I Gro Dahles billedbøger forsvinder stille piger ind i væggene, vrede mænd vokser ud af fædre, og der udbryder krig i familier. »Det hele er ikke roser og kaniner,« siger Gro Dahle om barndommen og ler hjerteligt. Som en stærk kontrast til de barske realiteter, der udspiller sig i de opslåede billedbøger foran os. Den norske børnebogsforfatter skriver prisvindende bøger til børn, ofte i samarbejde med sin lige så populære ægtefælle, illustratoren Svein Nyhus.
»Jeg er optaget af børns udsatte situation. De har ingen rettigheder og er fuldkommen overladt til de voksne, og hvis de voksne ikke formår at tage vare på dem, hvordan skal det så gå dem? De er på en måde lovløse,« siger Gro Dahle, inden hun begynder at tale om sine bøger. Og om, hvorfor hun fortæller børn og deres voksne sandheden.
Vrede Mand (2009)
Stakkels Far, siger Mor og tager den hvide silke frem og binder hvide silkeforbindinger rundt om Fars hænder. Fars røde hænder. Fars store hænder. Hvor gør det ondt? spørger Mor. Der og der og der og der, siger Far og græder og græder. Far er en stor svamp, der har suget hele havet op. Hold om mig, græder Far, mens vandet siver fra alle sprækker. Og Mikkel må trøste Far og smage på hans salte tårer. Jeg skal nok være sød, siger Far. Jeg lover det siger Far og sprækker i tusind millioner tårer.
»Der var mange, der mente, at Vrede Mand ikke var en børnebog. Børn burde ikke læse den slags, mente de, men børn læser ikke nødvendigvis bogen på samme måde som voksne. Nogle voksne begyndte at græde over det, de læste, men når børn så de værste opslag, kunne de finde på at grine og sige: Han bliver til en trold, ha ha! De ser det i et helt andet perspektiv. Voksne læser underteksten, de læser det psykologiske spil i en familie, de læser samfundsperspektivet. De føler volden og dramatikken og konsekvensen, mens børn kan læse det som et eventyr. Børn møder bøger på deres niveau med de erfaringer, de har gjort sig. Børn, der har oplevet vold i hjemmet, vil måske genkende noget i det, de ser, og finde det befriende, at nogen skriver om det, at det er ok at fortælle om det. At det er ok at sige det. Jeg skriver til dem alle sammen.«
Krigen (2013)
Jeg er så træt, siger Julie, for det er hun efter dage og uger og måneder i krigszonen, i krigen, med kampe og nedgravede miner og pludselige, overraskende angreb. Det kan bryde ud når som helst. Jeg er så frygteligt træt, siger Julie. I mine arme, i min krop, i hele mig. For det er sådan, hun har det. Frygtelig træt. Julie har stået vagt nat efter nat, lyttet efter gråd og stemmer, været spion midt i krigen.
»Denne bog er værst for forældrene. De får ondt i hjertet og bliver bange for, om deres børn har oplevet skilsmissen sådan her. Men jeg tager ikke vare på forældrene. Jeg tager vare på børnene. Det er der ikke mange, der gør. Jeg oplever, at andre voksne omkring børnene fortæller forældrene, at børnene har det godt. Af hensyn til forældrene. De ved, at en skilsmisse er hård; de er måske selv skilt, de ved, hvor meget skyld der er forbundet med den. Derfor siger skolelæreren eller fodboldtræneren: Hun har det fint. Hun klarer det så flot! Det er et problem, hvis forældre ikke kan se eller ikke vil se, hvordan børnene har det, og hvis de så er omgivet af andre voksne, der ikke tør sige det, hvor efterlader det så barnet?«
»Den dag denne bog blev præsenteret på en konference, havde en 11-årig dreng taget sit eget liv, og han havde skrevet en seddel, hvorpå der stod: Nu holder I måske op med at slås, for nu behøver I ikke slås om mig længere. Kort forinden blev en rapport om børns stilling i skilsmisser offentliggjort. Under de fleste skilsmisser fungerer kommunikationen, men ikke altid. Rapporten viste, at ligesom børn, der flygter fra krigszoner, kan børn i forbindelse med stærkt konfliktfyldte skilsmisser reagere med depression, tvangshandlinger eller andre psykiske lidelser. Skilsmisse er så almindelig i dag, og det er forståeligt, at voksne gerne vil høre fortællingen om, at skilsmisse er ok, og de fleste billedbøger fortæller da også den historie. Men de tager hverken børnene eller situationen alvorligt.«
»Jeg har talt med mange børn i forbindelse med Krigen. Og de beskrev skilsmisse som en krigszone. Krig er måske også den bedste metafor for et sted, hvor ingen er trygge.«
Silkesød (2002)
Er Silke ikke pæn og fin? Jo jo, sikken sød lille pige! Sin mors guldklump. Sin fars solstråle. Fineste pige på Jord! En lille perle! En lille stjerne! Har du set sådan en pige! Har du hørt sådan en pige! Ikke en lyd! Bare sød og flink og ti og tyve og tusind millioner gange stille. Så stille, at hun en dag pludselig forsvandt.
»Børn i den førbegrebslige alder tænker og taler fundamentalt anderledes, og det er meget svært for voksne at forstå. Det bliver en fysisk oplevelse for dem, når mor eller far er utilfredse. De føler det i benene eller i maven eller i nakken, og de får svært ved at trække vejret. Alt bliver en sanselig oplevelse. Jeg forsøger at tale til dem i det sprog. Mine forfatterkolleger synes nok, jeg er overtydelig. Jeg er uddannet psykolog og undersøger psykologiske temaer i mine bøger, så det her er en slags forskning for mig, og der kan være flere niveauer i en bog: Der kan være filosofiske og poetiske lag, men der kan også være pædagogiske; så kan man løse det på en måde, hvorpå det også bliver kunstnerisk relevant, men jeg er ikke bange for det pædagogiske. Jeg mener, at denne type bøger skal findes.«
