Læsetid: 8 min.

Hemingways første løgn

I sine bøger stræbte Ernest Hemingway efter sandheden. Til gengæld var han ikke bleg for at pynte på historierne om sine heroiske bedrifter. Tonny Vorm drog til Fossalta di Piave, hvor den unge amerikaner blev såret under 1. Verdenskrig, og hvor myten om Papa blev støbt
Hemingway blev hyldet som helt, da han blev såret i Europa under Første Verdenskrig. Men var det et sandfærdigt billede? Her er han fotograferet foran det amerikanske Røde Kors hospital i Milano i 1918.

The Granger Collection New York

13. juni 2015

Min GPS kan ikke finde vej, og jeg har også selv mistet overblikket. De smalle landeveje, cykelstier, markveje, kanaler og vandløb slanger sig som blodårer omkring Piave-floden, og uanset hvad jeg taster, ender jeg på en blind grusvej eller ved foden af den stærkt trafikerede A4-motorvej mellem Venedig og Trieste. Til sidst spørger jeg om vej hos en lokal bonde, hvis indkørsel jeg har passeret et par gange. Han læner sig op af sin hakke og kigger vurderende på mig med smalle øjne. Et smil trækker i hans mundvige.

»Hemingway?« spørger han med en stemme fuld af tobak.

Jeg nikker. Han siger et eller andet på italiensk og gør så en bevægelse med hagen ind over vinmarken på den modsatte side af vejen. I horisonten genkender jeg klokketårnet fra de billeder af byen, jeg har googlet mig til hjemmefra.

Fossalta di Piave er mindre, end jeg havde regnet med. Varmedisen flimrer ned ad hovedgaden, der er flankeret af gule og lyserøde facader med lukkede skodder. Jeg parkerer foran kirken og sidder lidt og samler mig, mens motoren køler af med små klik. Jeg er altid lidt spændt, når jeg er tæt ved det, jeg er rejst langt for at finde. Var det turen værd? En hed brise svøber sig om mit ansigt, da jeg stiger ud af bilen og går op mod målet for min rejse: Monumentet, der er rejst, hvor Ernest Hemingway blev såret under 1. Verdenskrig – og hvor den første af de mange løgne, der skabte myten om Papa, blev støbt.

Præget af Roosevelt

Da Ernest Hemingway var teenager, ville han være soldat. Det var helt normalt. I starten af det forrige århundrede havde Theodore Roosevelt overbevist en hel generation om, at rigtige mænd ikke lader sig styre af frygt. En mand er derimod »i stand til at modstå afstraffelse uden at fortrække en mine«, som den senere amerikanske præsident udtrykte det i sin berømmede tale »The Strenuous Life« fra 1899, samme år, som Hemingway blev født.

Budskabet blev yderligere pointeret i Roosevelt in Africa (1909), hvor et kamerahold følger præsidenten på safari. Da dokumentarfilmen blev vist for en fyldt biografsal i Hemingways hjemby Oak Park, kunne Ernest og hans venner ved selvsyn opleve »den mest dominerende figur siden Napoleon udføre drabelige krumspring på sin egen brave manér«, som det blev udtrykt på lærredet.

Den slags maskuline idealer bed sig fast i en dreng, hvis mor havde klædt ham i pigetøj som lille, og hvis far ofte var fraværende. Da USA i foråret 1917 trådte ind i krigen var Hemingway derfor fast besluttet på at drage til fronten i Europa for at vise, hvilket stof han var gjort af. Grundet dårligt syn bestod den unge mand imidlertid ikke sessionen. I stedet meldte Hemingway sig som chauffør for Røde Kors. Her fik han til opgave at køre sårede soldater væk fra fronten ved de italienske Dolomitter – men det var der ikke meget ved, mente Hemingway:

»Her er ikke andet end smukke landskaber, og alt for pokkers meget af det,« skrev han i et brev til en ven. »Jeg må væk fra den her ambulancedeling og se, om ikke jeg kan finde ud af, hvor krigen foregår.«

Det gjorde den godt 100 kilometer sydpå ved Fossalta di Piave. Kampene langs floden hér var intense, og dem var Hemingway ivrig efter at opleve på tætteste hold. I princippet havde han blot til opgave at uddele kaffe, chokolade og tobak til de italienske soldater, men en sen aften cyklede han helt ud til fronten, og kort efter midnat blev han ramt af splinter fra en østrig-ungarsk granat.

