Læsetid: 4 min.

Når pigerne slås

Pigeslagsmål – også af mere verbal art – kan være en grim oplevelse at være vidne til. Det har man kunnet erfare i løbet af de sidste par uger, hvor litteraturforskeren Mette Høeg har formastet sig til at mene, at en del yngre, kvindelige forfattere faktisk ikke er nær så gode, som man skulle tro, når man ser på, hvordan de bliver anmeldt i aviserne
Pigeslagsmål – også af mere verbal art – kan være en grim oplevelse at være vidne til. Det har man kunnet erfare i løbet af de sidste par uger, hvor litteraturforskeren Mette Høeg har formastet sig til at mene, at en del yngre, kvindelige forfattere faktisk ikke er nær så gode, som man skulle tro, når man ser på, hvordan de bliver anmeldt i aviserne

Ib Kjeldsmark

23. maj 2015

Det er gammel, nærmest lidt betuttet drengeviden, at piger ikke dur til at slås. Det er grufuldt at se på. De stikker deres fingre ind i modstanderens øjne og flår hendes hår af i store, blodige totter. De sparker også, og de er ligeglade med, om de rammer hende i skridtet. Selv når hun ligger ned, tramper de stadig løs på hende. Drengene står imens og klynger sig til hinanden, måske er der en enkelt, der fniser lidt, men de fleste er simpelthen angste. Livsbange. Og mangt et pigeslagsmål ender med, at nogle af drengene, forlegne men også beslutsomt, griber ind med deres primitive muskelstyrke og sørger for at holde pigerne fra hinanden. Ellers ender det jo med, at de slår hinanden ihjel!

Skræmmende

Pigeslagsmål af mere verbal art kan det også være en grim oplevelse at være vidne til. Det har man kunnet erfare i løbet af de sidste par uger, hvor litteraturforskeren Mette Høeg har formastet sig til at mene, at en del yngre, kvindelige forfattere faktisk ikke er nær så gode, som man skulle tro, når man ser på, hvordan de bliver anmeldt i aviserne, og hvor meget omtale de i det hele taget får. Hendes artikel, der stod på forsiden af Weekendavisens bogtillæg, talte direkte om, at kvinder dominerer den danske litteratur for øjeblikket. Det er afgjort en overdrivelse, der er højst tale om, at det kan være en fordel for en debuterende forfatter, hvis hun er kvinde. Men det er en lille fordel – og den skal sammenholdes med, at det i årtier for ikke at tale om århundreder, har været en fordel at være mand. Hvad Mette Høeg ellers mener om de yngre kvindelige forfattere, en del af dem navngivne, skal jeg ikke blande mig i. Jeg har ikke læst ret mange af dem, simpelthen. Og når Mette Høeg skriver, at det i dag er muligt for en forfatter at leve et komfortabelt liv på god afstand af de genvordigheder, der plager andre mennesker, demonstrerer hun en udbredt uvidenhed. Det kan umuligt være yngre forfattere, hun taler om, men for så vidt heller ikke ældre. Det er ikke muligt, med ganske, ganske få undtagelser, for en forfatter at leve på den måde, det er tværtimod lodret u-muligt. Ikke bare i Danmark, men også i et stort land som England, hvor kun en tiendedel af deres professionelle forfattere overhovedet kan leve af det. Men i øvrigt er det nu selve modtagelsen af Mette Høegs kritik, man studser over, synes jeg. Den har været både pinlig og skræmmende.

Det begyndte med, i virkeligheden kun ganske få timer efter artiklens offentliggørelse, at man, især på Facebook, betvivlede, at Mette Høeg var en virkelig person. Hun måtte være det, der i internetsproget vistnok hedder en ’troll’, en slags ballademager, der kun har det ene formål at ophidse brugere af de sociale medier. Dernæst lød mistanken om, at det hele var et stunt iscenesat af Mette Høegs mand, som visse af de kvindelige forfattere mente at kende som en ’provokatør’. Der opstod muligvis også andre besynderlige forklaringer på, hvem Mette Høeg kunne være, og hvad hendes formål med artiklen kunne være, men dem har jeg så ikke hørt. Den tanke, at hun var præcis hvad hun udgav sig for at være, litteraturforsker ansat på et universitet i USA, og at det, hun havde skrevet, kort og godt var, hvad hun mener, dukkede først meget sent op i de livlige facebookdiskussioner. Men der var udbredt enighed om, at det var noget svineri, det hun havde skrevet.

