Læsetid: 4 min.

Stjerne i tøsne

Ingrid Bergman var en af de største filmstjerner og årets covergirl på Cannes-festivalens plakater. Engang var hun i København og mødte i dette lille erindringstykke en helt ung Niels Barfoed
Niels Barfoed mødte legenden Ingrid Bergman i sit hjem som dreng, hvor hun drak Rød Aalborg. ’Hun var mindre end jeg troede. Hun stod med tæt samlede fødder, tæt foldede arme over brystet og skuldrene oppe under ørerne foran Palace Hotel

Niels Barfoed mødte legenden Ingrid Bergman i sit hjem som dreng, hvor hun drak Rød Aalborg. ’Hun var mindre end jeg troede. Hun stod med tæt samlede fødder, tæt foldede arme over brystet og skuldrene oppe under ørerne foran Palace Hotel

Scanpix

27. maj 2015

Det hele kom sig af, at min mor i en temmelig sen alder havde fået en veninde, den ovenud imposante Madame Vital. Hendes pudrede ansigtsarealer havde jeg betragtet i flere år. Når hun nøs, lød der ikke alene et brag, der kunne høres til Langebro (vi boede ca. midt på Vester Voldgade). Hun blev også straks indhyllet i en hvid sky af et omfang, flere mennesker kunne passere ubemærket igennem, før den langt om længe lagde sig.

Sådan nøs hun den sludfulde aften, det drejer sig om, da hun foralte, at hendes niece – og hvilken niece! – var på vej ned til København fra Stockholm. De havde ikke set hinanden i en snes år. Niecens mor og Madame Vitals søster var død. Om mødet, så kort det end måtte blive, for niecen havde jo ufatteligt travlt – min mor og jeg nikkede indforstået – kunne finde sted her? Hos os? Ja, og nu iaften? Her var jo så centralt. Madame Vital havde allerede tilladt sig at give niecen vores nummer: BYEN 3574.

Min mor lo kort og tabte asken ned i kabalen. Min far smilte forekommende for en ordens skyld. Han havde mig bekendt aldrig været i biografen og begreb derfor ikke rækkevidden af det forestående. Jeg for mit vedkommende blev bleg. Vores liv skulle blive et andet efter denne aften; mit skulle i al fald.

Madame Vital rettede sine rindende, men ikke desto mindre klare blå øjne mod mig og spurgte, om jeg ville være sweet enough at hente hende, niecen, når hun ringede og sagde, at hun var parat. Hun boede nede på Palace Hotel.  Jeg sank en klump og – i samme øjeblik kimede telefonen, som den i det hele taget kun gjorde den gang, men derudover samtidig med den uafvendelige skæbneklang efterfulgt af syb stilhed, som alle – undtagen min far – engang har hørt i en hvilken som helst gyserfilm  f.eks. Notorious (’Berygtet’ af Alfred Hitchcock).  

Med min fars rummelige og rundbuede paraply parat hentede jeg hende – tænkt at det lader sig sige så enkelt! – ja, hende, som jeg trods slud og duggende briller genkendte på 200 meters afstand, undtagen på størrelsen – hun var mindre end jeg troede, men det gælder jo næsten alle skuespillere.

Hun stod med tæt samlede fødder, tæt foldede arme over brystet og skuldrene oppe under ørerne, kun beskyttet af hotelindgangens store udhæng. Blot iklædt spadseredragt. Uhuhuhuhu …, sagde hun og skuttede sig i kulden. Hun spurgte om hendes moster var all right. Yes. Hun og hendes mand havde kørt hele vejen ned fra Stockholm og var lige kommet. Hun havde ikke engang nået at få et bad. Det måtte hun vente med, til hun skulle i seng. Uhuhuhuhhu …

Så sad vi dér omkring det runde spisebord. Te og ostekiks. Niecen ’fladede ud’. Hun sad som en kludedukke. Men så tog hun sig sammen, glippede med øjnene og spurgte med et lille smil min far, om der mon ikke var et eller andet you know i huset, og så vrikkede hun lidt med den ene hånd i luften. Far forstod øjeblikkelig og tøffede ud og hentede den røde Aalborg og et glas, der var meget større end dem, der blev brugt til søndagsfrokosten. Han skænkede belevent op for niecen. Hendes næste bevægelse forstod han også. Denne gang gjorde hun et andet tegn. Han stillede straks flasken, som han ellers var på vej ud med, tilbage på bordet.

Herefter udvekslede de udenlandske damer korte familiære nyheder – på svensk. Det var især noget med arv og penge og en onkel. Jeg magtede ikke at følge med, jeg skulle jo sluge niecen med øjnene. Men selv om jeg gjorde, hvad jeg kunne, var det overhovedet ikke noget gloriøst, jeg så. Indimellem nøs damerne – og min far sprang op som en ungtjener og skænkede op. Begge de udenlandske næser var røde. Pudderet fra Madam Vitals var for længst spredt til alle sider. Niecens blev pudset med jævne mellemrum og under stor larm.

Da al Aalborgeren havde skiftet opholdssted, var seancen forbi. Moster og niece udvekslede kindkys med bagudstikkende rumper. Og jeg, der ikke havde mælet et ord endnu, stod igen med min fars paraply og den forkomne stjerne i den iskolde elevator. Jeg havde lige akkurat set mosterens bekymrede hovedrysten for enden af trappen, da min mor trak hende ind i lejligheden. Senere forstod jeg, at det var niecens nye ægteskab, der foruroligede Madame Vital. Bare det at køre i bil i buldrende mørke hele vejen fra …tsk, tsk.

Denne gang tog niecen mig under armen, den med paraplyen. Nu kendte vi jo hinanden lidt. Hun skuttede sig igen i den omkringflimrende tøsne; med ikke helt så sikre skridt som for en time siden gik det tilbage til Palace Hotel. Der havde været förbannad kallt i vognen, sportsvogn med kaleche – uhuhuhuhu!

Her, på fortovet, fik jeg et fnug af et kindkys fra spidsen af et par verdensberømte læber, hvis eneste kosmetik var en umiskendelig air af Rød Aalborg og mange cigaretter. »Thanks a lot and so long«… Væk var hun.

Jeg kunne ikke løsrive mig fra den afsked for evigt med Ingrid Bergman. Jeg blev først vækket af de dundrende slag fra rådhusklokkerne over mig. De ringede for mig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Nielsen
Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad skulle Ingrid Bergman dog være optaget af om ikke sig selv.....?

Olaf Tehrani, Michael Kongstad Nielsen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Merete von Eyben

Helt enig med Gert SJ! Selvfølgelig er det da helt vildt at møde en verdensberømt filmdiva og så opdage, at hun er en lille forkølet svensker med smag for dansk snaps. Men nu om stunder kan man altså godt få rød Aalborg herovre, i hvert fald her i Californien.

Gert Selmer Jensen

Merete von Eyben-
Godt at høre.! Måske gør vi dig selskab, snart.!
Bedste hilsener til Merete, herfra.!

Gert Selmer Jensen

Jeg er selv en gammel Yankie, som har arbejdet i Richmond. Hvor Rød Aalborg, og Players Cigaretter.
var en by i Rusland. Californien, here, we come.!