Baggrund
Læsetid: 9 min.

Med en rose i hånden og sproget som gidsel

Kampen for uafhængighed fra Spanien er først og fremmest en kulturkamp, og i frontlinjen står det catalanske sprog. Information tog til Sant Jordí-festivalen i Barcelona, hvor litteraturen er en del af det politiske opgør
Kultur
9. maj 2015
Litteratur er levende og taler ind i moderne konflikter, selv om min roman beskriver en 300 år gammel krig,« siger Albert Sánchez Piñol, hvis bog ’Victus’ af kritikere anklages for at være historieforvanskning.

Ulrik Hasemann

» … Der var engang en glubsk drage, der boede på toppen af et bjerg og truede kongeriget Catalonien. Hver dag måtte borgerne ofre to lam til dragen – og da der ikke var flere lam – et levende menneske, som blev fundet ved lodtrækning. Da skete en dag ved det sorteste uheld, at prinsessen blev udpeget til ofring og sendt op til monsteret. Men just som hun skulle fortæres, ankom en modig ridder ved navn Jordí og stak sit sværd dybt og dødeligt ind i dragens mørke hjerte. Fra den livløse krop flød det rødeste blod, og ud af blodet voksede der en rose, som Jordí rakte til sin prinsesse.«

Alle børn i Catalonien kender legenden om Sant Jordí. Og blandt de voksne er stadig flere overbeviste om, at centralstyret i Madrid er den iltre drage, som i tre århundreder har undertrykt det lille kongerige på størrelse med Jylland. Selvstændighedsønsket er synligt alle vegne til den årlige Sant Jordí-festival i Barcelona 23. april, når man slentrer ned ad Ramblaen i en laksestrøm af kærestepar med roser i hånden. For på denne dag er den 1,2 km lange strøggade pakket med store telte tilhørende byens boghandlere og politiske partier.

Sant Jordí er i århundreder blevet fejret som en slags valentinsdag i Catalonien, indtil en smart boghandler i 1920’erne opdagede, at 23. april er den dødsdagen for Miguel de Cervantes og William Shakespeare. Det passer i øvrigt slet ikke, men ideen slog rødder, så i dag er 23. april den dag med størst omsætning for boghandlere i Catalonien, en omsætning på størrelse med den samlede omsætning i hele december måneds julesalg. Et kig ind i bogstandene afslører en væsentlig interesse for fag- og skønlitteratur, der beskæftiger sig med spørgsmålet om uafhængighed. Men også for Jo Nesbø, Ken Follett og Albert Espinosa, hovedsageligt oversat til catalansk, hvilket i sig selv er et politisk statement i disse tider.

For mens den politiske proces synes at være gået i stå i Spanien – centralstyret afviser at lade catalanerne stemme om selvstændighed – satser Catalonien hårdt på at markedsføre sin kultur og sprog, både internt i regionen og i resten af verden. Min rejse herned er et eksempel på det – betalt af det catalanske diplomatiske kontor, DiploCat, der har til formål at fremme catalansk kultur over for omverdenen. En strategi, den amerikanske politolog Joseph Nye kalder blød magt; evnen til at vinde hjerter, sympati og dermed indflydelse over andre gennem kultureksport.

Eller som Cataloniens præsident Artur Mas forklarede det til sit Sant Jordí-pressemøde for internationale journalister:

»I må forstå, at catalansk identitet grundlæggende er baseret på vores sprog og vores kultur, ikke på etnicitet. Det er vores rygmarv, og mange catalanere, der ønsker selvstændighed, gør det ud fra et ønske om at bevare vores identitet. For at forstå den politiske proces, vi oplever i Catalonien lige nu, er det ikke nok at se på økonomiske eller sociale faktorer. Det er et ønske om at blive anerkendt som kultur og sprog i verden.«

At også Madrid opfatter det som en kulturkamp, blev tydeligt, da den catalanske forfatter Albert Sánchez Piñol i september præsenterede oversættelsen af sin seneste bog Victus i den hollandske by Utrecht. Den fiktive roman beskriver dagene omkring Cataloniens ’9/11’ – Spaniens erobring af Barcelona den 11. september 1714 efter 14 måneders belejring. Den dag, hvor Catalonien ophører med at være en selvstændig stat.

Historieforvanskning

Ved præsentationen i Holland tog en kvinde fra den spanske ambassade ordet og holdt en ti minutter lang tale, hvor hun afviste det historiske narrativ i Victus og anklagede bogen for at være historieforvanskning. Hændelsen vakte ikke større opsigt, før den spanske ambassade 4. september fik aflyst den officielle bogudgivelse ved Cervantes Instituttet, det spanske kulturinstitut i Holland. Den catalanske afdeling af forfatterorganisationen PEN har kritiseret beslutningen, som den kalder »en seriøs censurhandling, der ikke bare omfatter vores samfund, men også det hollandske, der er blevet frarøvet en kulturel begivenhed af politiske grunde«. Spaniens ambassade har omvendt tilkendegivet, at præsentationen blot er »udskudt til en dato, der passer bedre til Cervantes Institutets kulturelle program«. Arrangementet er i skrivende stund endnu ikke blevet afviklet.

Victus er en bestseller med over 220.000 solgte eksemplarer i Catalonien. Alligevel blev den oversat til hollandsk med støttemidler fra den catalanske pendant til Cervantes Instituttet, Institut Ramon Llull. Og uden at skulle forsvare Utrecht-skandalen er det svært ikke at se bogen som en skarp kommentar til de aktuelle politiske spændinger i regionen. Bogens hovedperson Zuviría afviser selve ideen om Spanien – »der findes ikke noget, der hedder Spanien«, kun, ifølge ham, en række forskellige nationer og folk. Borgerne i Madrid beskrives som sortklædte og kedelige, mens Barcelona er et »farverigt, tolerant og libertinsk kaos«. Og selv præsterne, som er modbydelige alle vegne, er dog værst i Madrid!

Det er svært at regne ud, om Piñol er gidsel eller fodsoldat i den spansk-catalanske kulturkamp, da jeg møder ham ud på eftermiddagen til Sant Jordí-festivalen. Men han er tydeligt frustreret over, at Victus mere end noget andet bliver opfattet som et politisk værk.

»Bogen er blevet ekstremt kritiseret, politisk og ideologisk – men aldrig for sine litterære kvaliteter. Selv fans af bogen fokuserer kun på den historiske del af min roman. Det ærgrer mig, for jeg synes faktisk, den er ret godt skrevet!«

»Men det er også godt, for det viser, at litteraturen ikke kan eksistere uden for samfundet. Litteratur er levende og taler ind i moderne konflikter, selv om min roman beskriver en 300 år gammel krig,« forklarer Piñol.

Marginalisering

Til alle fodboldklubben Barcelonas hjemmekampe på stadionet Camp Nou, sker der noget ejendommeligt efter 17 minutter og 14 sekunder. Størstedelen af de 99.354 tilskuere rejser sig op og råber: Independència!

17. 14. Årstallet 1714 og erobringen af Barcelona. Uafhængighed!

For Albert Sánchez Piñol er det ligesom hans bog et eksempel på, hvordan catalansk kultur er gennemsyret af politik.

»Jeg prøver at undgå det, men det er umuligt at undslippe det politiske spørgsmål i Catalonien. Konflikten er så ægte, så højaktuel, at den fylder alle rum ud. Men spanierne er ikke bedre – for dem er spansk kultur lig med castiliansk kultur. Alt andet marginaliseres. Det er den catalanske oplevelse. Så når jeg rejser udenlands, er jeg nødt til at være kulturel ambassadør. Alle er nødt til at vælge side i den her konflikt,« lyder det fra Piñol.

I årevis har kravet om selvstændighed haft en stabil tilslutning fra den catalanske befolkning på omkring 15 procent, men siden 2010 er den vokset til omkring 50-60 procent i meningsmålingerne. Ved det uofficielle valg 9. november sidste år sagde 81 procent ja til uafhængighed, men kun 37 procent af befolkningen afgav deres stemme. Det er svært at regne ud, om den lave valgdeltagelse skyldes, at folk ikke tog afstemningen alvorligt – eller langt værre: at catalanere, der ønsker at forblive en del af Spanien, følte sig marginaliserede i den ophedede uafhængighedsdebat op til valget.

Jeg spørger den catalanske forfatter og journalist Marius Sérra i det historiske Barri Gòtic-kvarter i Barcelona. Han kender til kritikken af debatkulturen i Catalonien, men afviser det som nonsens:

»Selvfølgelig kan man være pro-Spanien i Catalonien!«

»Det er en ny diskurs, Spanien forsøger at starte, fordi de er bange for at miste deres privilegier over os. Men jeg griner af alle, der føler sig offergjort og marginaliserede ved at forsvare Spanien i Catalonien, for der er plads til alle her. Det er Goliath, der klager over at blive marginaliseret af David,« forklarer Sérra.Han fortæller historien, jeg har hørt igen og igen i Barcelona: At 80 procent af catalanerne er børn af indvandrere, hovedsageligt fra det øvrige Spanien og resten af Middelhavsområdet. At over halvdelen af borgerne i Barcelona har spanske rødder, hvorfor det ikke handler om at sparke alt spansk ud af Catalonien, men om at Spanien anerkender Catalonien som kultur, sprog og nation.

