Læsetid: 8 min.

’En transperson kan selvfølgelig ikke regne med at blive forstået’

Transkønnethed fylder stadig mere i populærkulturen, og senest viste et rost interview med den transkønnede realitystjerne Bruce Jenner, at der er hul igennem til et bredere publikum. Men det vidnede også om, hvor langt der er igen, mener eksperter
Bruce Jenner under det meget omtalte interview med Diane Sawyer.

Bruce Jenner under det meget omtalte interview med Diane Sawyer.

Planet Photos

15. maj 2015

I et interview med stjernejournalisten Diane Sawyer offentliggjorde den olympiske guldvinder og realitystjerne, Bruce Jenner – efter mange års mediespekulation – at hun var transkønnet. Hun beskrev sig som transkønnet således:

»Det her handler ikke om, at jeg vil klæde mig ud som kvinde. Det handler om, at jeg har brugt hele mit liv på at klæde mig ud som mand.«

Interviewet har vakt furore, harme men også beundring i amerikanske mainstreammedier. En årtier lang offentlig profil gør Bruce Jenners position unik i forhold til mange andre transkønnede aktivister, der har været i offentlighedens søgelys.

Mange af dem er nemlig først stået frem efter deres transitioner og har ikke været kendte inden. Og Jenner er helt bevidst om blikket udefra.

»Jeg siger farvel til folks opfattelse af, hvem jeg er. Jeg siger ikke farvel til mig. Det her har altid været mig,« sagde hun under interviewet.

Udtalelsen er en vigtig transpolitisk pointe: Det er det køn, der er tildelt ved fødslen, den transkønnede tager afstand fra. Og definitionsretten ligger udelukkende hos ham eller hende. Som Laverne Cox, en central aktivist for transkønnedes rettigheder, istemte i en tweet:

»Jeg var en baby, der blev tildelt et køn ud fra mine kønsorganers udseende. Som jeg udviklede mig, begyndte jeg at afkræfte det.«

Det kan måske virke som en åbenlys pointe, men netop pointen om egendefinition af køn, ses af mange aktivister som fundamental for en større accept og øgede rettigheder for transkønnede. For accepten kniber det stadig med i Amerika.

Jenner gjorde klart i interviewet, at hun var klar over, at transpersoner er en udsat gruppe. Hun håber, at hendes åbenhed vil bidrage til at nedbryde barrierer.

»Jeg har tænkt mig at ændre verden,« sagde hun.

Første skridt: Accept

Tobias Raun fra Roskilde Universitet, der forsker i transkønnedes selvrepræsentation, er enig i, at personer som Bruce Jenner gør en forskel ved at stå frem og tale åbent om det at være transkønnet.

»Selvom der er en meget mere divers repræsentation af transpersoner f.eks. på sociale medier, så er det jo de færreste, der kommer i kontakt med det. Her betyder mainstream-medier stadig helt enormt meget, fordi mange mennesker ofte ikke ved, at transpersoner overhovedet findes.«

Men, understreger Tobias Raun, »Bruce Jenners åbenhed er ikke nødvendigvis helt valgfri, for nysgerrigheden om hendes kønsidentitet har været så enorm. Som interviewet viser, har der jo været paparazzier i buskene uden for plastikkirurgen, der råber: ’er du en mand eller en kvinde?’ og der har været løbende jokes på amerikansk tv osv. En så kendt person som Bruce Jenner kan altså ikke få lov til medicinsk at transitionere i al hemmelighed. Så selvom det virker som om, at Jenner måske helst ville have gjort det i det skjulte, så har hun ikke fået lov til det,« siger Tobias Raun.

»Dét at stå frem giver ikke ro til processen, men det tager brodden af den mest ondskabsfulde nysgerrighed, og det giver en vis kontrol over egen historie.«

Et vendepunkt

Og Bruce Jenner er ikke alene. Stadig flere transkønnede fylder i mainstreammedierne, og der er nye og mere nuancerede repræsentationer af dem også i populærkulturen. Det foregår i et sådant omfang, at aktivister har talt om et ‘Transgender Tipping point’ – der er altså så mange stærke transkønnede stemmer, at det kan betyde et grundlæggende samfundsmæssigt skift i synet på dem. Den øgede synlighed har i følge Tobias Raun været under opsejling i nogle år.

»Man kan sige, at der spagt fra 1990’erne har været en stigende repræsentation af transkønnede i forskellige film og medier, og især inden for de sidste fem år har synligheden taget fart.«

Tobias Raun peger bla. på skuespillerinden Laverne Cox som en vigtig person. Specielt i kraft af sin position som ikke-hvid transkvinde.

Cox var sidste sommer på forsiden af TIME Magazine – netop under overskriften »The transgender tipping point«. I et meget politisk og personligt interview forsøgte hun at påtale mange af de misforståelser, der stadig hersker om transidentiteten:

»Der er ikke bare én transhistorie. Der er ikke bare én transoplevelse. Det, folk skal forstå, er, at ikke alle føler, at deres kønsidentitet er i tråd med den, de er blevet tildelt fra fødslen baseret på deres kønsorganer. Og det er okay. Hvis du bliver utilpas over det, så skal du tage et kig på dig selv,« sagde Cox.

Hun spiller den transkønnede indsatte Sophia Burset i Netflix’ hit-serie Orange is the new Black, der har fået lovprisninger for at caste en transkønnet i stedet for en ciskønnet (en person der oplever overensstemmelse mellem sit tildelte køn og kønsidentitet, red.).

En anden af de nye transkønnede kulturprodukter er tv-serien Transparent, der følger sin hovedperson, en far til tre, der i sit livs efterår vælger at leve som kvinde.

Skaberen af serien, Jill Soloway, ser mangfoldigheden i medieudbuddet som en vigtig brik i den nye, stærke repræsentation.

»Disse platforme er et tegn på en demokratisering af vores kreative fællesskaber og publikum,« siger Soloway med henvisning til, at transkønnede personer jo altid har eksisteret i samfundet. Det er bare først nu, vi begynder at se dem og deres historier optræde på skærmen til et bredere publikum.

Og Jill Soloway er optimist:

»Jeg har det som om, jeg er en del af en kreativ revolution – som et Arabisk Forår – der fejer hen over landet.«

Individer baner vejen

Præmisserne for, hvordan vi taler om transkønnethed, og dermed hvordan transkønnede kan tale om sig selv, har ikke været konstante i samfundet.

Marie-Louise Holm, der forsker i transhistorie på Linköping Universitet, fremhæver, at transpersoners synlighed i medierne betød meget lige fra den psykiatriske kategori ’transseksualitet’ og dermed også en social identitet idet ’transperson’ blev etableret i 1950’erne. Hun peger specielt på transkvinden Christine Jorgensen, der som den første transperson blev en global mediesensation på grund af en køns- skifteoperation, hun fik foretaget i 1951 i Danmark.

På det tidspunkt var fokus i høj grad på det medicinske gennembrud i, at en person, der var tildelt mandligt køn ved fødslen, kunne syne som en kvinde igennem hormonbehandlinger og operationer.

»Avisartiklerne indeholdt en form for skræk blandet med fascination, men også en fejring af Jorgensens transition som et bevis på den moderne videnskabs landvindinger,« siger Marie-Louise Holm.

Ifølge hende kom Christine Jorgensens synlighed i medierne til at betyde meget for andre transpersoner.

»Jeg kan se i arkiverne, at der efter hendes behandling er et stort antal ansøgninger fra andre transkvinder – og mænd – om at få skiftet navn, juridisk køn og om de samme hormonbehandlinger, som Jorgensen havde fået. Mange skriver, at de har hørt om sagen, og vil høre, om det også er muligt for dem.«

Synligheden og medieomtale betyder noget for de liv, transkønnede lever, fordi det i høj grad afgør, hvilke ord og vendinger der er til rådighed for at beskrive ens identitet.

»Både i dag og historisk er der forskellige måder at tale om det på. Især i arkiverne fra 1920’erne og op til 1940’erne er der sager med personer, der senere ville blive kategoriseret som transpersoner, og som på det tidspunkt havde andre kategorier,« fortæller Marie-Louise Holm.

Psykiatere mente indtil midten af 1940’erne, at transpersoner hørte ind under den dengang meget brede kategori hermafrodit – hvilket man også mente, at f.eks. homoseksuelle gjorde. Derefter brugte de kategorien genuin transvestit, og fra 1960’erne kategorien transseksuel.

»Transkønnede har altid måttet forholde sig til og bruge de kategorier, der var i spil i deres samtid, for at forklare sig over for andre og få adgang til behandlinger i sundhedssystemet,« siger Marie-Louise Holm.

Skal forklare sig selv

Ifølge Tobias Raun er der de seneste år blevet mere rum til at definere sig selv som transkønnet – også understøttet af de kulturelle repræsentationer. Men der er stadig elementer i vores syn på køn, der stiller sig i vejen, når vi taler om de transkønnede identiteter.

I interviewet med Bruce Jenner bemærker han specielt det krav, der ofte kan være, til transpersoner, om at de skal »forklare« sig selv.

»Det er stadigvæk en del af scriptet, at Diane Sawyer skal være forvirret. At det er berettiget og forståeligt, at hun er forvirret, og derfor har ret til at stille utallige mærkelige, intime spørgsmål. Præmissen er, at en transperson selvfølgelig ikke kan regne med at blive forstået og derfor skal forklare sig igen og igen. Der er et krav om forklaring,« siger Tobias Raun om interviewet med Bruce Jenner og fortsætter:

»Det er altså transpersonernes ansvar at opklare den forvirring, som det forudsættes, at deres eksistens skaber.«

Dermed bliver den transkønnede gjort ansvarlig for andres eventuelle forvirring og utilpashed.

»Det er derfor den transkønnedes eget ansvar at gøre sig forståelig overfor ’os’ seere, som eksplicit forudsættes at være ikke-transkønnede – og selvfølgelig mystificerede,« siger Tobias Raun.

Han understreger, at det bestemt ikke er en kritik af Bruce Jenner, men snarere en belysning af den enorme udfordring, det er at kommunikere sin transkønnethed på samfundets nuværende præmisser.

»Interviewet viser, hvor meget transpersoner har fået banket ind i hovedet, at de skal være en undskyldning for sig selv; at de skal forstå og acceptere, at de gør folk forvirrede, og at det er deres egen skyld.«

Tobias Raun mener, at interviewet er et fint billede på, at det bestemt ikke er nok, at man f.eks. juridisk skifter køn og fortæller venner og familie, at man er en transperson.

»Den faktiske sociale accept går stadig på, om man bliver visuelt genkendelig for andre som det køn, man identificerer sig som.«

Nye bokse

Både Marie-Louise Holm og Tobias Raun understreger det positive i de seneste fem års udvikling, men begge oplever de også, at vores forhold til transkønnethed stadig i høj grad er bestemt af, at man enten skal være mand eller kvinde, og af at folk føler, de har ret til at sætte spørgsmålstegn ved et menneskes køn.

Marie-Louise Holm mener, at der hele vejen fra de første spæde samtaler om transkønnethed i 1920’erne og helt op til nu eksisterer en lignende diskurs.

»Formålet fra sundhedssystemet har været, at folk skal kunne passere som det, der bliver betragtet som ’normale’ mænd og kvinder på et givent tidspunkt,« siger hun.

Det evige mål har altså været at reducere forvirring og at opretholde en orden, der gør folk trygge.

Det er denne ramme for vores samtaler om køn, der stadig skaber problemer. Også i Jenners interview.

»Rammen signalerer til andre mennesker, at det er ok at spørge ind til, hvilke operationer en transperson har fået, og at vi naturligvis skal dvæle ved gamle billeder, gamle navne osv. Det siger jo noget om vores forhold til køn i det hele taget. Vi skal kunne se kønnet. Vi godtager kønnet gennem det visuelle. Vi accepterer oftest kun transpersoners kønslige selvdefinitioner, hvis det stemmer overens med, hvad vi ser,« siger Tobias Raun.

»Det er den måde, vi stadig tænker køn, og det er stadig os – samfundet – der giver en person ’lov’ til at have det køn, man gerne vil have.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin E. Haastrup
  • David Zennaro
Martin E. Haastrup og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maibritt søvsø Carstens

Jeg har intet mod transkønnede og har kendt flere af dem ret godt, både som M og K, men som jeg i sin tid advarede om, ved den nye lov om juridisk kønsskifte, så sætter jeg godt nok grænsen i mænds indtrængen i kvinders omklædningsrum, lige som jeg frygter, at loven om juridisk kønsskifte vil kunne give pædofile fatale ideer, for slet ikke at snakke om kropsvisiterings-personer og andre, som kunne se deres snit, til at dække over sine lyster.
Den lov er total uigennemtænkt (som så mange andre) og det er tragisk, at nogle nu kan forplumre, hvad andre har kæmpet seriøst for i mange år.

Søren Kristensen

Jeg synes man skal se lidt på sin kropsbygning hvis man overvejer at skifter køn. Hvis man fx er både høj, bredskuldret og bruger størrelse 45 i sko er det måske ikke verdens bedste idé at ville være kvinde, selv om jeg godt ved det handler om psyke. Det er lidt ligesom i X-faktor, hvor det heller ikke godt nok at man selv synes man synger udmærket, fordi der også er en omverden man skal agere i. Der skal ligesom være noget at bygge på, hvis vi andre skal have en ordentlig oplevelse ud af det og den overvejelse synes jeg man skylder omverdenen. Endeligt er det jo ikke verdens undergang, hvis man må opholde sig i det modsatte køns krop. Jeg mener, tænk på mange af de kroppe handicappede er tvunget til at opholde sig i. I det perspektiv synes jeg nok der er tale om et luksusproblem. Omvendt synes jeg bare man skal go for it, hvis forudsætningerne er tilstede for et godt resultat - altså at man ender med at ligne det køn man gerne vil være. Kort sagt: det skal kunne betale sig at skifte køn.

Arne Nielsen

Jeg synes, at det er tankevækkende, at der stadigt er et flertal af lande, hvor den primitive idé om vestlig dekadence stadigt trives. Disse landes borgere har kun en tåget idé om hvori denne dekadence egentligt består, og de er totalt uvidende om og uinteresserede i kendskab til de menneskelige forhold, der ligger til grund for denne menneskelige mangfoldighed. Tanken om personlig frihed har overalt trange kår; kravet om konformitet er skyld i megen menneskelig lidelse. Mange menneskers idéer om seksualitet og kønslig identitet er helt forkvaklede, hvilket giver sig udtryk i en alt for firkantet børneopdragelse. Vi behøver blot at se på Ruslands politik overfor homoseksuelle, og Ruslands reaktion på, at Conchita Wurst vandt Melodi Grand Prix. Det er for mig en stadig kilde til undren, hvor hårdt det stadigt holder at respektere andre menneskers berettigede krav om personlig frihed. Der er jo masser af lande, som aldrig har kendt til en sådan, og for hvis borgere det at gå så langt som til at praktisere solidaritet med disse anderledes skabte er en uhyrlighed. Det, der fordres er folkeoplysning, og at vi helt lægger dekadencetankegangen helt på hylden og betragter dem som de fuldgode borgere, som de er.

Herdis Weins

Det er rigtigt fint, at en så kendt person som Bruce Jenner står frem. Især fordi han i årevis som tidligere superatlet var en stærkt beundret mandlige ideal. Og så har han også lige tillagt sig 6 børn undervejs. Kort sagt - en rigtig mand efter alle de gængse pejlemærker. Og når så han afslører sin indre kvinde, så er ingen mere sikker på noget som helst. Stærkt!

Peer Aagaard

Jeg føler stor trang til et par ord til allerede fremkomne kommentarer:

Maibritt søvsø Carstens:
For det første er der ingen der "indtrænger" i dit omklædningsrum. Hvis en transperson går derind, er det fordi hun føler sig som en kvinde. Skal dine fordomme virkelig have lov til at begrunde den diskrimination, du vil udsætte hende for? For det andet vidner dine sammensuriske konspirationsteorier om personer, der skulle finde på at lade som om de er transseksuelle for at få adgang til at rage på dig i security-kontrollen i Kastrup direkte absurde. Ligeså absurde som din sammenkædning af transseksualitet og pædofili. Det er meget muligt, du har kendt nogle transkønnede, men jeg tvivler på, du har lyttet til et eneste ord af, hvad de fortalte dig.

Søren Kristensen:
Er du klar over, hvor nedladende du lyder? Tror du virkelig, at et skifte af køn kan anskues på samme måde som at skifte farve på soveværelsets vægge? Er du klar over, at selvmordsprocenten blandt transkønnede er fire gange højere end blandt resten af befolkningen? At hver femte transkønnede på et tidspunkt forsøger selvmord, hvor imod det kun er 1% af dem, der får en operation, som forsøger selvmord? Og sådanne personers højeste ønske, er du klar til at afvise med begrundelsen "Du har for store fødder til, at jeg kan tænde på dig".