Hædret som en soldat

»På denne flodbred blev den amerikanske Røde Kors-frivillige Ernest Hemingway såret om natten 8. juli 1918,« står der på monumentet, der er rejst til minde om forfatteren ved Piave-floden for enden af Fossalta di Piave. Insekter summer, og enkelte biler kører jævnligt over den gamle pontonbro, men ellers er her helt stille og mennesketomt. Bag mig strækker det frodige og flade marsklandskab sig helt ud til kysten, og på den modsatte side af floden ligger en slidt rød jolle på bredden med bunden i vejret.

Hemingway-monumentet er for nylig blevet suppleret med en række søjler, hvorpå man kan læse historien om hans indsats på egnen. Søjlerne er placeret med et par hundrede meters mellemrum langs floden og bærer alle billedet af amerikaneren i uniform. Det samme billede pryder forsiden af Michael Reynolds The Young Hemingway (1986), og som Reynolds noterer sig heri, så er de officielle Røde Kors-emblemer pillet af uniformen. De to medaljer – for at være blevet såret og for at udvise mod – på brystet er derimod ikke til at overse.

I et brev hjem, skrevet mens han var indlagt på Røde Kors-hospitalet i Milano, gav Hemingway udtryk for, at han ikke selv kunne huske meget fra hændelsen. Men en officer havde fortalt, at han var blevet indstillet til en medaglia d’argento for at have båret en såret italiensk soldat på sin ryg efter selv at være blevet ramt af fjendens ild. Italienerne havde brug for både helte og amerikansk støtte, og i landets medier blev han derfor præsenteret som den første sårede amerikanske soldat – uagtet at han ikke var soldat, og at en anden amerikansk Røde Kors-frivillig var blevet såret (og dræbt) før ham.

Hemingway gjorde i starten ikke meget for at korrigere løgnen. I et brev hjem til sin mor, som hun videregav til byens lokale avis, fik historien oven i købet en ekstra tand: Udover 227 sår fra granatsplinter var han også blevet ramt af en kugle fra et maskingevær. Alligevel, skrev han, havde han haft kræfter til at bære en blødende italiensk soldat to hundrede meter i sikkerhed, inden han var besvimet foran sin kaptajn. I et svarbrev roser Hemingways mor ham for hans mod og skriver: »It’s great to be a mother of a hero.«

Historien spredte sig yderligere, da Hemingway vendte hjem til USA om bord på skibet Giuseppe Verdi. På kajen i New York blev han modtaget af en journalist fra avisen Sun, der gengav historien om, at han var den første sårede amerikaner fra den italienske front. Løgnen blev yderligere strammet, da Oak Parks Veteranforening sendte en række spørgsmål ud til byens hjemvendte soldater. Hér forfremmede Hemingway sig selv til 1. løjtnant. Samtidig beskrev han sin indsat ved tre store slag, hvor han havde kæmpet sammen med det hårdhudede italienske Arditi-korps. Flere anede nok, at det ikke hang sammen, men ingen talte en krigshelt imod.

Romanen fortæller sandheden

Ernest Hemingways krigsoplevelser blev ved med at vokse, og i 1926 skrev forlaget Scribners på omslaget til The Sun Also Rises, at forfatteren havde været ambulancefører og soldat i den italienske hær. Ifølge Michael Reynolds var Hemingway flov over teksten. Men ikke desto mindre overlevede den version i blandt andet Malcolm Cowleys indledning til The Portable Hemingway (1944), hvor forfatteren atter er blevet Arditi-soldat, samt Carlos Bakers Ernest Hemingway: A Life Story (1969), der i mange år blev betragtet som standardbiografien. Først med Reynolds’ The Young Hemingway begynder sandheden at blive adskilt fra myten, men også hér, kan man læse, at Hemingway blev ramt af maskingeværild.Mest grundig i sin research er Kenneth S. Lynns Hemingway (1987). Baseret på fire dokumenter, han har gravet frem – et telegram fra Røde Kors, Hemingways første telegram hjem, en rapport fra det amerikanske forsvarsdepartement og den officielle skrivelse, der fulgte med medaljeoverrækkelsen – konkluderer Lynn, at Hemingway paradoksalt nok selv kommer nærmest sandheden i sin roman om krigen, A Farewell to Arms (1929).

Hjemmefra har jeg genlæst Farvel til våbnene og fundet passagen, hvor Frederic Henry i hospitalssengen får at vide, at han er i betragtning til en medaglia d’argento. Det undrer amerikaneren, for som han siger: »Jeg røg i luften, mens vi sad og spiste ost.«

»Vær nu alvorlig. Du har ganske givet gjort et eller andet heroisk enten før eller efter. Tænk dig nu om.«

»Nej, jeg gjorde ikke.«

»Slæbte du ikke en kammerat af sted på ryggen?«

»Jeg bar ikke nogen. Jeg kunne ikke røre mig.« Også andre steder i forfatterskabet forsøger Hemingway at gøre op med den myte, han selv havde været med til at skabe, blandt andet i novellen »I et andet land« (1927). Heri indrømmer den amerikanske fortæller efter at have mødt to italienske officerer på et militærhospital i Milano: »Jeg var ganske vist blevet såret; men vi vidste alle sammen, at det at blive såret jo trods alt kun er et uheld.«

Lod myten leve

Det bondehus som han blev indkvarteret, i Fossalta di Piave, er for længst revet ned, men er man på den store Hemingway-tur, er der andet at se på Veneto-egnen. De fleste steder er historien bare den samme. Så i stedet for at lede efter gården, der dengang var Røde Kors-hovedkvarter, eller det sted ved floden, hvor forfatteren gravede 1.000 lire ned, da han genbesøgte Fossalta di Piave i 1949 – og hvor Løjtnant Cartwell sætter sig og skider i Over floden – ind i skovene (1950) – finder jeg en café nede i byen.

Jeg bestiller en cappuccino hos servitricen, der har brune øjne og smilehuller. Et sted bag hende snurrer en radio, der forhindrer mig i at spørge, hvorfor byen er så tom. Jeg tager kaffen med ud og sætter mig ved et af de tomme borde. De første Hemingway-bøger jeg læste, var min morfars, som jeg siden arvede, og den eneste gang jeg mindes, at min far og jeg har talt om litteratur, var, da han anbefalede mig et hotel i Paris. Her havde Hemingway boet, fortalte han. Jeg fandt aldrig hotellet, og jeg finder heller aldrig ud af, hvorfor min morfar og min far interesserede sig for Hemingway. Hvad betød forfatteren og hans bøger for dem? Troede de på myten om Papa? Var han et rigtigt mandfolk i deres øjne?

Mod slutningen af Ernest Hemingways liv viste det sig, at omkostningerne ved at udleve machomyten havde været store. Tre skilsmisser og tre forladte børn, masser af brudte venskaber samt en massiv alkoholisme blev det til, inden forfatteren i 1961 begik selvmord. I den forstand er Hemingway ikke noget forbillede. Alligevel kan jeg ikke slippe ham. Som så mange andre mænd spekulerer jeg indimellem over, hvordan jeg ville klare mig i en verden, hvor de maskuline pejlemærker står klarere, end de gør i den virkelighed, vi til daglig færdes i. Det er selvfølgelig også derfor, at vi stadig læser Hemingways bøger og fortsat fascineres af myten om Papa. Er vi stærke og stoiske nok, når det gælder? Er vi rigtige mænd?

Solen rødmer i horisonten, da jeg har drukket min kaffe, og en let brise bærer antydningen af aften med sig. Senere skal jeg have en drink på Harry’s Bar inde i Venedig, hvor Hemingway i vinteren 1949 havde sit eget bord. Og i morgen skal jeg have flyet tilbage til hverdagen og min kone og mine børn, som jeg savner efter at have været væk tre dage. Men jeg har ikke travlt. Jeg kan godt lide Fossalta di Piave. Da servitricen dukker op bestiller jeg en kaffe mere og fisker derefter min notesbog og en kuglepen op af tasken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu