Læsetid: 4 min.

Henkastede betonrør

Når specielt litterære tekster skal oversættes, er det ikke mindst fordi digtning – og her især poesien – bærer på en viden om, at vi netop ikke forstår alting, og at livet og verden som regel kan tolkes på mere end én måde
Når specielt litterære tekster skal oversættes, er det ikke mindst fordi digtning – og her især poesien – bærer på en viden om, at vi netop ikke forstår alting, og at livet og verden som regel kan tolkes på mere end én måde

Freja Bagge/iBureauet

20. juni 2015

I skåltaler og på internationale poesikonferencer ventileres fra tid til anden den bovlamme kliché, at ægte poesi er umulig at oversætte. Selv så kyndig en vismand som svenskeren Olof Lagercrantz abonnerede på klicheen og påstod i Kunsten at læse og skrive, at et digts uoversættelighed netop er beviset på, at poeten har virkeliggjort sin hensigt.

Når klicheen stadigvæk trives, hænger det sammen med, at den i plat og teknisk lingvistisk forstand slet og ret er sand. Når du siger noget, siger du dét, og når du siger det på en anden måde eller på et andet sprog, er det noget andet, du siger. Hvis du siger det samme, som du sagde for en time siden, er det noget andet, du siger, dels fordi det er blevet citat og altså nu står i anførselstegn, dels fordi situationen er ny og denne kontekst forlener udsagnet med ny betydning. Og tænk så blot på alle de transformationer og spring, som finder sted i oversættelsesprocessen, hvor afstande skal tilbagelægges ikke bare mellem to mennesker og dermed to forskellige bevidstheder, men også mellem to sprog, to kulturer og to sæt litterære horisonter.

Poesiens uoversættelighed

Jo, der kan såmænd være udmærket grund til at vedligeholde klicheen om især poesiens uoversættelighed, og både digtere og oversættere disker med fryd op med historier om (de andres) gruelige misforståelser og spektakulære fejl. Poul Borum berettede således, at nordmanden Sigbjørn Obstfelders berømteste digt »Jeg ser« på engelsk var blevet maltrakteret, så at linjen »Jeg er vist kommet på en feil klode!« havde måttet lide den tort at blive oversat til »I think I have landed on the wrong ball.«

På det seneste har jeg i nogle omgange sat mig med de elleve tekster fra nylig afdøde Tomas Tranströmers samling Mörkerseende (1970), dels i svensk original, dels i Peter Nielsens danske og Jan Erik Volds norske fortolkninger fra hhv. 2011 og 1996. Kun således, tænkte jeg naivt, ville jeg kunne lære disse tilsyneladende så enkle, men i virkeligheden dybt hemmelighedsfulde digte at kende, sådan til bunds og for alvor.

Det stik modsatte skete. Digtene, men især »Navnet«, »Trafik« og måske allermest »Nattevagt« står nu for mig som endnu mere besynderlige end før. Og dette skyldes ikke, at de er oversat dårligt, jeg kunne måske sige tværtimod. Forholdet er snarere det, at de i det store hele har fået lov at beholde deres mystik, sådan at jeg stadig ikke ved, hvorfor de skrider fremad, nøjagtig som de gør.

Når dagligdagens tekster oversættes, sker det, for at flere end de, der behersker kildesproget, skal kunne forstå den enkelte meddelelses indhold samt tage stilling til dens eventuelle budskab. Dette kalder vi for kommunikation.

Men når specielt litterære tekster skal oversættes, er det ikke mindst, fordi digtning – og her især poesien – bærer på en viden om, at vi netop ikke forstår alting, og at livet og verden som regel kan tolkes på mere end én måde. Det kalder vi vistnok for litteraturens væsen. Og hvis man skal have en ærlig chance for at indkredse, hvad det er, man ikke forstår, og have mulighed for at tøve foran sin skråsikkerhed, så er man logisk nok nødt til at lægge ud med en fortrøstningsfuld tillid til, at man fatter det hele eller i det mindste det meste. Dette udgangspunkt kan langt de fleste af os kun tage på vores modersmål. Derfor er det helt i sin orden at oversætte f.eks. Tomas Tranströmers digte til norsk og dansk.

Hvad der gik tabt

Hvad det var, denne formidable digter kunne, får vi en fin lejlighed til at høre og diskutere, når digteren og forlæggeren Asger Schnack og litteraturforskeren Birgitte Steffen Nielsen onsdag den 7. oktober i Informations kantine holder oplæg under overskriften: »Hvad du ikke vidste om Tomas Tranströmer«. Uhm, jeg glæder mig allerede.

Men lad mig skærpe nysgerrigheden ved at antyde, hvad der trods alt måske alligevel gik tabt nogle ganske få steder i oversættelsesprocessen. I det første digt »Navnet« bliver jeget søvnigt under bilturen og kører ind til siden, ruller sig sammen på bagsædet og sover. Da han vågner op, ved han ikke, hvor eller hvem han er: »känner inte igen mig. Klarvaken, men det / hjälper inte. Var är jag? VEM är jag?« Men endelig vender hans liv tilbage, som en engel ledsaget af et trompetsignal. På norsk står der her »Det er meg!« og på dansk »Det er mig!« Men på svensk er udtrykket det samme, som da spørgsmålet blev stillet, stadig nominativ: »Det är jag!« Hvilket vel rummer en biklang af, at jeget jo bare er 1 x individ, 1 x sådan én, der kan sige »jeg« om sig selv.

Andetsteds beskrives et eksteriør med »spredte cementrør« og en trafikscene med »dæmpet larm«. Men på svensk er rørene »kringkastade« og støjen »nerskruvat«, og dette er vel en lille smule værre, en anelse mere uhyggeligt, i og med at det implicerer, at uhyggen er produktet af en intentionel menneskelig aktivitet? Jeg forlanger ikke alenlange bortforklaringer eller undskyldende fodnoter. Nej, på en måde er det da smukt, at der er mærkbar forskel mellem den sublime poesi og den næsten, men jo også kun næsten perfekte danske oversættelse. Det viser, at et møde har fundet sted, eller, om man vil, at oversætteren gæstfrit har lukket et fremmed digt ind i sit sprog uden at kræve integration.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu