Elsker, elsker ikke: Sara Roepstorff

Elsker

Det som vækker kærligheden. Solen og træerne og blomsterne og dyrene og nærværende mennesker fremkalder kærlighed, og havet, især når stormen rusker det vildt og oprørsk, og store lastskibe der glider skyggeagtigt roligt i horisonten i Øresund. Styrtregnen dagen efter valget i torsdags fremkaldte en sær form for kærlighed, en sørgmodig taknemmelighed, som at blive spejlet i en vandpyt og spejle vandpyt tilbage i et gensyn. Jorden har brug for empati, det er kærlighed at græde. Senere på cyklen i regnen forvandlede tårerne sig til ild, jeg elsker den vrede, der er allieret med modet, på samme ivrige måde som jeg elsker torden og lyn, der splintrer træer, oplyser landet om natten, som indfanges i byen i højhusenes lynafledere, eller voldsomt slår lysrødder i havet. Et vildt humør til dåd.

Elsker ikke

Jeg elsker ikke, når Jordens livskrise bliver overset. Jorden er vores fundament, det er navlestrengen til lyset, vi tankeløst kapper over. I frygt for at gå til grunde slår vi døren til hjertet i, der er ensomhed nok. Jeg elsker ikke, når lastskibene og mågerne forsvinder ud af syne ind i disen og efterlader mig alene på Amager strand, jeg elsker ikke, når containerne indeholder våben og sandheder og næsehorn, når kemikalier siver ned i undergrunden og ud i havet, når sæden er uden spirekraft.