Læsetid: 4 min.

En dårlig dansker

Foreningslivet med tilliggender bringer det værste op i folk. Det formalistiske, de rigide hierarkier, pindehuggerier og sludder og vrøvl. Hvis man vil lære strukturen i foreninger at kende, skal man holde øje med næstformændene
Foreningslivet med tilliggender bringer det værste op i folk. Det formalistiske, de rigide hierarkier, pindehuggerier og sludder og vrøvl. Hvis man vil lære strukturen i foreninger at kende, skal man holde øje med næstformændene

Ib Kjeldsmark

13. juni 2015

I forbindelse med spørgsmålene om integration taler man fra stort set alle hjørner af det politiske liv om vigtigheden af, at flygtninge og indvandrere deltager i det danske klub- og foreningsliv. For at møde danskerne der hvor de altså skulle være, forsamlet om husflid, skak, idræt eller hvad det nu kan være. Det skal nok være rigtigt, tænker jeg, men for at de fremmede kan møde danskerne den slags steder, skal danskerne selvfølgelig være der. Og her er det, at det går op for mig, at jeg, gylp, er en rigtig dårlig dansker. En af dem, der simpelthen ikke gider. Akvarieklubber, husflid og sport interesserer mig ikke. I det hele taget: Fælles aktiviteter omkring en sund hobby, på faste ugedage, det er ikke mig. Klubber og foreninger med kulturelt indhold gider jeg heller ikke. Hos en sønderjysk forfatter, som jeg havde kørt hjem fra Midtjylland, hvor vi havde deltaget i et møde, var hans kone ved at forberede et – lignede det – større kaffebord til om aftenen. Jo, forfatteren var medlem af en læseklub. Jeg spurgte, af høflighed, hvad de så læste for tiden. Hans øjne glimtede bag stålbrillerne, jeg forstod tydeligvis ikke alvoren i projektet. Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvad vi ’læser for tiden’, forklarede han mig i et let, sønderjysk toneleje. Vi har Macbeth for til i aften! Øh, jow, tænkte jeg. Og godt jeg ikke var med i den læseklub, jeg har aldrig været god til at have lektier for.

Elendig militærnægter

Møder mellem mennesker er selvfølgelig en vældig jøw bette ting, men der kommer unægtelig noget kedeligt, netop foreningsagtigt over dem, når de absolut skal formaliseres. Når der bliver omdelt et stykke bart A4-ark og en nyspidset blyant – en rød Skjoldungen eller en gul Viking nr. 2 – til hver deltager. Jeg tror, det tog sin begyndelse i de første år af 70’erne. Og det var slut med bare at sludre, der blev valgt en ordstyrer. Meningen var, at man skulle notere sine indlæg og spørgsmål ned, så man havde dem parat, når det blev ens tur til at få ordet.

Jeg var en elendig mødedeltager, allerede dengang en dårlig dansker. Og en rigtig elendig og dårlig militærnægter, for det er fra den tid jeg husker de første blyantogpapirmøder. Hvorfor skulle folk altid rømme sig, før de begyndte at udbrede sig om nødvendige revolutionære modtræk til borgerskabets iboende fascisme? En enkel parole kunne vel have gjort det: ned med alle røvhuller!

Men de fleste militærnægtere var pæne, veluddannede børn af det forhadte borgerskab, og den slags mennesker har altid brugt flere ord end os mere beskedne naturer. Jeg gad ikke rigtig høre på dem og sad i stedet og øvede mig i at skrive – eller nærmere tegne – gotiske bogstaver på mit papir. Så jo, en enkelt ’fritidsinteresse’ har jeg altså. Min mor, f. 1926 i den undertrykte, sjællandske landbefolkning, og jeg havde nemlig en fælles interesse for skrifttyper. Derfor havde hun vist mig de skolebøger, som hun fik, da hun gik i skole, og som hun havde beholdt. En del af dem var trykt med gotisk skrift, som jeg altså havde lært mig at læse. Og eftersom jeg hele tiden sad bøjet over mit papir, fik jeg vistnok ry som den kundskabshungrende proletar, der omhyggeligt noterede den tilbudte vidensmængde ned. Min mors håndskrift var i øvrigt en af de smukkeste, jeg nogensinde har set. Hun havde skrevet lidt i marginen – ikke med gotisk skrift, men med den såkaldte engelske skriveskrift. Mine intellektuelle kampfæller skulle bare have vidst, at det var den slags nærmest æstetiske, politisk aldeles irrelevante betragtninger, jeg gjorde mig.

Jeg har naturligvis deltaget i mere fagligt foreningsarbejde i tidens løb, det gør jeg sådan set stadig i et vist omfang. Nu er det ikke for at sige noget ondt om danske forfattere, for det kan opleves alle mulige andre steder også, men da jeg i sin tid sad i Dansk Forfatterforenings repræsentantskab – helt tilbage i 80’erne – var jeg lige ved at rejse mig og gå, da en sirlig lille fagbogsforfatter, i brun fløjlshabit og med et omhyggeligt friseret fuldskæg, i ramme alvor, endda i et særdeles velformuleret sprog, brokkede sig over, at der ikke var petit fours til kaffen. Kun almindelige, tørre småkager fra et supermarked. Den samme forfatter havde i øvrigt også en mærkesag. Ved hvert eneste møde foreslog han, at foreningens medlemmer skulle have en skrivegarniture med foreningens navn og medlemmets eget nedenunder. Satan til idiot, tænkte Deres osv. Og det er her, vi er inde, ved det skrivegarnituresegmentet sikkert kalder pudlens kerne, hø hø. For mig, altså.

Hårrejsende idiotisk

Foreningslivet med tilliggender bringer det værste op i folk. Det formalistiske, de rigide hierarkier, pindehuggerier og sludder og vrøvl. Hvis man vil lære strukturen i foreninger at kende, skal man holde øje med næstformændene. Ikke formanden, der tit bare er en spradebasse, der godt kan lide at repræsentere. Men næstformændene, det er dem, der har styr på regler og sædvaner, dem der trækker i trådene og er de egentlige magthavere. At sådan noget findes i store, betydningstunge foreninger, i råd og nævn og politiske partier, må man nok leve med. Men det er hårrejsende idiotisk når det – kraftedeme! – også finder vej til akvarieklubber, foreninger til husflidens fremme og altså også i foreninger der tager sig af professionelle kunstneres forhold.

Så nej, jeg bliver sgu nok aldrig integreret. Jeg gider ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det største problem med foreninger, klubber, selskaber m.v. - om de nu er kulturelle, faglige ideologiske eller hvad, er, at der i bestyrelser og blandt medlemmer er uendeligt mange gode idéer og forslag, men stort set ingen - eller kun de samme få til igen og igen - at føre dem ud i livet.

Torsten Jacobsen

Ak ja, for et dannet menneske må al tilbliven jo tage sig tosset ud. Amatører og proletarer, hele bundtet. Eller det var måske ikke helt sådan ment?