Baggrund
Læsetid: 8 min.

Vi er alle fra det afrikanske kontinent

Er man født ind i en bestemt race eller, kan man skifte etnicitet, lige som man for eksempel kan skifte køn? En hvid kvinde, der har optrådt som afroamerikaner og som fastholder, at hun ’identificerer sig selv som sort’, har kastet racedebatten i USA ind i ukendt og ophedet territorium
Rachel Dolezal, lokalformand  for NAACP, er kommet i modvind, fordi hun har udgivet sig for at være farvet. Men mange unge amerikanere kan slet ikke se problemet. De synes mere at ønske sig en tilstand, hvor race betyder mindre, og hvor man kan lege med identiteter, som man nu har lyst til. Som stand-up komikeren Amy Schumer skrev: ’Hvad! Må vi nu ikke være sorte længere?’.

Rachel Dolezal, lokalformand  for NAACP, er kommet i modvind, fordi hun har udgivet sig for at være farvet. Men mange unge amerikanere kan slet ikke se problemet. De synes mere at ønske sig en tilstand, hvor race betyder mindre, og hvor man kan lege med identiteter, som man nu har lyst til. Som stand-up komikeren Amy Schumer skrev: ’Hvad! Må vi nu ikke være sorte længere?’.

Colin Mulvany

Kultur
23. juni 2015

Berigtigelse

»I en artikel 23. juni 2015 om Rachel Dolezal, som udgav sig for at være farvet, citerede Information Jamelle Bouie fra Slate.com for følgende:

»Man kan ikke som hvid vælge at blive sort, fordi man har lyst til det. Som hvid kan man aldrig bære byrderne med vold og racisme, og man kan altid melde sig ud igen. Det er en hån.«

Det har ikke været muligt at finde dette citat på Slate.com, og Jamelle Bouie skriver i en email til Information, at han ikke genkender citatet, som noget han - så vidt han husker - på noget tidspunkt har sagt eller skrevet.

Citatet må derfor anses for at være forkert. Det er et alvorligt brud på god citatskik.

I artiklen præsenteres Jamelle Bouie i øvrigt som aktivist. Hans korrekte titel er ’chief political correspondent’ på Slate.

Information beklager fejlene.«

---

 

Indtil for ganske nylig hed lokalformanden for græsrodsorganisationen National Association for Advancement of Colored People (NAACP) i byen Spokane i staten Washington, Rachel Dolezal.

Det gør hun ikke længere – Dolezal, der fremstår som en smuk solbrun yngre kvinde med afrohår, blev først tvunget til at gå af og derefter opsagt fra flere andre tillidshverv i byen Spokane.

Det gjorde hun, fordi det kom frem, at hun – der havde præsenteret sig selv som afroamerikaner – var biologisk barn af to hvide forældre og indtil sine teenageår også fremstod som hvid. Siden har debatten om, hvorvidt Dolezal har en skrue løs (Twitter boomer med hashtag som #Dolezal #MentalProblems) eller tværtimod er i sin gode ret til selv at vælge race, kørt for fulde gardiner i samtlige amerikanske medier, især på kabeltv-kanalerne, de mange talkshow samt i den livlige amerikanske blogosfære.

En hån mod sorte

I de afroamerikanske politiske miljøer har dommen dog været ensidig negativ.

»Man kan ikke som hvid vælge at blive sort, fordi man har lyst til det. Som hvid kan man aldrig bære byrderne med vold og racisme, og man kan altid melde sig ud igen. Det er en hån,« som aktivisten Jamelle Bouie siger det til hjemmesiden Slate.

Derfor var det heller ingen overraskelse, at NAACP hurtigt skilte sig af med Dolezal, der ellers har udført et stort og efter alt at dømme både konstruktivt og positivt arbejde for foreningen i årevis. NAACP er en vigtig del af den vidt forgrenede borgerrettighedsbevægelse i USA og arbejder for at fremme vilkårene for etniske minoriteter i USA, først og fremmest for sorte amerikanere. Man kan godt være hvid og arbejde i organisationen, men det ser ikke ud til, at man kan posere som sort, hvis man ikke er født som sådan.

