Klumme
Læsetid: 4 min.

Når pigerne slås

Pigeslagsmål – også af mere verbal art – kan være en grim oplevelse at være vidne til. Det har man kunnet erfare i løbet af de sidste par uger, hvor litteraturforskeren Mette Høeg har formastet sig til at mene, at en del yngre, kvindelige forfattere faktisk ikke er nær så gode, som man skulle tro, når man ser på, hvordan de bliver anmeldt i aviserne
Pigeslagsmål – også af mere verbal art – kan være en grim oplevelse at være vidne til. Det har man kunnet erfare i løbet af de sidste par uger, hvor litteraturforskeren Mette Høeg har formastet sig til at mene, at en del yngre, kvindelige forfattere faktisk ikke er nær så gode, som man skulle tro, når man ser på, hvordan de bliver anmeldt i aviserne

Ib Kjeldsmark

Kultur
23. maj 2015

Det er gammel, nærmest lidt betuttet drengeviden, at piger ikke dur til at slås. Det er grufuldt at se på. De stikker deres fingre ind i modstanderens øjne og flår hendes hår af i store, blodige totter. De sparker også, og de er ligeglade med, om de rammer hende i skridtet. Selv når hun ligger ned, tramper de stadig løs på hende. Drengene står imens og klynger sig til hinanden, måske er der en enkelt, der fniser lidt, men de fleste er simpelthen angste. Livsbange. Og mangt et pigeslagsmål ender med, at nogle af drengene, forlegne men også beslutsomt, griber ind med deres primitive muskelstyrke og sørger for at holde pigerne fra hinanden. Ellers ender det jo med, at de slår hinanden ihjel!

Skræmmende

Pigeslagsmål af mere verbal art kan det også være en grim oplevelse at være vidne til. Det har man kunnet erfare i løbet af de sidste par uger, hvor litteraturforskeren Mette Høeg har formastet sig til at mene, at en del yngre, kvindelige forfattere faktisk ikke er nær så gode, som man skulle tro, når man ser på, hvordan de bliver anmeldt i aviserne, og hvor meget omtale de i det hele taget får. Hendes artikel, der stod på forsiden af Weekendavisens bogtillæg, talte direkte om, at kvinder dominerer den danske litteratur for øjeblikket. Det er afgjort en overdrivelse, der er højst tale om, at det kan være en fordel for en debuterende forfatter, hvis hun er kvinde. Men det er en lille fordel – og den skal sammenholdes med, at det i årtier for ikke at tale om århundreder, har været en fordel at være mand. Hvad Mette Høeg ellers mener om de yngre kvindelige forfattere, en del af dem navngivne, skal jeg ikke blande mig i. Jeg har ikke læst ret mange af dem, simpelthen. Og når Mette Høeg skriver, at det i dag er muligt for en forfatter at leve et komfortabelt liv på god afstand af de genvordigheder, der plager andre mennesker, demonstrerer hun en udbredt uvidenhed. Det kan umuligt være yngre forfattere, hun taler om, men for så vidt heller ikke ældre. Det er ikke muligt, med ganske, ganske få undtagelser, for en forfatter at leve på den måde, det er tværtimod lodret u-muligt. Ikke bare i Danmark, men også i et stort land som England, hvor kun en tiendedel af deres professionelle forfattere overhovedet kan leve af det. Men i øvrigt er det nu selve modtagelsen af Mette Høegs kritik, man studser over, synes jeg. Den har været både pinlig og skræmmende.

Det begyndte med, i virkeligheden kun ganske få timer efter artiklens offentliggørelse, at man, især på Facebook, betvivlede, at Mette Høeg var en virkelig person. Hun måtte være det, der i internetsproget vistnok hedder en ’troll’, en slags ballademager, der kun har det ene formål at ophidse brugere af de sociale medier. Dernæst lød mistanken om, at det hele var et stunt iscenesat af Mette Høegs mand, som visse af de kvindelige forfattere mente at kende som en ’provokatør’. Der opstod muligvis også andre besynderlige forklaringer på, hvem Mette Høeg kunne være, og hvad hendes formål med artiklen kunne være, men dem har jeg så ikke hørt. Den tanke, at hun var præcis hvad hun udgav sig for at være, litteraturforsker ansat på et universitet i USA, og at det, hun havde skrevet, kort og godt var, hvad hun mener, dukkede først meget sent op i de livlige facebookdiskussioner. Men der var udbredt enighed om, at det var noget svineri, det hun havde skrevet.

Det mest kvindefjendske, som Politikens Jes Stein Petersen nogensinde har læst. Da den formastelige så langt om længe dukkede op i et tv-interview, via Skype, viste det sig, at hun på ingen måde virkede som en hadefuld furie, men tværtimod en yngre, intelligent kvinde, der roligt og nøgternt var i stand til at fremlægge og forsvare sine synspunkter. At hun skulle være specielt kvindefjendsk, fordi hun forholder sig kritisk til enkelte, navngivne kvindelige forfattere, var svært at tro. Men som kyndige avislæsere vil vide, er Jes Stein Petersen meget let antændelig. Han er manden, der ved middagstid ærligt indrømmer, at den modtager af årets Nobelpris, hvis navn netop er blevet offentliggjort, har han aldrig hørt om. Allerede samme dags aften kan han med stor litteraturkritisk sikkerhed meddele, at det var den forkerte mand, der fik prisen. Så det går stærkt.

Dengser og flittigliser

Jeg har selv engang for længe siden kritiseret Forfatterskolen for at være et sted, hvor dengser og flittigliser tror, at de kan skyde genvej til en forfatterkarriere. Assisteret af lærere, der åbenbart også tror det. Jeg foreslog eleverne at tage ved lære at Brechts gamle motto: Den gode elev er sin lærer utro! Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg sådan set fortrudt min kritik. Faktisk er der jo bare tale om, at nogle unge mennesker udnytter en mulighed for at koncentrere sig om at skrive i to år. Hvad fanden, så er det vel heller ikke værre, har jeg tænkt. Men nu er jeg kommet lidt i tvivl om, om skolen nu også forbereder eleverne godt nok på virkeligheden som forfatter? Har lærerpersonalet fortalt dem, at man altså risikerer at blive kritiseret derude? At man kan få en spand lort i hovedet når som helst – og at man egentlig ikke kan gøre noget ved det. Eller har man citeret Højholt for dem: Hvis ens bog bliver kritiseret i avisen, er det ikke sikkert, at det er anmelderen, der er idiot. Sådan, nogenlunde ordret, talte Per fra Hørbylunde. Og han var på enhver måde en klog mand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Schøtt

Thomas Wiben Jensen har d. 29/5 15 en oplysende artikel i Information: Had er det nye sort.
Den underbygger min pointe i kommentarsporet med, at bare fordi man kritiserer en tendens hos nogle kvindelige forfattere, behøver man jo ikke at hade andre kvinder. Desuden var fokusset meget på Mette Høeg som kvindehadsk fremfor hendes synspunkter.
Her kan man bl.a. læse:
"At kalde kritik for had er blevet tidens mest effektive hold kæft-bolsje. For hvis man kan få udlagt sine kritikeres synspunkter som udtryk for had, behøver man ikke længere tage stilling til dem. Risikoen er, at vi trivialiserer det virkelige had"

Vibeke Rasmussen

I et oplæg holdt på Centre for Advanced Migration Studies på Københavns Universitet 21. maj, kom magister og ph.d. i litteraturvidenskab, Elisabeth Friis, også ind på 'lex Mette Høeg'. Hun var blevet bedt om at forholde sig til, hvilken rolle forfatterens, læserens og anmelderens identitet spiller for hhv at skrive, læse og anmelde og forklarede bl.a., hvorfor hun mener, at Mette Høeg er en hvid mand:

"Den såkaldte ’hvidhedsdebat’ opstod, fordi mange mænd reagerede imod at blive kritiseret for at have blinde punkter, der var forbundet med deres priviligerede status som hvide mænd. Men det forbandede og åndssvage ved debatten var, at ’hvide mænd’ ikke er en række navngivne anmeldere, selv om det blev opfattet sådan; det er en position, man kan indtage – eller prøve på at lade være med at indtage.

Der er aldrig nogen, der har ment, at man for eksempel skulle være lesbisk for at kunne anmelde en bog, hvor det at være lesbisk var centralt for værket. Det, der blev efterlyst, var anmeldere, som var i stand til at træde ud af ’den hvide mands position’.

I disse dage pågår en debat om litteratur skrevet af yngre kvindelige forfattere, hvor yngre kvindelige forfatteres erfaringer udpeges som mindre interessante, fordi de ikke er formidlet i ’den gode histories’ romanform, eller beskrives som »navlebeskuende«, fordi de tillader sig at skrive om kvinders virkelige erfaringer af krop og seksualitet. Den tekst, som har startet debatten, er skrevet af en kvinde – Mette Høeg – men den position, hun indtager, er ’den hvide mands’."

En interessant iagttagelse i et ligeledes interessant oplæg.

Sider