Interview
Læsetid: 2 min.

’Det er sundt, at Det Kgl. Teater bliver tvunget til at være oppe på mærkerne’

Kultur
8. maj 2015

Morten Kirkskov
Skuespilchef

Henning Bagger

Reumert-nomineringerne bød i år på langt færre indstillinger til Det Kongelige Teater end normalt. Skuespilschef på Det Kongelige Teater Morten Kirkskov mener, at konkurrencen fra de mindre teatre fremover skal bruges som inspiration.

– Hvad synes du om Reumert-nomineringerne i år?

»Jeg synes, man kan se, at der er kommet en ny jury. Juryen har nomineret langt bredere i år, og det er godt for konkurrencen mellem teatrene. Det Kongelige Teater er vant til at få flere nomineringer, end vi har fået i år. Heldigvis er vi nomineret i nogle af de rigtig fede kategorier, og det er jeg meget stolt af.«

– Er du tilfreds med, at I ikke har fået lige så mange nomineringer, som I plejer?

»Jeg vil sige det på den måde, at jeg vil ønske, at vi i fremtiden får flere nomineringer, end vi har fået i år. Når det er sagt, så laver vi jo ikke teater for at blive indstillet til en Reumert. Vi laver teater til vores publikum. Men det er selvfølgelig fedt, når vores forestillinger går op i en højere enhed, hvilket en
Reumert-nominering jo er et udtryk for. «

– Er det ringere antal nomineringer et tegn på, at I ikke har været dygtige nok?

»Nomineringerne er mindre konservative i år, og det er godt for Det Kongelige Teater. Det er kun sundt, at vi bliver tvunget til at være oppe på mærkerne. Vi må bruge det her som inspiration – så det, vi laver, fremover bliver endnu bedre. Der udover mener jeg, at det for scenekunstmiljøet mere generelt er positivt, at feltet er så bredt. Det er med til at give opmærksomhed til nogle af dem, der normalt ikke får så meget.«

– I 2010 fik Det Kongelige Teater 18 Reumert-nomineringer, mens I i år er nomineret i ni kategorier. Hvad siger du til den udvikling?

»Lad mig sige det på den her måde: Det havde været federe, hvis det havde været omvendt. Men ni er stadig mange nomineringer.«

Årets Reumert er den eneste pris, der dækker scenekunsten overalt i Danmark. Hvert år uddeler Reumert-juryen priser i 16 forskellige kategorier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her