Læsetid: 6 min.

Er det retfærdigt?

Jagten på retfærdighed, værdighed og en mening med livet og døden er et gennemgående tema i mange af de film, der bliver vist på filmfestivalen i Cannes. Det giver stof til eftertanke hos Informations filmredaktør
’Carol’ med Cate Blanchett der lever i et trist ægteskab og så indleder et lesbisk forhold i 1950’ernes New York til en yngre pige spillet af Rooney Mara.

’Carol’ med Cate Blanchett der lever i et trist ægteskab og så indleder et lesbisk forhold i 1950’ernes New York til en yngre pige spillet af Rooney Mara.

Festival de Cannes

20. maj 2015

Er det retfærdigt,« spørger filosofiprofessor Abe Lucas (Joaquin Phoenix) i Woody Allens nye film, Irrational Man, der forleden blev vist på filmfestivalen i Cannes. Det er livet sjældent, men i stedet for at blive ved med at klynke over meningsløshed og magtesløshed beslutter Abe sig for at tage skæbnen i egen hånd og for en gangs skyld handle. Og så slår han et menneske ihjel, en dommer, der, ræsonnerer Abe, fortjente det, fordi han var lidt af en skiderik.

Denne slags ekstreme gerninger kan selv de bedste filosofiske argumenter dog ikke retfærdiggøre, men den aggressive jagt på og indimellem mere famlende søgen efter retfærdighed, værdighed og en mening med tilværelsen er et gennemgående tema i mange af de film, der indtil videre er blevet vist her i Cannes.

At så fundamentale eksistentielle overvejelser fylder så meget hos alverdens filmskabere er vel ikke så mærkeligt, taget i betragtning at vi mennesker bruger en stor del af livet på at forsøge at finde os tilrette eller, hvis det ikke lykkes, at slippe væk i erkendelsen af, at det alligevel ikke bliver bedre, hvilket vi så må slå os til tåls med – eller tage konsekvensen af.

Tabt værdighed

I en af de stærkeste film, jeg endnu har set på festivalen, ungarske Laszló Nemes’ spillefilmdebut, Saul Fia (Søn af Saul), prøver en jødisk koncentrationslejrfange, Saul, stadig mere desperat at sone sine forbrydelser og samtidig genfinde noget af sin tabte værdighed over at være en del af nazisternes oprydningskorps i Auschwitz.

Jeg skal ikke afsløre, om det lykkes ham, men Sauls forstenede ansigt, der er så fuld af sorg og fortabelse, glemmer man ikke med det samme, og man sidder på kanten af sædet under hans søgen efter en rabbiner til at begrave en ung, jødisk dreng, Sauls søn, der er blevet gasset.

Langt fra Anden Verdenskrig og Auschwitz, i en lille by i nutidens Frankrig, prøver den arbejdsløse Thierry (Vincent Lindon), hovedpersonen i Stéphane Brizés sobert socialrealistiske La loi du marché (Markedets lov), også at holde fast i sin værdighed, selv om systemet gør, hvad det kan for at få ham til at give op.

Thierry sendes på kurser, han ikke kan bruge til noget, øver sig i at gå til jobsamtaler – filmen kunne lige så godt foregå i Danmark – og bliver endelig ansat som sikkerhedsvagt i et supermarked. Her skal han ikke bare holde øje med, om kunderne stjæler, men også med, om hans kolleger tager af kassen, og det resulterer i nogle meget ubehagelige situationer med ulykkelige, økonomisk trængte, som ydmyges, arresteres og bliver fyret. Spørgsmålet er, om Thierry kan blive ved at finde sig i det.

Døden spiller med

Døden forfølger så at sige Matthew McConaugheys sørgende enkemand, der i Gus Van Sants lidt uretfærdigt udskældte The Sea of Trees tager til Japan for at begå selvmord i en smuk og mystisk skov for foden af Fujiyama-bjerget. Han er så ødelagt af sorg, at døden vil være en regulær udfrielse for ham, men skoven og dens ånder har andre planer for ham, og selvmordsforsøget bliver i stedet til en personlig opdagelsesrejse og spirituel opvågnen. Døden spiller en birolle i norske Joachim Triers første engelsksprogede film, den fine Louder than Bombs, der handler om en far og hans to sønner, den ene voksen og nybagt far, den anden stor teenager, som alle prøver at komme sig over moderens selvmord.

