Læsetid: 6 min.

Ind i den frodige jazzjungle

Som altid er Copenhagen Jazz Festival en uoverskuelig størrelse. Og som altid kan man møde prominente kunstnere og et vildnis af mindre kendte, men dygtige navne inden for alle jazzens genrer og grænseområder
Som altid er Copenhagen Jazz Festival en uoverskuelig størrelse. Og som altid kan man møde prominente kunstnere og et vildnis af mindre kendte, men dygtige navne inden for alle jazzens genrer og grænseområder

Ditte Ahlgren/iBureauet

26. juni 2015

En jungle vokser ukontrollabelt og i mange farver. Sådan er Copenhagen Jazz Festival også med sine i år over 1.250 koncerter i løbet af 10 dage. Denne sommer er det lykkedes at tiltrække hovednavne som tangentinnovatørerne Chick Corea og Herbie Hancock, det umage diva-crooner-par Lady Gaga og Tony Bennett og de brasilianske legender Gilberto Gil og Caetano Veloso. Antallet af danske musikere udgør tilsammen en bibelsk syndflod på festivalen, og selvom de internationale trækplastre er livsvigtige for en megaevent som denne, bør man som publikum lige trække junglens store palmeblade til side, så de ikke skygger for de mange lige så interessante koncerter.

Righoldigt katalog

Man lammes næsten af det uoverskuelige musikudbud på Copenhagen Jazz Festival. Det kan være skønt bare at drage ud til tilfældige arrangementer – rigtig mange af koncerterne er gratis – men vil man planlægge og plukke ud, kommer man på læsearbejde i det omfattende katalog. Et luksusproblem, kan man sige. Alligevel kunne bagmændene måske overveje, om begivenhederne kunne tematiseres i højere grad, så det var nemmere at navigere i løjerne. Ja, den fine programavis er lækkert layoutet, og koncerterne står grupperet efter spillested, men spørgsmålet er, om man mon kunne alligevel kræve mere af kunstnernes programvalg. Nu er det for eksempel 150-året for Carl Nielsens fødsel, og han var ganske vist ikke en jazzkomponist, men en melodisk begavelse uden lige. Det behøvede ikke at være et krav til hver eneste kunstnernavn, at vedkommende skulle ære Nielsen med et bidrag, men det kunne være et eksempel på én af flere temalinjer, der kunne hjælpe med større overskuelighed på festivalen. De eneste Nielsen-hyldester, jeg kan få øje på i programmet, sker den 3. og 4. juli i Betty Nansen Teatret, hvor Pierre Dørge, Michala Petri, Anders Koppel, Alex Riel og skuespiller Henning Jensen med flere fejrer manden bag store symfonier og sange som »Jens Vejmand« og »Solen er så rød«.

Men så er festivalkaosset heller ikke værre. Kvantiteten kan give nye lyttere, der tilfældigt kommer forbi en udendørskoncert, et ’first free fix’. Hvor møder unge jazzjomfruer ellers denne musik i dag? Ikke i tv, og de læser nok heller ikke frivilligt om den slags i aviser (hvis det overhovedet er at finde i spalterne). Copenhagen Jazz Festivals gratis koncerter er en gave til både nye og garvede lyttere, og småbørnsfamilier kan bare tage arvingerne med, uden at der bliver set skævt til dem.

Festaber og gentlemen

Tilløbsstykker er der masser af i år. Konceptet Chick Corea+Herbie Hancock er velafprøvet, og de to gamle ræve er ikke ældre, end at deres vitalitet stadig er fuldstændig intakt, selvom den ene lige er fyldt 75 og den anden runder samme hjørne næste år. Corea afløste sin ven i Miles Davis’ band i 1968, og op gennem det efterfølgende årti slog begge deres navne yderligere fast som nyskabende fusionsmusikere med relativ bred appel i grupperne Return to Forever og Headhunters. De har skrevet hits, der er kommet i jazzmusikerbibelen, og de spiller til stadighed dette repertoire, der ligger årtier tilbage, men de formår at mønstre en appetit på at videreudvikle materialet og ikke bare at please fastholderne. Men man kan godt håbe, at de springer visse tyndslidte ting over.

Et flabet bud på, hvordan jazz på samme tid kan være underholdende og intelligent, får man med Jamie Cullum, der i år optræder med Tivolis Big Band. Vel har den evige konfirmand stået for pop, der er lige kommerciel nok, men han kan virkelig piske en fest op ved tangenterne og croonende bag mikrofonen. Attituden er som en popstjernes, ikke som jazzmusikers, men det skal ikke hindre mig i at anbefale denne narcisstisiske og musikalske festabe.

Endnu en glad showman er funkbassist og bandleder Larry Graham, der kommer med sit Central Station. Han opfandt funkens karakteristiske spilleteknik, som man kalder slagbas, og han kører stadig videre i det kåde 70er-soulfunk-spor, som i det aldrende ikons varetægt ikke ryster ret mange røve længere.

