Læsetid: 5 min.

Den homoseksuelle er altid død på forhånd

For nylig kom tredje bind af den svenske bestseller ’Tør aldrig tårer bort uden handsker’ på dansk. Romanen følger en gruppe bøsser i 1980’ernes Stockholm, hvor de fleste af dem dør af AIDS. Mads Ananda Lodahl har læst bøgerne, set tv-serien, der bygger på dem, og talt med kønsforsker Michael Nebeling om, hvordan de kan forstås
22. juni 2015

»Den homoseksuelle har i kulturen traditionelt været en dødens figur. Det homoseksuelle liv er blevet set som umuligt liv, og den homoseksuelle måtte dø, for at det rigtige liv kunne gå videre. Se bare på Herman Bangs og mange af Christian Kampmanns karakterer eller en film som Philadelphia, hvor fremstillingen af den homoseksuelle måske er mere sympatisk end førhen, men hvor forbindelsen til døden, ulykken og det tragiske stadig er ubrydelig.«

Sådan siger Michael Nebeling. Han er kønsforsker ved Syddansk Universitet og har skrevet ph.d. om den homoseksuelle figurs udvikling. Han mener, at den homoseksuelle figur i en dansk kontekst bredt set har bevæget sig fra dødens domæne over i livets, en udvikling, der blev skudt i gang med indførelsen af det registrerede partnerskab i 1989.

Hvad det vil sige, at den homoseksuelle figur altid på forhånd er død, kan tydeligt illustreres med DR-serien Arvingerne, hvor faderen, Carl Grønnegaard, som den eneste ikkeheteroseksuelle karakter i hele serien, allerede inden serien begynder, får AIDS og skyder hovedet af sig selv ude i laden. Han er ikke bare i skabet, AIDS-syg, selvmorder og død. Han er simpelt hen skrevet ud af manuskriptet, så seerne aldrig får ham at se. Han er et genfærd, en skamplet på familien, et vidnesbyrd om den ulykke og død, der uløseligt knytter sig til det homoseksuelle. Og den historie fortælles ifølge artiklen »Homoer på tv har haft det hårdt siden Korsbæk« i Politiken, 15. maj 2015 igen og igen i DR-produktioner.

Men mens »DR fastholder den homoseksuelle i en dødskonstruktion, der kun er 1988 værdig«, som Nebeling udtrykker det, er den svenske romantrilogi Tør aldrig tårer bort uden handsker blevet bestseller og nyklassiker på den anden side af Øresund, og romanen er blevet omsat til en tv-serie, der blev set af 34 procent af den svenske befolkning i 2012. Den er dermed en af de mest sete tv-serier i Sverige nogensinde, og den høstede flere priser og velfortjent ros fra anmelderne.

Næsten alle dør

Tør aldrig tårer ... er både som roman og tv-serie særdeles velproduceret/velskrevet, intelligent, underholdende, vigtig og anbefalelsesværdig. Også for heteroseksuelle. Værket har kærlighedshistorien mellem Rasmus, der flytter til Stockholm fra landsbyen, Koppom, og Benjamin, som er Jehovas Vidne, som omdrejningspunkt, men både serien og romanen springer frem og tilbage i tid og følger snart den ene, snart den anden af fortællingens mange karakterer. Jonas Gardell, som både har skrevet bogen og seriens manuskript, skriver med stor viden og indsigt på en stærk blanding af sorg, kærlighed og vrede, og selvom værket er fiktivt, bygger det på historien om hans egen ungdom i 1980’ernes Stockholm.

Det er en ny tid for de homoseksuelle. De holder stolte parader, besætter socialstyrelsen og springer ud, men da AIDS-epidemien kommer og tager livet af dem en for en, ser samfundet den anden vej og taler om tvangsinternering og om AIDS som en retfærdig straf for en syndig livsstil.

Vennekredsen i værket holdes sammen af den flamboyante Paul, der »skilter med det«, som man sagde dengang. Han samler de unge bøsser i sin lejlighed til gavmilde juleaftener og hjertevarme og står som den stærke beskytter, der holder modet oppe, når vennerne begynder at dø. Indtil han selv dør.

Men hvis Tør aldrig tårer ... handler om bøsser med AIDS, er det så ikke bare endnu en historie om bøssen som dødens figur?

Ikke nødvendigvis. For når man fortæller historien om de AIDS-dræbte bøsser, er det, fordi den er værd at fortælle. Og det er den, fordi deres liv havde værdi. Og det er det nye. Det er ikke længere selvfølgeligt, at bøssen dør. Det er sørgeligt.

»Samfundets manglende reaktion på AIDS-epidemien i 1980’erne kan forstås indenfor den ramme, at den homoseksuelle allerede sås som død og derfor ikke kunne sørges over. Derfor var politisk handling heller ikke nødvendig. Men mange nye film og bøger tager i dag fat i AIDS-epidemien for at skabe en historie af sorg, hvor vi kan sørge over AIDS-epidemien som en fælles fortælling af smerte. Men hvis vi, på nationalt plan, skal sørge over dem, der døde, forudsætter det, at vi mener, at de homoseksuelle alligevel var værd at redde. Også selvom vi som samfund mente noget andet i 80’erne,« siger Nebeling.

Han fortæller, at en udbredt aktion under AIDS-epidemien var at læse de dødes navne højt offentligt »som en måde at insistere på, at de døde har levet, var elsket og er savnet«.

Gæst til sin egen begravelse

I et interview til Berlingske i 2013 sagde Gardell, at han med romanen skrev sine venner levende igen, og på den måde kan hele værket ses som en udvidet version af navneoplæsningen. Værket insisterer på, at de døde har levet, at de var elskede, og at der er folk, der savner dem.

Da Benjamin springer ud for sine forældre, kommer de hjem til ham med en kage og en buket blomster, men stemningen er alt andet end munter. Forældrene ser ned i bordet, mens de spiser deres kage i stilhed, og så går det op for Benjamin, hvad det er, der sker.

»Men det her er jo min egen begravelse!« siger han.

De stærkt religiøse forældre, der ser sig nødsaget til at slå hånden af deres søn, nikker bare, og når han senere skriver breve til dem, svarer de blot, at »vi lader, som om du ikke findes«. Den homoseksuelle Benjamin er allerede død.

Rasmus’ forældre derimod konfronteres med deres søns fysiske, langtrukne og ufatteligt smertefulde AIDS-død, og da han dør, nægter de Benjamin en plads i dødsannoncen og tvinger dermed den døde og forsvarsløse Rasmus tilbage i skabet og Benjamin tilbage i ensomheden. Den stærke Paul vil ikke lade det samme ske for ham, så da han kan mærke, at han ikke har langt igen, skriver han sin egen dødsannonce til avisen og begynder dermed sin egen historie af sorg og savn med disse fire korte ord:

Paul. Jeg har levet.

’Tør aldrig tårer bort uden handsker’. Jonas Gardell. Den svenske tv-serie kan ses på filmstriben.dk. Romanen er udkommet på dansk i tre bind på Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu