Læsetid: 7 min.

Et sted mellem ligegyldighed og fængselsstraf

Aktivismen er en stor del af Simon Strangers liv, derfor bliver den det også af hans litteratur. Hans ungdomsroman ’Dem, der ikke findes’ er netop blevet nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. En roman om bådflygtninge, flugt og ansvar. Og om hvordan man bliver til eller forsvinder som menneske
’Jeg føler, at jeg kan bruge min forfatterstemme til noget, jeg brænder for,’ siger Simon Stranger. Trilogien om Emilie og Samuel er udkommet på dansk.

Jakob Dall

8. maj 2015

Da vi møder Emilie fra Oslo-forstaden Bærum på en strand på Gran Canaria, er hun ved at forsvinde. En spiseforstyrrelse er ved at få tag i hende, og det er derfor, hun løbetræner der i vandkanten, mens hun er på ferie. Lidt fra kysten driver en lille fiskebåd rundt. Den er fyldt med kroppe. Døde og halvdøde kroppe. En af dem er Samuels.

»I første omgang er det Emilie, der redder Samuel, men måske er det i virkeligheden ham, der redder hende,« siger forfatter Simon Stranger om sin trilogi om Emilie, hvis tredje bind Dem, der ikke findes netop er blevet nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Emilies coming-of-age-historie er voldsommere end de flestes, men Simon Stranger mener, at fiktionen er det bedste sted at bearbejde de enkle problemstillinger, som vi har tendens til at overkomplicere med fakta.

I første bind Barsakh redder Emilie bådflygtningen Samuel fra Ghana. Og hun finder den mening og det formål med sit liv, som hun savnede.

»Hun er blevet trukket ud af sin egen krop og ind i noget større. Men der kan man jo sådan set også forsvinde,« forklarer Simon Stranger. Hun engagerer sig i kampen mod verdens globale uretfærdigheder. I bind to Verdensredderne gælder det tekstilarbejdernes slavelignende forhold. Emilie engagerer sig så meget, at det koster hende en betinget dom. I tredje bind af trilogien Dem, der ikke findes, vender Samuel tilbage i Emilies liv.

For tre år siden gav hun ham et hastigt kys i flygtningelejren, før de sendte ham med et fly tilbage til Ghana, og nu står han pludselig uden for hendes værelse og banker på ruden. Og nu er det Samuel, der er ved at forsvinde. Uden papirer, uden rettigheder, uden hjem, uden hjælp og uden penge har han kæmpet sig vej op gennem Europa med en papirlap med Emilies adresse på i lommen. Men da han endelig når frem og står i hendes have, er der ingen af dem, der ved, hvordan de skal reagere.

Emilie ser sårene på hans hænder, pletterne af olie og skidt på bukserne. Har hun virkelig kysset dette menneske? Været tiltrukket af ham, drømt at de badede sammen, med glatte kroppe, der strøg mod hinanden? Har hun virkelig en gang fantaseret om, at de kyssede hinanden? Samuel strækker sin fod ud i det lille skur og bider tænderne sammen i smerte. Emilie flytter sig lidt, for at foden ikke skal ramme hende. Hun sidder stille og ser på ham, mens han drikker.

Samuels rejse op gennem Europa legemliggør statistikken, som vi kender: kummerlige arbejdsforhold, hjemløshed, sult, misbrug, voldtægt, vold, usikkerhed, pligtfølelse og desillusion.

»På Gran Canaria lagde han sit liv i hendes hænder, men da han dukker op i Oslo, er han mut og aggressiv. Efter tre år som flygtning har han mistet tilliden til mennesker. Han er sarkastisk og er blevet en mere vanskelig person at hjælpe. Der er mere modstand og mørke i det, derfor er det også en mørkere bog. Et menneske, der mister alt håb og fremtid, hvordan beskriver man ellers det? Det er en bog, jeg selv har siddet og grædt ned i tastaturet over.«

Verdens uretfærdighed

Simon Stranger skriver bøger for både unge og voksne. Hans dokumentariske romaner undersøger identitet og civilisation og opererer i en grænseløshed mellem fakta og fiktion. Hans politiske engagement er så stor en del af hans personlighed, at den også bliver det af hans litteratur.

»Jeg har altid følt mig meget privilegeret over at vokse op i Norge. Og som ganske ung var jeg vred. Meget vred. Jeg engagerede mig i ungdomsaktivisme, og det blev faktisk ret destruktivt. Jeg læste artikler og bøger – især om sult. Som ung virker uretfærdighed så stærk: Hvorfor skal jeg leve så godt, mens så mange i verden sulter? Man ser en enkel løsning, men ingen mulighed for at gøre noget ved det. Sådan er det bare. Det endte med, at jeg blev deprimeret. Helt enkelt. Jeg måtte lægge det fra mig. Det var en beslutning, jeg måtte træffe. Jeg fik et andet liv, studerede, gik i biografen, fik en kæreste. Men nu er jeg et stabilt sted i mit liv, og jeg føler, at jeg kan bruge min forfatterstemme til noget, jeg brænder for.«

Men er litteraturen så et redskab for Simon Stranger til at fremme budskaber om verdens uretfærdigheder?

