Læsetid: 5 min.

Det rundtossede menneske

Vi har udraderet Gud og kan derfor kun bebrejde os selv, når det går galt med livet og kærligheden, siger filminstruktøren May el-Toukhy, der står bag det friske komediedrama ’Lang historie kort’
8. maj 2015

Vi stiller høje krav til kærligheden i vor tid, måske alt for høje, mener den spillefilmdebuterende instruktør May el-Toukhy.

»Vi har nogle forventninger til, hvad kærligheden skal kunne gøre for os, hvad den skal være, hvornår den er rigtig, og hvornår den ikke er rigtig,« siger hun, da vi mødes for at snakke om hendes komediedrama Lang historie kort.

»Det er i og for sig også fint nok, men fordi de fleste af os er ateister, har vi ikke en gud, vi kan pøse ansvaret over på, når noget går galt, så har vi kun os selv at bebrejde. Det skaber en brutalitet i min generation, synes jeg, der kommer til udtryk i selvhad, til ikke at synes, at man er god nok. Og det er ikke kun kærligheden, at det gælder.«

Lang historie kort følger igennem tre år en flok gamle venner, fire par og et par singler, der mødes – som man nu gør – til fester og højtider: Nytårsaften, fødselsdag, jubilæum, navnefest, bryllup m.fl., og som alle kæmper med kærligheden. I centrum står lægen Ellen (Mille Hoffmeyer Lehfeldt), der har et forhold til en gift mand, samtidig med at hun møder og tiltrækkes af sin gode veninde, Anettes (Trine Dyrholm), fætter, Max (Jens Albinus).

Ellen – og hendes venner – er et godt eksempel på det, May el-Toukhy kalder ’det rundtossede menneske’, altså et menneske, som har svært ved at finde ud af det med livet og parforholdet.

»Jeg opfatter Lang historie kort som et samtidsportræt eller et generationsportræt – selv om aldersspredningen i filmen er ret stor i den her venskabsgruppe, fra 30’erne til 50’erne,« siger instruktøren, der selv er i slutningen af 30’erne.

»Jeg er meget optaget af kærlighed og parforhold og relationer. Det er min hovedstol, relationstemaer. Alle karaktererne er på en eller anden måde rundtossede. De kæmper med at finde et ståsted i tilværelsen – og her er ståstedet defineret ud fra kærlighedsrelationen. Har man en kone, har man en mand? Hvem er den person, og hvordan interagerer man med vedkommende?«

Gør noget!

Det er i den forbindelse, at de høje krav, vi stiller, spiller ind, forklarer hun.

»Min generation har en go getter-mentalitet, som dikterer, at ’hvis du er ked af dit-dut-dat, så gør noget. Hvis du er ked af dit ægteskab, så gør noget’. Hele tiden lyder det, ’gør noget, gør noget, gør noget’. Det er en god mentalitet, fordi den betyder, at man rykker sig. Men når vi udraderer gud, tilfældigheder og skæbne, er der kun os selv tilbage at skyde skylden på, hvis det går galt.«

Måske er det derfor, at vi mennesker stadig søger parforholdet. Kernefamilien er for længst blevet aflivet – sammen med Gud. Vi har dog stadig brug for et eller andet at holde fast i, og det er dét, der er så interessant, siger May el-Toukhy.

»Vi er naturligvis drevet af et formeringsbehov, men der må også være andre grunde til, at vi bliver ved med at søge tosomheden. Jeg ved ikke, hvad det er. Vi legitimerer, at folk bliver skilt – vi synes, det er okay – men samtidig er der jo ikke nogen, der har lyst til at være skilt. Der er ikke nogen, der hepper på dét, når de gifter sig. Nogle gange tænker jeg, at det er en påtaget legitimering. Vi går rundt og siger til hinanden, at ’det er okay, man kan kun det, man kan. Hvis ikke du kan mere, så kan du ikke mere’, men hvis det virkelig var rigtigt, ville der være mange flere, som trådte ned ad karrierestigen og købte en lille lejlighed og begyndte at arbejde i SuperBrugsen. Vi siger alle de ting, men det er, som om de ikke rigtig bundfælder sig.«

Levet liv

Lang historie kort er en komedie, men den rummer også drama og tragedie, og den har en dobbelthed i sig, fortæller instruktøren, der af sine forældre har lært også at grine ad livet, selv om det indimellem kan være hårdt.

»Filmen er skrevet som en komedie, men fordi jeg har en indbygget kynisme og melankoli, vil der altid været et dramatisk omdrejningspunkt i de ting, jeg laver. Gode komedier er jo tit gjort af det samme stof som tragedier,« siger May el-Toukhy .

Hun har skrevet manuskriptet til filmen sammen med Maren Louise Käehne, og de to kvinders ambition har været at præsentere publikum for et stykke levet liv, der fremstår så autentisk som muligt. Det lyder nemt, men det er det ikke.

»Det er sindssygt svært både at skrive og at stå på optagelserne i den her kunstige virkelighed og skulle skabe en autentisk virkelighed; overhovedet i den situation at kunne huske, hvordan virkeligheden rent faktisk tager sig ud, uden at man bliver manieret eller beder skuespillerne om absurditeter, som ikke har nogen som helst kontakt til virkeligheden. Det er så nemt at falde i den gryde.«

Men hvad er så hemmeligheden bag autenticitet? Det handler både om at være godt forberedt – May el-Toukhy lavede inden optagelserne et tre uger langt prøveforløb sammen med skuespillerne – og samtidig gribe og bruge de fejl, der sker under optagelserne. Og endelig handler det om det skrevne ord, om replikkerne, og hvordan personerne kommunikerer med hinanden.

»Maren Louise og jeg blev ved med at skrive scener om og spille dem for hinanden. Vi prøvede at dechifrere, hvordan middagsbordssamtaler fungerer og analysere dem, når vi selv havde været til en middag. Hvordan taler man sammen? Man hører kun halvdelen af, hvad folk siger, og svarer heller ikke på det, der bliver spurgt om, men stiller modspørgsmål. Det er ligesom i screwball-komedier, hvor tempoet er højt, og man ikke lader jokes hænge i luften.«

Desuden var det vigtigt for el-Toukhy og Maren Louise Käehne at turde tro på, at også det udramatiske hverdagsliv har en værdi på film.

»Der er en tendens til at sige, ’hvad handler scenen om? Hvor er vendepunktet.’ Sådan er jeg også selv opdraget rent dramaturgisk. Der er en middagsbordsscene i filmen, som er gigalang, otte-ni minutter, og som ikke driver plottet frem. Men den giver, tror jeg, publikum følelsen af, at det er inviteret ind i den her middagssituation, og den lægger fundamentet til, at man igennem filmen føler, at man kender personerne, fordi man har været i den situation sammen med dem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu