Læsetid: 13 min.

Animal Land

De var udelukkende ankommet hertil i søgen efter frihed. Ikke penge, nej, ikke penge, understregede den ene efter den anden. Det var aldrig penge, det drejede sig om, men et liv i frihed og respekt. Mental frihed, sagde en. Det, de mødte her, havde intet med deres forestilling om Europa at gøre
’De kalder det for The Jungle her, men forholdene er så beskidte, så ydmygende – det er Animal Land’.

Thomas Boberg

Kultur
13. juni 2015

Kl. 12 anden dag i Calais, på vej tilbage til The Jungle, hvor vi har arrangeret endnu et møde med vores kontakt Raed, drak vi kaffe på et nedslidt Brasserie i Rue Molien, hvor beboerne i de små rækkehuse dagligt kan se flygtningene trave eller cykle forbi deres hjem og små haver. Denne håbløse migrantsituation er et europæisk dilemma anno 2015. Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så mange mennesker på flugt i verden.

Dengang var det ødelagte Europas veje fyldt med krigens ofre. I dag kommer de fra Mellemøsten og Afrika især, for at blive reddet, få noget at spise, genopfinde sig selv, blive synlige. En vejrbidt Calais-borger med tilbagestrøget gråt hår og et tandsæt i forfald stod op og drak et glas øl ved baren. Han viste sig at være en snakkesalig fyr, han var på overførselsindkomst og havde ikke meget at rutte med.

På spørgsmålet om, hvordan han forholdt sig til flygtningesituationen i byen, svarede han, at det var en uhyrlighed, som i virkeligheden var Englands problem og ikke Frankrigs, og slet ikke Calais’. England lokkede flygtningene til, men kunne ikke beslutte sig for at gøre en indsats for at afhjælpe situationen. Det var mere af den samme historie.

De flygtninge, der vitterlig nåede til England, blev tilbudt et arbejde til 2,50 euro i timen, sagde han. I England udnyttede man dem. Når en flygtning fik papirerne i orden her i Frankrig, ville de, plus mad og bolig, modtage 940 euro om måneden, hvilket var det dobbelte af det, som hans egen slags modtog, endda minus mad og bolig. Han kradsede det ned på et stykke papir med en vred og forbitret gestus, så vi ikke kunne være i tvivl og smed det foran os. Det var hans syn på den sag. De fik det, han ikke kunne få. Det var ikke, hvad vi havde hørt ude i lejren.

Læs også: Det, de kalder The Jungle

De to franske kvinder, der dagen før havde fortalt os, at flygtningene var farlige, at knivene til enhver tid kunne trækkes – dette havde den ene illustreret med en voldsom bevægelse med hånden – havde heller ikke patent på virkeligheden. De havde deres paranoide vinkel, forståelig på en måde. Byens indbyggere var angste, sagde de, flygtningene udgjorde en sikkerhedstrussel.

Da vi var tilbage i lejren forstod vi, efterhånden som vi snakkede med stadig flere, at dette billede af dem, netop var et af de problemer, de havde fået på halsen. Medierne og indbyggerne fremstillede dem som voldelige undermennesker. De var udelukkende ankommet hertil i søgen efter frihed. Ikke penge, nej, ikke penge, understregede den ene efter den anden. Det var aldrig penge, det drejede sig om, men et liv i frihed og respekt. Mental frihed, sagde en. Det, de mødte her, havde intet med deres forestilling om Europa at gøre.

Hvad skal vi gøre?

Ved vandposten og en stor sæk affald nogle meter fra lågen til centeret, hvor nogle kvinder vaskede tøj og et par fyre i bar overkrop sæbede sig ind, sad der en gruppe flygtninge fra Etiopien. De var oromo, en befolkningsgruppe, der udgør omkring 30 procent af Etiopiens befolkning, som regeringsmagten nådesløst undertrykker. Det var det, de fortalte. De havde ingenting, men regeringsmagten havde våben, fængsler og magt til at gøre med dem, hvad de havde lyst til, også til at myrde dem.

Alle i The Jungle var brødre, de etniske forskelligheder og uoverensstemmelser var her gledet i baggrunden. Sandt nok havde der den anden dag været en voldelig episode mellem nogle afghanere og sudanesere, som havde drejet sig om en sølle mobiltelefon.

Den episode havde medierne pustet op til noget helt urimeligt og usandfærdigt kun for at sværte dem. Den slags var bevidst fra deres side, et forsøg på at ødelægge deres fremtidige muligheder. For resten, sagde en af dem, sker den slags fra tid til hinanden, hvor så forskellige folk, der lever under så stort et pres, befinder sig, det må man regne med, det er kun alt for menneskeligt. Mediekampagnen mod dem var et led i den diskrimination, de oplevede, og som blev stadig værre.

Hvad skal vi gøre? Spurgte en fyr med vilde øjne. Han var 17 år. Har I måske en løsning for mig, for os? Hvad vil der ske med os i morgen? Folk var stimlet sammen omkring os, kun mænd, de kvinder, vi havde truffet, havde ikke haft lyst til at snakke med os, og de andre befandt sig bag den låge, vi ikke havde tilladelse til at gå igennem. Er der nogen løsning for os? Fortsatte han.

De er journalister, sagde Raed til ham, i et forsøg på at dæmpe ham, de vil gerne høre vores historier for at bringe dem videre, det er vigtigt. Den unge fyr, som var fra Etiopien, var mere desperat end de fleste, vi havde truffet, han havde et sindssygt blik, som om han lige havde opdaget, at der ikke var noget håb for ham. I kan altså ikke gøre noget?

Nej, sagde vi, det kan vi ikke, vi har ingen indflydelse på det niveau, det eneste vi kan gøre, det er at forsøge at fortælle vores oplevelse af vores møde med jer så sandfærdigt som muligt.

Mange af os, brød en anden ind, han hed Ahmed og var fra Darfur, vil slet ikke snakke med sådan nogle som jer, på flere måder er I selve problemets rod. I leder efter det negative ved os, I forsøger at fortælle de værste historier om os og bringe dem i aviser og i tv, så man vender sig imod os, men vi er kommet hertil for at finde et liv.

Dengang så vi tv om Europa, vi har kigget i aviser og i bøger om Europa, men at det var dette, som ventede os, havde vi aldrig haft en anelse om, her får vi mindre at spise end i Darfur, et måltid om dagen kl. 17, køen er så lang, at man risikerer, at der ikke er noget tilbage, når man når frem. Tit er maden fordærvet, og vi bliver syge, men den læge, som siges at være her, kommer næsten aldrig.

Her er så koldt og blæsende, jeg har været her i otte måneder, og jeg har ikke haft held med at slippe til England, jeg har forsøgt 300 gange, de kalder det for The Jungle her, men forholdene er så beskidte, så ydmygende … det er Animal Land, vi lever som dyr her, vi er altid sultne, vi fryser det meste af tiden, for at varme vores hytter op eller lave en kop te skal vi vandre stadig længere væk for at finde tørt træ.

En tre år lang rejse

Jeg så nogle fyre komme slæbende med tørt brænde langt nede ad en støvet jordvej. Det var endnu en afrikascene, kvinder og mænd, der kommer slæbende med bunker af kvas og brænde.

I Sudan, forklarede Raed, eksisterede der en zone, hvor nogle havde fundet en lille smule guld, nu valfartede alle mulige lykkeriddere til den zone, nogle havde held til at finde små stumper guld, da det gik op for regeringen, at der var guld der, spærrede de zonen af og krævede penge for, at man kunne komme derind, det var der næsten ingen, der havde. I stedet forsøgte man så at slippe ind om natten, hvis man blev fanget derinde, blev man straffet, senere solgte man det hele til kineserne og franskmændene. Europa, sagde Raed, er ligesom den zone.

Ahmed tog nu ordet igen, hans engelsk var godt, han havde læst engelsk litteratur, hans yndlingsforfattere var Shakespeare og Bronté. Du skal slukke den der, havde han sagt til min ledsager Rebecca, som havde optageren med, hun var i færd med at lave et program om The Jungle til Radio24syv.

Det var grunden til, at vi var der, men det var ikke trygt for en kvinde at være alene her, havde vi hørt, en kvindelig engelsk journalist var blevet voldtaget herude. Regeringstropperne, sagde Ahmed, har myrdet vores forældre, vores søskende, vores venner, brændt vores huse ned. Vi var nødt til at flygte. Men franskmændene tror ikke på os, eller franskmændene vil slet ikke høre på os.

Jeg har været tre år om at nå hertil. Jeg rejste til Libyen, betalte en menneskesmugler, jeg blev taget til fange af nogle gangstere ved den libyske grænse, jeg arbejdede for dem i et halvt år, før de slap mig fri, de forlangte 1.000 dollar, men da jeg ikke havde nogen familie, der kunne betale for mig, måtte jeg selv tjene dem ind som slave under de værste forhold, den slags gangstere udøver tortur, de myrder, mange når slet ikke frem, tager alt, hvad vi har … og her i Calais bliver vi udsat for nye ydmygelser.

En af etiopierne, han sad oppe på en murkant, tog sine solbriller af og viste et delvist ødelagt øje, det var en betjent, der havde pebersprayet ham, fordi han havde tigget om mad. En anden fyr, han var fra Darfur, var kravlet op under hjulene på en truck, politiet havde med hundehjælp fundet ham, trukket ham ud og havde brækket hans hånd og skadet hans ene ben. En tredje fyr var netop blevet udskrevet fra hospitalet. Kl. ti om aftenen havde han for tre nætter siden gået alene inde i byen, en bil var standset ud foran ham, tre mænd var steget ud og havde smadret ham med et stumpt redskab, så var de kørt bort.

Spøgelser

Først havde der været de franske kvinders historie fra broen, hvor vi havde stået og kigget ned på desperate flygtninges forsøg på at hoppe på lastvogne, der skulle med færgen. De havde fortalt, hvor risikabelt det var at være ude efter mørkets frembrud på grund af flygtningene. Nu, forstod vi, var det i virkeligheden langt farligere at være flygtning i Calais, de havde ingen rettigheder, det var den grundlæggende forskel på os og dem, de havde ingen rettigheder, ingen papirer, og fordi de ikke havde nogen af delene, kunne de heller ikke arbejde, bo hvor de ville, spise sig mætte, fortsætte deres eventuelle uddannelse, leve i den frihed, som de havde trodset alt for at nå.

Fordi de ikke havde nogen papirer, kunne man i praksis gøre med dem, hvad man ville, eller man kunne undlade at gøre noget som helst. De var usynlige. De var spøgelser. Og de var besatte af fingeraftryk. Hvis man havde fået taget sine fingeraftryk i Italien, er det der, ens proces skal foregå. Men ingen ønsker Italien, der er chancerne for asyl meget små.

De fleste af dem klyngede sig stadig til den desperate drøm om at nå til England. Ahmed havde ingen familie tilbage, krigen i Darfur havde udslettet den, han havde en søster, som under andre omstændigheder syv år tidligere var lykkedes med at komme til London, hvor hun nu boede og var gift, så det var en af grundene til, han ville til England, indrømmede han nu, det var hans søster, som boede der, han ville finde, han ville være et sted, hvor noget af hans eget blod befandt sig, en søster, hans søster.

Men hvorfor England, spurgte vi folk igen og igen, hvad gør England så meget bedre end andre lande? Jeg har respekt for alle lande, sagde Raed, og jeg har nu endelig besluttet mig for at prøve at få asyl her i Frankrig, det vil ikke lykkes for mig at slippe til England, selv om jeg har prøvet så mange gange.

Jeg ville ikke sige det til jer tidligere, sagde han, fordi jeg respekterer alle lande, alle folk, også jer, men jeg var blevet advaret om, at man i Danmark ikke respekterede muslimer, at man hånede dem, og jeg er muslim, så det kunne jeg ikke tænke mig, derfor fravalgte jeg Danmark.

Hvad med Sverige? Spurgte jeg. I Sverige gir de ikke asyl til sudanesere, kun til folk fra Eritrea, og Schweiz og Belgien f.eks., glem det, man kommer aldrig ind i de lande, og er man ved et tilfælde inde, bliver man med det samme smidt ud igen, måske er Tyskland et fint land med respekt for andre mennesker, men vi har hørt, at deres immigrantpolitik er meget stram. Vi tror ikke på, det er muligt at få papirerne i Tyskland.

Raed viser os rundt i området, vi besøger to interimistiske moskeer, den ene er opført af lister og hvidt plastic, den anden er et greneskelet med sort plastic og bedetæpper på sandet. En tyveårig fyr fra Darfur fortæller os smilende på et forbløffende engelsk om sin drøm om Europa, han havde en onkel, som kunne engelsk, og som havde lært ham det, nu var de alle myrdet, han fortalte det stille og roligt med et sært smil, han vil gerne blive i Frankrig, hvis det er muligt.

De ved godt, der er forskel på nationaliteterne, det fylder dem med vrede. Hvorfor er det nemmere for en flygtning fra Eritrea at få asyl end en sudaneser? Det forstår vi ikke, sagde Raed, vi, som kommer fra Darfur, kommer fra helvede.

