Læsetid: 12 min.

Natten taber til dagen

Tidligere var vi tvunget til at følge døgnets naturlige rytme. I dag giver vores kunstigt oplyste 24/7-samfund mulighed for konstant effektivitet. Mød den nye nat
Tidligere var vi tvunget til at følge døgnets naturlige rytme. I dag giver vores kunstigt oplyste 24/7-samfund mulighed for konstant effektivitet. Mød den nye nat

Ulrik Hasemann

29. maj 2015

Jeg står i udkanten af Nørrebroparken en sen tirsdag aften og betragter trækronernes mørke silhuetter mod himlens blåsorte baggrund. Det er, som om natten i de tidlige sommermåneder aldrig rigtig falder på; som om lyset er langsommere på dette tidspunkt af året og ikke helt når at sive ud af nattens kugleskal, før dagen igen kommer buldrende. En meteorolog ville muligvis forklare det på en anden måde. En teolog på en tredje. Tag Bibelen til eksempel. Skabelsesberetningen om mørkets adskillelse fra lyset er ikke alene en af de mest citerede tekster fra Det Gamle Testamente, den kristne skilsmisse mellem nat og dag har også præget tankegangen i hele den vestlige verden og lært os at skelne dualistisk mellem værdier som himmel og helvede, godt og ondt, sandt og falsk. Mellem alt det, der tåler dagens lys, på den ene side – og alt det, der bør forblive i nattens mulm, på den anden.

Men der er sket noget med natten de seneste hundrede år. Den har forandret sig. Ganske vist bliver der stadig drukket, elsket og myrdet i ly af mørket; der bliver fortsat filosoferet og kontempleret i de små timer og skrevet digte og hvisket under nattehimlens tag. Men der bliver også arbejdet, styrketrænet og købt ind. Hvor vores aktivitetsniveau tidligere var dikteret af døgnets naturlige rytme, har vi i vores evigt effektive, altid åbne og kunstigt oplyste 24/7-samfund hele tiden mulighed for at koble os på kapitalismens kredsløb.

Det er derfor, jeg i denne midnatstime, hvor tirsdag nærmer sig onsdag, har trodset min egen sengetid og taget opstilling i udkanten af Nørrebroparken. For at undersøge forandringen på tæt hold. Inden solen står op, vil jeg have besøgt tre steder, man normalt ikke forbinder med natlige aktiviteter: Et fitnesscenter, et supermarked og en arbejdsplads.

Jeg begynder med en let omgang opvarmning i et lysende træningstempel på Ydre Nørrebro.

Bashiir Abdi, 29, træner løs i Fitness World på Nørrebro kl. 01.

Ulrik Hasemann

Flyttemænd og hjemmehjælpere

Et metalgitter er trukket ned foran den ubemandede skranke i Fitness World på Esromgade, da jeg ankommer klokken 00.15. Personalet er for længst gået hjem, men indenfor er godt 25 mennesker i fuld gang med at jogge på løbebåndene, pumpe jern i maskinerne og strække ud på gulvet under betonloftets roterende vifter.

Ved bænkpressen i kælderen står Bashiir Abdi, 29, iført blå bukser, bordeauxrød undertrøje og træningshandsker. Han arbejder til daglig som flyttemand, og det betyder lange arbejdstider. Ofte kommer han først hjem kl. 21 og falder udmattet om på sofaen. Men efter nogle timers hvile, er han klar til at fortsætte slæbet i det lokale træningscenter.

»Jeg gør det for at få en flot krop og for blive stor,« siger han. »Og så selvfølgelig for at få kvinder, det er ingen hemmelighed.«

Bashiir Abdi ved godt, at det ikke nødvendigvis er sundt at træne midt om natten.

»Men jeg har ikke andre muligheder. Jeg er for træt til at træne, når jeg kommer hjem, og der er kø ved maskinerne om morgenen – og desuden sover jeg ikke særlig godt, så jeg er alligevel oppe,« siger han og lægger sig tilrette på bænkpressen.

På førstesalen har nattemørket forvandlet panoramaruderne mod gaden til et gigantisk vægspejl. Fra løbebåndet kan Agnete Stenderup iagttage sit eget svedende ansigt i den store glasfacade. Den 54-årige hjemmehjælper bor i Ølstykke, men har kørt i aftenplejen på Nørrebro i over 30 år. De sidste fire måneder har hun gjort det til en vane at runde sin vagt af med en tur i en af Fitness Worlds 23 døgnåbne afdelinger. Tre gange om ugen kører hun direkte fra sit sidste hjemmebesøg kl. 23.30 og hen til omklædningsrummet.

»Det er billigere at træne om natten,« forklarer hun, »og så har det den fordel, at man kan få svedt arbejdsdagen ud af kroppen, inden man tager hjem.«

Siden Agnete Stenderup begyndte i aftenplejen for 32 år siden, har hun bemærket, at natten er blevet gradvist mere befolket.

»Der er flere mennesker på gaden, og folk kommer slæbende med Netto-poser kl. 24. Det er, som om folk har fået mere travlt. Men på den anden side: Jeg er jo også selv ude om natten, så jeg kan dårligt sige noget til det.«

’Natten er for tyve og ulve’

Tre kvarter senere sidder jeg i bilen på vej mod Amager og mit næste stop. I min taske på bagsædet ligger en ny bog af Ulrik Langen og Poul Duedahl: Nattens gerninger. I bogen beretter de to historikere om nattens status i perioden fra 1500-tallet og frem til, at den ydre og indre oplysning indskrænkede tiden mellem skumring og daggry til et minimum. I kort form er deres konklusion denne: natten, som vi kender den, er under afvikling. Vi lever i dag, skriver de, i »et samfund, hvor natten er om ikke fuldstændig afskaffet så i hvert fald koloniseret af dagen i form af massive mængder af kunstige lyskilder, der har muliggjort døgnarbejde, folkeoplysning og en kultur, hvor det meste er blotlagt for enhver og dermed til frit skue«.

Ifølge forfatterne er den vestlige kulturhistorie én lang fortælling om denne bevægelse ud af mørket og ind i lyset – ud af den mørke Middelalder og ind i den oplyste Oplysningstid.

»Hvis vi ser på den tidlige periode omkring år 1500, så var natten slet ikke noget, man skulle bruge,« forklarer Ulrik Langen, da jeg tidligere på dagen møder ham på hans forskerkontor på Saxoinstituttet ved Københavns Universitet.

»I 1500-tallet skrev præsten Peder Palladius, at natten var til ’tyve, røvere, ulve og løver’. Natten var simpelthen noget, man skulle holde sig fra. Man skulle bare gå tidligt i seng og vente på, at det blev lyst, så man kunne komme op og få noget ud af dagen og opleve Guds skaberværk i fuld belysning.«

Gradvist, fortæller Langen, blev aftener og nætter inddraget til flere og flere gøremål, herunder også selskabelige aktiviteter.

»Men man fastholdt en forestilling om, at natten skulle bruges til noget andet end dagen. Den skulle ikke bare være en forlængelse af dagen, som vi ser det i dag. Nu lyser vi bare op, og så kan vi gøre de samme ting. Det kunne man ikke tidligere, så man måtte gøre noget andet.«

I bogen fortæller Langen og Duedahl – samt en række gæsteforfattere – om de mange forskellige aktiviteter, som historisk definerede nattelivet, inden elektrificeringen af samfundet tog over og skabte begyndelsen til en ny form for nat.

»Vores udgangspunkt har været at skrive natten tilbage i danmarkshistorien,« siger Ulrik Langen. »Det lyder lidt flot, men hvis vi går tilbage til før elektriciteten og gaslamperne, så må man forestille sig, at meget af historien, især her i Nordeuropa, er foregået i komplet mørke. Og den del af danmarkshistorien har i årevis været ... nå, ja underbelyst.«

Ifølge Ulrik Langen er det svært for os at forestille os, hvor markant en forandring udbredelsen af det elektriske lys har været.

»Meget af den magi og usikkerhed, som tidligere var forbundet med natten, ophørte. Moderniteten handler om at oplyse og affortrylle. Om at ting kan belyses – både konkret og i overført forstand. Det videnskabelige lys hiver folk ud af overtroens mørke og giver samtidig nogle muligheder, som ikke var tilstede før. Formentlig kunne en virksomhedsejer i 1800-tallet også godt have tænkt sig, at der blev arbejdet hele natten, det var bare ikke muligt. Men i vores højteknologiske samfund kan man bruge tiden til sidste minut.«

Zombiedage i undergrunden

Jeg skal igennem tre låste døre med koder, før jeg endelig træder ind i kontrolrummet på Metrovej 3 på Amager. Her sidder syv mennesker natten igennem og sørger for, at trafikken i den københavnske undergrund kører, som den skal. Foran en væg med lysende fjernsynsskærme, der livestreamer direkte fra perronerne på de i alt 22 metrostationer i København, sidder Kjell på 59 år med efternavnet Mohlen:

»Mike, Oscar, Hotel, Lima, Echo, November,« siger han. »Hvis du var i tvivl om, hvordan man staver det.«

Kjell Mohlen er trafikleder og har siddet i et kontrolrum det meste af sit arbejdsliv. Før han kom til Metroen for otte år siden, arbejdede han en årrække som flyveleder i luftfarten. Det var her, han lærte at bruge NATO’s fonetiske alfabet til radiokommunikation. I dag har han skiftet luftfart ud med togdrift – men de to principper er ikke så forskellige fra hinanden.

»Det var ikke noget stort sporskifte – hvis du forstår, hvad jeg mener.«

Gitte Skaarup, 52, sidder i kontrolrummet på Metrovej frem til kl. 7 og styrer togene i den københavnske undergrund.

Ulrik Hasemann

Kell Mohlen har arbejdet skiftehold det meste af sit liv. Som 18-årig blev han ansat til at fremkalde smalfilm om natten for fotoproducenten Agfa; mens han læste HF, kørte han hyrevogn om natten, og i en periode arbejdede han om natten som flyveleder ved Skrydstrup, inden han senere blev ansat i flyselskabet Premiers døgnbemandede overvågningsafdeling.

»Det er blevet en livsstil for mig at have natarbejde, og heldigvis har det aldrig været et problem for mig,« siger han og banker tre gange under bordet.

Som ansat i metroselskabet arbejder man typisk i treholdsskift. Kjell Mohlen kalder dagene efter en nattevagt for ’zombiedage’. Han er mere træt efter en nattevagt, til gengæld er vagterne mindre stressende.

En skrattende lyd fra højttaleren bryder stilheden i kontrolrummet. Det er en steward i et af togene, der kalder ind. Han føler sig truet af en passager, som nægter at tage imod en bøde. Gitte Skaarup, som sidder ved siden af Kjell Mohlen, zoomer ind på overvågningskameraet, idet toget triller ind på Christianshavns Station. En mand i brun jakke stiger ud og stiller sig op på rulletrappen. Situationen har tilsyneladende løst sig selv.

Gitte Skaarup er 52 år og passagerinformationsoperatør. Det er hende, der monitorerer alle stationerne og taler til passagerne over højttalersystemet. Hun har arbejdet i kontrolrummet på Metrovej i otte år. Efter en nattevagt, fortæller hun, kommer hun først i seng kl. 8 om morgenen.

»Men fordelen ved nattevagterne er, at jeg sover, mens familien er i skole og på arbejde. Så kan vi foretage os noget sammen, når de kommer hjem. På den måde har man lidt mere socialt liv på nattevagter end på eftermiddagsvagter, hvor man først kommer hjem, når huset sover. Dem bryder jeg mig slet ikke om. Natarbejde kan man vænne sig til.«

Drømmen om evigt dagslys

En af de mere spektakulære bestræbelser på at forlænge dagen og den effektive arbejdstid fandt sted i Rusland i 1993, da forskere forsøgte at fortrænge nattemørket permanent fra en række nordlige russiske byer. Projektet, der gik under navnet Znamya, lyder som noget, der kunne være taget ud af en James Bond-film, men der er faktisk tale om et stykke virkelig russisk rumhistorie.

Ideen var at spænde et gigantisk spejl ud over atmosfæren og reflektere solens stråler tilbage i retning af de ellers så mørke områder på landkortet. I bogen 24/7: Late Capitalism and the Ends of Sleep bruger kunsthistorikeren Jonathan Crary den bizarre historie som et billede på det kapitalistiske samfunds udvikling. En udvikling, han beskriver som ét langt forsøg på at optimere produktionsforholdene ved at forkorte natten og forlænge dagen – gøre perioden med søvn kort og den vågne tilstand lang.

Den 4. februar 1993 lykkedes det rent faktisk at gennemføre første del af missionen – men efter få timer hvirvlede det store spejl ud af sin bane og brændte op i atmosfæren over Canada.

Et nyt forsøg blev gjort seks år senere i 1999 med et endnu større spejl. Daværende direktør for det russiske rumflådekonsortium Vladimir Siromjadnikov lancerede projektet med stor selvtillid: »Tænk på, hvad dette vil betyde for menneskehedens fremtid,« sagde han i 1998 til The Moscow Times. »Ikke flere elregninger, ikke flere lange, mørke vintre. Dette er et stort gennembrud for teknologien.«

Sådan gik det selvfølgelig ikke. Spejlet, som målte 25 meter i diameter og skulle have oplyst et område på over syv kilometer, foldede sig aldrig ud, og russerne skrinlagde nogle år senere projektet. Men drømmen om et evigt, produktivt dagslys lever videre på jorden.

’Den må du til lægen med’

Klokken er 03.15, da de automatiske døre i Netto på Rådhuspladsen går op, og William Bay på 36 år går ind. Han er cyklet hele vejen fra Valby ind til Rådhuspladsen – en tur på godt fire kilometer – for at købe ind til burgere i den døgnåbne filial.

»Jeg ville egentlig gerne kunne sove om natten,« fortæller han foran en hylde med drueagurker. »Men jeg har arbejdet i skiftehold hele mit liv, så jeg har vænnet mig til at være sent oppe.«

For et par timer siden kiggede hans bedste ven forbi til en lille øl. Han var fuld, da han kom, og faldt omkuld på hans seng kort efter – og så var det, at William Bay sprang på cyklen.

»Vi har altid lavet mad til hinanden, men han flytter til Japan i næste uge, for han har fundet en japansk pige, han skal giftes med – så det her er formentlig det sidste måltid, jeg kommer til at lave til ham i meget lang tid,« siger han og trasker op til kassen for at betale.

Godt 300 mennesker går igennem kassen på en almindelig tirsdag nat. Halvdelen for at købe øl, resten for at handle ind på vej hjem fra arbejde.

William Bay, 36, er taget i Netto kl. 3 om natten for at købe ind til burgere.

Ulrik Hasemann

Nede i grøntafdelingen står Sean Webber på 30, og sætter varer på plads.

»Jeg har fyldt varer op hele mit liv, det er det, jeg er god til,« siger han og griber fat om en kasse friske porrer.

»Jeg kigger aldrig på, hvor stor en palle er – jeg går bare i gang. I sidste uge satte jeg 71 paller op. Det svarer til 59.312 varer. Det er der ikke mange, der kan,« siger han.

»Hvordan kan man egentlig se, om bananer er for gamle,« spørger hans kollega Henrik Michaelsen, 25, fra den anden ende af grøntafdelingen.

»Kig på spidsen,« siger Sean Webber. »Hvis den er blød og lodden ude på spidsen, så dur den ikke.«

Han går over for at inspicere bananen.

»Så for satan, den må du hellere gå til lægen med,« griner han.

»Åh, hold da kæft,« siger Henrik Michaelsen – men Sean Webber holder ikke kæft.

»Ring 113, vi har brug for en vagtlæge!« råber han ud i butikken.

’Vi er dagdyr’

Dagen efter ringer jeg til Anne Helene Garde fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Hun er professor i psykosocialt arbejdsmiljø og forsker i konsekvenserne af natarbejde. Hun mener, der er en naturlig begrænsning på, hvor meget natten vil komme til at fylde i vores arbejdsliv.

»Personligt tror jeg ikke, at nat bliver det nye dag – eller at de to nogensinde bliver ligestillet,« siger hun. »Vi er dagdyr, og ud fra en biologisk og fysiologisk betragtning har de fleste af os det faktisk dårligt med at arbejde om natten.«

Når man taler om et nært forestående 24/7-samfund glemmer man typisk at tage én ting med i betragtning, mener hun: Vores biologi.

»Mange studier tyder på, at folk, der arbejder om natten, har forhøjet risiko for blandt andet hjertekarsygdomme og brystkræft. De er mere irritable og trætte og har dårligere reaktionstid. Mange får dårlig mave og andre akutte reaktioner, som i reglen går over, når de ikke længere arbejder om natten. Så ja, det kan godt være, at vi kan lave et samfund, hvor det er muligt at lave hvad som helst når som helst. Men ud fra en ren fysiologisk og biologisk betragtning er der nogle naturlige begrænsninger,« siger hun.

Natten er sort som guld

»Det mest interessante sker i mørke,« skrev den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline. Det var ham, der også stod bag romanen Rejse til nattens ende, et af det 20. århundredes mest indflydelsesrige prosaværker. Men hvad med natten som kulturhistorisk fænomen, er dén nat også enden nær? Spørger man Ulrik Langen er svaret: både-og.

»Jeg tror, at den kulturelle forestilling om natten som noget mørkt og hemmelighedsfuldt vil fortsætte med at eksistere,« siger han. »Men nok mere som en tanke end som en realitet.«

For nogle år siden kunne man se en reklame fra Carlsberg med en danserinde i en stram guldkjole ledsaget af teksten: ’Natten er sort som guld’. Reklamen vidner ifølge Ulrik Langen om, at vi stadig forbinder natten med noget farligt og vellystigt.

»Men realiteten er, at vi i dag kan lave alle de kedelige dagligdagsting om natten, og alle de traditionelt natlige aktiviteter om dagen. I den forstand har lyset har skabt en helt ny situation.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
Jakob Silberbrandt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Det er vel Thomas Edison som udviklede den første brugbare elpære vi kan takke for det her.
Der er nogen der mener at han ved, at gøre det, ødelagde det naturlige indre ur. Han skulle
vistnok have ghort det, fordi han mente, at søvn var et spild af tid. Han sov alligevel
selv 10 timer i døgnet, 6 timer om natten og så 2 gange to timer om dagen. Han mente også at
vide, at folk der boede i byer med indlagt elektrisklys var mere intelligente. Og som New Orleans
sangeren Allen Toussaint synger: "If everybody went to sleep at the same time, every night
the world would die,die,die"

https://www.youtube.com/watch?v=SJZXg3fQkUo

Michael Bruus

Der ser ud til at være en del fokus på lys.
Også andre dagblade har artikler om emnet, personligt har jeg altid elsket mørket og savner det helt vild når jeg bor i byen.

Preben Haagensen

Der er på hele jordkloden en kolossal lysforurening. Jeg var i 1964 på en påsketur ned gennem DDR og endte i Dresden. Der var der yderst sparsomt med kunstig belysning om natten, så jeg forestillede mig det må være noget i stil med hvordan København så ud før og under krigen. Selvfølgelig det var kun 19 år efter englænderne og amerikanernes forbryderiske terrorbomning af Dresden, og der var endnu masser af ruiner, og de havde meget at indhente.
Når man ser billeder af jordkloden om natten er der et lyshav der stråler ud i rummet fra byerne. I en periode da jeg stadig var ved godt helbred, var jeg flere gange i Senegal i den sydlige Casamance provins. Der var jeg adskillige gange langt ude i bushen for at besøge Senegals største Marabou (troldmand). Der var der hverken elektricitet eller rindende vand, og når man skulle rundt i nattemørket, var det med en lommelygte. Der så jeg for første gang stjernehimlens storslåede vælde, hvad jeg aldrig havde haft mulighed for før, et syn jeg aldrig glemmer. Folk forstår ikke hvilket tab vi på en måde har med den kolossale lysforurening.

Hans Larsen, Jakob Silberbrandt, ellen nielsen og Michael Bruus anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Kære Charlie. Min genbo har ingen gardiner (det har jeg heller ikke til den side) og hun har en lampe som ofte blænder til klokken to om natten. Hvilket irriterer mig meget, fordi det aldrig bliver rigtigt mørkt når jeg skal sove. Jeg har ikke lyst til få hverken persienner eller gardiner i det rum. Tænker vi for lidt på dem der bor overfor, når vi der bor i byen vælger belysning i hjemmet?