Det er flere år siden, at hun tog sit eget liv, men kommunikationen mellem faderen og den yngste søn er ikke god, og begge sønnerne slås med deres egne liv og følelser i forhold til både faderen og moderen, mens et par skeletter rasler ud af skabet. Der er ikke mange mere eller mindre naturlige konstruktioner, der på samme måde som familien kan sætte et menneske under pres.

En tabt krig

Canadiske Denis Villeneuve har skabt sig et navn på at lave stilistisk gennemførte, effektive genrefilm, der samtidig dykker ned i hovedpersonernes psyke og fortæller om menneskets skyggesider og moralsk-etiske overvejelser. Hans nye film, Sicario, er ingen undtagelse. Den handler om FBI-agenten Kate Macy (Emily Blunt), der bliver involveret i den voldelige og i manges øjne nyttesløse krig mod narko ved den amerikansk-mexicanske grænse.

Hun kommer med i en specialenhed under ledelse af CIA-agenten Matt (Josh Brolin) og den mystiske Alejandro (Benicio del Toro) og træder ind i en skyggeverden, hvor hendes opfattelse af retfærdighed, lov og orden ikke længere gælder. Hun skal nu finde ud af, hvor langt hun er villig til at gå. Er det f.eks. i orden for ordenshåndhævere at bruge de samme brutale metoder som de brutale narkobaroner? Skal man bruge loven, eller må man gøre, som man vil, fordi det umiddelbart giver resultater, man ikke får ved at følge loven? Det er spørgsmål, som også kan stilles i forbindelse med den såkaldte krig mod terror, ja, vel krig i det hele taget, og som giver Sicario en interessant politisk dimension.

Familiefilmens mester

Selv om det sætter gang i tankerne, og man når det meste af følelsesregistret igennem, er det hårdt at være vidne til al denne eksistentielle tvivl og menneskelige ulykke – i hvert fald når det foregår så koncentreret, som det gør med mange film hver dag i Cannes. Heldigvis er der en form for afslapning og lidt trøst at hente i den japanske Umimachi Diary, der poetisk skildrer fire meget forskellige søstres dagligdag i løbet af et år, og som afdæmpet og lunt skildrer de op- og nedture, de oplever, og deres forsøg på at komme overens med fortiden og de forældre, der svigtede dem.

Filmen er instrueret af Hirokazu Koreeda, der er familiefortællingens mester. Få kan som han fortælle så meget med så få og udramatiske virkemidler. Hans film hviler i sig selv, og man forføres af det langsomme tempo, de charmerende personer og følelsen af at være vidne til noget, der også handler om én selv.

I følelsernes vold

Det gør man også med Pixar og Pete Docters opfindsomme, animerede Inside Out, der dog er et anderledes tempofyldt og kulørt væsen af en film end Umimachi Diary. I filmen befinder vi os det meste af tiden inde i hovedet på 11-årige Riley, der til sin store sorg lige er blevet omplantet fra Minnesota til San Francisco af sine forældre. Her, altså inde i Rileys hoved, bor hendes følelser, Glæde, Sørgmodighed, Frygt, Vrede og Afsky, der sammen tager sig af den daglige drift af pigens humør og minder i et avanceret kontrolrum. Det går dog galt, da Glæde, den mest fremherskende af Rileys følelser, og Sørgmodighed ved et uheld ender ude i den ’vilde natur’ blandt pigens mange mere eller mindre gode og friske minder, og nu må kæmpe for at komme tilbage til kontrolrummet, inden Vrede, Frygt og Afsky får lavet ulykker.

Det er en brillant måde at skildre en ung piges kaotiske følelsesliv på, og hele familien kan være med, mens Riley – med sine følelsers hjælp – forsøger at finde ud af, hvem hun er, og hvordan hun reelt har det oven på den ufrivillige flytning fra den ene ende af USA til den anden. Og således demonstrerer Pixar endnu engang, hvordan det kan lade sig gøre at fortælle opbyggelige og psykologisk komplekse historier på en underholdende og begavet måde, der godt kan stå distancen på filmfestivalen i Cannes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Åberg
Martin Åberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu