Baggrund
Læsetid: 6 min.

Nat på museet

Handlede det om penge eller principper, da Amerikanske Pen besluttede at give hæderspris til satiremagasinet Charlie Hebdo? Eller handlede det om frihed eller sikkerhed. Reportage fra PEN-gallaen i New York
Et swingorkester og stride strømme af drinks formår at vække gæsterne til live til PEN’s årlige gallamiddag I New York, der ellers i høj grad var præget af usikkerhed.

Beowulf Sheehan

Kultur
9. maj 2015

Var jeg bange forud for tirsdag aftens PEN-galla med uddeling af ærespris til det franske satiremagasin Charlie Hebdo? Min ledsager var tydeligt nervøs, og jeg selv havde to minutters panik under bruseren, inden vi iførte os galla og tog en taxi fra Brooklyn til Det Naturhistorisk Museum lige ud til Central Park på Manhattan.

Vi kom i god tid og satte os på en bænk over for museet og vurderede sikkerhedssituationen, mens de første gallagæster ankom. Rundtomkring grupper af kampklædt politi, men min ledsager var chokeret over, at gaden foran museet ikke var spærret af. Jo, der var da en bombehund, der tjekkede nogle af de parkerede biler, men hvad med den hvide varevogn, der holdt lidt længere henne, var den blevet kontrolleret?

Der var flere journalister og kamerafolk end politifolk til stede. En stor kameramand fra NBC News med omkring størrelse 55 i sko udbrød brysk: »I’m done!«, efter hurtigt at have fået sine skud i kassen, »den eneste vinkel er sikkerhed, det er den eneste historie,« tilføjede han, da han pakkede sammen.

Ja, alt det, der lige om lidt skulle foregå inde i museet med Amerikansk PEN’s årlige gallamiddag og uddeling af litterære priser, var biting i forhold til den store historie om sikkerhed og det kontroversielle i, at Charlie Hebdo skulle modtage PEN’s Freedom of Expression Courage Award.

I dagene forinden var det gået alt andet end stille for sig. Mange af de inviterede forfattere til årets galla havde meldt afbud i protest over hædersprisen til det kontroversielle magasin, og mere end 200 medlemmer af PEN havde underskrevet et åbent protestbrev, hvor de fordømmer terrormordene i Paris og forsvarer Charlie Hebdos ytringsfrihed, men mener, at der er »afgørende forskel på stålsat at støtte retten til ytringer og entusiastisk belønne disse ytringer«, og slår på, at satiren fra magasinets side, selvom den både er vendt mod kristne, jøder og muslimers helligdomme, rammer muslimer uforholdsmæssigt hårdt, fordi de er en minoritet i det franske samfund.

Også en lang række af de forfattere, der deltager i den PEN World Voices litteraturfestival, der løber af stablen i denne uge, har meldt afbud til aftenens galla.

Men det gælder ikke Salman Rushdie. Til flere journalister og kameraer i den store forhal nævner han igen og igen navnene på højt respekterede forfattere som Michael Ondaatje, Peter Carey, Michael Cunningham, Junot Diaz og Taju Cole, der ifølge ham har svigtet kampen for ytringsfrihed.

Selvom den store forhal efterhånden bliver fyldt op med de 700 gæster, er der på nogle måder mere død end liv her på museet fyldt med udstoppede dyr og skeletter af dinosaurer, som nogen vil kende fra filmen Nat på museet med Ben Stiller som den stakkels nattevagt. Her er anorektiske kvinder, der forsvinder i stoffolderne af deres smukke kjoler og alt for mange døde ansigter efter ansigtsløftninger og botoxbehandlinger. Men ligesom i filmen, hvor de døde dyr om natten vækkes til live, formår et swingorkester, lækre kanapeer og stride strømme af drinks gradvist at vække gæsterne til live, inden vi alle bliver ført nedenunder til den store Hall of Ocean Life, hvor vi skal spise ved omtrent hundrede borde under den store blåhval, som hænger i loftet.

Gode miner til slet spil

Sådan foregår det hvert år til PEN’s galla, men uden den store mediemæssige bevågenhed. Gallaen er en stor pengemaskine. Det er der som sådan ikke noget galt i, det er en meget amerikansk måde at indsamle penge på via private donationer. Hovedparten af PEN’s indtægter kommer fra denne aften. Man sælger et bord for 50.000 dollar, typisk til et forlag eller et agentur, som så kan invitere en god håndfuld gæster med til galla.

I år er alt anderledes, men PEN har også fået en ny direktør, nemlig Suzanne Nossel. Hun er hverken forfatter eller journalist, men kommer derimod fra den administrative og politiske verden. Uden at ville citeres for det peger flere af de tilstedeværende på, at det var hendes idé at give prisen til Charlie Hebdo, ligesom flere nævner, at det også er baggrunden for, at der i år på grund af al opmærksomheden har været ekstraordinær stor interesse for at købe et bord til gallaen, således at det samlede overskud for gallaen løber op i 1,4 mio. dollar, hvilket er 50 procent mere end sidste år, sådan som PEN’s præsident Andrew Soloman med stolthed kan fortælle, da han i sin tale byder velkommen til aftenen.

Der er noget sammenbidt over hele forløbet; det handler om at få det hele overstået. Og der skal ikke stilles for kritiske spørgsmål. Igen og igen hører man, at det handler om at overstå aftenen. Det mærkede man allerede til festivalens åbning aftenen forinden i The Great Hall i Cooper Union og til afterparty på The Green Gallow oppe på taget af Hotel McKittrich. Suzanne Nossel er, lyder det fra flere, den egentlige årsag til den store opmærksomhed, PEN får lige nu; bagsiden er en dyb intern splid og prominente forfatteres afsked med foreningen. Derfor er der også flere, der ønsker, at hun hurtigt rykker videre og følger sit idol Hillary Clinton, hvis hun bliver Demokraternes præsidentkandidat.

Hvert bord har en litterær vært, som er en kendt forfatter. Mange af disse litterære værter er udeblevet på grund af kontroverserne, men blevet erstattet af mere venligt stemte. Ved vores bord er digteren Billy Collins vært. Han hilser på danskerne med ordene: »Vi ser ikke så godt ud i dag, så sørg for at skrive noget godt om os, så vi ser bedre ud i morgen.«

Ved et af hovedbordene er Salman Rushdie vært for de to repræsentanter for Charlie Hebdo, chefredaktør Gerard Biard og Jean-Baptiste Thoret. Min anden borddame er fransk. Hun har lige haft et møde med de to og slår bestemt fast, at de ikke er racister, men gamle venstreorienterede, sekularister, eurocentriske og lidt ude af trit med den globale udvikling.

Der er en del taler i løbet af aftenen, men uden det store indhold. Det handler mest om frihed og ytringsfrihed i helt generelle vendinger og skal anslå en stemning, der skal fremkalde applaus.

Stjernedrys

Inden vi når til prisen til Charlie Hebdo uddeles årets litterære hovedpris til den britiske forfatter Tom Stoppard, der især er kendt som dramatiker og for en vigtig rolle med at støtte de politiske dissidenter i Øst- og Centraleuropa i 1970’erne og 80’erne og sit tætte venskab med Václav Havel. Der er stjernedrys, da Tom Stoppard fra talerstolen hyldes og præsenteres af skuespillerinden Glenn Close. Selv holder han aftenens bedste tale, hvor man pludselig mærker et ægte og engageret menneske.

Aftenen kulminerer med prisen til Charlie Hebdo. Det er øjeblikket, der er blevet bygget op til. Der lægges vægt på magasinets antiracistiske historie, da prisen motiveres af henholdsvis den fransk-congolesiske forfatter Alain Mabanckou og Dominique Sopo, præsident for den franske afdeling af SOS Racisme. Gerard Biard griber øjeblikket og holder en sjov og underholdende tale om at ende som et symbol for ytringsfrihed, når magasinet nu selv kæmper så indædt mod alle former for symboler. Succesen er hjemme, og der kvitteres med stående hyldest fra salen.

Først da vi er på vej tilbage til museets forhal for at indtage dessert med champagne, kommer frygten tilbage. Den er pludselig igen blevet et samtaleemne. Carol Macleod, den tidligere leder af litteraturfestivalen, siger, at hun virkelig var bange, og at hun også havde talt med Salman Rushdie, der sagde, at han havde frygtet et angreb. Og vi tænker tilbage: Så meget politi havde der jo heller ikke været udenfor. Vi kommer i tanke om, at vi, da vi ankom tidligere på aftenen, jo slet ikke var blevet kontrolleret, før vi var kommet et stykke ind i museets forhal og skulle gennem sikkerhedskontrollen. En af gæsterne kunne vel godt have haft et våben under smokingen og have skudt ind i forsamlingen bag sikkerhedskontrollen. Blev der virkelig passet så godt på os? Så han fik jo ret, fotografen fra NBC, den egentlige historie og vinkel var sikkerheden. Også hos undertegnede, der burde have skrevet om det, der er den egentlige opgave for PEN, nemlig årets frihedspris til den aserbajdsjanske journalist Khadija Ismayilova, der lige nu uretmæssigt holdes fængslet i sit hjemland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Men så lad os høre om Khadija Ismayilova i en anden artikel.

Søren Kristensen

Den asiatiske dame med pegefingeren, som ser ud til at sige: - "Hey, er det ikke den film hvor hun er gift med en jockey?", skulle måske have brugt lidt mere tid hos skrædderen.

Hvorfor er det ikke hende den 'intellektuelle' fra damesiden, der har skrevet denne rapport??

Robert Ørsted-Jensen

Mage til tendendiøst fabulerende nonsens af en artikel skal man lede længe efter. Pludselig skal vi overse at Salman Rusdie er en romanforfatter der har måttet leve i skjul og under politibeskyttelse i årtier for bare at gøre hvad alle andre romanforfattere gør og har gjort i manneskealdre.

Her er han og hans støtter nærmest suspekte personer, nok racistiske. Som om det at ytre sig kritisk over for religon har det mindste med racisme at gøre.

Vorherrebevars