Baggrund
Læsetid: 9 min.

Disney ville sælge os fremtiden

Walt Disney døde, før han fik opfyldt sin store drøm: at skabe en rigtig by baseret på sin berømte ’tryghedsarkitektur’. Verdens mest berømte forlystelsespark fylder 60-år og har fascineret og frastødt filosoffer og arkitekter i årtier – men har vi stadig brug for Disneyland, efter resten af verden er blevet disneyficeret?
Dette hvide boblehus kunne ses i Tomorrowland fra 1957-1967. Efter at have skabt succesen Disneyland, opkøbte Disney et stort område i Florida, hvor selskabet ville bygge en ’Progress City’, der primært skulle have offentlig transport og virksomheder skulle teste deres nye produkter som f.eks. mikrobølgeovne på beboerne.

Caters News Agency

Kultur
5. juni 2015

Velkommen til fremtiden. Eller er det fortiden? I Disneys nye eventyrfilm, Tomorrowland, sætter George Clooney og hans venner liv og lemmer på spil for at nå frem til et utopisk rige, og det ligner vores forestillinger om fremtiden ret meget – i hvert fald sådan som man forestillede sig fremtiden i 1960’erne: et uberørt, butikscenteragtigt sted med himmelstræbende glasspir, flyvende tog og glade mennesker fra alle verdens lande i kulørte kedeldragter.

Men her i den virkelige verden – hvilket godt nok er et relativt begreb – kan man allerede i dag besøge ’Tomorrowland’. Millioner af besøgende ved, at et bestemt område i Disneys forlystelsesparker er dedikeret til den form for optimistisk technofuturisme, som Tomorrowland forfægter. Man behøver ikke at risikere livet for at nå frem, men besøget kan godt komme til at koste det hvide ud af øjnene.

Man kan nemt forestille sig lykkerusen i Disney-koncernen ved udsigten til en film, der passer som fod i hose til et gammelt tema fra forlystelsesparkerne. Desuden kommer den samtidig med 60-årsjubilæet for Disneylands første forlystelsespark i Anaheim, Californien.

Efter 60 år ved vi stadig ikke, hvad vi skal tænke om Disneyland. Det er paradoksernes og selvmodsigelsernes sted, både utopi og dystopi. Lidt kitschet, men sjovt. Fremadrettet og kvælende konservativt. Det er hverken ren fantasi eller virkelighed, men en port mellem de to steder: filmiske drømme, der bliver tredimensionelle, mens kunderne går den modsatte vej og lader deres identitet blive hjemme for at blive skuespillere i en kæmpe tegneserie.

Filosoffer og kulturteoretikere af enhver art har gennem årene stået i kø for at besøge Disneys fantasiverden og afkode dens betydninger. Måske var det den franske teoretiker Jean Baudrillard, der afsagde den hårdeste dom: »Disneyland bliver fremstillet som en fantasiverden for at få os til at tro, at resten er virkeligt,« skrev han i bogen Simulacres et simulation fra 1981, »selv om det omgivende Los Angeles og hele USA faktisk ikke længere er virkeligt, men tilhører det hyperreelles og simuleringens domæne.«

Virkeligheden er blevet til et kort uden landskab, hævdede Baudrillard, og det er dybest set Disneys skyld.

Modsætningerne har været der lige fra starten, og faktisk kan man se sammensmeltningen af fantasi og virkelighed i det ord, Walt Disney opfandt til at betegne temaparkens skabere: imagineers – ’forestillere’. Disneys tvetydige syn på fremskridt kommer også til udtryk på mindepladen fra åbningen i juli 1955. »Her genoplever de ældre glade minder fra fortiden, og her nyder de unge udfordringen ved og løftet om fremtiden,« står der.

Stemningen var helt i tråd med efterkrigstidens USA – det var en tid og et sted for rumfartens optimisme og den kolde krigs usikkerhed. Snarere end sikkerhed tilbød Disneyland, hvad Disney-eksperten Karal Ann Marling kalder for ’tryghedsarkitektur’.

Disneyland er blevet sammenlignet med et kort over Walt Disneys psyke: Man starter i Main Street USA – en pastiche over livet i en lille amerikansk by i 1800-tallet, som er inspireret af Disneys barndomsminder fra Marceline, Missouri. Derefter kan man bevæge sig videre til andre ’verdener’, hvoraf de fleste er nostalgiske: Fantasyland med Torneroses slot; man kan opleve Mark Twains og Davy Crocketts ånd i Frontierland; eksotismen i Adventureland, som var det tætteste på udlandet, de fleste amerikanere i efterkrigstiden kom (Jungle Cruise-turen var modelleret over filmen Afrikas dronning med Humphrey Bogart og Katharine Hepburn). Og så er der Tomorrowland, hvor teknologi og videnskab peger i retning af en skinnende, lykkelig fremtid med opfindelser og rumfart, hvor alting kører på atomenergi.

Ved åbningen var Tomorrowland ikke færdig. Universet var blevet flikket hastigt sammen med tiloversblevne rekvisitter fra filmen En verdensomsejling under havet og sponsorbidrag. Der var luftfartsselskabets TWA’s rutefly til månen, landbrugs- og fødevarekoncernen Monsantos fremtidshus med mikrobølgeovn og Kaiser Aluminium Hall of Fame, hvor børn kunne opleve en vidunderlig … aluminiumsverden. Det oprindelige årstal for Tomorrowland var sat til 1986.

Konstant tilblivelse

Walt Disney troede oprigtigt på den fremtid, som han solgte og måske endda formede med Tomorrowland. Ved relanceringen i 1959 blev USA’s første jernbane med kun én skinne præsenteret. Ved en anden ombygning i 1967 kom den elektriske minitogbane PeopleMover, som skulle vise vejen for fremtidens offentlige transport i byerne. Derfor blev Walt Disney bedt om at designe forlystelser til verdensudstillingen i New York i 1964, bl.a. Carousel of Progress (’Fremskridtskarrusellen’) og It’s a Small World (’Verden er lille’), som begge derefter blev bragt tilbage til Disneyland.

På det tidspunkt var Disneyland blevet en stor succes, og publikum ventede på en ny forlystelsespark på den amerikanske østkyst, især da det kom frem, at Disney i hemmelighed havde været ved at opkøbe et stort område i det centrale Florida, der var dobbelt så stort som Manhattan. Men det appellerede ikke rigtig til virksomhedens grundlægger at lave et nyt Disneyland.

»Jeg vil gerne lave nye ting,« sagde Walt Disney på en pressekonference i Florida, »man vil jo nødigt gentage sig selv. Jeg bryder mig ikke om at lave fortsættelser til mine film. Jeg kan godt lide at lave nye ting og udvikle nye koncepter.«

Det, der virkelig appellerede til Disney ved ’Florida-projektet’, som det blev kaldt, var ikke forlystelsesparken, men arbejderbyen ved siden af. På Carousel of Progress’ øverste etage kunne man se, hvad Walt Disney havde i tankerne: en gigantisk model af ’fremskridtsbyen’, et samfund med mindst 20.000 mennesker, gadelamper, biler og et glødende atomkraftværk i det fjerne.

’Progress City’ er overraskende meget på linje med de fremherskende ideer i vor tids byplanlægning. Walt Disney ville rette op det, han opfattede som Los Angeles’ fejl: alt for mange biler, ingen hensyn til fodgængere, ingen forsamlingshuse samt karakterløs, moderne arkitektur. Progress City skulle være en haveby, anlagt i fem kilometer brede, koncentriske cirkler. I midten skulle stå et 30-etagers hotel, som skulle være omgivet af et kompakt indendørs forretnings- og kontorområde, hvor aircondition skulle kompensere for Floridas høje luftfugtighed. Omkring hotellet skulle ligge et grønt bælte af skoler og fritidsfaciliteter, en ring af forstæder og derefter et industriområde. Alle vejene var underjordiske. De primære transportmidler skulle være offentlige: jernbanesystemer og et netværk af gangstier.

Walt Disney kaldte det for Epcot: Experimental Prototype Community of Tomorrow. Og hans idé om, hvordan byen skulle fungere, var endnu smartere: Han ville invitere virksomheder til at teste deres produkter på borgerne. Hvis General Electric f.eks. var ved at udvikle en ny mikrobølgeovn, skulle den installeres i alle Epcot-hjem. Og besøgende ville komme for at se, hvordan fremtidens by så ud.

»Den vil altid være i en tilstand af tilblivelse,« forklarede han i en reklamefilm, »den vil aldrig ophøre med at være en levende plan for fremtiden, hvor mennesker lever et liv, som ikke findes andre steder i verden.«

Og det var et klogt koncept, siger byplanlægger og Disney-historiker Sam Gennawey, som har stået for et forskningsprojekt om det oprindelige Epcot.

»Walt gik meget op i empiri. Alt, hvad han ville realisere, blev testet et andet sted først. Han bliver ofte opfattet som en enestående opfinder, men hans største evne var at tage, hvad han så og vidste ville virke, og kombinere det på måder, der virkede nye og spændende.«

Det eneste nedslående ved Disneys utopi var regeringsformen. Disney skulle eje alt, og borgerne i Epcot måtte kun bo der i højest et år. Således ville ingen nogensinde få stemmeret, så de ville kunne undergrave Disneys program. Disney indgik også en gunstig aftale med myndighederne i Florida, forklarer Gennawey.

»De kunne bygge et atomkraftværk eller en lufthavn uden tilladelse fra staten Florida. På det stykke jord har de beføjelser, som er større end de fleste amerikanske amters.«

Men Epcot blev aldrig til noget. Da Disney døde i 1966, døde hans utopi også, og ingen havde mod på at opføre hans drømmeby. I stedet for at blive en fremtidsby blev Epcot endnu en forlystelsespark, en kommerciel verdensudstilling. Det eneste levn fra Disneys prototypiske samfund er byen Celebration i Florida, som ejes af Disney-koncernen, og som er et surrealistisk velordnet sted. Også forlystelsesparken Tomorrowland holdt op med at foregribe den virkelige fremtid og fokuserede i stedet på futuristiske attraktioner: 3D-musicalen Captain EO med Michael Jackson, som var instrueret af Francis Ford Coppola; Star Tours, en Star Wars-inspireret rumrejsesimulator; Space Mountain-rutsjebanen, som man kan skimte på filmplakaten til Tomorrowland. Filmen tager menneskets manglende tro på fremtiden op og antyder, at vi uden den er dømt til undergang.

Passivitetens sted

Hvis man ser på nutidens landskab, er det ikke Tomorrowland eller Epcot, der har haft indflydelse på morgendagens byer, men Disneyland selv som mange arkitekter og byplanlæggere har beundret og lånt fra. I 1963 kaldte Harvard-professor James Rouse det for »det største nutidige eksempel på byplanlægning i USA«.

Disneyland er en afgrænset, kontrolleret, fodgængervenlig forbrugsmonokultur med en fernis af fortælling og fantasi, usynlig servicering og regler, der er så undertrykkende, at de ansatte først siden 2000 har haft lov til at anlægge overskæg. Det er blevet model for mange nye boligbyggerier, indkøbscentre eller kasinoer med et stærkt temaelement fra Las Vegas til Kina til Dubai. Baudrillards profeti synes at være gået i opfyldelse.

»Disney fremmaner urbanisering, men uden at skabe en by,« skrev arkitekten Michael Sorkin i et kritisk essay med titlen See You in Disneyland, »det er snarere en hyperby uden aura, en by med milliarder af borgere (alle dem der vil forbruge), men ingen beboere. Det er et fysisk sted, men også et koncept – Disneyland er utopien om flygtighed, et sted, som alle blot passerer igennem.«

Umberto Eco er enig: »Som en allegori over forbrugersamfundet er Disneyland absolut ikonisk og den totale passivitets sted. De besøgende skal acceptere at opføre sig som robotter.«

