Baggrund
Læsetid: 5 min.

’Hans skæg er flot. Og jeg kan godt lide hans attitude’

Samtidigt med at han er i kønskamp i Sverige forfører Karl Ove Knausgård som en anden rockstjerne lige nu det litterære USA med autofiktion og glansfuldt hår. New York Times kalder ham ’en bevægelse’, og så er det mindre vigtigt hvor mange, der rent faktisk har læst bøgerne
Knausgårds navn pryder ustandseligt siderne i mega-publikationer som The New Yorker, New York Review of Books og New York Times. Og ’My Struggle: Book Four’  pryder lige nu udstillimgsvinuderne i  Manhattans boghandler.

Martin Dam Kristensen

Kultur
23. maj 2015

Han er en stor fyr, ham Knausgård. Det er det første, man tænker, da han træder op på scenen og sætter sig. Høj og stærk. Med store hænder og tykke ben. Han ligner slet ikke én, der skal tale om litteratur i en fancy New York-boghandel. Mere én der burde grave tørv eller vogte får på en tåget fjeldskråning et sted.

De 500 tilhørere, der har sikret sig billetter til aftenens lancering af Min Kamp 4, som netop er udkommet på engelsk, har været her længe. Allerede to timer inden arrangementet gik i luften, ventede en kø udenfor på eventuelt uafhentede billetter. Alt er udsolgt.

Men hvorfor er alle de New York’ere troppet op for at se en 46-årig nordmand, der har skrevet 3.600 sider om sit begivenhedsløse hverdagsliv? Ét svar på det spørgsmål er hype.

Knausgårds navn (»udtalt Kuh-NOWS-guard,« som New York Times skriver) pryder ustandselig siderne i megapublikationer som The New Yorker, New York Review of Books og New York Times. Og man kan ikke gå ind i en boghandel på Manhattan uden at finde ’My Struggle: Book Four’ på de mest prominente udstillingspladser.

Forleden havde Knausgård også to mammutlange rejseessays på forsiden af New York Times Magazine. I alt 20.000 ord, hvor han triller gennem USA i en bil uden rigtig at tale med nogen. Det fik Slate Magazine til at udråbe ham til »verdens bedste rejseskribent.« Inden da havde New York Times allerede kaldt ham »en bevægelse,« og »den norske Proust.« Den får ikke for lidt.

»Han er jo en rockstjerne,« som en af gæsterne til boglanceringen siger.

En mandemodel

Forfatteren Ben Lerner, der skal interviewe Knausgård, går til vaflerne med en meget, meget lange og komplicerede sætningskonstruktioner med ord som »genealogisk« og »transcendens.«

Knausgårds hår er virkelig flot. Sådan helt tykt og tilbagestrøget på den nonchalant, men alligevel helt perfekte måde. Gråt med hvide striber. Han ligner egentlig lidt Jeff Bridges i The Big Lebowski, selvom han selvfølgelig er mere velklædt. Han har godt nok en lidt lurvet holdning, når han sidder ned – som om han hele tiden skriver på en usynlig laptop.

Håret og de isblå øjne kan næppe være en bagdel, når man skal indtage USA, og her ligger måske endnu en grund til Knausgårds succes. Vanity Fair har kaldt ham »en mandemodel,« og New York Times har beskrevet ham som »høj, intens og robust smuk.« Den slags er populært. Som en mand uden for boghandlen formulerer det: »Hans skæg er flot. Og jeg kan godt kan lide hans attitude.«

Evig tvivl

På scenen virker Knausgård hverken genert eller usikker. Det er næsten skuffende, når bøgerne nu er så fulde af tvivl og sociale metaovervejelser. Vi var blevet lovet en eksistentiel krise, tænker man, og så sidder han bare dér og virker helt cool med det hele. Heldigvis varer det ikke ved.

Ben Lerner vil vide om Knausgård selv betragter Min Kamp-bøgerne som en succes?

»Når vi taler sammen her i denne kontekst,« siger Knausgård og peger ud på tilhørerne, som alle sammen har et eksemplar af hans bog liggende i skødet, »så har jeg et billede af Min Kamp som en slags succes.« Hahaha. Alle griner. ’En slags succes’?! »Men når jeg åbner bøgerne og ser, hvad der er i dem, kan jeg ikke holde det ud. Jeg er virkelig flov,« siger han og klør sin cigaretfugede pande.

»Er du flov over indholdet eller over kvaliteten af sproget?,« spørger Ben Lerner.

»Begge dele,« siger Knausgård, og alle griner igen, men lidt mindre end før, for det er jo egentlig ikke sjovt. Så kender vi ham igen. Så var han alligevel en tvivlsom fyr, og det er som om, rummet slapper lidt mere af nu, hvor forventningerne er blevet indfriet.

For dét er nok endnu en attraktion ved Knausgård. Tvivlen. Han kan – som den norske litteraturprofessor Toril Moi, der bor i USA, har sagt – »udtrykke forlegenhed og skam på en mandlig måde.« Den slags kan New York-læseren åbenbart se sig selv i.

»Vi er jo altid lidt i eksistentiel krise,« som et par fans i køen til uafhentede billetter joker før arrangementet.

Genkendelsen er attraktionen.

»Det er ikke fordi, hans liv er spændende og begivenhedsrigt – det er det ikke – men fordi det er så velkendt,« som Washington Post skriver i sin anmeldelse af den nye oversættelse.

Dårlige salgstal

Efter 25 minutter ser folk noget matte ud, og en del Iphones lyser op. Det er trods alt ingen rockkoncert det her. Gad vide, hvor mange, der rent faktisk har læst bøgerne? Selvom anmelderne har været overstadige, har salgstallene langt fra været imponerende, og i sommer havde de tre første Min Kamp-bøger kun solgt under 40.000 eksemplarer i hele USA. Knausgård er meget langt fra bestsellerlisterne.

Af de tolv folk, Information talte med før og efter arrangementet, havde kun fem læst bøgerne, og fire af dem har kun læst 1’eren.

»Jeg gik fucking død i det,« som en fyr siger. »Og hans rejse-ting i New York Times Magazine. Jeg var så stolt, da jeg havde læst det hele, og så stod der i bunden, at der også var en del to.«

En anden fortæller, at hun har været decideret afhængig af Knausgård. »Jeg har læst de første tre, og jeg elskede dem. Jeg slugte dem bogstavelig talt,« siger hun, og selvom det nok ikke er helt rigtigt, at hun slugte dem, forstår man godt, hvad hun mener. Det er som om, Min Kamp-serien virker på samme måde på læsere, som cigaretter gør på teenagere: Det tager tid at vænne sig til smagen, men når man først er hooked, kan man ikke stoppe igen.

Titlen ér projektet

Efter 45 minutter er det blevet tid til spørgsmål fra publikum. En lille, lyshåret pige rækker Knausgård en Pepsi og trækker spørgsmål op af en glasbowle, som folk har skrevet på forhånd.

»Hvis din redaktør tvang dig til at vælge en anden titel, hvad skulle det så være?,« læser hun.

»The Parrot Park (Papegøjeparken),« svarer Knausgård. Det var hans arbejdstitel. Eller »Hunden.« Det lyder lidt mystisk at skrive seks bind om sit liv og så kalde dem for Papegøjeparken, tænker man, og det synes Knausgård også.

»Det ville have været en forfærdelig titel. Jeg tror ikke, noget af det her ville være sket, hvis det ikke var for titlen. Der er noget i den. Den ér projektet,« siger han, og salen nikker. Titlen ér projektet.

Så er det hele pludselig slut. Alle klapper og skynder sig at forme en lang kø, mens Knausgård forsvinder gennem et beige forhæng, og et hotel-lounge-agtigt hiphopbeat kommer på.

Der må være 200 mennesker i køen, da han kommer ud igen for at signere bøger. »Kun hardcovers,« siger den lille, lyshårede pige. »Maks fire per mand.«

Efter planen skal de sidste to Min Kamp-bøger udkomme på engelsk i 2016 og 2017. Kuh-NOWS-guard-bevægelsen ligner ikke en trend, der er på vej til at gå i sig selv lige foreløbig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Vang Nielsen

Hm, det er altså en tam artikel.

Den grundlæggende præmis virker ret påtaget: hvorfor skal Knausgårds succes i USA begrundes med 'hype', Knausgårds hår eller kropsbygning, attitude og genkendelse? Og hvorfor skal det indrammes med småarrogante betragtninger som "Den slags kan New York-læseren åbenbart se sig selv i" eller "Efter 25 minutter ser folk noget matte ud, og en del Iphones lyser op"?

Kan populariteten ikke få lov at være fordi Karl Ove Knausgård har bedrevet et enestående stykke litteratur, som hans læsere (selv amerikanere...) er fuldt i stand til at anerkende kvaliteten af? At der følger noget 'trend' og overgearethed med, og at en del tilhørere ved et arrangement ikke har læst bøgerne, betyder jo ikke at litteraturen fejler noget. Ikke desto mindre har jeg svært ved at se andet perspektiv i denne artikel, end en insisteren på en formodning om, at der må være noget i vejen med enten bøgerne eller læserne, siden så mange mennesker tropper op og superlativerne får rigeligt frit løb i New York-tidsskrifterne. Og det er altså en tynd kop te, som kunne have været brygget på en meget mere spændende måde, hvis CB tog sit udgangspunkt i respekt for litteraturen og læserne.

Annette Chronstedt, Lau Dam Mortensen, Ervin Lazar, Karsten Aaen, Hans Aagaard, Niels Møller Jensen, Christian Harder og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Møller Jensen

»verdens bedste rejseskribent.« nej, så har man ikke læst Carsten Jensen "Horisonter" den er absolut enestående.

Anders Sørensen

Haha. Gad vide, hvad reaktionen havde været, hvis man havde omtalt en anerkendt, kvindelig forfatter som Knausgård bliver det her med "flot skæg" og "glansfuldt hår".

Torsten Grwld

Tilbagelænet artikel, slap research. Slate kalder Knausgård verdens værste (ikke bedste) rejseskribent, og han er nu, i 2015, kravlet op på NYTs bestsellerliste.

bent o hansen

God artikel.

Christian Christensen

@Nielse Møller
Det er så sandt.
Alt hvad Carsten Jensen skriver er i min bog interessant, men hans rejseskildringer er i særklasse uovertrufne.
UD er en af de bedste læseoplevelser jeg har haft, og de to bind fra hans jordomrejse er godt slidte. Særligt Cambodja gjorde indtryk, utrolig stærk læsning.

René Arestrup

Jeg kæmpede mig gennem Min kamp I og fandt den usigelig kedelig. Fuldstændig ligegyldigt navlepilleri fra en mand, som tydeligvis ikke har ret meget på hjerte.

Jens Thaarup Nyberg

@René Arestrup
"Jeg kæmpede mig gennem Min kamp I og fandt den usigelig kedelig."
Så lever den op til sin titel - og Knausgårds egen opfattelse: »Men når jeg åbner bøgerne og ser, hvad der er i dem, kan jeg ikke holde det ud. Jeg er virkelig flov,«