Læsetid: 1 min.

Anbefalet: Anna Ullman

Hele den nye sæson af Netflix’ skarpe kvindefængelsberetning Orange Is The New Black kan man fortære i Empires biografmørke i fællesskab med andre seriefreaks
Kultur
12. juni 2015

Talende træer

Inde i Carlsberg Byen ligger brygger J.C. Jacobsens private have, som blev åbnet for offentligheden i 2008. På lørdag transformerer komponisten Toke Brorson Odin den fredfyldte øl-oase med højttalere ophængt i trætoppene. ’Den forvandlede have’ foregår i samarbejde med lydkunstfestivalen Wundergrund, og man kan tage skovturstæppet og madkurven med.

’Den forvandlede have’, J.C. Jacobsens Have i Carlsberg Byen. Lørdag den 13. juni kl. 10-20.

Bag tremmerne i biffen

Hele den nye sæson af Netflix’ skarpe kvindefængelsberetning Orange Is The New Black kan man fortære i Empires biografmørke i fællesskab med andre seriefreaks. Det underholdende udmattelsesløb, som er arrangeret af LGBT-filmfestivalen MIX Copenhagen, starter fredag aften og slutter først ud på morgenen.

’Orange Is The New Black’ sæson 3. Empire Bio, København. Fredag den 12. juni fra kl. 19.

Utilpasset scenekunst

Der er andet under solen end sommerballet på Det Frie Felts Festival, der sætter spot på grænserykkende og uafhængig performance og dans. Under forestillingen Flygtning Transportable kan man eksempelvis erfare på egen krop, hvordan det er at være flygtning, mens forestillingen Bliss Point undersøger sukkerchokket og forbrugsrusens beskaffenhed.

Det Frie Felts Festival kører fra den 10. til den 21. juni i og omkring Dansehallerne. Program på detfriefeltsfestival.dk

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her