Interview
Læsetid: 5 min.

Gustaf og den lange skygge

Digter og maler Gustaf Munch-Petersen forlod sin familie for at slås i Den Spanske Borgerkrig, hvor han i en alder af 26 døde. Nu har hans barnebarn, filminstruktør Laurits Munch-Petersen, lavet en film om sin morfar og den lange skygge, hans død kastede over familien
Kultur
5. juni 2015
Laurits Munch-Petersen troede, filmen om hans morfar skulle være en traditionel portrætfilm, men den udviklede sig til noget helt andet.

Ulrik Hasemann

»Det er vigtigt at gøre tingene til sine egne,« siger filminstruktøren Laurits Munch-Petersen. Og det har han så gjort med sin nye film, Skyggen af en helt, der handler om hans morfar, den banebrydende modernistiske digter og maler Gustaf Munch-Petersen.

»Man bliver lidt træt af at være barnebarn af en person, som alle snakker om hele tiden. Det er ligesom, når mine børn viser mig en tegning af en situation – så er det jo deres tegning, som de har lavet af den situation. Det har de behov for – det har man behov for, specielt når man har en morfar som Gustaf. Man skal lige have lidt luft.«

Læs også: Opgør med en kunstnermyte

I 1938 listede Gustaf Munch-Petersen ud af sit hus midt om natten og forlod sin intetanende, gravide kone og lille datter for at kæmpe mod Franco i Den Spanske Borgerkrig. Og selvom digteren blev skudt og døde i en alder af blot 26 år, har hans død kastet en tabubelagt skygge over familien lige siden. Hans kone, Laurits’ mormor, Lisbeth, smed sine to døtre ud hjemmefra, da de var teenagere, og siden ville hun hverken se dem eller sine børne- eller oldebørn eller på nogen måde tale om sin tidligere mand igen.

Frem i lyset

»Min filosofi er, at man skal have tingene frem i lyset og tale om dem,« siger Laurits Munch-Petersen.

»Det er den eneste måde, det kan stoppe på. Der, hvor det bliver ved i det uendelige, er, når det forbliver tabuagtigt. Mit håb er, at jeg med denne film får fortalt, hvordan jeg har oplevet det, og samtidig får spurgt familien: ’Hvordan har I oplevet det?’«

Til at begynde med ville han lave en mere traditionel portrætfilm om sin morfar. Men efterhånden udviklede filmen sig, og efter et besøg i Gudhjem på Bornholm, hos den mormor, han aldrig havde kendt, fandt Laurits Munch-Petersen og hans samarbejdspartnere, ikke mindst dokumentarfilminstruktøren Anders Østergaard, ud af, at det skulle være en mere personlig film om kunstnerisk, personligt at arbejde sig ud af morfarens lange skygge.

»Alle syntes, at Gudhjems-historien var meget mere spændende end et portræt af Gustaf. Det var fint med mig, fordi det var min egen oplevelse og en naturlig måde at fortælle om Gustaf på. Det kan hurtigt blive usmageligt, når familiemedlemmer skal lave portrætter af deres store forfædre.«

Laurits Munch-Petersen måtte arbejde for at beherske sin vrede, da han skulle mødes med sin mormor, som efter Gustaf Munch-Petersens død stiftede en ny familie. Til at begynde med var hun ikke spor imødekommende, men takket være en flaske god rødvin fik han hende til at åbne sig og fortælle om Gustaf. Og hun fortalte en anden historie, end barnebarnet havde forventet.

»Jeg troede, at det var en gyser, og så er det en kærlighedshistorie,« siger instruktøren med et smil.

»Jeg troede, at Lisbeth havde reageret så voldsomt, fordi hun var vred, men i virkeligheden var det på grund af kærlighed. Det var den store overraskelse i Gudhjem, og det er jo smukt. Det var virkelig vildt at opleve hende fortælle om sin kærlighed til Gustaf.«

I det hele taget har arbejdet med Skyggen af en helt budt på flere åbenbaringer og givet Laurits Munch-Petersen et anderledes nuanceret syn på begge sine bedsteforældre, end han havde tidligere. Også sin morfar har han lært at kende på en helt anden måde end tidligere. Han er så at sige kommet tættere på mennesket bag myten, blandt andet ved at tage til Spanien, hvor morfaren døde, og tale med flere mennesker, som har beskæftiget sig med og skrevet om Gustaf Munch-Petersen.

Klassisk psykologi

»De dage, hvor jeg lavede de interview, var virkelig rørende for mig,« siger Laurits Munch-Petersen.

»Jeg har jo ikke haft nogle bedsteforældre, og det var lidt, som om jeg mødte dem gennem blandt andre Ole Sohn og Asger Schnack. De vidste så meget om Gustaf og kunne snakke om ham i timevis og fortælle alle mulige detaljer – at han havde en abe på skulderen til den fest osv. Det var, som om han blev vakt lidt til live. Jeg blev rørt over, at han har gjort så stort indtryk, at der er nogen, som nærmest føler, at de kender ham.«

Samtidig har instruktøren erkendt, at hans familie ikke er den eneste, der er lidt mærkelig.

»Det der med at drage i krig er åbenbart noget, der fucker mange familier op,« siger han.

»Fordi jeg har lavet filmen, er jeg kommet til at tale med alle mulige mennesker både her og i Spanien, og alle har historier at fortælle om deres familier. Grundpsykologien i historien er totalt klassisk: Der sker et brud, og så må man ikke tale om det, uanset om det skyldes, at nogen er døde eller draget i krig. Der er mange flere familier, end man tror, hvor medlemmerne overhovedet ikke kan tale sammen, og alle tænker, at ’det er bare vores familie, der er skør,’ og man er lidt flov over det. Det er sgu meget godt at få det ud.«

Flere gange i løbet af Skyggen af en helt spørger Laurits Munch-Petersen, om morfaren var en kujon eller en helt. Noget entydigt svar får han – og publikum – dog ikke.

»Jeg tænker, at han i virkeligheden var begge dele på samme tid. Og sådan tror jeg tit, at det er. Hvis man tager de store helte gennem verdenshistorien, så skulle det ikke undre mig, om mange af dem har lignende mørke skygger i deres historier. Det er meget fint at fortælle, så man ikke går rundt og tror, at de bare var uskyldsrene og fantastiske,« siger instruktøren og forklarer, at det ikke handler om at tilgive morfaren, men om at forstå ham.

»Gustaf havde et helt reelt ønske om at redde verden. Han havde studeret i Berlin og havde set Hitler Jugend i gaderne. Han følte det som en trussel. Chaplin jokede med koncentrationslejre i Diktatoren i 1940. Der var nogle mennesker, der tidligt havde en fornemmelse af, hvad nazismen stod for. Det er helt klart en side af ham, helten. Den anden side, den mere egoistiske side, eventyreren eller kunstneren, er der også, og de er der begge samtidig. Jeg er ikke sur på ham. Noget, jeg har tænkt på, er det faktum, at han ikke sagde farvel. Hvis han også på privatfronten havde været en helt, havde han turdet se Lisbeth i øjnene og sige farvel. Jeg tror, at det havde gjort en kæmpeforskel i forhold til, hvordan hun reagerede. Jeg tror ikke, at hun ville have følt sig så svigtet. Det er lidt lusket at stikke af uden at sige det.«

’Skyggen af en helt’ har haft premiere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her