Fra en anden planet

Ved sekstiden om aftenen har vi forladt The Jungle eller Animal Land, som Ahmed kaldte det. Vi skal ikke tilbage dertil, vi har ikke noget problem med at finde et sted at sove her i byen. Vi har lejet en lejlighed af en usympatisk person, der forsøger at presse penge ud af os for selv et håndklæde, men det er ikke værd at tale om i forhold til det, som disse ulykkelige mennesker er stedt i.

Mens vi sad og spiste på en bistro i hovedgaden, så vi en høj sort fyr med en sovepose over skulderen gå forbi ude på gaden, vi så ham komme tilbage, gå forbi igen, en gang og en gang til, som om han ledte efter noget, han ikke kunne finde. Han stod på et hjørne, rådvild. Han var fra Eritrea, men han talte kun amharic, han forstod hverken fransk eller engelsk.

Han tog en seddel frem, hvorpå der stod Casino. Så viste han snippen af en 100-euroseddel. Han ville veksle den, så han kunne få noget at spise. Han havde fået at vide, at han kunne veksle penge i casinoet. Men du kan jo gå ind i restauranten. Nej, det ville han ikke, han ville veksle.

Men hvor skal du hen? Han kunne ikke forklare det, han ville gerne sove. Måske vil du til The Jungle, foreslog vi, der er der folk, der taler dit sprog. Salam, sagde han og pegede på et andet stykke papir med amharic-skrift. Det var muligvis The Jungle, han søgte efter. Salam hed det, før Jules Ferry-centret opstod. Fyren var kommet fra Paris, så meget forstod vi, men han lignede en, der var dumpet ned fra en anden planet. Han ville ikke tage taxa, heller ikke med os. Han var utryg. Så prøvede vi at give ham en ti-euroseddel, på den måde behøvede han ikke at vifte med sin hundredeuroseddel. Det ville han ikke tage imod. Vi pressede ham til at tage den.

Han sagde thank you, vendte sig om, gik med usikre skridt videre ud i det ukendte. Hans forvildede blik. At han var fuldkommen alene i en verden, der ikke ville vide af ham.

To holdninger

I en taxa, chaufføren boede 25 km udenfor Calais, men her arbejdede han, problemet havde stået på i lang tid, mange år, sagde han. Selv havde han ikke noget imod migranterne, havde ikke hørt eller oplevet noget negativt fra eller med dem. Undertiden kørte han også med migranter, hvor de så end havde penge fra, han kunne godt lide at høre dem fortælle om deres liv, deres halsbrækkende rejser. Han så ingen løsning på problemet, krigene vil altid være der, og havde han været i deres situation, ville han have gjort nøjagtig det samme.

Calais er ikke en rig by, sagde hun, hun kom for at hente nøglerne og endte med at køre os til stationen, Nordfrankrig er ikke en rig region, stor arbejdsløshed, alkoholisme.

Her, sagde hun, var der to holdninger, der er dem, som vender ryggen til de fremmede, fjendtligt, i en blanding af frygt og mishag, og der er dem, som hjælper, tager derud og gi'r dem ting. Borgmesteren havde forsøgt at skaffe penge til at løfte situationen. Hun havde henvendt sig i London uden resultat, hun havde henvendt sig i Bruxelles og i Paris, og det havde heller ikke ført til noget.

Hun fortalte om kosovo-albanerne, de kom stadig hertil, boede på hoteller, forsøgte at forføre franske piger, få børn med dem, de handlede med falske pas, stjålne pas, det var en stor forretning, en mafia, de røvede flygtningenes papirer, hvis de havde nogen. De havde forbindelse til en rumænsk organisation i London. De smuglede flygtninge over i lastvogne. Da hun arbejdede på hotel, havde hun overhørt deres transaktioner, set hvordan de gav penge videre og den slags.

Der kommer stadig flere og flere flygtninge til Calais. De er begyndt at slå sig ned andre steder i byen, ved en rundkørsel nær Notre Dame-kirken f.eks. Under et halvtag under en aflang bygning ved havnen talte jeg ti telte og endnu flere soveposer og tæpper. Bare fødder stak ud. Stiv kuling.

Dette er anden og sidste del af Thomas Bobergs reportage ’The Jungle’ fra Calais. Første del –’Det, de kalder The Jungle’ – blev bragt i avisen den 6. juni og kan læses her

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her