’Ingen har forstået landområderne bedre end forfatterne’

Da det på valgaftenen stod klart, at en femtedel af alle danskere havde stemt på Dansk Folkeparti, flød en malstrøm af mishagsytringer ud på Facebook: »Har Danmark pisset i bukserne?«, lød det med reference til partiets gule listefarve, der havde tilført det politiske landkort en ny nuance: »Sælg Sønderjylland til tyskerne«, »Nej, det er synd for tyskerne«, »Jeg flygter til Sverige,« lød andre af de frustrerede kommentarer.

Så fulgte nogle dage med forsoning og forsøgsvis forståelse. Nogle foreslog en kulturel udveksling mellem land og by, en slags venskabsbyordning, så vi igen kunne lære at finde hinanden midt i vores forskelligheder.

Men der er en anden mulighed, mener Johs. Nørregaard Frandsen, der er cand.phil. og professor i kultur- og bevidsthedshistorie på Syddansk Universitet. I stedet for at tage på en eksotisk endagstur til Tønder i Sønderjylland, burde vi hellere stikke hånden ind i bogreolen bag os. Hvis vi virkelig vil forstå, hvad der skete torsdag aften, hvis vi for alvor vil til bunds i årsagerne, så bør vi studere samtidslitteraturens skildringer af provinsen som det sted, hvor globaliseringen viser sin vrangside frem.

»Der er ingen tvivl om, at der findes en konflikt mellem by og land, som ikke må overses. Landområderne føler sig kørt over, og det er der næppe nogen, der har forstået og beskrevet lige så godt som forfatterne,« siger Johs. Nørregaard Frandsen.

Han fremhæver blandt andre forfattere som Knud Sørensen, Helle Helle, Lone Hørslev, Hans Otto Jørgensen, Ida Jessen, Arthur Krasilnikoff og Jens Smærup Sørensen: »De har alle vist, at det her stikker dybere end et enkelt folketingsvalg. At der er en befolkning på Lolland, på Sjælland og i Vest- og Sønderjylland, som føler sig som b-klasse. Men hvis der er noget, moderne politik er dårlig til, så er det at tage ved lære af kunsten. En forfatter som Jeppe Aakjær spillede rent faktisk en politisk rolle med sin jyske hjemstavnslitteratur i begyndelsen af 1900-tallet. Han blev både citeret i taler og debatter i Rigsdagen. Men der er desværre ikke mange politikere, som bruger litteraturen på den måde i dag,« siger han.

Også Dan Ringgaard, dr. phil. og lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet, mener, at vi bør tage ved lære af forfatterne i vores forsøg på at analysere og forstå det overraskende valgresultat.

»Litteraturen kan give os et indblik i nogle menneskeskæbner, som vi ikke rigtig kender til eller forstår. Hos forfattere som Bent Vinn Nielsen og mange andre får vi åbnet vores øjne for, at det ikke nødvendigvis er ren idioti, når så mange mennesker stemmer på Dansk Folkeparti – men at det har sine årsager i nogle reelle bekymringer og frustrationer hos en befolkningsgruppe, som måske føler sig lidt overset af hovedstaden,« siger han.

En kedelig mand

En af de romaner, der netop tematiserer den oversete provins er Bent Vinn Nielsens Den svævende tankbestyrer (2014). Her møder vi hovedpersonen Magnus, der står bag skranken på en tank i Vendsyssel. Tiderne er trange, for de oprindelige planer om at føre en ny motorvej gennem området er blevet forpurret af »naturfrederne«, og det er nu kun et spørgsmål om tid, før tanken må dreje nøglen om. En dag da en kvindelig forfatter kommer forbi for at tale med hans storebror, får den trængte tankbestyrer luft for sine frustrationer over at tilhøre den usynlige del af befolkning, som alle regner med, men ingen anerkender: »Hvorfor skriver du ikke om sådan én som mig?,« spørger han hende. »En kedelig mand, sådan én der aldrig oplever noget, fordi han har sit arbejde at passe. Sådan én der tjener sine egne penge, og som ikke har tid til at sidde og snakke med en forfatter om sin interessante storebror. Skriv om alle os, der aldrig selv oplever noget, fordi vi skal poste penge i de interessante, så de rigtig kan udfolde sig.«

Det er også de usynlige mennesker, Jens Smærup Sørensen skriver om i sin bestsellerroman Mærkedage (2007), som ifølge Dan Ringgaard burde være obligatorisk pensum for alle, der interesserer sig for det historiske skel mellem land og by. Gennem tre nedslag i henholdsvis en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en rund fødselsdag i 2003 fortæller Mærkedage historien om den gamle bondekulturs gradvise afvikling til fordel for et moderne samfund. Konkret er det historien om, hvordan »Staun som et samfund og en verden i sig selv gik under, for så småt, og som alle andre landsbyer, at blive en afsides og forhutlet lille bebyggelse i den globale metropol«, som det hedder i romanen.

»Mærkedage er en af de mest præcise seismologiske undersøgelser af det skred, vi har været vidner til,« siger Dan Ringgaard. »Groft sagt er der to slags mennesker i romanen: Dem, der stadig tror, at de er i landbrugssamfundet, og det er taberne. Og dem, der har koblet sig på globaliseringen, og det er vinderne. Det er det samme skel, vi ser udmønte sig i dag. Nogen er med rette eller urette bange for globaliseringen, fordi de ikke selv er en del af den – mens andre er glade for den, fordi de står lige midt i den. De første bor på landet, og de andre bor i byerne.«

Bussen kommer i morgen

I Helle Helles Ned til hundene (2008) er vi vidner til et møde, som på mange måder minder om den type kulturudveksling mellem land og by, som i øjeblikket efterlyses så kraftigt i den offentlige debat. Handlingen tager sin begyndelse, da jeg-fortælleren, en 42-årig kvindelig forfatter, stiger af bussen med sin rullekuffert et sted på Sydvestsjælland. Hun har forladt sin mand og leder efter et godt sted at græde. Alene. Men John og Putte, to piskesmældsramte førtidspensionister, vil det anderledes. De samler hende op ved busstoppet og tilbyder hende at overnatte på deres hjørnesofa. Som John forklarer hende:

»Ved du godt, at der først kører en bus i morgen? Der kører jo kun en om dagen her.«

John og Putte er den type mennesker, der spiser med en serviet under hagen for at »spare en tallerken«. Hver onsdag spiller de ludo om, hvem der skal støvsuge, ordne badeværelse og vande blomster. Og de bruger gerne en dag på at cykle til Statoil efter linser og lottokuponer. Det fremgår ikke direkte af romanen, men John og Putte er kernevælgere i DF-land. Jeg-fortælleren, derimod, er storbyradikal. Men i læsningens løb viser karaktererne nye sider af sig selv, som gør enhver politisk segmentanalyse til skamme:

»Her får du det sjove paradoks, at det er et møde mellem mennesker, der er næstekærlige, venlige og hjælpsomme på et personligt plan – men som alligevel, kan nogle af os synes, underligt nok stemmer på et parti, som på et mere abstrakt niveau virker meget lidt næstekærlige. De tager godt imod de fremmede, der kommer forbi, men er meget skræmt over de fremmede, som jo ikke engang findes i deres lokalområde. Det er en underlig selvmodsigelse, men det er netop det, litteraturen kan bruges til at kigge på. At der faktisk er en hjælpsomhed i det nære, som måske kan modvirke, at bymennesker dæmoniserer hele den ende af landet,« siger Dan Ringgaard.

En historisk konflikt

Konflikten mellem by og land er som antydet ikke ny – heller ikke i litterær sammenhæng. I begyndelsen af 1900-tallet satte forfattere som Johannes V. Jensen, Marie Bregendahl, Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær det politisk oversete Jylland på landkortet i en bølge af besyngende hjemstavnslitteratur. Det skete i noveller, romaner og viser, og for Jeppe Aakjærs vedkommende også som redaktør af to opsigtsvækkende antologier: Fræ wor Hjemmen og Jydsk Stævne. I forordet til Jydsk Stævne fra 1902 hedder det:

»Hvad vil vi med dette Skrift? Først og fremmest søge at bringe en Smule Landluft ind i en Litteratur, der mere og mere synes at skulle dreje sig om de tre første Rangklasser; – dernæst at afstikke en Tumleplads for de jydske Særinteresser, der hidtil har savnet et forstaaende Organ.«

»Der opstod ved århundredskiftet en litterær retning, der beskrev Jylland som et helt andet land og jyder som et helt andet folk end, hvad de kaldte Østdanmark,« forklarer Johs. Nørregaard Frandsen. »Jeppe Aakjær beskyldte eksempelvis Hedeselskabet for at være 'østdanske', fordi de ville have højstammet skov. Det var ifølge Aakjær ikke 'jysk', for den jyske biotop var jo 'heden'. Det var en form for hjemstavnsdigtning, der gav provinsen en meget stærk stemme, og som vendte sig mod industrialiseringens København med dens fimsede borgerskab.«

Et godt eksempel fra den tid er visen Endnu et bitte nyk fra 1906, hvor Jeppe Aakjær efterspørger større respekt for den jyske landarbejder, som måske ikke skaber revolutioner, men som ikke desto mindre har bygget nationen op – nyk for nyk: »O, I, som bo og bygge/ i tavse bøges skygge/ og føle jer så trygge/ mod hedemandens tryk,/ husk på, at fædrelandet,/ at Danmark blev et andet/ på mulden som på sandet/ ved slige bitte nyk.«

Provinstemaet blussede op igen med Hans Kirk og andre socialt indignerede forfattere i 1930'erne – og igen efter jordskredsvalget i 1973, hvor forfattere som blandt andre Knud Sørensen og Kirsten Thorup skrev store fortællinger om at bryde op fra provinsen og blive en del af en anonym storby. De senere år har udkanten atter fundet vej ind i de litterære cirkler, men til forskel fra tidligere er den stedsspecifikke litteratur i dag blottet for enhver form for nostalgi.

»Hvor Jeppe Aakjær kunne rejse et stolt billede af provinsen, ser den nye generation i højere grad provinsen som et sted, der er under opløsning,« forklarer Johs. Nørregaard Frandsen. »Der peges på et gennemurbaniseret land, hvor det ikke længere hedder 'ude på landet', men derimod Udkantsdanmark eller lige frem Affaldsdanmark.«

Det fremgår med al tydelighed i Erling Jepsens Frygtelig lykkelig (2004) om den naive og følsomme politimand Robert Hansen, der forflyttes fra København til Højer i Sønderjylland og må tilpasse sig de lokale skikke og normer. I en af bogens indledende passager forsøger Robert at overtale sin mor til at tage med:

»Nej, tak, sagde hun og stillede den tomme flaske på bordet. Jeg skal ikke til Jylland. Og da slet ikke Sønderjylland, der er ingen civiliserede mennesker, kun bønder og køer. Jeg har det godt her.

– Så bliver der længere imellem at vi ses, sagde han.

– Betydeligt længere.«

Det fremmede land

De regerende byklassers dæmonisering af landet er et tema for både samtidige spillefilm og romaner – men fremstillingerne adskiller sig fra tidligere tider ved at bytte om på forholdet mellem by og land, forklarer Dan Ringgaard:

»Hvis du går tilbage til Pontoppidan eller Johannes V. Jensen fra århundredskiftet, så bevægede mange forfattere sig fra landet og ind til byen, som de beskrev som et Sodoma og Gomorra, hvor alle ting gik i svang. Men i dag er der hos flere forfattere og filmmagere sket en omvending af forholdet mellem by og land. Ole Bornedals Fri os fra det onde dyrker en Twin Peaks-lignende forestilling om, at alt er råddent i provinsen – og du kan sige, at Erling Jepsen og Knud Romer gør lidt det samme. Det er en forestilling om, at provinsen er så lukket om sig selv, at skrækkelige ting kan ske,« siger han og fortsætter:

»Byerne er blevet det normale og for dele af litteraturen betyder det, at det dæmoniske og farlige er flyttet fra byen og ud på landet, som i dag repræsenterer det ukendte og fremmede, som vi frygter og er bange for.«

På bare hundrede år har den demografiske udvikling ført til en affolkning af landet og en opfyldning af byerne. I 1901 boede 56,7 procent af den danske befolkning på landet. I 2008 var tallet faldet til 13,6. Det er ifølge Dan Ringgaard endnu en grund til, at vi bør udsætte os selv for flere bøger om emnet, så forskellene imellem os ikke vokser i takt med at vores forståelse for hinanden forsvinder.

»Litteratur handler om at forstå forskellige mennesker og om at forstå de kulturelle bevægelser, som løber under det hele – og om at forstå dem begge kritisk. Sagen er, at vi råber over et gab, som bliver større og større. Mellem dem, der er koblet på globaliseringen, og dem, der ikke er koblet på globaliseringen. Og det er ikke kun et problem herhjemme. Det er et globalt gab, vi ser spænde sig ud foran os.«