’Jeg skammer mig over den vrede, jeg har følt’

Der er så meget, man ikke er forberedt på, når man får børn: følelseskaos, søvnmangel og fysisk smerte. Det har Rolf Sparre Johansson skrevet om i sin poesidebut ’Søvn’, for hvis det ikke synliggøres i litteraturen, vil vi aldrig kunne inkludere det i vores samtale om samfundets indretning, siger han
Rolf Sparre Johansson var i tvivl om, hvorvidt faderskab og hverdag overhovedet var noget, man kunne skrive litteratur om. Nu udkommer hans debut – og den handler om netop dette

Rolf Sparre Johansson var i tvivl om, hvorvidt faderskab og hverdag overhovedet var noget, man kunne skrive litteratur om. Nu udkommer hans debut – og den handler om netop dette

Sigrid Nygaard
23. maj 2015
Delt 9 gange

Omdrejningspunktet i Rolf Sparre Johanssons poesidebut Søvn er hjemmet og dets nye kerne, spædbarnet. Et nyt lille væsen, der rokerer rundt på de helt basale behov. At sove er ikke længere noget, man selv har magt over. Johanssons eget møde med faderskabet og barselsorloven har været anledning til mange af de spørgsmål, bogen behandler. Alle de ting, der foregår i ly af natten som små hemmeligheder, afdækkes i bogen. Den frustration som deles af både det skrigende barn og den desperate forælder. Hvordan frustrationen bliver til vrede, og vreden bliver til skam over vreden. Hvordan skammen tages med ud på gaden og reduceres til en sårbar forvirring, der skaber en distance mellem forælder og samfund, hvor der måske egentlig burde være solidaritet.

»At være forælder er stadig et usynligt arbejde. Hvis ikke vi synliggør det i litteraturen, vil vi aldrig kunne inkludere det i vores samtale om samfundets indretning, og de betingelser, vi lever under i dag,« siger Johansson, da jeg møder ham på café Sort Kaffe & Vinyl på Vesterbro, hvor mange af bogens scener også udspiller sig.

Hverdagen mangler

Det at være forælder er konstant under forandring og til diskussion. Forældreskab præsenteres både som et idyllisk ideal og en drøm, der bliver til mareridt. Det er mere hverdagen, vi mangler, mener Rolf Sparre Johansson.

»Jeg oplever for eksempel, at fraværet af søvn er meget usynligt. Det hele foregår om natten og er ikke noget, folk rigtig snakker om. Jeg har skrevet den bog, jeg selv ville ønske, jeg havde læst, inden jeg blev forælder.«

Den konstante udmattelse, som den manglende søvn afføder, er også en erfaring, vi næsten ikke mærker i samtalen om, hvad det vil sige at have børn.

»I min hverdag med det barn var der simpelthen så mange ting, jeg ikke var forberedt på: følelseskaos, søvnmangel og den fysiske smerte, min kæreste oplevede, var alt sammen en overraskelse for mig. Eller man ved godt, at de ting kan ske, men man har bare ingen idé om, hvad det faktisk indebærer.«

Johansson var i tvivl om, hvorvidt faderskab og hverdag var noget, man overhovedet kunne skrive litteratur om.

Opdagelsen, at det er et levet liv, der skiller sig fra andre og dermed fortjener at blive fortalt, kom i et citat fra en anden dansk forfatter, nemlig Majse Aymo-Boot.

»En sætning i hendes bog Spørgsmålene fik mig til at indse, at søvnen kunne være en måde at tale om forældreskabets vilkår: ’Er det for sent på natten til at løfte fødderne?’, skriver hun. I sætningen var det som om, at sove eller stå op var noget, man vælger at gøre, hvis man vil. Sådan var det ikke længere med mine nætter.«

Han satte sig ned og skrev et digt på sin blog, der lukker med linjerne:

nu
vækker
bliver man
bliver jeg vækket
flere gange om natten
hver
hver nat
sover halvt så meget som før

Det politiske er personligt

Netop debatten om hvad der er for navlepillende, selvcentreret og indadvendt for det større samfund til at være relevant for litteraturen, raser i øjeblikket. Johansson har svært ved at se polariseringen.

»Hvad vil det overhovedet sige, at noget er politisk eller personligt? Min bog er et forsøg på at anerkende, i hvor høj grad et menneskes liv kan ændres i løbet af de år, man er forælder til et spædbarn. Den ensomhed man kan føle, hvis man er alene med opgaven, og den solidaritet det kan skabe, at man empatisk støtter op om hinanden.«

Selvom bogen ikke har som eksplicit mål at skabe politiske ændringer, så søger forfatteren at begå en virkelighedsnær skildring af et menneskes levede liv.

»Selvfølgelig vil en bog som min kunne figurere i en debat om øremærket barsel,« siger han og understreger, at det selvfølgelig ikke er åbenlyst, hvilken politisk konklusion man ville få ud af det. Men ønsket om at nedbryde nogle glansbilleder, der bidrager til, at forældre må dække over den udfordring, et barn kan være, er en af forfatterens drivkræfter:

»Hvis vi ønsker et solidarisk samfund, så må vi gøre op med måder at tale på, der reproducerer et falsk idyllisk billede af, hvad det vil sige at blive forælder. Det gør det blot sværere for de mennesker, der allerede har det svært.«

Den familie der gøres synlig i Søvn, er den familie, hvor barnet ikke gør, som nemme børn ellers gør.

Trætheden

Bogens sagte rytme er bevægelser op af sengen og ned i sengen igen. Barnet tages op, lægges ned, tages op og lægges et andet sted. Johansson har hos sig selv mærket frygten for at forvente søvnen. At man søger at gardere sig mod frustrationen ved at blive vækket ved at forvente den.

»Jeg har været angst for at lægge mig til at sove, fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg ville blive vækket. Klokken er 22. Du tænker: Hvis jeg går i seng nu, og barnet faktisk sover nogenlunde, måske vågner to gange, så bliver det en o.k. nat. Men måske går der kun fem minutter. Man skal aldrig nogensinde regne med at sove. Hvis man begynder at regne med det og håbe på det, og det ikke sker, så bliver det det dobbelt så hårdt.«

Vreden over det uforudsigelige og kaotiske i at blive flået ud af søvnen og skulle bøde for det med træthed, irritation og manglende overskud er bogens bagtæppe. Uformåenhed i forhold til at få kaos til at stoppe og samtidig ikke have noget konkret at rette vreden imod ud over en sagesløs baby skaber en situation hvor skam, skyld og ansvar mødes. Det irrationelle menneske, som en baby er, responderer ikke direkte på omsorg og formaninger og kan endda bringe sider frem i en, man knap nok kan genkende.

En skam ved vreden
vera der græder inde på soveværelset
malou siger et eller andet, vera holder op
begynder igen, jeg holder mig for ørerne
hvisker hold nu kæft, hold nu
fucking kæft, tager tæppet
over hovedet, hold nu fucking, fucking kæft

»Jeg har helt klart skammet mig over den vrede, jeg har følt. Specielt i de situationer, hvor vores barn har været sygt og haft feber. Jeg troede ikke, det ville ske. Jeg troede, jeg ville være en person, der kunne bevare roen og selvkontrollen. Det passer slet ikke ind i min forestilling om, hvad en god forælder er, at blive vred på den måde, som jeg kunne mærke, jeg blev.«

Bogens hovedperson plages af afmagt. Den nagende fornemmelse af, at hvis man blot kunne gøre noget anderledes eller bedre, så ville situationen blive lettere at håndtere. Eller endnu værre, om man allerede har gjort så mange ting forkert, at man ikke kan give andre end sig selv skylden for sin konstante udmattelse. Selvom man har gjort det bedste, man kunne.

»Jeg har helt klart oplevet, at jeg har manglet et sprog til at tale om de her ting. Mange gange, som faren i Søvn, har jeg mærket en så stærk vrede, at jeg har været nødsaget til at slå hårdt ned i madrassen eller har spændt i hele kroppen,« siger Johansson.

»Det er en oplevelse, som jeg privat har erfaret, at jeg deler med mange andre forældre.«

Danmark har fortsat nordisk bundrekord i fædrenes barsel. Fædre tager kun 8,6 procent af den samlede barsel i hele landet. Ifølge Johansson har det skabt en uhensigtsmæssig måde at tale om den far, der tager barsel.

»Min opfattelse er, at vi er nået til et sted, hvor man taler om den bløde mand, der gerne vil være med. Han findes, men vi er stadig lidt nysgerrige efter, hvem han er. Det bliver hele tiden italesat som en særlig ting. ’Nå, nu vil manden gerne prøve at være med.’ Man tager aldrig for givet, at det er han. Erhvervsarbejdet får stadig lov at være primært identitetsskabende for manden i den periode, hvor han har et spædbarn.«

Johansson mistænker, at denne høflige undren fra omverdenen skaber den diskurs, som opretholder rigide roller, som mange forældre egentlig ikke er interesserede i.

»Dette fanger jo også kvinden i en situation, hvor hun skal skabe mening i at være fuldtidsforælder, selvom det måske slet ikke er noget, hun egentlig har ønsket. Det er virkelig en god grund til, at alle forældreparter skal tage lige stor del i det arbejde, det er at have et barn. Det bevirker også, at alle får lov at opretholde en anden identitet end at være forælder,« siger Johansson, der selv har taget et halvt års barsel med sit første barn og et år med sit andet.