»Jeg startede med at se en scene for mig. Det var Emilie, der kom løbende på stranden. Og den scene blev hos mig i mange år. Hvorfor løb hun der? Hvorfor løber en så ung pige overhovedet i sin ferie? Det var Emilies historie, der var udgangspunktet for mig. Det var hendes historie, der begyndte at vokse. Og så kom alle disse temaer, som optager mig, ind i den fortælling. Hvis det var sket omvendt, ville jeg ikke have skrevet bøgerne. Det skulle helst ikke fremstå så enkelt som, at det er en bog om immigration.«

Aktivismen er en del af hele Simon Strangers forfatterskab. I forskellige former har han eksperimenteret med at give den æstetisk udtryk. Men han opdagede noget specielt, da hans forlag opfordrede ham til at skrive en ungdomsroman. Arbejdet med Barsakh satte balancen mellem aktivist og forfatter på prøve. Ungdomsromanens faste form og enklere sprog var afslørende.

»Jeg mærkede det straks, når jeg var for langt nede i rapporterne og for lidt inde i karakterernes udvikling og ikke prioriterede sproget. Det blev hurtigt utroværdigt som kunstværk, hvis jeg ikke blev i fortællingen.«

Samtidig er han ikke bange for at sige, at han mener noget politisk med sine ungdomsromaner.

»Det har været betændt at sige det siden 1970’erne. Og det er også vigtigt for mig, at mine bøger ikke peger i en bestemt retning. Det er et forsøg på at undersøge de moralske dilemmaer, der opstår i en globaliseret verden. Som ung er man sårbar over for letkøbte pointer. Det var jeg også selv. Hvis den slags moralsk opvågnen skal sætte sig og ikke bare skabe frustration og vrede over verdens uretfærdighed, så kræver det, at man ser, at ting aldrig er enkle. Men at det ikke betyder, at man ikke skal forholde sig til dem.«

Han forstår ikke, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om ungdomslitteratur skal bruges til at adressere så politisk komplicerede emner.

»Ungdomslivet handler jo i sig selv om at finde mening og sammenhæng i en mere og mere kompliceret tilværelse. Det kan bøger også. Det vigtige er, at man føler sig engageret i bogen. Ikke nødvendigvis i bogens tema, men i bogen. I dens fortælling. Det tror jeg ikke på, at man nødvendigvis opnår alene ved et lineært forløb med genkendelige situationer. Disse bøger handler jo ikke kun om bådflygtninge, de handler også om, hvad der gør os til dem, vi er.«

Jakob Dall

Retfærdighed

Grænsen mellem apati og engagement er hårfin. Og i de to første bind af trilogien er der ingen mellemting mellem ligegyldighed og fængselsstraf, mellem sorgløse og lovløse handlinger, for Emilie. Men i Dem, der ikke findes tvinges hun til at lede efter den.

»Jeg var på en måde på jagt efter alternativet sammen med hende. Og selvom Dem, der ikke findes er en mørk bog, så er jeg optimistisk. Efter at have rejst rundt i hele Norge med mine bøger, har jeg fået stor tiltro til at unge mennesker vil forholde sig mere kritisk og mindre handlingslammet end ældre generationer.«

Mens disse linjer skrives er en stor redningsaktion i gang i Middelhavet. Omkring 700 flygtninge frygtes druknet ud for Libyens kyst. Men ingen kan vide, præcis hvor mange mennesker der var om bord på det kun 20 meter lange skib. De fleste af dem var låst inde i dets lastrum. Som Samuel på vej mod, hvad de håbede var en lysere fremtid. Men det er en kompliceret diskussion. Det bliver det i hvert fald, påpeger Simon Stranger. Om arbejdsløshed, om overbelastede asylcentre- og systemer, om fordelingen af flygtningene i Europa, om fattigdomsflygtninge over for de forfulgte, om vælgertilslutning, om arbejdsevne og om kriminalitet, om ghettoisering og radikalisering.

»Jo længere ind i Europa Samuel rejser, jo mere usynlig bliver han. Ingen steder kan han søge hjælp eller anerkendelse. Sedlen med Emilies adresse på er det eneste, der giver ham en følelse af, at han eksisterer. Hun ved, at han findes.«

Men også Emilie er ved at blive voksen. Med en betinget dom er det ikke længere gratis for hende at hjælpe Samuel. Som det var det på stranden på Gran Canaria. Langt væk hjemmefra. Det kan have konsekvenser for hende at hjælpe det blødende menneske, der opsøger hende i Oslos velhaverkvarter. Mellem fladskærme, kulturel kapital og de rigtige meninger.

»De unge har viljen. De voksne har evnen og magten, men ikke viljen. Selvom det er kompliceret, så er det faktisk også så enkelt, og det er det, historien om Emilie undersøger. Vi lader det komplicerede i problematikkerne forkrøble os, mens de unges vilje til at gøre noget og deres meget stærke retfærdighedsfølelse måske gør dem mere egnede til at undersøge, hvad der kan gøres, hvis nu ikke alt kan gøres. Vi kan vel lære noget af hinanden,« siger Simon Stranger.

Emilie opdager for sent, at det ikke nødvendigvis er al voksenfornuft, der er moralsk forsvarlig. For sent for Samuel i hvert fald. Og når bogen lukkes, er læseren måske lige så handlingslammet over for verdens globale uretfærdigheder som før, medgiver Simon Stranger. Men måske ser man tydeligere, at livets enkle moralske dilemmaer sjældent har ukomplicerede svar. Hvis man tænker over det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu