the Special« fortæller Keegan om, hvordan hun som deltager i en kulturkonference på Manhattan observerede, hvordan alle »anstrengte sig som triste sælgere for at overbevise alle andre, der var til stede om, hvor unikke personligheder de hver især var«. Ouch – man kommer til at tænke på Gyldendals efterårsreception.

Det er imidlertid fortsat hendes opråb til en ungdom, der efterlader en mest berørt. Hendes bøn om at vi, please, lader være med at stræbe søvngængeragtigt efter den perfekte hylde i livet. En hyldest til forandring og skabertrang: »Nogle af os ved præcist, hvad vi vil og er allerede på vej derhen. Nogle studerer allerede til læge, arbejder i den perfekte ngo eller er i gang med forskning. Til jer siger jeg både tillykke og you suck. For vi skal huske, at vi fortsat har muligheder. Vi kan starte forfra. Vi kan læse videre, tage en master eller prøve at skrive en tekst for allerførste gang. Følelsen af, at det allerede er for sent, er komisk. Det er hilarious. Vi er færdige med de første tre år af vores studier. Vi er så unge. Vi kan ikke, vi ikke tillade os selv at miste den følelse af muligheder, fordi den følelse, når alt kommer til alt, er det eneste, vi har. Årgang 2012, vi er her sammen. Lad os sørge for at verden forandres.«

’The Opposite of Loneliness’ af Marina Keegan, Scribner, 208 sider, kan købes på Amazon.com, 9,66 dollar (paperback) eller som e-bog, Kindle (10.99 dollar).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer