Læsetid: 4 min.

Han var ikke berøringsangst over for det pædagogiske

Pablo Llambias stopper helt uventet som rektor for Forfatterskolen, 3 måneder efter han fik forlænget sin ansættelse. Hvad ville han egentlig med skolen?
Pablo Llambias stopper uventet som rektor for Forfatterskolen.

Simon Fals

13. juni 2015

Det er virkelig overraskende, at Pablo Llambias nu stopper som rektor for Forfatterskolen. For ikke mere end tre måneder siden meddelte han, at han til sin egen store glæde havde fået forlænget sin kontrakt, at han følte, han stod midt i et arbejde med at udvikle skolen, og at han gerne ville fortsætte det arbejde.

Men i onsdags kom der så en pressemeddelelse om, at han sagde op for at hellige sig sit eget forfatterskab. Konstitueret rektor bliver forfatteren Jeppe Brixvold, som i flere årtier har haft sin gang som lærer på Forfatterskolen.

En så uventet udmelding stiller selvfølgelig stedet i en akavet situation. Man får lyst til at spekulere i, hvilke grunde der kan ligge bag. Men hvad skal den spekulation egentlig gøre godt for? Det virker mere meningsfuldt at overveje, hvorvidt Pablo Llambias har forandret den skole, han var sat til at lede, og hvad det var for et udviklingsarbejde, han stod midt i og for et par måneder siden gerne ville fortsætte.

Llambias var kun den fjerde rektor på Forfatterskolen. De tre forrige, Poul Borum, Niels Frank og Hans Otto Jørgensen, var på godt og ondt stærkt karismatiske lederskikkelser. De bandt deres elever til sig og forårsagede voldsomme opgør. De påvirkede eleverne, nogle gange umådeholdent, og det på store og små måder. Man kan for eksempel genkende Hans Otto Jørgensens syntaks, hans måde at sætte punktummer på, hos et uforholdsmæssigt stort antal af de forfattere, der gik som elever på Forfatterskolen i hans tid. Og Niels Franks særlige, altopløsende ironi går igen i en halv generation af danske forfattere på min egen alder – dvs. omkring de fyrre. Selvom der var andre lærere tilknyttet, så udgjorde Forfatterskolen under de to en art mesterlære. Sådan var det, hvad enten de ville det eller ej, de kunne ikke andet.

Mit indtryk er, at Pablo Llambias som rektor bevidst søgte at bryde den tradition, og at det forsøg er hans vigtigste bidrag til skolens udvikling. Han ville ikke være en karismatisk leder. Han ville ikke have, at Forfatterskolens rektor også skulle være Forfatterskolens ånd, inkarnationen af et litteratursyn som eleverne så kunne lære af, påvirkes af, slås med og græde over, have drabelige opgør med.

Det er et åbent spørgsmål om det lykkedes for ham, og også om en så lille skole – Forfatterskolen har en fuldtidsansat lærer, det er rektor, og tre halvtidsansatte, på ethvert givet tidspunkt går der cirka 12 elever i alt – kan fungere som en mere eller mindre bureaukratiseret institution.

Når man ser igennem antologierne for de sidste års afgangselever, så er det heller ikke sådan, at man føler nogen afgørende forandring.

Men andre har været tættere på skolen end jeg. Lad os høre på dem. Lea Marie Løppenthin debuterede sidste år med digtsamlingen Nervernes adresse og gik på Forfatterskolen fra 2011 til 2013. Hun siger:

»Pablo Llambias prøvede at gøre op med nogle traditioner, der har været på Forfatterskolen, helt tilbage fra den begyndte.

Han ville gøre skolen mindre berøringsangst over for pædagogik og empati over for eleverne, også helt konkret i kritikken af deres tekster til undervisning. Han ville gøre op med en hård, romantiserende attitude omkring det at give og modtage kritik. Det synes jeg var virkelig prisværdigt.

Han ville ikke være en farskikkelse for eleverne, men var optaget af at være lydhør over for kritik, at opsøge kritikken. Men måske har han stået alene med sin vision, og også gået imod nogle elevforventninger om, hvordan skolen skulle fungere. Den tradition, han ville bryde med, har været meget stærk.«

Og Lars Bukdahl, mangeårig kritiker ved Weekendavisen:

»Llambias var vel optaget af at få skolen til at køre, han arbejdede på at forankre og stabilisere stedet som institution. I offentlige diskussioner optrådte han med en cool værdighed, der står i stærk kontrast til hans forgængeres mere eksplosive debatform. Sigende nok er debatten om skolens berettigelse helt forstummet.

Og så har han på en fin, fin måde åbnet Forfatterskolen op for arrangementer og paneldebatter og oplæsninger. Det har ikke været på nogen sensationel måde, men når man ser tilbage, så er det påfaldende, hvor meget der har foregået i Forfatterskolens rum af fine, men uspektakulære arrangementer. På den måde har han åbnet skolen op for omverdenen.«

– Hvad med skolens undervisning? »Mit indtryk er, at han ville afkultificere Forfatterskolens kerne, den fælles læsning af elevernes tekster. Når gamle elever fortæller om tekstlæsninger, er det som at høre om et munkekloster, så genopliver de gamle frimurerritualer. Sådan ville han det ikke. Han ville undersøge og diskutere og videreudvikle tekstlæsningen, gøre den mindre hellig og dunkel.«

Løppenthin og Bukdahl peger på det samme. I sine år som rektor arbejdede Llambias på at skabe en Forfatterskole, der var bedre institutionelt forankret, mindre karismatisk og mere rummelig. Det var det arbejde, han stod midt i, og som en efterfølger nu skal fortsætte – eller bryde med igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Brink

Det lyder til at Pablo Llambias har stået for en tiltagende ændring, som også har gjort at forfatteren ikke fremstår som en hellig. Måske er det på tide, at en kvindelig forfatter tager over ... Så undgår vi også al den tumpede debat om, hvorvidt de unge kvindelige forfattere er selvstændige stemmer, eller velredigerede/ dresserede talerør for en rektor.
- Jesper

Steffen Gliese

Det er lidt svært, så længe det virker, som om skolen ikke også dyrker teknik i f.eks. at administrere kompositionen af større værker.

Michael Kongstad Nielsen

Mesterlære har der vel altid været i kunsten. Håndværket, teknikken, materialet, metoden, var overførbar, men ikke ånden. Lærlingen havde sit eget bud på ånden. I det hele taget finder jeg ideen om en forfatterskole temmelig umulig. I gamle dage gik "skolen" ud på at man læste mestrene og tog ved lære deraf. Forfatterskolen er en art kunstigt læsemiljø, hvor eleverne bringes i et forhold til skriveprocessen som var det danskundervisning eller gamle oplæsningsaftener med I. P. Jacobsen eller Georg Brandes, fint nok, men er det deres egen kunst?