Fremtidens kunder

Har vi så stadig brug for Disneyland, efter at resten af verden er blevet disneyficeret? Det vil Disney nok mene. Selv om Walt Disney har været død længe, er virksomheden større og mere sulten end nogensinde før. Disneyland er blevet kopieret i Tokyo, Paris og Hongkong. Forlystelsesparkerne stod sidste år for over dobbelt så meget af Disney-koncernens indtjening som deres film: 15 mia. dollars mod syv mia. dollars. I de seneste 10 år har Disney under den nuværende direktør, Bob Iger, opkøbt filmselskaberne Pixar, Marvel og Lucasfilm for mere end 15 mia. dollar. Så foruden hele menageriet af talende dyr, eventyrprinsesser og piraterne omfatter Disneys univers nu figurer som Buzz Lightyear til Spiderman og Han Solo. Det er bemærkelsesværdigt, hvor stor en del af folks fantasi selskabet har monopol på.

Disse franchisevenlige figurer vil uden tvivl øge Disneys billetindtægter, men også give nyt materiale til forlystelsesparkerne. Iger har allerede annonceret, at Star Wars vil komme til at spille en større rolle med forlystelser, som er baseret på film, der endnu ikke har fået premiere. Efter Tomorrowland og Pirates of the Caribbean – som også var inspireret af et allerede eksisterende univers i forlystelsesparkerne – kommer nu The Haunted Mansion, som er instrueret af Guillermo del Toro og har Ryan Gosling, som er tidligere medlem af Mickey Mouse Club, på rollelisten.

Disney arbejder nu på at lave Shanghai Disney Resort, et af de mest ambitiøse og dyre projekter i virksomhedens historie. Koncernen har allerede pumpet 5,5 mia. dollar i feriestedet, som efter planen skal åbne næste år. Det er mere end investeringerne i Star Wars eller Marvel. Det vil indeholde det hidtil største eventyrslot, en ny Pirates of the Caribbean-forlystelse, Løvernes Konge som musical og et Toy Story-temahotel. Der vil også være kinesiske temaer, som blandes med alle de traditionelle indslag og attraktioner, som Walt Disney udtænkte tilbage i 1950’erne. Det bliver sandsynligvis verdens mest besøgte turistattraktion.

For at afstive sit kundegrundlag har koncernen startet engelskkurser overalt i Kina, hvor al undervisning foregår ved hjælp af Disney-figurer, så den næste generation vil vide alt om Mickey Mouse og Anders And. Det lyder ikke som de forestillinger, Walt Disney havde om fremtiden.

Det vides endnu ikke, om der vil være et Tomorrowland i Shanghai Disney Resort, og hvordan det i så fald vil se ud. Foreløbig består Disneys vision om fremtiden blot af flere Tomorrowlands.

© The Guardian og Information 2015

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rehhoff

Det lyder som et af de steder filosoffen Eva Agnete Selsing og hendes mand skulle prøve at slå sig ned i, nu hvor Nordsjælland er blevet overstrømmet af indvandrere. Hvad angår Walt Disney kom han vist selv fra fattige kår og prøvede så åbenbart selv, at skabe rammerne for et idealsamfund. Selvom Disney kom fra Chicago, er der sikkert nogen, der ville se hans planer som et udtryk for The California Mind. Et trygt sted uden ubehag eller smerte. Det får mig til at tænke på den her sang:

https://www.youtube.com/watch?v=tUttnRlXrJk

I live in Silicon Valley, but my favorite place to live was a "condo complex" where I lived in Colorado for two years. Ironically, it was designed by someone who had come back from Denmark and been influenced by "cohousing". But the town refused to allow such a strange type of housing, and the banks refused to give any loans. So the architect changed the design to condos with a single parking area, a community center that everyone would walk by, and front facing kitchens toward a walking path. But the city insisted that there be multiple parking lots and refused to permit the shared area - so the architect gave up and just built what was allowed. I was one of the original residents - and immediately noticed the difference made by the walking paths and design for interaction. To this day, it was probably the best community I've lived in.

Søren Kristensen

Disnificeringsvædske - it´s not going to be. Men keep on trying.