Kompliceret familieliv

Men lad os gå tilbage til begyndelsen: Det var Dolezals forældre, der selv er af europæisk (tysk, irsk og schweizisk) herkomst, der outede deres datter i et interview som hvid. De siger, at de udtalte sig til medierne, fordi de fik en henvendelse fra en journalist, der undersøgte sagen.

Rachel Dolezal, der ikke vil have noget med sine forældre at gøre og ikke har været i kontakt med dem i årevis, har en radikalt anden forklaring. Hun mener, at hendes biologiske forældre valgte at udtale sig om hendes race for at underminere hendes troværdighed, før en kontroversiel tvist om hendes familieforhold kommer for retten om en måned.

I retssagen har hun selv – støttet af en ældre storesøster – anklaget deres biologiske bror, Joshua, for at have forulempet Rachel seksuelt, da hun var 14 år gammel. Først lagde den fire år ældre dreng sig, ifølge Rachel Dolezal, oven på hende og gramsede hende på brysterne, og siden viste han hende billeder i Playboy Magazine af nøgne, sorte kvinder og fortalte sin lillesøster, at afroamerikanske kvinder ophidsede ham seksuelt, og at han brugte billederne, når han onanerede.

Forældrene har afvist anklagerne som det pure opspind og forudsagt, at dommeren vil afvise sagen og frifinde sønnen. Det hører med til historien om, hvad der ser ud til at være en ekstrem dysfunktionel familie, at Rachel Dolezal ud over sit eget biologiske barn (der er sort, fordi hendes eks-mand er afroamerikaner) også er adoptivmor til en anden sort dreng, nemlig sin 14-årige adoptivbror, Izaiah, som heller ikke vil have noget med forældrene at gøre.

Izaiah siger, at forældrene, der tilhører en religiøs sekt, var ufølsomme og alt for hårde i deres opdragelse. Rachel Dolezal har også anklaget forældrene for at have delt endefulde ud med hård hånd og pisket børnene med en såkaldt baboon whip (en pisk beregnet til at forsvare sig mod aggressive aber), mens familien boede i Sydafrika. Forældrene har pure afvist det i tv-optrædener og anført, at Rachel for længst var flyttet hjemmefra, da familien boede i Sydafrika. Alle Dolezal-børnene er blevet undervist hjemme og har først gået i skole, da de skulle i gymnasiet.

Da Rachel Dolezal skulle læse videre – efter hun havde fjernet sig mere og mere fra sine biologiske forældre – valgte hun at gå på Howard University, der er Amerikas mest prestigefyldte og historisk sorte universitet. Hun blev kort tid efter præsident for en underafdeling af NAACP. Men på et tidspunkt klagede hun til universitetet over forskelsbehandling, der grundede i hendes race – som hvid. Hun har også klaget flere gange over trusler og chikane – grundet sin nye status som sort – men disse klager har politiet afvist som ubegrundede.

I dag er der imidlertid ingen slinger i valsen, når hun bliver spurgt. »Jeg er absolut ikke hvid,« fortalte hun Savannah Guthrie fra tv-stationen NBC. »Jeg er mere sort, end jeg er hvid. Det er det præcise og sande svar, som jeg ser det.« Til en lokal tv-station, der som den første konfronterede hende med påstanden om, at hun i virkeligheden var hvid – efter hendes forældre havde bekræftet, at de var hendes biologiske ophav – svarede hun først: »Jeg forstår ikke spørgsmålet« og derefter: »Vi er alle fra det afrikanske kontinent.« Herefter flygtede hun fra interviewet og efterlod sin pung og kørekort i skyndingen.

Da hun senere lod sig interviewe af Matt Lauer i NBC’s hæderkronede Today Show, svarede hun: »I identify as black« og på spørgsmålet om, hvorfor hun havde fremvist en sort mand på de sociale medier som »sin far«, at han »var som en far for mig«. Hun sagde også, at hun »ikke har dna, der kan bevise, at mine såkaldte biologiske forældre rent faktisk er det«.

Transkønnede er noget andet

Ramaskriget, der er fulgt i hælene på Dolezal-debatten, skyldes også, at sagen ramte medierne lige efter den tidligere OL-stjerne Bruce Jenners succesrige transformation til ’Caitlyn Jenner’.

Flere meningsdannere påpegede, at Dolezal – måske ubevidst – lagde sig op ad »trans- og queeer-sprogbrugen« når hun bruger vendingen »jeg identificerer mig som sort«. Hun sagde også i førnævnte interview med The Today Show, at hendes forvandling fra hvid til sort begyndte, da hun var omkring fem år, hvor hun ifølge sig selv »begyndte at tegne mig selv med en brun farveblyant frem for en lyserød«. En klassiker inden for trans-verdenen. Hendes forældre har igen sagt, at det er »løgn. Rachel tegnede ikke sig selv som andet end hvid, da hun var barn«.

Mange, især på venstrefløjen, ville ikke høre tale om den sammenligning. Som Meredith Talusan (amerikansk-filippinsk, transkvinde) skrev i avisen The Guardian, så kan transseksuelle og transraciale mennesker ikke sammenlignes: »Det er meget muligt, at Dolezal føler sig forbundet med blackness – så meget, at hun besluttede at identificere sig som sort – men hendes beslutning om at overtage denne identitet er en, der er blevet formet gennem hendes møde med sort kultur, det er ikke en grundlæggende egenskab ved hendes eksistens … en person, der krydser race og går fra en privilegeret etnicitet til en marginaliseret, er meget mere tilbøjelig til at gøre det af politiske grunde og bruge det til politiske formål (som Dolezal synes at have gjort) eller for at drage fordel af at tilhøre en minoritetskultur – hvilket man også ser af og til med hvide kunstnere, for eksempel musikere. Men transitioning (overgangen fra et køn til et andet, red.) gavner som regel ikke trans-mennesker hverken politisk eller økonomisk; det gavner os udelukkende, fordi det er den eneste måde, vi kan skabe en ekstern fremstilling, der matcher vores interne opfattelse af os selv: hvilket igen sandsynligvis vil skade os både socialt og økonomisk.«

Et politisk motiveret valg?

Mange sorte kritikere af Dolezal var inde på det samme.

»Det er én ting, at hvide elsker sort musik eller kultur. Det er fint. Men det er noget helt andet to put on blackface, som er det Ms Dolezal har gjort,« som ugemagasinet The Economist parafraserede den sorte kritik. Eller sagt med de ord som forfatter Terry McMillan sendte ud på Twitter: »Man kan jo spekulere over, hvilken race Rachel ville vælge, hvis hun blev stoppet af politiet?«

Spørgsmålet om, hvorvidt Rachel Dolezals handlinger er en hyldest til eller en krænkelse af sort kultur, bliver imidlertid endnu mere kringlet af, at hun flere gange har anvendt sit racetilhørsforhold til at opnå fordele, der er forbeholdt afroamerikanere – for eksempel til at få job som underviser på det prestigiøse Africana Studies Department ved East Washington University og ved at varetage formandsposten for NAACP i Spokane.