Søvnig på gaden
tænkte
han måtte gerne råbe ad mig
men
det var bare
ikke særlig rart at jeg havde
vera
i klapvognen og han råbte mens hun var
der fordi at
jeg havde ikke lyst til at hun skulle blive
bange

Rolf Sparre Johanssons bog er i to dele, en der foregår i hjemmet, i den lille puppe der virker til knap nok at være i kontakt med omverdenen, og en der foregår på Vesterbros gader. Her har faren i bogen konstant fejlslagne udvekslinger med andre. De indestængte nætter, der præges af envejskommunikation med et lille barn, føles som drømme, når man står i dagslyset. Men de er drømme, man stadig bærer rundt på. Identiteten som den omsorgsgivende far, der er oppe hele natten, kommer i konflikt, når hovedpersonen pludselig konfronteres med andre mænd på gaden, og de forventer, at han giver dem svar på tiltale og er hård i filten.

jeg blev
blev sådan meget
overrumplet
af at han gjorde
det han
standsede og stod så tæt på mig og det der

Rollen som forælder og den plads man tager i det offentlige rum, kan således ikke skilles ad. Det har en unægtelig effekt, at hele ens opmærksomhed rettes mod et nyt lille individ. Specielt hvis man er på barsel.

»At være den der har ansvaret om natten mange måneder i streg, er en meget ensom tjans. Man kan ikke undgå at blive påvirket af det,« siger han. Det er i følge Johansson meningsløst at bibeholde det hårde skel mellem ude og hjemme. Et barn, der ikke sover, er ikke isoleret fra vores alles delte virkelighed.

»Det, der foregår i hjemmet, har en altafgørende betydning for, hvad der sker i det offentlige rum. Når man bruger natten, der skulle være dér, hvor man lader sine batterier op, til at sætte et andet menneske først, så er man tappet for overskud, når man er ude.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Rolf Sparre Johansson

Født 1985.

Han er grundlægger af det litterære magasin OVBIDAT (Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale).

Hans debut ’Søvn’ udkommer 29. maj på Forlaget Kronstork.

Han bor med sin kæreste på Vesterbro og har to børn.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

På engelsk har man to ord for arbejde Labor og Work, der muliggør en vigtig skelnen.

Labor er noget, der aldrig gøres færdigt men bare gentager sig i det uendelige.
Work er noget, der står tilbage som færdigt, og kan beundres.

At gøre rent er labor.
At bygge et køkkenbord er work.

At passe børn er labor.
At skrive et digt er work.

Nu har en længe ventet digterfar endelig opfundet en metode, der kan forvandle det første til det sidste.

Søren Jessen, Britt Kristensen, Philip B. Johnsen, Karsten Aaen, David Zennaro, Glenn Lynge Andersen, Lennart Kampmann, Lilli Wendt, Lise Lotte Rahbek, Anne Schøtt, Robert Ørsted-Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anni Jensen
Anni Jensen

Denne poesidebut rammer nøjagtig, hvad Mette Høeg beskrev i Weekendavisen for et par uger siden. Hold da op, hvor er det synd for digteren, at han har fået et barn. Absolut det hårdeste, man kan opleve på denne jord.

Anne Schøtt, Søren Jessen, Britt Kristensen, Bo Carlsen, Karsten Aaen, David Zennaro, Glenn Lynge Andersen og Jens Harder Vingaard Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nanna Wulff M.
Nanna Wulff M.

Stedet er Canada og året er 1969. Min søn er ca. fem måneder gammel. Han kan ikke sove. Det var noget helt nyt, for normalt sov ham som en sten. Jeg putter ham i barnevognen og går stille frem og tilbage in den lille lejlighed. Min mand skal op meget tidligt, så jeg lader ham sove. Barnet falder til ro så længe jeg går frem og tilbage, men hver gang jeg stopper begynder han at græde. Igen og igen.

Der går flere timer og på et tidspunkt sætter jeg mig ned og vipper meget roligt barnevognen så barnet bliver beroliget og ved med at sove. Endelig, der er langt ud på natten og jeg er dødtræt, så jeg stopper vipperiet. Med det samme sætter barnet i et vræl. Jeg nærmest vræler med ham og i arrigskab giver jeg barnevognen et godt VIP så barnet nærmest løftes up i luften.

Og jeg skammer mig over min vrede - det er sikkert ret universalt at skamme sig over at føle vrede og afmagt overfor en baby.

sascha olinsson, Søren Jessen, Lise Lotte Rahbek, Britt Kristensen, Jeppe Lykke Møller og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Glenn Lynge Andersen
Glenn Lynge Andersen

RYD FORSIDEN en poet har fået børn og oven i købet skrevet en digtsamling om det.

»At være forælder er stadig et usynligt arbejde. Hvis ikke vi synliggør det i litteraturen, vil vi aldrig kunne inkludere det i vores samtale om samfundets indretning, og de betingelser, vi lever under i dag,«

Der foregår faktisk en heftig debat om børneforældrenes vilkår i dette samfund, og sådan skal det være. Langt de fleste der deltager i debatten er imidlertid som folk er flest hvad angår digte - de har aldrig læst et uden at være tvunget - så det er en klar overvurdering af litteraturens betydning at påstå, at digte er vigtige for samfundsdebatten (før nogen nævner Yahia Hassan vil jeg tilføje, at det hurtigt blev hans PERSON snarere end hans DIGTE der blev det interessante).

Lise Lotte Rahbek, Britt Kristensen, Peter Günther, Jens Harder Vingaard Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Harder Vingaard Larsen
Jens Harder Vingaard Larsen

Det kom bag på mig som nybagtfar at min datter sked så meget. Min nye bog om det så andre ikke ender i samme situation udkommer snart. Ps. Jeg brugte også hele min far-barsel på at skrive bogen.

Brugerbillede for Anders  Hede
Anders Hede

Puh, har et barn på vej efter endelig have klaret den første omgang spædbarn. Det er nok typisk mænd at vi ofte godt gad børn var lidt mere færdigudviklet når de kom ud, sådan som mange steder i naturens verden. Et kid, der spæner rundt 5 sekunder efter at være blevet født.

Her venter mange mange dage og nætter med gråd.

Men det er det hele værd. Det giver mening til livet i en verden hvor det kan være svært at finde noget sådant. Men det giver også et resterende liv fyldt med ekstra bekymringer.

Brugerbillede for Karsten Aaen
Karsten Aaen

Lad os en gang tænke os at det var en kvinde! der havde skrevet samme poesi. Ville hun 1) have fået bogen udgivet og 2) hvis bogen var blevet udgivet, ville hun så være kommet i avisen og 3) ville hun så ikke blive sablet ned mentalt af alle anmelderne i det her land....

Lise Lotte Rahbek, Marianne Rasmussen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Lykke Møller
Jeppe Lykke Møller

Niels Engelsted. Der er, som du sikkert ved, andre, der har beskæftiget sig med den skelnen mellem work og labour, som du beskriver. Blandt andet Hannah Arendt, Guy Standing og Maurizio Lazzarato. Alle adskiller de disse aktiviteter forskelligt.

Jeg synes ikke nødvendigvis, at Arendts definition er den mest præcise. Standing laver denne distinktion: Labor (slavernes slidsomme arbejde i oldtiden) er det arbejde, man udfører for andre, for produktionen. Work er det selvskabende arbejde og ske både gennem reproducerende arbejde (såsom børnepasning, tøjvask) og lønarbejde. Work er ikke bare det samme som reproducerende arbejde, men er den proces, hvor man skaber sig selv gennem arbejde.

Der hvor Standing tilbyder en analytisk kategori, som Arendt (vistnok) ikke har blik for, er at vores fritid også kan opdeles i det, han kalder for leisure og play. Leisure er den dannende aktivitet (schole på Græsk) mens play er adspredende aktivitet som blot giver tom fornøjelse.

Standings pointe som arbejdsmarkedsøkonom er, at work usynliggøres, fordi vi (ganske som du siger) ikke laver distinktionen mellem virksomhed (work) og lønarbejde (labor). Derved falder især det reproduktive arbejde (tøjvask, køkkenbordet) og det arbejde vi udfører for at få lønarbejde (networking, selviscenesættelse, efteruddannelse, tilfredsstillelse af bureaukratier osv) i værdi.

Vi har med andre ord brug for at få synliggjort det reproduktive arbejde, som staten og virksomheder tager for givet. Ellers bliver børnefamilier ramt af stress, arbejderklassen bliver anomisk og kapitalisterne må tjene deres penge på renter.

Søren Jessen, Lise Lotte Rahbek og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Lykke Møller
Jeppe Lykke Møller

Og til de der ikke mener, at det er jordens undergang at få et barn, har de sikkert ret.

Forskellen på dengang og i dag er, at vi i mellemtiden har fået en konkurrencestat som stiller høje krav til, hvor godt man stimulerer sit barn til fremtidens arbejdsmarked i en tid hvor kvaliteten af institutionerne falder. Mobication bliver det nye.

Ja ja, det kan man da bare sige sig fri for. Ligesom alle andre normer bare kan undgås med lidt fornuft.

Brugerbillede for Charlotte Krarup Mouritzen
Charlotte Krarup Mouritzen

I 70'erne da ligestillingskampen var på sit højeste, var et vigtigt slogan: det private er politisk.
Det fik kvinder også hug for dengang. Det skal man ikke lade sig kyse af. Digt endelig videre. Det private er politisk! Og vigtigt!