Læsetid: 8 min.

Enhver ny tanke begynder med tvivl

Et historisk stort antal danskere er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds forud for dagens folketingsvalg, som allerede er blevet døbt: Tvivlernes valg. Men hvad vil det overhovedet sige at være ‘en tvivler’ – og er det grundlæggende godt eller skidt? Information har bedt en idéhistoriker og en filosof om at udrede begrebet
Et historisk stort antal danskere er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds forud for dagens folketingsvalg, som allerede er blevet døbt: Tvivlernes valg. Men hvad vil det overhovedet sige at være ‘en tvivler’ – og er det grundlæggende godt eller skidt? Information har bedt en idéhistoriker og en filosof om at udrede begrebet

Ditte Ahlgren/iBureauet

18. juni 2015

For meningsmålingsinstitutterne kunne de seneste tre ugers valgkamp have givet anledning til en sproglig nyskabelse: Tvivlens hadegave. Sjældent har så mange vælgere været usikre på, hvor de skal sætte deres demokratiske kryds, og den store ubeslutsomhed har gjort det praktisk umuligt at lodde valgets udfald: De seneste tal anslår, at op mod hver femte vælger stadig er i vildrede og først vil træffe sin endelige beslutning i stemmeboksen.

Men hvordan skal vi egentlig forholde os til, at så mange af vores medborgere befinder sig i en tilstand, som ifølge ordbogens definitioner indebærer både manglende »tro«, »tillid« og »forventning«?

»Grundlæggende er tvivl en god egenskab,« siger dr. phil og biosemiotiker Jesper Hoffmeyer. Han er blandt meget andet forfatter til bogen Tro på tvivl, som indeholder følgende hyldest til tvivlen som intellektuel rettesnor: ‘Intet er nemmere end at blive i sin tro. Men at blive i sin tvivl, at tåle den, er den egentlige opgave. Det er det, der gør os til ansvarlige mennesker’.

»Noget af det bedste ved mennesket er, at vi kan tvivle,« uddyber Jesper Hoffmeyer over telefonen: »Tvivl handler om at holde standpunkterne åbne så længe som muligt, og det synes jeg er rigtigt. Men det er klart, at tvivl og handling står i modsætning til hinanden. Man kan jo ikke både tvivle og handle, så i sidste ende må der være en grænse for tvivlen, hvis man nogensinde skal have udrettet noget.«

Ditte Ahlgren/iBureauet

Valgforskere og politiske kommentatorer har de seneste uger diskuteret, om det store antal tvivlere i valgkampen bør ses som et sundhedstegn eller et krisetegn for det parlamentariske system. Altså, om tvivlen udtrykker en øget grad af refleksion – eller snarere en stigende desperation. Begge dele er formentlig tilfældet, mener Jesper Hoffmeyer, men det er ikke det mest interessante spørgsmål: Snarere end at tale om, hvad tvivlerne tænker, burde vi tale om, hvad vi tænker om tvivlerne.

»Vi har oparbejdet en kultur, hvor tvivl grundlæggende opfattes som et svaghedstegn. Skolerne evaluerer eleverne med quizlignende eksamensopgaver og PISA-tests, som præmierer de handlingsorienterede og desavouerer de tvivlende. Personligt har jeg altid sagt til mine studerende: At være akademiker er at være et menneske, der kan tåle at tvivle. Men den nye generation bliver opdraget til ikke at tvivle, og det mener jeg er meget dårligt,« siger Jesper Hoffmeyer, der ser den samme tendens gå igen i den politiske debat, hvor tvivl generelt fremstår som en sikker taberstrategi.

»At fremstå som en, der tvivler, er i politik det samme som at åbne sig for angreb. Man skal være sikker i sin sag. Det giver ikke stemmer, hvis man står og famler og siger: ’Jaeh, jeg ved ikke rigtig’. Det er ikke måden at vinde folks tillid på. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig, at vores politikere en gang imellem turde tvivle lidt mere.«

Fra pandekage til planet

Historisk set har tvivlen fungeret som en katalysator for nye tanker og erkendelser. Hver gang vores civilisation har rykket sig, har det netop været på grund af folk, der turde tvivle – på den gængse viden, på de herskende dogmer, på dét præsten prædikede. Sådan ændredes vores verdensbillede sig fra forestillingen om en flad pandekage i centrum af universet til ideen om en rund jordkugle i rotation om solen. Sådan ændredes vores forestilling om mennesket sig fra at være et gudgivet væsen til at være en evolutionær skabning. Sådan ændrer vi hele tiden vores forestillinger om livet, som vi kender det, ved at tvivle på det, vi tror, vi ved.

Det hele begyndte med Platons historiske opgør med de religiøse autoriteter i antikkens Grækenland, fortæller Hans-Jørgen Schanz, professor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet.

»I filosofisk forstand kommer tvivlen ind i verden med Platon og den græske antik. Selvfølgelig har mennesker altid kunnet tvivle – vi har aldrig været robotter. Men det er først i Grækenland omkring år 400, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved de politiske og religiøse autoriteter og udvikler den filosofiske disciplin ud fra en ambition om, at alt i en vis forstand skal kunne betvivles – og at hvis man siger noget, skal det kunne begrundes rationelt,« siger han.

Med andre ord: uden tvivl, ingen tænkning. For det er igennem tvivlen, at vi fjerner os tilstrækkeligt meget fra verden til, at vi kan skue den klart.

»Tvivlen skaber en distance til verden, som er helt afgørende. Hvis du ikke har denne distanceåbner, så er du i en vis forstand fuldstændig underlagt normaliteten. Tvivlen er med andre ord en fundamental forudsætning for overhovedet at kunne tænke. Den åbner simpelthen et rum, som der kan tænkes i,« siger Hans-Jørgen Schanz.

Alligevel er det først med den franske oplysningsfilosof René Descartes, at tvivlen bliver gjort til en erkendelsesform i sig selv: »Man bør«, skrev Descartes, »mindst en gang i sit liv tvivle på sandheden af sine meninger for at finde ud af, hvad der ubetvivleligt er sandt«. René Descartes var rationalist og brugte den klassiske skepticismes argumenter til at frembringe, hvad han kaldte en metodisk tvivl. Grundlæggende mente han, at man kan så tvivl om alt – selv om det forhold at verden eksisterer uden for vores egne sanser.

Ditte Ahlgren/iBureauet

Men på ét punkt må tvivlen høre op, mente han, nemlig når det kommer til dét forhold, at vi mennesker overhovedet er i stand til at tvivle. Når man tvivler, er det et vidnesbyrd om, at man tænker, og når man tænker, er det et vidnesbyrd om, at man er et tænkende væsen. Og da det er selvmodsigende at tro, at den, som tænker, ikke eksisterer, konkluderer Descartes: Cogito, ergo sum – jeg tænker, altså er jeg.

Offentlige sandheder

Ifølge Hans-Jørgen Schanz kunne vi i dag godt bruge nogle flere tænkende tvivlere som Descartes, og han hilser derfor de politiske af slagsen velkommen – også selv om de formentlig ikke selv ville formulere deres egen tvivl på helt samme måde, som den afdøde franske tænker.

»Grundlæggende er der alt for mange mennesker, der ikke tvivler. For eksempel på de sundhedsideologier, der præger vores samfund: At vi ikke må drikke og ryge og spise fedt. Den der selvretfærdige indstilling, hvor sundhed er den højeste religion. Det kunne man jo godt betvivle, om var rigtigt. En anden ting, man kunne betvivle rigtigheden af, er, om det i sig selv er en kvalitet at folk bliver ældre og ældre. Det er jo ikke sikkert, at man har et bedre liv af den grund. Så alle de der offentlige sandheder, som vi har lært at tage for givet, trænger i dén grad til at blive betvivlet, synes jeg.«

Også i kristendommen spiller tvivlen en interessant rolle, ikke mindst i skikkelse af Tvivleren Thomas. Han er den eneste af de tolv disciple, som ikke vil tro på, at Jesus er stået op fra de døde, før han har set ham med sine egne øjne og rørt ham med sine egne hænder. Thomas’ tilnavn er Didymos, som på græsk betyder tvilling og er en henvisning til det faktum, at han altid er i to sind: På den ene side bekender han sig til Jesus som en discipel – men på den anden side sætter han i Det Nye Testamente gentagne gange spørgsmålstegn ved Jesus og hans lære.

Kristne tænkere som Søren Kierkegaard har siden uddybet forholdet mellem tro og tvivl og understreget, at de to begreber ikke står i et modsætningsforhold til hinanden, men netop, som det er tilfældet hos Thomas, er: tvillingebegreber. Det er ad tvivlens vej, man kommer til troen og meningen med livet: »Tvivleren hungrer ligesaa meget efter Livets daglige Brød som efter Aandens Næring,« skrev Kierkegaard eksempelvis under pseudonymet Johannes De Silentio i Frygt og Bæven.

For Jesper Hoffmeyer repræsenterer tro og tvivl to forskellige måder at erkende verden på:

»Min yndlingsfilosof Charles Sanders Peir-ce har bestemt, at der grundlæggende er to erkendelsesformer: Troen og tvivlen – og af de to anbefaler han tvivlen,« siger han. »Forstået på den måde, at hvis du vil finde ud af, hvad virkeligheden er, så kan du enten tro på, hvad andre siger, eller du kan tvivle på, hvad du hører. Det første giver dig sikkerhed i maven og ro i sjælen, og det er rart, men til gengæld bliver du ikke nødvendigvis klogere af det.

Den anden mulighed er at tvivle og forsøge at finde svar på dine spørgsmål, og det er en mere ubehagelig tilgang. For grundlæggende synes vi jo, at det er ubehageligt at tvivle. Vi vægrer os ved det, for vi vil helst have vished. Sådan tror jeg alle mennesker har det,« siger han.

Ingen fortjener magten

Både Hans-Jørgen Schanz og Jesper Hoffmeyer erkender, at de 25 procent, som i løbet af valgkampen er blevet kategoriseret som tvivlere, formentlig har forskellige og modsatrettede grunde til at være i tvivl: Men hvad enten det er politikerleden, klumpspillet på midten, løftebruddene eller kandidaternes manglende troværdighed, som gør udslaget, fører de alle til den samme følelse af, at ingen rigtig har fortjent magten. Eller som Jesper Hoffmeyer udtrykker det i sin egen, passionsløse tilgang til folketingsvalget:

»For mig er politik kunsten at finde løsninger, som alle kan leve med i et samfund, hvor folk har vidt forskellige holdninger. Mange tror, at politik handler om at vinde, men det mener jeg er helt forkert. Derfor stemmer jeg altid et sted på midten, for det er det eneste sted, der kan føre til noget, vi alle kan holde ud. Men jeg stemmer uden begejstring, for der er grundlæggende ingen af partierne, som tiltaler mig.«

Ditte Ahlgren/iBureauet

For Hans-Jørgen Schanz er debatten om tvivlerne en ambivalent debat. Hvis der slet ikke var nogen tvivlere, kunne man på den ene side »lige så godt nedlægge hele teatret«, som han formulerer det. På den anden side skaber det en uro i os, at tvivlerne ikke bekender kulør og siger ja eller nej til enten rød eller blå blok, men bare står lige midt i det hele og siger: måske.

»Grundlæggende bryder vi os ikke om tvivlere, for vi ved ikke, om de overhovedet anerkender vores politiske system, eller om de bare er så dovne, at de ikke gider tænke sig om. Men der er jo også de tvivlere, som møder op på valgdagen og sætter et blankt kryds, og dem tror jeg ikke, der er nogen der ser ned på. For de udtrykker på én gang en accept af systemet og en mistillid til den måde, som det i øjeblikket bliver forvaltet på,« siger han.

Selv er Hans-Jørgen Schanz ikke i tvivl om, hvad han skal mene om den valgkamp, vi netop har været igennem:

»Når jeg ser det politiske overbud, sværmeriet og de ekstreme løgne, der er blevet udstukket, må jeg indrømme, at jeg tænker: Godt at vi har et embedsværk. Det lægger muligvis en dæmper på, hvor godt det hele kan blive. Men det sætter omvendt også en grænse for, hvor galt det kan gå.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Petersen
  • Jens Wolff
Henrik Petersen og Jens Wolff anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Uanset om du stemmer på rød eller blå, kan du bagefter fortryde begge dele!

De troende bestemmer over tvivlerne, hvis tvivlerne undlader at tage parti.

Selv tvivler Jeg på at valget ændrer noget, hvilket giver en tom følelse af at alt er ligegyldigt. Altså ligemeget.

Du kan som min far sagde det ønske i den ene hånd og skide i den anden - og så se hvilken hånd der er mest i.
Til sidst kan du trykke hårdt om lorten i den anden hånd. Om lortet kommer ud det ene eller andet sted - er ligemeget.

Når det bliver ligemeget - er det lettere at være ligeglad!

Hvis valget ender med en klar sejr til en af blokkene - så er det tætte løb nok iscenesat for at holde os til ilden, i en tro på at netop din og min stemme er afgørende.
Eller vælgerne har taget fusen på magthaverne ved at spille med fordækte kort?

God dag der ude

Henrik Petersen

Netop den del der handler om de skamløse løgne er svært at acceptere.

Politisk uenighed er til at leve med. Men løgn, fordrejninger og fusk undergraver troen på politikerene.

Intet under at deres troværdighed ligger under brugtbilhandlere.

Jeg stemmer, jeg ønsker og håber. Fik jeg alle mine forventninger opfyldt, måtte et stort flertal af vælgerne nødvendigvis blive skuffet på få eller mange af deres ønsker og forventninger.
Noget kan vokse sig stærkt gennem flere valg, andet synes for mig at være rigtigt, men flertallet vil noget andet.

Politikerne bliver ikke ansat, de bliver valgt af den danske befolkning.
Det er muligt at kom til at kende politikere og stemme på dem, du finder troværdige.
Du kan også opstille uden for partierne, lige så meget for at få dine synspunkter hørt som for at blive valgt.
Er du utilfreds, så spørg dig selv, om du seriøst har gjort noget for at ændre folketingets sammensætning ingen.

Torben R. Jensen

Citat:
>> ... Godt at vi har et embedsværk. Det lægger muligvis en dæmper på, hvor godt det hele kan blive. Men det sætter omvendt også en grænse for, hvor galt det kan gå.«

Det er måske netop teknokratiet (embedsværket), der er problemet.
Der kan tilsyneladende ikke træffes beslutninger, som rækker ud over de begrænsninger, som økonomer og deres modeller har sat, så politiske beslutninger er reelt ikke eksisterende. Til gengæld er nyliberal økonometri baseret på en ekstrem ideologi, som ingen vil eller bør forsvare.

Ebbe Overbye, Tue Romanow og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

To personer mødes i William Shakespeares "En Skærsommernats drøm".:

Den ene, ivrigt.: Hvad foretrækker du - politik eller blod..?

Den anden, klør sig i nakken.: Hmmm - så ta´r jeg sgu´ blod ...