Så hellere til show med mediemonstret Lady Gaga, der faktisk har en hel del at byde på, når det gælder standardjazz med højt hår og store armbevægelser. Den 29-årige sangerinde og sangskriver står bag hårdtpumpet teenagepop, men dyrkede tidligt jazzens vokalikoner. Hun har kæmpet forgæves mod popindustriens ensretning af hendes stemme, men i jazzen får den til gengæld langt friere og uredigeret udfoldelse. I 2011 kom hendes og den 60 år ældre croonercharmør Tony Bennetts duetalbum The Lady is a Tramp, der snart runder 600.000 solgte eksemplarer. Bennett toppede en hitliste for første gang i 1951 og havde sin storhedstid i 50’erne og 60’erne, var derefter gennem noget af en misbrugsnedtur, men dukkede op til overfladen igen i 90’erne, hvor de gamle croonere fik en renæssance. Lady Gaga snerper imod at være hans modsætning som en speedet, uartig punktøs eller outreret klædt, for eksempel i en kjole af kød! Gentlemanden Bennett fra en helt anden og (med nutidige øjne) uskyldig tid danner modvægt til frøkenens ungdommelige iver, og hun kan til fulde bære sin del af det vokale.

De tændte og de slidte

Væk fra mainstreamens spor finder vi det skandinaviske Fire! Orchestra, et udvidet og ikke helt almindeligt bigband. De optræder somme tider med helt op til 30 musikere, men kan opleves denne gang 18 mand høj. Tilgangen er freejazzet med overrumplende og krasse arrangementer, der samtidig besidder en magnetisk tiltrækningskraft og ligger langt fra gængs bigbandmusik. Væk med vanetænkning og sovepuder og ind med kompromisløse wake-up calls, der skider højt og flot på konventioner. Opvarmning til de to koncerter den 10. og 11. juli er henholdsvis den amerikanske Gay Disco Trio (lad dig ikke snyde af navnet) og dagen efter Fire! Orchestras bandleder Mats Gustafssons, trio, The Thing.

Et andet kollektiv med jokere i ærmet er det danske Blood Sweat Drum+Bass, der gæster hovedstaden med Palle Mikkelborg og saxveteranen David Liebman. Sidstnævnte har forsøgt at videreføre John Coltranes arv, og han spillede med Miles Davis 1970-74. Mikkelborgs spirituelle stil vil stå som en glimrende en modvægt til Liebmans mere pågående tone.

Mere salvende for sjælen er nok den frodige jazzmama Dianne Reeves, der bygger videre på generøs og improviserende vokaljazz a la Sarah Vaughan plus en del latininspiration. Hun ejer en sceneudstråling uden lige og kan bære en fem minutter lang a capella-solo uden problemer. Man lader sig ganske enkelt opsluge af denne selvsikre, sensuelle og fokuserede kunstner, der ligger tungt tilbage på beatet og scatter, råbesynger eller inciterer nænsomt.

Kongen af New Orleans

Tættere på pensionsgrænsen finder vi den engang så vokalekvilibristiske Al Jarreau, der burde kende sin besøgstid. På scenen i dag virker han noget træt og mangler fordums frækhed. Mere vital er kongen af New Orleans, voodoomesteren Dr. John, der har været aktiv som musiker siden slutningen af 1950’erne. Tidligt fik han et heroinmisbrug og drev på et tidspunkt et bordel, kort sagt fortæller cv’et om en stodder, og noget lurvet er hans funk-bluesede sydstatsgrooves unægtelig. Selvom hans person og stemme er letgenkendelig, er han med sin rallende, slidte baryton, der mere taler end synger en bedre bandleder og arrangør end vokalist. Dr. John forstår først og fremmest at samle interessante bands, som gør det hele værd at opleve.

Som et scoop kan Copenhagen Jazz Festival præsentere den brasilianske sangerkomponist og politiske aktivitist Caetano Veloso, som kun har optrådt her før i 2010. Han kommer med sin gamle ven, Gilberto Gil, der en overgang var kulturminister under Lulas regeringstid, og heller ikke er helt ung længere. De to står for en poetisk og naturligvis brasiliansk dansant seance med deres akustiske guitarer og halvt hviskende røster.

Ved den københavnske havnefront på spillestedet og restaurationen The Standard har jazzchef Niels Lan Doky haft held til at få kontrakt med den 79-årige bassistlegende Gary Peacock. Ham kender vi især fra henholdsvis Keith Jarretts og Bill Evans’ berømte trioer, men han har også medvirket på Dokys indspilninger fra slutningen af 1980’erne, og de to har holdt kontakten siden. Som tredje hjul i The Standard Jazz Club kommer endnu en distingveret herre, trommeslageren Alvin Queen, der har spillet sammen med kanoner som Oscar Peterson, George Benson og Horace Silver. Doky og hans to venner optræder hele to gange hver eneste aften under festivalen.

Så nu er det bare med at sætte en masse krydser i kalenderen eller hoppe ud i jazzhavet med lukkede øjne, alt efter behag. Copenhagen Jazz Festival er det perfekte sted at starte for nye lyttere. Og i modsætning til klassisk musik kan jazzen meget ofte indtages udendørs i det forhåbentlig sommerlige vejr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu