Nyhed
Læsetid: 7 min.

En ny global generation af feminister

Feminister verden over fortæller om at være ung kvinde i dag i deres land og gør status for udfordringerne i kvindernes frigørelseskamp, som de ser dem
Kultur
21. maj 2015
Feminister verden over fortæller om at være ung kvinde i dag i deres land og gør status for udfordringerne i kvindernes frigørelseskamp, som de ser dem

Freja Hougaard Bagge/iBureauet

’Romapiger helt ned til 14-års-alderen bliver tvangsgift’

Mihaela Dragan, Rumænien, skuespiller og aktivist

Romakvinder og romapiger oplever dobbelt diskrimination i form af både racisme og sexisme.

Nogle romapiger fra traditionelle samfund bliver tvangsgift så unge som 14 eller endnu tidligere. Deres jomfruelighed repræsenterer hele familiens ære. Efter ægteskab tvinges de til at opgive videre skolegang, for så skal de være gravide.

Når romafeminister forsøger at argumentere for, at teenagepiger bør kunne vælge frit, hævder romasamfundenes ledere, at et tidligt ægteskab er en traditionsbestemt, autentisk og specifik værdi for romaernes kultur. De promoverer et tidligt ægteskab som beskyttelsesreaktion mod den antiromadiskurs, der kommer udefra. Nogle piger forlader så deres lokalsamfund for kun at blive konfronteret med et racistisk samfund, der afviser dem, fordi de er romaer.

For mig som romakvinde var det vanskeligt at have en stemme, både i det omgivende samfund og i det romasamfund, jeg er en del af. Vi har brug for feminisme, fordi roma- kvinder og -piger lider under forskellige slags overgreb, og vi behøver en større bevægelse, der kan tilbyde dem solidaritet og støtte.

’Den patriarkalske kultur er dybt rodfæstet’

Catherine Tito, Kenya, arbejder med ofre for kønsomskæring

Som en kvinde, der selv har overlevet kønsomskæring (FGM), har min personlige erfaringer formet mit engagement i kampen for unge pigers rettigheder. Jeg er blevet stemplet som udstødt, fordi jeg har besluttet mig for at afvise den patriarkalske kultur, men det har jeg aldrig fortrudt.

Unge piger fra Masaisamfundet risikerer stadig at måtte undergå omskæringsritualet. Den barbariske handling fratager de unge Masaipiger deres ret til kropslig selvbestemmelse, uafhængighed og integritet. Den patriarkalske kultur er dybt rodfæstet, og det er en enorm kamp at prøve på at ændre den.

Girls Re-defined er en organisation drevet af unge kvinder, der arbejder i Kenyas Narok County. Vores mission er at give piger fra 12-18 år, som står i fare for at blive omskåret eller allerede er blevet det, en chance for at genopdage og glædes over deres integritet, udvikle deres selvtillid og blive kræfter for forandring i deres egne samfund. Vi har registreret, at en holdningsændring langsomt breder sig blandt traditionelle ledere i vores samfund med hensyn til opgivelse af FGM-praksisser.

Mit mål er at se flere og flere piger gå i skole og opleve deres drømme gå i opfyldelse. Hver gang pigerne i mit samfund kan omsætte deres drømme til et tilfredsstillende liv, glæder jeg mig. Som feminist, mener jeg, at både drenge og piger skal gives lige muligheder i samfundet.

’Unge feminister bliver set som en ondartet, skræmmende trussel’

Sarah Soysa, Sri Lanka, aktivist for abort og rådgiver i netværket Frida, the Young Feminist Fund

Sri Lankas unge piger har brug for mere feminisme. Kvinder, unge og transseksuelle bliver chikaneret og umyndiggjort. Deres muligheder for selvbestemmelse fratages. For eksempel har Sri Lanka usædvanligt mange gravide teenagepiger. En UNICEF-undersøgelse viste, at 6 procent af de 14- til 19-årige i skolen og 22 procent af de unge, som har forladt skolen, har seksuelle erfaringer. Selv om adgangen til abort er stærkt begrænset i Sri Lanka, har vi besluttet at sætte ind og oprette den første sikre og lægeligt forsvarlige aborthotline. Vi kalder den Ask Us. Vi tilbyder informationer om abortrelaterede spørgsmål gennem trykte materialer, fotos og postkortkampagner, forskningsrapporter og blogging. Vi går ind for seksuelle rettigheder på alle niveauer, også i skolesystemet.

Jeg er feminist, fordi jeg mener, at alle mennesker har ret til selv at træffe beslutninger om deres eget liv og blive ledere. Alligevel kontrolleres vores samfund stadig af patriarkalske værdier.

Det problem blev indlysende ved dette års møde i FN’s Kommission for Kvinders Status. Mange lande vedtager politikker, der påvirker kvinders, unges, og queersamfunds livs uden at rådføre sig med de pågældende overhovedet.

Unge feminister ses som en ondartet og skræmmende trussel. Med det resultat, at vi udelukkes fuldstændig fra beslutningsprocessen. Feminister er nødvendige for at forbedre vilkårene for alle. Vi bør respekteres og tages alvorligt.

’Vi stemples som umoralske kvinder’

Elvira Meliksetyan, Armenien, kommunikations- og PR-manager hos Kvinders Ressourcecenter i Armenien

Det er ikke let at være feminist i Armenien. Vi stemples som umoralske kvinder, der er fast besluttede på at ødelægge kernefamilien. Den stigmatisering, vi oplever, er ikke bare irriterende, men farlig: Hele tiden frygter vi angreb fra ekstremister.

I Armenien får teenagepiger ikke mulighed for selv at overveje deres ønsker og interesser, fordi vores patriarkalske samfund allerede har besluttet sig for, hvem de skal elske og hvad de skal interessere sig for. De forventes at være beskedne og lydige døtre, som vokser op til at blive omsorgsfulde mødre og lydige koner. Konsekvensen er, at teenagepiger kun præsenteres for et begrænset udvalg af forestillinger om, hvordan deres fremtid kan se ud. De lider af lavt selvværd, manglende selvbevidsthed er og ofte stressede.

Efter at have oplevet psykisk terror i et forhold, besluttede jeg at gå ind i bestræbelserne for at sikre, at kønsrelateret vold ikke kan ske straffrit. Men når piger forsøger at bryde fri af snævre stereotype rammer og gøre noget andet, møder vi modstand fra både vores familier og lokalsamfund. At insistere på at nyde sine rettigheder kan koste dyrt for alle kvinder i det armenske samfund.

Vi vil fortsætte vores kamp for lige rettigheder og muligheder for kvinder og piger i Armenien, selvom det kan betyde fare for vores personlige liv og velvære.

’Presset får piger til at forblive jomfruer’

Firliana Purwanti, Indonesien, forfatter til bogen ’Orgasmeprojektet’

Seksuel undertrykkelse i Indonesien skaber mange problemer for teenagepiger i forhold til ikke planlagte graviditeter, seksuel vold, usikker abort og høj mødredødelighed. Presset får piger til at forblive jomfruer indtil ægteskabet, og det vanskeliggør åbne og ærlige drøftelser mellem forældre og børn om sex, eller for den sags skyld om samtykke til sex og hvordan man kan forhandle med partnere omkring brug af prævention.

Ifølge en undersøgelse af Indonesiens Sundhed og Demografi fra 2012 er der 48 gravide teenagere pr. 1.000 graviditeter. Ca. 2 millioner indonesiske kvinder får hvert år abort og 30 procent af dem er teenagere. I 2010 tegnede usikker abort sig for mellem fem og 11 procent Indonesiens mødredødelighed. I Indonesien findes sikre aborter kun i meget begrænset udbud, da de kun er tilladt for kvinder i stor fare eller dem, der har overlevet voldtægt. Og selv da er abort højst tilladt 40 dage ind i graviditeten.

Jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor indonesiske piger absolut skal være jomfruer, før de er gift, når ingen bekymrer sig om mandlig jomfruelighed. Jeg er feminist, fordi jeg sætter spørgsmålstegn ved ulighed mellem kønnene.

’Mange familiers indkomst er afhængige af unge kvinder’

Monyvann Nhean, Cambodja, medlem af Cambodjas Unge Kvinders Ledelsesnetværk

Cambodjanske teenagepiger lider af mangel på selvtillid, når de skal lægge planer for deres liv og vælge sig en karriere. Samfundet sætter dem ikke i stand til at forfølge deres egne mål. Piger har brug for rollemodeller, der kan inspirere og give dem adgang til den slags informationer, der kan hjælpe dem med at træffe de rigtige beslutninger for deres fremtid. Det er derfor, jeg er begyndt at organisere feministiske samtaler og karrierementorordninger i sessioner for teenageskolepiger. Mit mål er at få pigerne til at favne deres fulde potentiale og opbygge lederevner.

Jeg vil arbejde for, at piger i Cambodja ikke bare bliver værdsat for deres jomfruelighed, men også som selvstændige mennesker. Jeg vil, at de skal finde styrke til at træffe deres egne beslutninger og forme deres egen skæbne.

Jeg investerer meget af min energi i teenagepiger, især med hensyn til deres karriere og sikker migration. Det er vigtige spørgsmål for unge kvinder i Cambodja: Familier er afhængige af dem, fordi de ofte bidrager med hovedparten af familiens indkomst. Når vi ikke kan finde job i vores eget land, udvandrer vi i hundredtusindvis til nabolandene. Det betyder usikre arbejds- og rejsevilkår. Menneskehandlerne udnytter os.

Jeg ønsker at se en bedre gennemførelse af politikker, der kan beskytte kvinders rettigheder, for at sikre at vi har ret til at sige ja eller nej til sex, at vi får reproduktive rettigheder, valgfrihed, ret til politisk deltagelse – og ligeløn.

’Unge piger har ingen ret til at træffe deres egne beslutninger’

Ghadeer Ahmed, Egypten, stifter af Pigerevolutionen

I januar 2012, på den første årsdag for revolutionen den 25. januar, oprettede jeg en feministisk side på Facebook kaldet Pigerevolutionen. Det begyndte som et Twitter-hashtag, som jeg brugte til at opfordre piger til at dele deres erfaringer med forskelsbehandling på grund af køn. Jeg indså, at jeg ikke var den eneste pige, som oplever diskriminerende erfaringer.

Når en egyptisk pige kommer i puberteten, bliver hun tvunget til gennemgå kønsomskæring (FGM), tvunget til at gå med slør, og hun begynder at opleve sociale stereotyper. Unge piger behandles som umyndige, der ikke har ret til at træffe egne beslutninger. Derved forhindres piger i at blive sig selv og tvinges til at tilfredsstille de sociale forventninger i stedet for at forfølge deres egne drømme.

Før jeg oprettede min Facebook-gruppe havde jeg ingen idé om feminisme. Jeg besluttede at kalde mig feminist, fordi kvinder ikke har nogen valgfrihed, ingen myndighed over deres egen krop og domineres af patriarkatet. Seksuel vold – både i det offentlige og private rum, økonomisk ulighed mellem kønnene, sociale stereotyper og den politiske undertrykkelse af kvinder udgør stadig enorme problemer i Egypten.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her