Læsetid: 9 min.

Blodig alvor

Når kvindelige kunstnere tyer til vold, gælder der andre regler end for mænd. Det viser forfatterne Ariana Reines, Miranda July, Mira Gonzales og Lena Dunham, når de tager volden i egen hånd og udforsker, hvordan det er at bebo kvindekroppe i en gråzone af overgreb, begær og nysgerrighed
Den amerikanske digter og performancekunstner Ariana Reines bryder med den dobbelt så store skaldede skuespiller Jim Fletcher på Whitney Museum of American Art i New York. Kampen slutter, da Reines udgyder sit eget menstruationsblod.

Paula Court

6. juni 2015

Først da hun stak hånden ned i sine sorte leggings og tog den blodige tampon ud og viste den til publikum, var kampen slut. Forinden havde digteren og performancekunstneren Ariana Reines kæmpet fire intense omgange brydning imod den dobbelt så store skaldede skuespiller Jim Fletcher.

Ved at udgyde sit eget menstruationsblod afsluttede Reines brydekampen, som sidste år udspillede sig på museet Whitney Museum of American Art i New York. Hvem der vandt står hen i det uvisse. Ariana Reines havde døbt sin performance Mortal Kombat. Opkaldt efter et computerspil fra starthalvfemserne, som hendes yngre brødre elskede at spille.

I lighed med flere andre kvindelige amerikanske forfattere og performancekunstnere er hun optaget af vold. En mulighed for at undersøge, hvad der sker, når mennesker kommer helt tæt på hinanden.

»Der er nok meget vold i mine værker, men særligt i forbindelse med Mortal Kombat var jeg virkelig fascineret af forsøget på at træde fysisk ind i en præ-teenagedrengs imaginære verden,« forklarer Ariana Reines på en løs Google Hangouts-forbindelse fra en boghandel i Santa Fe. Det mørke krøllede hår og den kraftige makeup inde bag de store sorte briller er dog til at få øje på.

»I bund og grund prøvede jeg at udforske ideen om broderskab. Det videospil var mine brødres yndlingsspil. Blodet sprøjtede, og hvis man kunne de rigtige koder, kunne man fremkalde virkelig dramatiske ting som for eksempel mennesker med ild i.« Reines er langtfra den eneste, der tyer til vold for at undersøge intimitetens grænser. For flere kvindelige amerikanske forfattere og performere er volden blevet et sprog både fysisk og skriftligt.

Volden spiller for eksempel en fremtrædende rolle hos Miranda July, hypet filminstruktør, performancekunstner, forfatter og skuespiller og gode venner med Girls-skaberen Lena Dunham, som hun flere gange har optrådt sammen med.

Konkret fysisk vold

Trods et allerede omfattende værk er 41-årige July først i år nået til udgivelsen af sin debutroman, The First Bad Man, der udkommer på dansk til efteråret. Hvor volden hos July tidligere har været mere underspillet og handlet om, hvordan man bl.a. kan bekæmpe ensomhed ved at lade det private rum invadere, eller selv invadere andres, er den i The First Bad Man blevet mere konkret. Hovedpersonen Cheryl kan nærmest lide at slås.

July besøgte tidligere på året London i forbindelse med bogens britiske udgivelse og forklarede her om sit forhold til vold og vrede:

»Jeg føler, at vrede er en svær størrelse. Den kommer kun lejlighedsvist til udtryk, og så er jeg sådan ’åh åh, skulle jeg ikke tage mig af den på en måde?’ Og så forsvinder den, og jeg tænker, om den i stedet udvikler sig til en eller anden form for tumor. I den her bog er ideen om bogstavelig talt at slås og forsvare sig og slå igen en slags vendepunkt, hvor mange nye ting åbner sig,« forklarede hun fra scenen i det læderbetrukne The Purcell Room om volden i The First Bad Man. I løbet af de seneste ti år har July med filmene Me and You and Everyone We Know (2005) og The Future (2011) samt novellesamlingen No One Belongs Here More Than You for alvor slået sit navn fast som en underspillet multikunstner inden for indiegenren.

July mener, at hendes interesse for den konkrete fysiske vold i The First Bad Man kan hænge sammen med, at hun ventede sit første barn, da hun skrev den. Det bragte nogle følelser op i hende, som hun ikke havde haft før.

»Jeg oplevede et nyt niveau af fysikalitet. Jeg var som den type mand, der altid vil kneppe og ende i værtshusslagsmål. Det er ikke det eneste, bogen handler om, men det kommer til udtryk i den,« fortalte Miranda July.

For Ariana Reines er den fysiske slåskamp en mulighed for at bevæge sig ind på et domæne, som traditionelt opfattes som maskulint. Men som for hende betyder noget mere almenmenneskeligt og repræsenterer en mere generel kamp imellem kønnene. En kamp som hun mener anerkendes alt for lidt.

»Det er ikke, fordi kærlighed ikke stadig findes, men med hele queer-diskursen, som er blevet meget populær og med det på mange måder noble begær efter at undslippe den binære struktur af feminint og maskulint forsøger folk at flygte fra en krig, som jeg virkelig synes er rigtig og potentielt også virkelig smuk,« forklarer Reines.

»Ligesom i Leonard Cohen-sangen ’There is a War’ føler jeg ikke, at jeg kan opdage nogen sandhed uden at anerkende, at der er et grundlæggende fjendskab. At anerkende det kan på nogen måder føles meget mere respektfuldt over for mig selv og andre i stedet for bare at lade som om, vi alle sammen er venner.«

At bebo kønnede kroppe

Den fysiske vold er ifølge lektor i samtidskunst på Berkeley University, Julia Bryan-Wilson, en af mange måder, hvorpå man kan udtrykke, hvordan det er at have en krop, forklarer hun. Og volden er i vidt forskellige afskygninger et gennemgående træk hos July og Reines, men også to andre anerkendte kvindelige amerikanske forfattere: Mira Gonzales og Lena Dunham.

»For mig lader de alle sammen til at udforske, hvad det vil sige at bebo kønnede kroppe – især hvordan vi former intimitet imod og igennem ekstreme tilstande. Kroppe udspiller deres kødelige tilstedeværelse og grænseflade med andre gennem fysisk vold, men også gennem sex, spisning, forgiftning osv.,« forklarer Bryan-Wilson.

Ifølge Bryan-Wilson bevæger de sig alle inden for det intense, og volden er en vej til at opnå intensitet. En intensitet der kan have mange forklædninger – erotiske, dødelige, forestillede, familiemæssige, selvopretholdende.

»Men det er også sandt, at disse kunstnere alle på nye måder har inddraget vold – den konkrete vold bestående af spark og slag – for at ruske op i forventningerne til magt,« siger Bryan-Wilson.

Når de kvindelige forfattere tager volden i egen hånd og dermed træder ind på et område, der litterært har været meget mands-domineret, aktiverer det ifølge Bryan-Wilson en masse fordomme, fordi kvinder, der udtrykker meget voldsomme følelser, traditionelt er blevet sygeliggjort. Men samtidig undgår de også de umiddelbare anklager om macho-posering, som de mandlige, ’voldelige’ forfattere ofte mødes med.

»Når det at slås beskrives af en kvinde, ses det ofte som en metafor for noget andet, snarere end som et egentligt sammenstød imellem knogler og muskler,« forklarer hun.

Hun nævner bl.a. forfattere som Roberto Bolaño og Cormac McCarthy som eksempler på mandlige forfattere der excellerer i beskrivelser af kropslig skade, men som har mindre sandsynlighed for at blive betragtet som perverterede eller forstyrrede.

»Fordi kvindelige forfattere generelt antages at skrive mere ud fra deres egen erfaring i langt højere grad, end mænd gør – mænd får lov til at tale ud fra det formodede rum af ’det universelle’ – så patologiseres kvinder i højere grad, når de skriver om interpersonelle interaktioner, der både indeholder smerte og begær,« siger Bryan-Wilson.

Hvornår noget er et overgreb

Men der er mere på spil, end at volden får et nyt udtryk i performancekunst og litteratur. Der foregår også en udforskning af nogle seksuelle og voldelige gråzoner, hvor det ofte er uklart, hvornår noget er et overgreb, og hvornår noget er udlevelse af en seksuel fantasi. Eller hvornår ens indre billeder er skabt af porno, og hvornår de kommer fra et eventuelt mere ægte sted.

»Man smider om sig med ord som ’trans’ og ’køn’, og med det samme kommer man til at positionere sig selv i forhold til det,« fortalte Miranda July fra scenen i London. Hun vil gerne skrive om køn. Men uden at bruge de tunge fagtermer. På den måde føler hun, at hun kommer tættere på, hvad det egentlig handler om.

»For eksempel blev jeg interesseret i, hvordan seksuelle fantasier, hvis man virkelig tænker over det, er upræcise i forhold til, hvem vi er i dem. Hvis du er en kvinde, er du så altid kvinden i dem? Og er kvinden i dem altid dig?,« spurgte Miranda July undrende med sin karakteristiske knirkende stemme. »Måske er du ikke engang til bryster i det virkelige liv, men du har allerede set så mange film, hvor de er så store, så de bare er derinde i fantasien, og de bevæger sig, og det er virkelig spændende. Men i det virkelige liv er det måske ikke den seksuelle retning, du vil bevæge dig i.«

Også for Ariana Reines er den store sump af begær, nysgerrighed og indre billeder skabt af repræsentationer i for eksempel porno, noget som alle må forholde sig til.