Lad hende dog være sort

Der var imidlertid også sorte, der syntes, at debatten var en storm i et glas mudret vand. Som skuespilleren Whoopi Goldberg sagde i det populære tv-program The View, hvor hun er en ud af flere studieværter: »Hvis hun ønsker at være sort, kan hun være sort, hvad er problemet? Ligesom folk siger, ’jeg føler, at jeg er en mand eller jeg føler, at jeg er en kvinde’. Hun ønsker at være en sort kvinde, fint.«

En anden forsvarer er den kendte forsker og kommentator Boyce D. Watkins, der er ’Scholar in Residence’ i Entreprenørskab og Innovation ved Syracuse University: »Rachel Dolezal er dybt engageret i det sorte samfund. Jeg har set på hendes meritter, og hun har virkelig sat sig ind i det,« siger Watkins til hjemmesiden Daily Beast. com: »Hun underviser i sort kultur, hun forstår nuancerne i sortes erfaringer, hun opdrager to sorte børn, hun giftede sig med en sort mand, hun arbejder for NAACP. Hun gør mere for det sorte samfund end 99 procent af de sorte mennesker, jeg kender. Og jeg kender en masse hårdtarbejdende sorte mennesker. Så jeg kan ikke bebrejde hende for det her, det kan jeg bare ikke.«

Mange unge amerikanere kunne imidlertid slet ikke se problemet. De synes mere at ønske sig en tilstand, hvor race betyder mindre, og hvor man kan lege med identiteter, som man nu har lyst til. Udtrykt meget præcist af den unge mega-populære feministiske stand-up komiker Amy Schumer, som på Twitter udbrød: »Hvad! Må vi nu ikke være sorte længere?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Stinus Kristensen

Eftersom den tilsyneladende bruges som en slags konklusion, bør det nævnes at Amy Schumers tweet er "Wait, we can be black if we want?" og ikke, som den sært nok er oversat til i artiklen, "Hvad! Må vi nu ikke være sorte længere?" Ikke bare er oversættelsen helt forkert – den er også langt mindre sjov og relevant end den egentlige tweet. I øvrigt er Eastern Washington University blot et af hundredevis af amerikanske universiteter med Africana/African American Studies afdelinger, og ikke et synderligt prestigiøst sted at være ansat som der står i artiklen.

Bjørn Pedersen, Claus Nielsen, Anders Sørensen, Gry W. Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Er Obama sort? Sådan som de her mennesker på venstrefløjen i USA gerne vil have, at han skal være. I en helt neutral amerikansk kontekst er han så sort? Nej, han er ej! Ked af at sige det, men Obama har måske nok (lys) sort hud, men sandheden er jo den, at Obama er opvokset i en hvid middelklassefamilie i USA, og ja, på Filippinerne også, så rent kulturelt er Obama altså hvid. Så (h)vidt jeg kan se og forstå.

Obama er vel, hvis man skulle ham noget, en blanding af en sort mand og en hvid kvinde....det vi i gamle dage kaldte for mulat, men som jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg rent teknisk og racemæssig? skal beskrive her i 2015? Alligevel fremstiller Obama sig selv om sort.......i hans politiske performance....

Søren Rehhoff

Soulsangeren Smokey Robinson har sagt, at hvis det er rigtigt at menneskeheden stammer fra Afrika, så har alle afrikansk blod i årerne og deraf følger, at alle amerikanere i virkeligheden er afroamerikanere. Så på den måde kan man vel se Rachel Dolezal, som en hvid afroamerikaner.

Ivan Breinholt Leth

Den genetiske forskel på en hvid og en sort person er mindre end 2%. Race er primært en politisk konstruktion - særdeles velegnet som et del og hersk instrument.

Gustav Alexander

Jeg har aldrig stødt på noget så dumt og irrelevant som det postmoderne relativistiske identitetsbegreb. Nej, du kan ikke være sort hvis du er hvid og vice versa. En mand er nu engang også en mand uanset om han identificerer sig som kvinde el. molestrerer sig selv med kirugiske indgreb.

Nu er postmodernister enormt bange for - og antagoniseret imod - begrebet 'menneskelig natur' men den findes sgu. Alt kan ikke være lige om lige og køn/identitet er ikke noget vi blot kan vælge som vi lyster, selvom det selvfølgelig er en tiltrækkende idé i vores egofikserede hyperindividualistiske postmoderne kultur.