Jo, der er i sandhed lang vej igen for vores transkønnede. Selv i det Danmark, som påstår sig så frisindet og selv blandt Informations oplyste læsere.

Niels-Arne Nørgaard Knudsen, Martin E. Haastrup og Mette Overgaard anbefalede denne kommentar
Charlotte Svensgaard

Har man det som man er fanget i egen krop mht krops identificering må og skal man have lov og ret til at "rette" det, om man så må så sige. Og her taler vi om transkønnede ikke transseksuelle.
Men jeg bliver som person afsindig gal når der bliver lavet en billig happening som af den nu famøse "IbbiPippe" or what ever som efter min mening tager dybt P** på et voldsomt reelt problem for nogle personer i vores samfund. Jeg mener han burde skamme sig. Inderligt.

Loven for juridisk kønsskifte bør være lige så gennemgribende for en person der ønsker det som et kirugisk reelt ønske - men, når det så er sagt, bør sidst nævnte lettes så der ikke skal betales uhyrlige summer i Thailand med evt medfølgende infektioner. Og ikke mindst skal der gøres op med "sygeligheds" tanken omkring kønsskifte

Peer Aagaard;

Herdis Weins

Enig Charlotte Svensgaard - det stunt, Ibi Pippi lavede, var billigt og afsporer en vigtig debat.

Karen M. Larsen

Det siger i hvert fald noget om hvordan det ser ud med ligestillingen her i landet når en mand uden at rødme belærer en kvinde om hvilke blufærdighedsgrænser hun har lov til at have.

Maibritt søvsø Carstens

Jeg undlod netop Ibi Pippi, da jeg var den første der kommenterede og ikke ville at det skulle overtage den oprindelige artikkel.
Per AAgård, hvis en som Ibi Pippi står nøgen over for mig i et kvindeligt omklædningsrum, så føler jeg altså at det er indtrængen. Ibi Pippi kunne jo have gået i mændenes omklædningsrum og have iført sig badedragt eller bikini. Men nej, der skulle laves et stunt ud af det. Det viser jo netop hvor uigennemtænkt loven er, netop til skade for de transkønnede, som nu får det endnu sværere.

Reno Gosvig

Jeg syntes virkelig, at ibi pippis opførsel var ekstremt grænseoverskridende. Han er stadig en mand, han lider bare af en psykisk brist, der får ham til at føle sig som en kvinde. Og selvfølgelig er det svært for manden, at han har det på den måde.
Men han må respektere normale mennesker. Og det er da indlysende, at det er dybt krænkende for kvinderne, at der står en nøgen mand i kvindernes omklædningsrum.
Ligestilling har taget overhånd, når det gælder transkønnede.
Man startede med at ligestille mænd og kvinder, og det er rigtig fint! En mand er ikke mere værd end en kvinde!!!!!!
Men derefter: homoseksuelle har fået flere rettigheder, naaaahhhhhhhhhhh. Det er fint, at de homoseksuelle anderkendes, men jeg er imod, at homoer skal giftes og have børn,.
og "kvinder" med tissemænd er simpelt hen ulækkert. Især, hvis den nøgne mand insisterer på at være sammen med de nøgne kvinder. adddrrr!! det er for klamt.
Ibi pippi r er pervers.

Niels-Arne Nørgaard Knudsen

er selv transvestit og har det fint med at skifte mellem kønnene. når jeg en sjælden gang er i byen benytter jeg typisk kvindernes toilet af sikkerhedsmæssige årsager. jeg har ikke lyst til at stå og rette makeup blandt en flok spritstive stoddere - "sjove" bemærkninger kan jeg sagtens overleve og forstå men det er altså ikke det eneste man kan risikere. jeg har faktisk kun mødt smil og forståelse på kvindetoilettet men jeg kunne aldrig drømme om at stille mig nøgen op i kvindernes omklædningsrum hvis jeg skulle i svømmehallen eller i træningscentret (læste et sted at Bruce Jenner benytter mændenes omklædningsrum i den golfklub hun er medlem af) da det også ville overskride mine grænser - det er trods alt ikke en swingerklub.

men som sagt jeg er transvestit og har ikke planer om hverken hormoner eller operation. har dog tænkt over hormoner for at få mindre hårvækst da jeg er behåret som Chewbacca... min brystbehåring alene giver Tom Jones mindreværdskomplekser men det er derfor vi har har Gillette.