»Jeg føler, det er et overgangsstadie i kvindefrigørelsesbevægelsen. Ideen om, at din krop er en ting, som du er i besiddelse af, og at den derfor er en ting, som du kan gøre ting ved. Jeg tror ikke, det længere kun er noget kvinder føler. Det er en mørk side af friheden, et stort kvalmt gråt område imellem nysgerrighed, begær og samtykke,« siger Reines, der flere steder i sine digte beskriver overgrebslignende situationer, som fortælleren alligevel indvilger i. Som her i et digt fra hendes Coeur de Lion: »My hole / Is just another / Hole in the world / I said in my head / My hole is just / Another hole / In the World. / After a while it / wasn’t that / Bad. But sometimes / Still when somebody tries / To fuck / Me in there I / Cry.«

En død zone

Grænselandet kan opleves som et mørkt og dødt sted, som man alligevel gerne vil gå på opdagelse i, eller et sted hvor man slipper kontrollen, fordi det at give slip er en del af seksualiteten.

»Der er så mange forskellige former for sex, og jeg føler, at mange kvinder ved, hvordan det føles at gå med på noget af nysgerrighed. Men jeg tror ikke, at det nødvendigvis kun gælder kvinder. Det er en væsentlig del af seksualitet nogle gange bare at lade ting ske,« fortæller Reines. Pornoen kan være med til at skabe dette grænseland. Den kan skabe klicheer om virkeligheden, som kan forme, hvad man oplever med sin krop, og det kan skabe tvivl om selve oplevelsens autenticitet.

»Der er bare de her klicheer, som man forsøger at forenes med, eller som man ender med at støtte sig op ad. Hvordan det i virkeligheden føles, eller hvad du i virkeligheden oplever med din krop fortoner sig,« forklarer Ariana Reines. Som i Mira Gonzalez’ Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen, der er udkommet på dansk i foråret. En digtsamling, hvor der indvilges i seksuelle forhold, men hvor fortælleren ofte er så fremmedgjort, at det virker ubehageligt. Åbningsdigtet hedder Mortal Kombat.

Egentlige overgreb sker også i denne gråzone. Som når Adam i Lena Dunhams Girls i det kontroversielle On all fours-afsnit er fuld og får Natalie til at kravle hen over sit beskidte gulv, inden han kommer ud over hende imod hendes vilje. Pludselig befinder vi os i grænselandet imellem dårlig sex og et overgreb. Lena Dunham beskriver også oplevelsen af at have svært ved at skelne, om noget er et overgreb eller ej. I Ikke den slags pige fortæller hun om, hvordan hun var udsat for et overgreb, som hun ikke vidste, om hun skulle definere som en egentlig voldtægt.

Menstruationsmisundelse

Julia Bryan-Wilson er ikke i tvivl om, at værker, der undersøger forvirrende gråzoner, hvor vold og sex ofte kan være uhåndgribelige størrelser, har et klart feministisk potentiale.

»Hver gang en kunstner – mandlig eller kvindelig eller noget andet – laver et værk, der udvider universet af muligheder for, hvordan vi forstår os selv i relation til eller uden for det indespærrende og snævre tvekønnede binære system, er det et feministisk træk,« siger Bryan-Wilson. For Ariana Reines blev den blodige kulmination på hendes egen Mortal Kombat også en humoristisk kommentar til hendes yngre brødre og andre drenge og mænds fascination af det drabelige videospil og vold generelt. Hun havde længe haft en joke kørende om, at blodet i spillet i virkeligheden var et udtryk for menstruationsmisundelse.

»Jeg synes, det er sjovt at sige, at grunden til mænd er så optagede af vold, er, at de ikke selv menstruerer,« siger Reines. Hun mener, at menstruation stadig er et stort tabu i vores kultur.

»Menstruationscyklussen findes stadig som den sidste grænse, som folk mangler at krydse og forstå. Det er en fremmed oplevelse, og selvom kvinder har den hver måned, tager det stadig mange år virkelig at vænne sig til. Jeg synes, det er en meget voldsom og mystisk kraft, der er meget voldelig som oplevelse,« siger Reines.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

Hvis man kunne sikre alle børn en god og tryg barndom og eliminere "hjernedøde" religiøse fanatikeres seksuelt betonede forestillinger om, hvad der er rigtigt eller forkert mellem mænd og kvinder- så ville megen vold og mange frustrationer forsvinde helt af sig selv.

Henrik Brøndum

Og jeg som troede at Wencke Mühleisen allerede i 80'erne havde undersøgt menustrationsblodets kunstneriske potentiale tilstrækkeligt - kom til at tage fejl. Der viser sig behov for endnu en runde nu hvor Wenche måske er gået i glemmebogen.

Henrik L Nielsen

Robert Kroll

Jeg er bange for at de ""hjernedøde" religiøse fanatikeres seksuelt betonede forestillinger om, hvad der er rigtigt eller forkert mellem mænd og kvinder" blot finder deres undskyldninger i en tvistet udlægning af religion.
Så med mindre du vil fysisk eliminere alle voldelige personer, så vil disse altid finde en anden undskyldning for deres handlinger. For frustrationer, afmagt og andre grunde til vold vil altid eksistere.

Det handler efter min opfattelse ikke om at fjerne "retfærdiggørelser" for vold men at fjerne den misforståelse - som hjernedøde voldelige personer af alle afarter lider af - at vold i det hele taget kan retfærdiggøres.

Torsten Jacobsen

En grundlæggende forvirring, eller mere positivt udtrykt en 'nysgerrighed i forhold til' grænserne mellem 'det reale' og 'det ideale', dvs. mellem det virkelige og en (af virkeligheden formet) fiktion, løber som en rød tråd gennem denne artikel. Og det er vel ikke så underligt? Et grundlæggende paradoks for nogle i den vestlige verden, synes netop at være at postmodernismen ikke så meget sætter os fri, men derimod har tendens til at øge fremmedgørelsens acceleration. En grundlæggende kobling mellem det nødvendige og det mulige er brudt, resulterende i at f.eks. kroppen ikke længere anskues som en nødvendighed men som en mulighed.

Dette kommer til udtryk, når Julia Bryan-Wilson siger:

»For mig lader de alle sammen til at udforske, hvad det vil sige at bebo kønnede kroppe – især hvordan vi former intimitet imod og igennem ekstreme tilstande. Kroppe udspiller deres kødelige tilstedeværelse og grænseflade med andre gennem fysisk vold, men også gennem sex, spisning, forgiftning osv.,« forklarer Bryan-Wilson.

En radikal cartesiansk dualisme er på spil i disse sætninger. Et 'noget' bebor disse kroppe, og styrer dem rundt i et tilsyneladende grænseløst rum af muligheder. Men samtidig synes kroppen at have sin egen vilje: 'Kroppe udspiller deres kødelige tilstedeværelse', og som det fremstilles her må det forstås som en tilstedeværelse på trods af (eller i trods mod) det 'noget', der ellers skulle forestille at bebo og kontrollere kroppen.

Men en virkelighed uden grænser er ikke den 'historiske virkelighed', som vi alle til daglig færdes i. Den verden hvor døden indtræffer når hjertet holder op med at slå, hvor kroppen kræver ilt, føde,hvile, og udskiller affaldsstoffer. Det er heller ikke den verden af 'fiktionel realitet', som kunsten traditionelt har boltret sig i. Også her findes grænser, selv om man kan forestille sig der ikke gør. En virkelighed uden grænser er en virtuel verden. Men er denne virtuelle virkelighed en legeplads eller et helvede? Efter min mening afhænger det bl.a. af, hvor fast grund man havde under fødderne, inden man satte af i springet ud i det fremmede, ukendte, lokkende. Og så at man jævnligt lukker ned for Holodecket, selvfølgelig, og (be)mærker verden, uden akademiske teoriers mellemkomst.

Slutteligt kan man så, lidt mere kritisk måske, stille sig selv spørgsmålet, om ikke denne tragikomiske søgen efter en autentisk identitet i det virtuelles uendelige mulighedshorisont, ville have forekommet beboerne af de døde kroppe i middelhavet blot en smule....dekadent?

H.C. (Hans Christian) Ebbe og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne kommentar
Karla F. Fontane

Hvorfor bliver vi nødt til at vise el. se på det dårligste menneskeden har frembragt? Og så være så sexistiske at opdele "vold=mænd" og "offer=kvinder"? Det er da virkelig irriterende. Hun siger, at hun forsøgte at "tænke som en teenage-dreng". Det har hun ikke klaret. Istedet har hun vendt sit perverterede indre ud, så den kan luftes og beskues. Behøver man at vise sådan noget? Skulle kunst ikke inspirere? Hun har med sin sexistiske sans beskrevet få mænd/kvinder som gør sådan noget og induceret det på alle. Fantastisk.

Karsten Aaen, Morten Jespersen og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Morten Jespersen

"»Jeg synes, det er sjovt at sige, at grunden til mænd er så optagede af vold, er, at de ikke selv menstruerer,« siger Reines. Hun mener, at menstruation stadig er et stort tabu i vores kultur."

Lige modsat. Det største tabu er efter min opfattelse de kønsoptagedes dybe fascination af volden og magten. I en grad at de ikke formår at se mænd på nogen anden måde, udover hvad de selv synes at søge.

Gert Selmer Jensen

En fedladen stodder, med måne, der brydes med en "sylfide", kommer jeg aldrig til at betragte som
kunst.! Sorry. Han skal bare have et velplaceret los, et vist sted.!