Klumme
Læsetid: 5 min.

Øjne i natten: Maskulin, men mørkeræd

Klassikeres værdi viser sig især i deres evne til at forvandle sig hver gang man vender tilbage til dem. Dette potentiale besidder islændingesagaer i suveræn grad
Kultur
16. maj 2015
Klassikeres værdi viser sig især i deres evne til at forvandle sig hver gang man vender tilbage til dem. Dette potentiale besidder islændingesagaer i suveræn grad

Freja Bagge/iBureauet

Informations litteraturredaktion har udvalgt ’Øjne i natten’ som fælles rubrik for denne nye klumme, som skrives af fire personer på skift. Men det med at have øjne i natten er nu langtfra altid en ubetinget fordel. Nyligt afdøde Tomas Tranströmer, hvis digtsamling Mörkerseende (1970) jeg på denne plads snart vender tilbage til, opfattede nattesynet som en visionær kvalitet beslægtet med hans digteriske evne, men i den klassiske islandske saga om Grette den stærke bliver mørkesynet ren forbandelse.

Nok overvinder helten i kapitel 35 det fæle utyske Glam under en voldsom natlig kamp, men i det øjeblik uhyret segner, glider skyerne fra månen. Glam stirrer frem for sig »med gennemborende øjne« og lægger den forbandelse på Grette, at denne fra nu af vil have bæstets øjne for sit indre blik og derfor vil finde det svært at være alene. Og ganske rigtigt – Grette var fra denne nat så mørkeræd, »at han ingen steder turde gå alene, når mørket faldt på«.

Der citeres her fra Kim Lembeks fortrinlige og vel at mærke uforkortede nyoversættelse af Grettes saga, som indgår i den samlede fembinds sagaudgave, der udsendtes ved denne tid i fjor, kyndigt redigeret af lektor Annette Lassen. Værket udkom samtidigt i Danmark, Norge og Sverige og er bemærkelsesværdigt derved, at alle 40 såkaldte ’islændingesagaer’ og alle de lidt under 50 korte og mere novelleagtige ’totter’ er taget med. Derved er der åbnet adgang til en rig episk diversitet og tilbudt en kvalificeret arena for både lystlæsning og fornyet videnskabeligt studium. At udgaven ydermere blev forsynet med en fremragende indledning, med præcise tekstoplysninger og med de nødvendige ordforklaringer, skal nævnes her blot for fuldstændigheds skyld. Og for at det ikke skal være løgn, påbegyndes inden længe en stor samlet udgave af fortællingerne om den nordiske oldtid, de såkaldte ’fornaldarsagaer’.

Nye øjne

Nærværende dagblad fik af uransagelige grunde ikke anmeldt eller omtalt den samlede nyoversættelse af islændingesagaerne, så jeg benytter lejligheden nu på trods af, at jeg som oversætter af Vandsdølernes saga vel i grunden må kaldes rygende inhabil. Men anledningen er den enkle, at jeg føler at have fået nye øjne at se med, eftersom jeg dette forår i samarbejde med Annette Lassen og hendes lektorkollega Anne Mette Hansen fra Arni Magnússons håndskriftsamling ved KU har holdt kandidatkursus over den kostelige kulturskat, som de islandske sagaer udgør.

Før i tiden var de fast pensum i latinskolen og den senere gymnasieskole, og danskstuderende ved KU blev indtil 1969 slæbt igennem et obligatorisk kursus i det norrøne sprog, dengang betegnet old-islandsk. Mange dumpede, hvilket muligvis også var hensigten. Fagets daværende professor Jón Helgason udtalte da også på netop det møde, hvor ordningen blev lavet om, at skulle de absolut have en effektiv stopprøve under faget Dansk, måtte baskisk grammatik da kunne bruges som et endnu værre torturinstrument.

I dag læser gymnasieelever og universitetsstuderende overvejende uddrag eller til nød en enkelt kort saga som den romantiske tåreperser om Gunløg Slangetunge eller den lille eddervrisne Ravnkel Frøjsgodes saga. Men på det nys afviklede kursus tog vi kun hele tekster til behandling, og ikke så få endda. Det betød, at vi gang på gang måtte stille alle de gamle og trods massiv international forskning til dels stadig ubesvarede spørgsmål:

Var islændingesagaerne en oprindeligt mundtligt formidlet tradition, som i løbet af 1200- og 1300-tallet blev flyttet over i skriftmediet, nedfældet på pergament, siden hen på papir, eller blev sagaerne, som vi kender dem, først til i samme stund, som skrivningen fandt sted? Opstod de som gennemkomponerede helheder, eller var der tale om collageagtige kompilater fra forskellige mundtlige og skriftlige kilder? Var hensigten med dem at berette en sand, skråstreg sandsynlig historie, eller var persongalleri og præcise lokaliteter blot tumleplads for fri digterisk fantasi? Afspejler sagaerne den tid, hvorom der berettes, altså landnamstiden og ’sagatiden’ fra begyndelsen af 900-tallet frem til de første årtier efter kristendommens indførelse på Island i år 1000, eller viser begivenheder og værdinormer snarere hen til tilblivelses- eller nedskrivningstiden fra ca. 1200 og godt halvandet århundrede frem? Og er sagaernes tilværelsesforståelse hedensk i sit urdyb eller tværtimod i væsentlige henseender præget af, at de, som skrev, var kristne og for manges vedkommende munke, der kommunikerede indbyrdes på såvel det norrøne mål som latin – ja, som måske kunne fransk?

Øjenåbner

Sådan kunne vi længe spørge. Men den vigtigste øjenåbnende virkning af i denne omgang at undervise i saga er for mit eget vedkommende, at jeg knap nok længere aner eller tør udtale mig sikkert om, hvad en ’saga’ i grunden er. Bevares, det er noget med indledende slægtstavler og koncise præsentationer af de centrale figurer. Det er fortælling i 3. person vekslende mellem reportage og scenisk fremstilling (dialog), holdt i en enkel, mundtlig stil med brug af sideordning og hovedsætningsdominans. Og det er diskretion, tilbageholdenhed, hvad angår det at udtale sig om, hvad der foregår inde i hovedet på en person. Det er punktvise indslag af vers eller ’kvad’, og det er frem for alt konflikter med blodhævn og barske drab lige til den bitre eller netop forsonende slutning. Men hver gang vi med støtte i forskningen trængte ind i den enkelte tekst, blev konklusionen: Hvor er det her dog en mærkelig saga! Egils saga er dels ikke én saga, men to, dels er den alt for lang og følger helten ind i Alzheimers ynkelighed. Vandsdølernes saga, som nævntes ovenfor, begynder helt efter bogen med udvandring fra Norge til Island og bosættelse i en så godt som ubeboet egn, men udvikler sig så til en art episodisk lokalprotokol over slægtens forsøg på at skabe et kosmos, hvor andre hellere vil have kaos, og hvor disse andre tilmed betjener sig af trolddom og holder farlige katte! Og Njals saga, som forskerne, lige fra Carsten Hauch holdt forelæsninger om den i 1848-49 har anset for den ægte, arketypiske saga og troet at kende så godt, den viser sig ved nærmere eftersyn at rumme en konsekvent patriarkatskritik eller i hvert fald en delvis modstræbende dekonstruktion af mandlighed som ideal. Samtlige hovedfigurer: Gunnar på Li-ende, den skægløse Njal og hans sønner, ærkeskurken Mård og mordbrænderen Flose, har på hver deres måde ondt i kønsidentiteten, men beskylder alligevel (eller netop derfor) konstant de andre for ikke være maskuline nok!

Klassikeres værdi viser sig især i deres evne til at forvandle sig hver gang man vender tilbage til dem. Dette potentiale besidder islændingesagaer i suveræn grad.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her