Mit budskab er: Stik piben ind og accepter hvordan du er født.

Charlotte Svensgaard, Preben Haagensen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

En hvid kvinde siger hun er sort..det får hun shitloads for..emden en middelaldrende hvid mand med siliconbryster og lady brain (som han siger) siger at han er en kvinde, udråbes til den helt store helt af hele den 'hollywoodske' elite.

Bjørn Pedersen

Alle kan vælge eller føle at identificere sig som lige nøjagtig hvem, eller endda hvad de vil.

Omverdenen er bare ikke en døjt forpligtet til at tage hvad du føler du er, seriøst. Jeg kan påstå at jeg er barn af jøder, der døde i Auschwitz. Det er hvad alle mennesker ville kalde løgn, men jeg kan føle og identificerer mig med den... konstruktion af en udelukkende "personlig sandhed". Men ingen andre er på nogen måder forpligtede til at anerkende en "personlig sandhed", eller en identitets-narrativ, og da slet ikke en som ved en overfladisk gennemgang af fakta slet ikke passer.

Hvis man skal begynde at tilbede individualismen til sådan en grotesk grad, vil det heller ikke give mening at fordømme racisme i USA. For så kan racister jo blot påstå at deres personlige narrativer om racemæssig overlegenhed som de bilder sig ind er sand, vitterlig også bør behandles som sande af andre, fordi de selv gør.

Problemet med at tilegner sig identiteten "sort amerikaner" er problematisk pga. det kulturhistoriske aspekt. At være "sort" i USA, er ikke blot at have en "sort" hudfarve. Det er at have del i en århundrede-lang fælles kulturhistorisk ramme. Hvis en amerikaner påstod at han var dansk på baggrund af en idealisering eller "stærk identitetsfølelse" med danskhed, ville de fleste af os nok bare sige: "Jamen, det godt lille amerikaner, leg du bare at du er dansker". Men det ville være de færreste af os, der ville behandle ham som en af os, bare fordi han selv påstod at han var.

Og det gælder jo egentlig alle slags sociale fællesskaber. Hvis Lars Løkke påstod at han var arbejderklasse, at han tilhørte det fællesskab, den "stamme", ville mange af os da også grine, også selv om han var nok så grædefærdig over at ingen andre ville bekræfte ham i hvad hans "identitet" fortalte ham at han var.

Så, føl du bare at du er hvad eller hvem som helst, at din identitet ikke passer med din etnicitet eller køn, eller hvad det måtte være. Alle vi andre føler os bare ikke forpligtede til at lege med.

Bare vi kunne forsone os med, at vi alle tilhører menneskeracen.

Bjørn Pedersen

@Kim Hansen
Det er ude af betydning at vi alle tilhører samme race og art. Det er lige så betydningsfuldt som at hævde at det er forkert at have forskellige politiske partier fordi vi alle er danskere. At vi er af samme race, betyder blot at vi kan parre os med hinanden. For faktisk at forstå hinanden er man nødt til at forstå vores kulturelle forskelle.

Anders Sørensen

Det irriterer mig, at artiklen ikke bliver ændret, når nu det tydeligt er blevet påvist, at det afsluttende citat er forkert oversat (for ikke at sige direkte misforstået).

Hvorfor ikke?

Det bør ikke være voldsomt svært.

Morten Jespersen

Til historien hører at hele miseren startede med at Dolezal modtog truende racistiske anonyme breve, og at omstændighederne omkring dem kunne give anledning til at tro at brevene kommer fra en person med nøgle til hendes postbox.

se f.eks. http://pjmedia.com/tatler/2015/06/13/did-rachel-dolezal-fake-hate-crimes...

Steffen Jørgensen

Seneste joke på Twitter er, at Rachel Dolezal vinder The BET Award (afroamerikansk pris) i kategorien Bedste Skuespillerinde.