»Min seneste bog blev oversat til polsk, men ikke spansk, hvilket jo er helt skørt. Mange spaniere vil ikke røre ved noget catalansk – vores bøger, vin, cava. Der er heller intet sted i Spanien, hvor du kan studere catalansk. Men du kan læse det i Tyskland. Hvis du ikke er elsket ét sted, må du gå et andet sted hen. Det er egentlig ret simpelt,« siger Sérra, der ikke kan se anden løsning end uafhængighed for Catalonien.

Ud på aftenen fortæller en medarbejder fra DiploCat mig, at vedkommende helst så, at Catalonien vedblev at være en del af Spanien … Men det er ikke noget, man bare sådan lige snakker højt om.

Catalansk renæssance

I romanen Fortunata y Jacinta fra 1887 skriver forfatteren Benito Pérez Galdós, at Madrid blot er »en hovedstad af navn. En bondetamp iklædt en gentlemans frakke knappet over en laset, beskidt skjorte«. Galdós forsøgte egentlig at konstruere en ny spansk national identitet med sit hovedværk, den historiske romanserie Episodios Nacionales, inspireret af den nationalistiske bølge, der skyllede over Europa, anført af Italien og Tysklands samling i nationalstater i 1871.

Men som Albert Sánchez Piñol gnæggende indvender, da jeg spørger til den spanske statsdannelse:

»Over hele Europa ser vi en centralisering af magten og skabelsen af nationalstater i 1800-tallet. Spanien er undtagelsen. Det var ikke centralisering, men centrifugering!«

Så i stedet for spanificering opstår der i Catalonien en kulturel bølge kaldet La Renaixença – renæssancen – hvor det catalanske sprog og nationale identitet får en genopblomstring under forfattere som Bonaventura Carles Aribau og indgår i en politisk vækkelse i regionen. Bevægelsen fortsætter ind i modernismen, hvor kunstnere som Salvador Dalí, Joan Miró og Antoni Gaudí sætter catalansk kunst og kultur på verdenskortet op igennem 1900-tallet.

Jeg besøger Barcelonas Center for Samtidskunst (CCCB) for at spørge dets direktør Vicenç Villatoro, hvorvidt Catalonien befinder sig midt i sin anden store renæssance, kulturelt og politisk.

»Jeg har stået for at eksportere catalansk kultur til resten af verden. Når du tager Miró til Tate Modern i London og siger, hans kunst stammer fra Catalonien, så bliver ideen om Catalonien smedet sammen med ideer om modernitet, innovation og avantgarde. Kunsten fostrer en opfattelse af din nationale identitet og skaber sammenhængskraft i samfundet. Men det er ikke den eneste grund til, at Catalonien eksporterer kultur,« forklarer Villatoro. Turisme, økonomi og kulturudveksling er også afgørende, tilføjer han – specielt når man er en lille kultur, der skal overleve blandt de kulturelle stormagter i Europa.

Han mener ikke, man direkte kan trække en rød tråd fra La Renaixença og til separatistbevægelsen og den catalanske kulturproduktion i dag. Men der er paralleller.

»Kunst formidler altid en vision om verden, det er ideologi – men selv om Miró og Dalí spiller en rolle i en catalansk nationsdannelse i det 20. århundrede, tvivler jeg på, deres kunst ligefrem er politisk. Med det sagt, så er der altid politiske krav til kulturen. Enhver kulturel debat er nødvendigvis også politisk,« siger Villatoro. Han henviser til den italienske marxistiske filosof Alberti Gramscis tanker om kulturel hegemoni, ifølge hvilke den herskende klasse søger at pålægge samfundet sine værdier, forklaringsmodeller og kulturbegreb.

– Hvad siger det om den spanske ambassades aflysning af Victus-boglanceringen i Holland?

»Det siger noget om kvaliteten af det spanske demokrati. Man forsøger at lukke ned for en fiktiv roman med historiske argumenter. Det svarer til at sige, at Krig og Fred af Leo Tolstoj er historisk ukorrekt. Eller 1984 af George Orwell er det. Romaner er romaner – det er jo absurd.«

Dagbladet Informations rejse til Barcelona og Sant Jordí-festivalen var betalt af det catalanske diplomatiske kontor, DiploCat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her