Det mest kvindefjendske, som Politikens Jes Stein Petersen nogensinde har læst. Da den formastelige så langt om længe dukkede op i et tv-interview, via Skype, viste det sig, at hun på ingen måde virkede som en hadefuld furie, men tværtimod en yngre, intelligent kvinde, der roligt og nøgternt var i stand til at fremlægge og forsvare sine synspunkter. At hun skulle være specielt kvindefjendsk, fordi hun forholder sig kritisk til enkelte, navngivne kvindelige forfattere, var svært at tro. Men som kyndige avislæsere vil vide, er Jes Stein Petersen meget let antændelig. Han er manden, der ved middagstid ærligt indrømmer, at den modtager af årets Nobelpris, hvis navn netop er blevet offentliggjort, har han aldrig hørt om. Allerede samme dags aften kan han med stor litteraturkritisk sikkerhed meddele, at det var den forkerte mand, der fik prisen. Så det går stærkt.

Dengser og flittigliser

Jeg har selv engang for længe siden kritiseret Forfatterskolen for at være et sted, hvor dengser og flittigliser tror, at de kan skyde genvej til en forfatterkarriere. Assisteret af lærere, der åbenbart også tror det. Jeg foreslog eleverne at tage ved lære at Brechts gamle motto: Den gode elev er sin lærer utro! Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg sådan set fortrudt min kritik. Faktisk er der jo bare tale om, at nogle unge mennesker udnytter en mulighed for at koncentrere sig om at skrive i to år. Hvad fanden, så er det vel heller ikke værre, har jeg tænkt. Men nu er jeg kommet lidt i tvivl om, om skolen nu også forbereder eleverne godt nok på virkeligheden som forfatter? Har lærerpersonalet fortalt dem, at man altså risikerer at blive kritiseret derude? At man kan få en spand lort i hovedet når som helst – og at man egentlig ikke kan gøre noget ved det. Eller har man citeret Højholt for dem: Hvis ens bog bliver kritiseret i avisen, er det ikke sikkert, at det er anmelderen, der er idiot. Sådan, nogenlunde ordret, talte Per fra Hørbylunde. Og han var på enhver måde en klog mand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Jørn Andersen
Steffen Gliese og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ståhejen kom noget sent til mig, der ikke læser WA, men jeg så og hørte Mette Høeg i Deadline. Kvindefjendsk var ikke just det, der faldt mig ind, men selvfølgelig kunne mandlige egotrippere da godt være taget med under behandling. Knausgaard (som jeg ikke har læst) m.fl. piller vist også ganske meget i egen navle.

Hvis "litteratur" ikke hæver sig op og ud over det private, så er det sjældent så epokegørende, at det ikke kan undværes. Politikens kronik fra den 20. maj er således mest af alt en messende, pinlig staccato-øvelse, som alt for tydeligt bekræfter, hvad Mette Høeg har skrevet og udtalt.

Majbritt Nielsen, Steffen Gliese, Michael Kongstad Nielsen, Jørn Andersen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jo, jo, kvinder duer skam til at slås, det er bare en mere giftig slåskamp, som mænd holder sig langt væk fra.

Anne Schøtt

Jeg så også Mette Høeg i Deadline og hun virkede heller ikke kvindefjendsk på mig. Pudsigt som medierne fokuserer på personfnidder i stedet for selve litteraturen. Bare fordi hun kritiserer nogle kvindelige forfatteres valg af tema behøver hun jo at have set sig gal på hendes medsøstre som sådan. Man fristes næsten til at sige, at det reaktionære mandlige parnas fryser en kvinde ud for at sige sandheden og beskylder hende for at angribe sit eget køn.
Men; Tak til Mette Høeg for et tiltrængt indspark i litteraturdebatten. I det litterære miljø reagerer man påfaldende kritisk og voldsomt over hendes kritik af navlepillerlitteraturen. (også i DR2 med Krasnik). På et tidspunkt får man nok af at læse om skindet på grøden, gengemte æbler og ekser. Tilgengæld er samfundskritikken i litteraturen ikke overvældende i disse år.

Flemming Berger, Steffen Gliese, Britt Kristensen, Jørn Andersen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Når pigerne slås? Er det da ikke mest mændene, der slås her: Jes Stein, Lars Bukdahl og en hel stribe mandlige litterater, jeg aldrig har hørt om før? Nå, men lad nu det ligge.

"Og når Mette Høeg skriver, at det i dag er muligt for en forfatter at leve et komfortabelt liv på god afstand af de genvordigheder, der plager andre mennesker, demonstrerer hun en udbredt uvidenhed."

Efter både side- og baglæns at have prøvet at sætte mig ind i, hvad hele polemikken går ud på, er det præcis den opfattelse, jeg har fået … af Mette Høeg selv! Understreget af hendes overraskende sikkerhed og kølige distance på tv. Som én, der – lidt frelst? – sidder trygt og godt beskyttet i sit elfenbenstårn, fjernt fra og højt hævet over verdens larm.

Efter at have læst hendes oprindelige indlæg (PDF) er jeg helt enig med Informations kulturredaktør, når han bl.a. påpeger Mette Høegs kvindehad og hendes til homofobi grænsende sexisme. En opfattelse der kun understreges yderligere af hendes perfide kommentar på facebook til Cecilie Linds indlæg i Politikken. En kommentar der indledes:

"Jeg har ikke skyllet et helt glas Xanax ned med en flaske tequila! Jeg lever. Kunne jeg ikke tåle kritik og voldsomme modreaktioner, havde jeg ikke blandet mig i den offentlige debat."

Charmerende kvinde! :(

David Zennaro og Annemarie Løppenthin anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Om yngre forfatter, kvinder, som mænd kan der siges, de skrive faktisk godt, rent teknisk, men de har inter at skrive om, desværre.

Flemming Berger, Steffen Gliese, Britt Kristensen, Gert Selmer Jensen og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Annemarie Løppenthin

Kær Bent Vinn Nielsen, du er for sej, også her, hvor du som altid blander ironi med blank ærlighed og tør diskutere med dig selv offentligt. Jeg glæder mig hver uge til dit begavede navlepilleri, forstå mig ret: Det er kvalificeret, også når det er meget personligt og subjektivt. For hvad har vi andet end vor egen placering og erfaring som redskab for at mene noget. Du brugte Høegs udspil til at reflektere over en lidt opblæst litteraturskribent, gennemtænke dit oprindelige forbehold over forfatterskoleideen og din senere konklusion at den sgu nok var okay, og når frem til en (tror jeg ) faktisk kærlig drillesang til skolens elever og dimittender. Meget er ikke medtænkt i din kommentar, men så kan man jo læse Christina Hagens replik til Mette Høeg bragt samme dag som din klumme. Du og Hagen, fra hver jeres væren, og Harald Voetmann, har til sammen spillet meget værdigt og nuanceret og uhysterisk tilbage på Mette Høeg.

Randi Christiansen

"Jeg har ikke skyllet et helt glas Xanax ned med en flaske tequila!" Lyder som en beskyldning fra en anden? Men ellers, hvad er der galt med det udtryk? Især når det efterfølges af : "Jeg lever. Kunne jeg ikke tåle kritik og voldsomme modreaktioner, havde jeg ikke blandet mig i den offentlige debat."

Har kun læst vinn + kommentarer, men det er mit helt klare indtryk, at kunstverdenen generelt er en sandkasse for små ånder, der gerne vil være store. Og fint nok, de færreste er mestre fra begyndelsen - men stikker man næsen frem, må man kunne tage kritik. Jeg kan forstå? at hoegh's kritik har været lødig og velunderbygget men altså iflg visse segmenter i høj grad politisk ukorrekt.

Steffen Gliese, Britt Kristensen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

En af dem, der, som Bent Vinn Nielsen nævner det, først troede, at Mette Høeg måtte være en fiktiv person, var Johanne Mygind, der i et læseværdigt indlæg i Weekendavisen, Gid det var performance, bl.a. skriver:

"For at få hevet sine pointer hjem må Mette Høeg derfor slå forfatterskaber sammen, som ikke har meget andet med hinanden at gøre, end at forfatterne besidder en kusse og er født inden for det samme årti.

Maja Lee Langvads rasende angreb på det transnationale adoptionssystem bliver sat i bås med Josefine Klougarts klassisk afpersonaliserede skildringer af parforhold og barndom og Asta Olivia Nordenhofs hårdkogte lyrik. Dernæst ser Mette Høeg bort fra alle de kvindelige forfattere, som for eksempel Camilla Stockmarr, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Birgithe Kosovic, Kristina Stoltz, Dy Plambeck, Sissel-Jo Gazan, Ursula Andkjær Olsen og Lone Aburas, der beskæftiger sig med noget helt andet end deres eget liv.

Og sidst, men ikke mindst, må hun undlade at nævne hele perlerækken af danske mandlige forfattere som Kristian Ditlev Jensen, Kim Leine, Knud Romer, Pablo Llambías, Daniel Dencik, Morten Sabroe, Jørgen Leth, Hassan Preisler, Caspar Eric og Bjørn Rasmussen, som har arbejdet autofiktivt eller med køn, krop og seksualitet som hovedtema. Hun må også se bort fra, at Skandinaviens største litterære navn inden for autofiktion hedder Karl Ove Knausgård, og at dansk lyriks suverænt mest sælgende og prismodtagende repræsentant, Yahya Hassan, debuterede med en digtsamling, som handlede om ham selv i en sådan grad, at bogens titel simpelthen var hans eget navn.

Mette Høeg må med andre ord hugge hæle og klippe tæer for at hente belæg for sin overskrift om, at »Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans«, og til sidst er der kun en stor, blodig klump kvindehad tilbage. Af Mette Høeg bliver de kvindelige forfattere frakendt enhver autoritet og myndighed, når de konsekvent betegnes som »piger«. Ligesom hun reproducerer debatten om folkeskolen, når pigernes succes i uddannelsessystemet og dermed deres optagelse på Forfatterskolen pludselig udelukkende skyldes, at de er »flittige og stræbsomme«."

Undskyld længden på det citerede … men jeg kunne nu godt føle mig fristet til at citere hele Johanne Myginds indlæg, så væsentligt, og så godt set og skrevet, er det.

Hanne Ribens, Eva Bertram og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Frederik Bové

Det er helt vildt så mange der føler de kan vurdere Mette Høeg's kritik uden at have læst den. Simpelthen vildt. Hvad fanden bygger i det på?

Den var underlødig, den antydede at forfatterne fik kunstner-job fordi de var psykisk syge, og gode anmeldelser af mandlige anmeldelser som bare gerne ville knalde dem. 'Kønsmodne' var et af de ord der blev hægtet på de her unge kvinder. Hvordan forsvarer man sig lødigt mod det? Hvilken reaktion skal man have til det?

Men så var Mette Høeg i TV2 News uden at der blev gået til hende. Og så agerede Deadline også mikrofonholder og lod som ingenting. Og pludselig ved alle, at hun bestemt ikke kan være kvindefjendsk, helt uden at vide hvad hun oprindeligt sagde. Det danske mediebillede er simpelthen absurd. Eller sagt på Høeg'sk: Den danske debat lider under mandlig dominans.

Eva Bertram, David Zennaro og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Hvad angår Mette Høegs langen ud efter Forfatterskolen, korrigerer skolens rektor, Pablo Llambías, (beundringsværdigt) nøgternt faktuelle fejl i hendes artikel. Bl.a.:

"Jeg undrer mig over, at Mette Høeg nævner, at et væld af unge piger i disse år søger optagelse på Forfatterskolen. Hvordan kan hun have kendskab til, hvem der søger ind på Forfatterskolen? I år har skolen modtaget 439 ansøgninger. Vi har som sagt noteret os kønsfordelingen, men vi har ikke undersøgt aldersfordelingen, idet vi ikke går op i, hvilken alder ansøgerne har. Vi går ikke op i køn, alder, forudgående uddannelse, genre. Det eneste, vi går op i, er litterær kvalitet. Jeg undrer mig over, hvor Mette Høeg har den påståede viden fra, eftersom vi ikke engang selv har den. Aldersfordelingen blandt ansøgerne er meget bred, det samme er aldersfordelingen blandt de optagne, der typisk går fra 20 til 40. Der har tidligere været optagne på helt ned til 17 år og helt op til 64."

Anne Schøtt

Hvis en mand kritiserer andre mænd indenfor samme branche, tror jeg næppe, at han ville få mandefjendskhed, mandehad og drengeslagsmål skudt i skoene. Mette Høeg har faktisk nogle interessante iagttagelser (er dog ikke enig i alt) om f.eks. fokusset på det individorienterede stof overfor det mere samfundsrelevante. Men det overdøves fuldstændigt af et overdimensionelt fokus på kvindepersonen MH og generaliseringer om kvinder. Og det er i sig selv kvindefjendsk.

Randi Christiansen

Har nu læst høegh - hun er godt nok irriteret. Jeg er ikke selv blevet indfanget af de forfatterinder, som fru høegh gir en tur med den nihalede, der er andre danske forfatterinder, der hævder sig vha både form-og indholdsmæssigt talent, fx annelise marstrand o.a., som har min interesse, og de kan være ligeglade, de ved selv, hvad de kan. Høeghs udfald mod forfatterskolen om embedsmisbrug, inkompetence og nepotisme, er det forståeligt, at der bliver reageret stærkt på. Blev der mon trådt på en øm tå?

Lilli Wendt

Hvorfor var det så lige, at jeg fik kvalme her....

Igen denne "kvinder der slås" og "de stakkels betuttede drenge, der må redde dem fra sig selv..."

Mage til sexchikanistiske ytringer skal man lede længe efter...!

Gert Selmer Jensen

Aaaah, ro på nu.! Det er jo ganske ubærligt at se kvinder slås. Og jo, de er farlige, og aftvinger naturligvis al mulig respekt. ( Også kvinder imellem ). Har vi glemt de skønne Amazoner.???

Michael Kongstad Nielsen

Det der undrer mig mest, er at hverken kritikeren Mette Høegh, eller de kritiserede kvindelige forfattere (åbenbart), sætter kritikken eller bøgernes indhold ind i et forhold til samtiden, samfundets situation, renten på boliglån, antallet af nye biler, tv-skærme og New York-rejser, tidsånden, hvad er det "politisk korrekte", som Mette Høegh taler så meget om. Er det, at anmeldelse og kritik skal matche tidsånden? Det vil sige: - hvis det sælger godt, så er det godt.

Altså man kunne spørge, hvorfor skriver disse forfattere så meget om deres sex- og underliv, og så lidt om alt muligt andet indhold i deres bøger (ifølge Mette Høegh), ud over form og selvhøjtidelighed. Hvad er det i samfundet og tiden, der opfordrer til det, eller spiller sammen med disse prioriteringer?
Det kunne måske bringe debatten fremad, at sætte kritikken i en samfundsmæssig sammenhæng.

Flemming Berger, Steffen Gliese og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Jeg bruger lige chancen til at nævne overfor de kunstnere eller kunstformidlere der er ved at få sjælen slidt i stykker af alle disse vurderinger og kommentarer: "Kom dog over i forretningsverdenen og brug dine evner der!"

I forretningsverdenen er det eneste der tæller hvor mange penge du tjener, det er nemt at gøre op - og du slipper for al denne sylespidse ironi.

Vibeke Rasmussen

Michael K.N., i forlængelse af dine spørgsmål, omend ikke nødvendigvis svar på dem, er denne blogpost af Néné La Beet interessant. Jeg kendte hende ikke, før min nysgerrighed med hensyn til, hvad den pågående (i enhver forstand, hæ) litterære fejde handlede om, bl.m.a. har ført mig til hendes blog. Bare lige et par citater:

"Men det er da virkelig ligegyldigt, om en roman/digtsamling handler om forfatteren eller om havegødning, hvis den er skrevet godt, har dybde og holder læseren fast?"

Helt bestemt! Og som supplement til min egen undren over Mette Høegs unødigt perfide reaktion på Cecilie Linds kronik i Politiken, dette:

"Selvom [Cecilie Linds] kronik er en gang navlepilleri, så gør hun det med stil og overbevisning, og det, hun skriver, rækker ud over hende selv. Hun er kun 23 år, så hun kan udvikle sig til en stjerne, især måske hvis hun finder noget, der er endnu mere uden for hende selv at skrive om. Altså, jeg’et bliver jo udtømt på et tidspunkt, selvom man ikke skulle tro det at dømme efter Knausgaards og Leths succes og den endeløse række af julegaveselvbiografier."

Det har i øvrigt længe undret mig, at ikke mange flere debattører o.a. oprettede en Blog i stedet for at være på Facebook. Men noget kunne tyde på, at jeg bare skal lede inden for den litterære verden for at finde bloggere. :-) Men de er nu vist også alle samtidigt på Facebook. En tilstedeværelse der kan synes som en – efter min mening beklagelig – nødvendighed.

Steffen Gliese

Måske Vibeke Rasmussen skulle tænke over den generationsforskel, der er på de kvindelige forfattere, hun også nævner?
Det ubærlige er jo disse 12-talsskriverier af tøsebørn, der ikke stiller sig famlende og ydmygt overfor en verden, de endnu ikke kender. Det er i bedste fald epigoneri på den ældre generation, der skriver interessant og indsigtsfuldt om deres ungdomsår. Men det er meget sjældent, at en forfatter har noget interessant at berette, før han har passeret de 30. Det betyder ikke, at debuten ikke som regel er faldet langt før og har været "lovende"; men der er kun så og så mange Rifbjerger, Brøggere og Strunger i et halvt århundrede.

Steffen Gliese

Ah, Vibeke Rasmussen, jeg svarer dig, jeg gider ikke den dér apologetblog - "jeg'et" for en forfatter skulle jo gerne være noget, man nåede frem til, ikke noget, man begynder med.

Michael Kongstad Nielsen

Så var der jo ingen muser til at slå lyren an, ingen skjalde til at besynge forretningsverdenen med tiltrængt ironi.

Steffen Gliese

OK, så gjorde jeg det alligevel, Vibeke Rasmussen, og det var faktisk velgørende. Jeg må dog også sige, at jeg oplever, at kvinderne tager kvindevinklen for alvorligt. Som mand kan jeg dejligt undgå den, og dér er Mette Høegs kritik altså aldeles dejlig.
Men jeg må beklageligvis sige, at det, der er galt, når jeg forsøger at læse disse bøger, er den manglende sanselighed. Læs Blixens fortællinger, der er en saft, som nok vil komme bag på mange ubefæstede sjæle.

Lilli Wendt

Gert Selmer Jensen,

Det er bare så trættende med sådan en infantil indfaldsvinkel, og det gjorde faktisk til, at jeg ikke gad læse artiklen.

I øvrigt kan jeg fortælle, at jeg selv har sloges i skolegården, da jeg gik i 7. klasse - med en 3 år ældre dreng, der groft generede min lillebror. Han fik en næsestyver, mens hele skolegården hujede, og faldt så omkuld. Det frydede mig, da han også chikanerede mig i fritidshjemmet.

Jeg er dog normalt pacifist, og jeg har stor forståelse for vide rammer i debatten, men jeg hader sexistiske bemærkninger, særligt når de fremføres som "dårlig reklame" for en kronik. Så gider jeg hverken kronikøren eller artiklen.

Henrik Brøndum

@Michael Kongstad Nielsen

Tak - jeg havde nu ikke forventet mit tilbud ville være så dragende - at det ligefrem var nødvendigt at rejse en stopbom. Mon ikke de største talenter vil sige nej tak til ussel mammon?

Vibeke Rasmussen

Peter Hansen

Nu er jeg ikke helt sikker på, at jeg overhovedet forstår dine kommentarer til og om(?) mig, eller hvorfor de er henvendt til (/om?) mig, men med din nedladende afvisning af de omtalte kvindelige forfatteres værker, som "disse 12-talsskriverier af tøsebørn" kommer det ikke bag på mig, at du finder Mette Høegs angreb på specifikt yngre kvindelige forfattere "dejligt". Hvad jeg derimod finder befriende ved bl.a. Johanne Mygindog Néné La Beets indlæg er, at de ikke er fokuseret entydigt på hverken køn eller alder. Det finder jeg forfriskende.

Michael Kongstad Nielsen

Vibeke Rasmussen, 19:13,
- jeg er ikke enig i udsagnet:
"Men det er da virkelig ligegyldigt, om en roman/digtsamling handler om forfatteren eller om havegødning, hvis den er skrevet godt, har dybde og holder læseren fast?"

Det er jo dyrkelse af form par excellence - den hopper jeg ikke på. Formen kan aldrig bære i sig selv, der skal noget vægtigt indhold på, før jeg gider at læse det. Indholdet er rugbrødet, hvor formen er pynten og agurkesalaten, der får kalorierne til at glide ned. Og der er altså grænser for hvor interessant folks navlepille-beskuelser er, uanset pynt, med mindre man er meget nyfigent anlagt. Jeg fatter ikke tidens tendens til uhæmmet selvudlevering, af selv det mest private, det er næsten som "blottere", der får en hemmelig lyst stillet ved at bryde en grænse og fremvise sig selv nøgen. Blotterens beskuere oplever det som regel som en krænkelse, men i en pænt indbundet bog, hjemme i egen sofa, efter gode anmeldelser, glider det ned.

Steffen Gliese

Jeg skriver netop 12-talstøsebørn, fordi det er et kvindeligt særtræk: jeg kan ikke finde ynglinge, der laver samme stunt. Der er bestemt en trend med at skrive på "hovedstolen" meget tidligt i livet, og det er bare ikke særlig smart.

Michael Kongstad Nielsen

Henrik Brøndum, 20:16, skriver bl.a.:
"Mon ikke de største talenter vil sige nej tak til ussel mammon?"

Det kan der desværre herske lidt tvivl om, nu om stunder.
Tidsånden siger ikke nej tak til ussel mammon, om den så kommer fra forfatterpriser, forlagskontrakter eller selve forretningslivet, som forfatterne jo også er en del af. Bent Vinn siger, at man ikke kan leve af at være forfatter, heller ikke i England. Jeg ved ikke om forfatterskolekvinderne har udtænkt andre metoder til at få brød på bordet. Det tror jeg dog ikke.

Eva Bertram

Det virker ikke rigtig, som om Bent Vinn har læst Mette Høghs tekst. Mere som om han har hørt om kontroversen og så set hende på tv, hvor hun virkede rolig og intelligent. Måske har hun ikke i denne sammenhæng medtaget sin bemærkning om unge kønsmodne kvinders virkning på mandlige kultursmagsdommere og insinuationen om, at det er den de skylder deres succes? Der er for mig at se ikke tale om - som Bent Vinn slutter sin klumme - at de pågældende kvinder ikke ved at de kan risikere kritik, men at de måske forventer en kritik af en mindre giftig karakter.
Mette Høgh besværer sig over "en generation, hvor hvert enkelt individ er blevet opmuntret i at netop det er noget helt specifikt". Det er hun bestemt ikke alene om - men skulle det kun gælde kvinderne?

Steffen Gliese

Eva Bertram, det burde ikke kun gælde kvinderne; men måske er den vandkæmmede skrivestil, der er comme il faut nu, måske bare mere velegnet til unge kvinder end de oprørske rødder, der tidligere satte sig igennem med sproglig eksplosivitet?

Eva Bertram

Det skal jeg ikke kunne sige, Peter Hansen, men når jeg læser MH's beklagelser over at de kvindelige forfattere er tematisk ensrettede og kun beskæftiger sig med "liv, køn, krop og seksualitet", ser jeg nok ikke den helt store forskel fra deres mandlige modstykker - af alle aldre! Vi lever vel ikke just i en tid med store politiske romaner...?

Frederik Bové

Har du hørt om Yahya Hassan, Peter Hansen? Han har også skrevet en bog om sig selv. Det samme har Kim Leine, og Knausgård, og James Joyce og Proust, og en hel masse andre mænd. Som det er blevet fremhævet igen og igen og igen, så er det på ingen måde en kvindelig specialitet.

Så drop dit sexistiske pis, okay?

Majbritt Nielsen, Hanne Ribens og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ja, men bortset fra Yahya, der nok må siges at have et helt særligt grundlag for at skrive, så kendetegner det altså disse meget unge kvinder, at de mangler modenhed. De lider af det samme som vore politikere i høj grad: at de begynder dér, hvor de burde slutte.

Steffen Gliese

Man burde sikkert komme efter Tomas Lagermand Lundme, Caspar Eric, Bjørn Rasmussen med den samme kritik - problemet er bare, at deres refleksioner enten er af en anden art (Eric) eller har fået lov at lutres over tid.
Jes Stein Pedersen går også halvvejs i sig selv igen: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2672836/litteraturredaktoeren-dansk-... - og overalt finder man folk, der glæder sig over, at der nu er sat ord på den kedsommelighed, de unge forfattere byder på.
Måske er vi bare blaserte, fordi vi i modsætning til de ældre generationer, der var før vores, har haft anledning til at opleve meget mere. Vi mangler stød i trompeten.

Finn Dalgård

Litteraturkritik må tage udgangspunkt i værket i sig selv. Først derefter kan vi se på, om der er noget, som karakteriserer forfatterne.
Diskussionen kan umuligt gå på, om det er i orden at skrive om sig selv. Enhver har jo lov til at vælge sit emne frit. Til gengæld bestemmer forfatteren ikke selv, om andre har fornøjelse af at læse det.
Emne, indhold og form - mange elementer skal falde i hak, hvis en bog skal blive en virkelig god oplevelse. Det er ikke nok at have en god historie - den skal også fortælles godt sprogligt. Omvendt er det ikke nok at have et godt sprog, hvis historien ikke er spændende nok.
Er det interessant at se på køn i forhold til kvalitet? Jeg mener, det kan være relevant, hvis en forfatters succes kommer til at skyldes andet end den litterære kvalitet - på samme måde som vi ofte ser det inden for musikken, hvor udøveren kommer til at fylde mere end værket.

Vibeke Rasmussen

I den omtalte Deadline på DR2, hvor Mette Høeg deltog via Skype, blev hun af mange opfattet som så sød og sympatisk, at de ikke bagefter ville acceptere, at nogen tillod sig at kritisere hende for, hvad hun havde skrevet. – Uden at de dog fandt det nødvendigt først at orientere sig om, hvad hun rent faktisk havde skrevet.

Efter indslaget med Mette Høeg debatterede – eller hvad det nu var, de gjorde!? – tre mænd(!), hvad værten Martin Krasnik karakteriserede som "en decideret straffeaktion"(!?) fra "hele den litterære offentlighed"(!?) og her bemærkede den ene af deltagerne, forfatteren Lars Frost, med henvisning til Mette Høegs – kønsfokuserede – kritik, at

"… jeg har selv oplevet det. Den samme kritik fik jeg, da jeg debuterede, omkring år 2000, da var vi også allesammen … der var det mænd og kvinder, allesammen var vi indspiste og skrev ikke om noget, der havde relevans for andre mennesker. Vi skrev til hinanden, og vi skrev om os selv, og det var nøjagtigt den samme debat én gang til, den var bare ikke så sexistisk eller kvindehadsk, men den vár der. Så den kommer hvert tiende år, så skal der renses ud i det dér, og så skal man opdage, at form faktisk ér indhold, og at man ikke kan adskille det."

Næste dag gav Mette Høeg på sin facebook-side, og i sin efterhånden velkendte 'charmerende' stil, debatten i Deadline-udsendelsen dette skudsmål:

”Det litterære etablissement har raset som vilde hunde i to uger i ensformigt forsvar gennem hysterisk angreb – i går aftes så vi, hvordan det nu klamt og blindt selvtilfredst igen lukker sig om sig selv i fuld konsensus.”

Randi Christiansen

Den pæne høegh skulle måske skrive en bog - gi sig selv plads til at udfolde sit behov for sproglig kommunikation med saft og kraft, man aner en forfatterspire?

Randi Christiansen

Anders, forsmået? I disse tider? Hvor det er ret nemt at få afløb for sit behov for skriftlig kommunikation. Anerkendelse af parnasset - det kan man ikke forvente. Og er det, hvad en seriøs kunstner ønsker? Altså ud over at man selvf gerne vil kunne leve af sin kunst. Her gør udbud/efterspørgsel sig nådesløst gældende. Der må jo være kunder i butikken hos de unge damer, som høegh skoser. Personligt er jeg stadig forbandet over at jeg, da jeg var ung og skulle vælge levevej, på trods af dokumenteret talent ikke fik lov til at uddanne mig på kunstakademiets billedskole. Man efterspurgte på det tidspunkt en mere performanceagtig tilgang til den bildende kunst, som ikke var mit spor. Fuck parnasset hvis de er dumme og har dårlig smag.

Maj-Britt Kent Hansen

Man må tro, at Mette Høeg nok vil kunne ophidse mænd såvel som kvinder lige så meget som Ulla Holm i sin tid.

Det står ret sløjt til for filmmediet - men det får ingen til at sige, at mænds dominans her er "et problem". Men når der er en svag overvægt af kvinder inden for litteraturen - så er problemet at "Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres domminans". Hvis Høeg virkelig mener at kvindelige skribenter som sådan er et problem - burde hun så ikke selv gå foran med et godt eksempel og lukke blækhuset?

Jeg kender ikke selv noget til emnet - læser kun engelsk litteratur, ikke dansk - men Høegs tekst virker mest som en forargelse over at kvinder har den frækhed at skrive anderledes end mænnerne gør - kombineret med tantet modstand mod progressive værdier og "politisk korrekthed" (sidstnævnte udtryk gentages fire gange i teksten).

Michael Kongstad Nielsen

Man skal vel også - som Højholt - kunne tåle kritik. Tænk på hvad en kritiker som Georg Brandes betød for udviklingen i dansk litteratur for godt 100 år siden. Den skulle sætte problemer under debat, mente han. Ikke fremstille de faktiske indre og ydre forhold i et menneskes liv, men stille spørgsmålstegn ved dem. Hvorfor har vi det sådan? Kunne moralen holde til et nærmere eftersyn. Konventionerne. Ægteskabet. På samme måde kunne den moderne litteratur problematisere vores nutidsliv. Er det blevet for komfortabelt? For ufarligt på den farlige måde? Her vi det for godt i vores selvfede magelighed, hvor man enten tilhører Femina-segmentet eller Alt for Damerne-segmentet og der ligger Louisianakataloger henslængt på kaffebordet. Forfatterskolelitteraturen ligner p.t. noget, der er stivnet i egen selvtilfredse skysovs, i en eftertragtet livsstil, som er opnået, nu vil vi ikke mere, ud over at gnide os selv i navlen og andre interessante steder til eget velbehag.
Det svarer lidt til romantikken i midten af 1800-tallet. Her var alt godt, fredfyldt, idyllisk, dog med trolde og hekse og lokkende elverpiger, et formteknisk smukt billede af livet som man ønskede det fremstillet, men som ikke var realitet. Som Facebook overfor Danmarks Statistik.
Vi kunne bruge et spark ud af mageligheden af en moderne Georg Brandes-type. Og få samfundskritikken ind i litteraturen igen. Hvad med sådan nogle kollektivromaner, som beskriver et helt samfund, en kreds af personer, familier, små samfund, virksomheder, arbejdspladser i udvikling, fund af skifergas, kysternes frigivelse til hotelbyggeri på Skagen Sønderstrand. En idé til forfatterskolen, men tidligere nævnt, det er tidsånden, der trænger til et pust, ikke kønsstigmatiseringen.

ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Lilli Wendt-20:04-
Smukt kæmpet min heltinde.! En rigtig kvinde, eller måske, ligefrem, en Amazonkvinde.?
Jeg tror det.!
Jeg er dig fysisk overlegen, som jeg er overfor de fleste, men vil altid have den dybeste respekt
for din kampånd. Og naturligvis Stryge dig "med" hårene. Respekt.!
Hilsen Din Væbner.!

Niels Duus Nielsen

"Facebook overfor Danmarks statistik."

Så kort kan danskernes indre splittelse udtrykkes.

+1 til MKN

Michael Kongstad Nielsen

Udmærket kritik af Guldager, der nærmest bakker Høeg op, men udvider kritikken til også at omfatte et samfundsperspektiv. Tidsånden er nøglebegrebet, tror jeg. Den vil ingen, der har sin succes og karriere kær, fjerne sig mange millimeter fra. Alle aktører i branchen plejer deres forhold til tidsånden, konsensus breder sig, alle klapper af de samme og hinanden i den selvudpegede klike af stjerner og wannabes. Med til tidsånden hører ungdomsdyrkelse, og medier og kritikere og forlag står på ryggen af hinanden for at promovere og genne de unge kvindelige forfattere ind i manegen, kvindelige, for dem er der flest af, og domptøren slår smæld med pisken og rundt og rundt går det, publikum klapper, medierne stiver salgstallene af, forlagene får endnu en bestseller, ingen bemærker, at der ikke er så meget kød på koteletten, men cirkus kører.

Sider