Baggrund
Læsetid: 13 min.

Det, de kalder The Jungle

De er på flugt fra krig og undertrykkelse. I tusindvis ankommer de til Europa. De har været sammen i samme synkende skude, de er nået hertil. Alligevel er hver især overladt til sig selv, til heldet, skæbnen. Det lunefulde forsyn
Seks kilometer fra Calais’ bycentrum, en fransk provinsby med 120.000 indbyggere, ligger ’The Jungle’. En selvbestaltet flygtningelejr, hvor folk bor i håb om en dag at komme videre.

PHILIPPE HUGUEN

Kultur
6. juni 2015

Vi begyndte at gå mod den selvbestaltede flygtningelejr i Calais, de kaldte den for The Jungle. Vi havde hørt at man søgte dertil, fordi man håbede at komme videre til England. Det var især folk på flugt fra Sudan, Eritrea og Etiopien, men også syrere og afghanere og nogle få libyere. De fleste kom via Libyen over Middelhavet til Italien. Vi havde set på et kort over Calais, en provinsby med 120.000 indbyggere.

Det, de kalder for The Jungle, skulle ligge ude bagved en industrizone omkring seks kilometer fra byens centrum. Calais er en sær trist by, nedslidt, afvisende, bortvendt. Selvom der er restauranter og pubber i centrum, virker den kølig og forladt, gennemløbet af lange lige slidte gader med små huse og haver til, det koldeste sted i Frankrig, hører vi.

Place d’armes ved Rue Royale er stor og retningsløs, flankeret af triste hvide blokke som i østeuropæisk stil. I den ene ende ved Rue Royale rejser sig et ensomt middelaldertårn, engang i trettenhundredtallet tjente det som fyrtårn. Længere inde i byen ser vi det blinde tykke tårn af den massive Notre Dame-kirke, som i sin tid blev bygget af englænderne.

Engang under Kong Edward III’s belejring af byen tilbød seks borgere, det var i 1347, at ofre deres liv for at redde de udsultede indbyggere. Auguste Rodin skabte en skulpturgruppe af episoden, som blev opstillet i Calais i 1895 foran sekstenhundredtalsbygningen rådhuset Hotel du ville, hvis tårn kan minde om Big Ben i London. Der findes bl.a. en kopi i Ny Carlsberg Glyptoteket.

I 1940 blev byen bombet af de allierede, den gamle bydel og kirken blev skadet, kunstmuseet nedbrændte og en stor del af samlingen gik tabt, nu er det genopbygget i kasseformet tresserstil. Havmågerne og den konstante blæst vidner om havet og havnen og færgerne, der sejler til England og tilbage igen. Disse store hvide færger er hovedårsagen til koncentrationen af flygtninge i Calais.

Calais var bange

Vi gik i skarp blæsende sol ad Route Gravelines, der førte forbi Zone industrielle de Dunes mod broen over motorvejen. En enorm kø af lastvogne og personbiler på vej til havnen og færgerne. To kvinder fra byen kiggede ned, en af dem med cykel og et lille barn på et cykelsæde, de tog billeder med smartphone.

Vi havde ingen anelse om hvad der foregik der, men som vi nærmede os, kunne vi tydeligt se mennesker løbe rundt mellem lastvognene nede på motorvejen. Vi havde godt hørt, at flygtningene, der var nået så langt som til Calais, forsøgte at springe på lastvogne for at blive fragtet over kanalen, men vi havde aldrig forestillet os, at dette skulle foregå ved højlys dag og i så massivt et antal. I snesevis løb de rundt, der var også dem som kravlede ned fra broen. De to kvinder fortalte, at nogle forsøgte at springe fra broen og ned på lastvognstagene og undertiden med fatale konsekvenser.

Der var politi dernede, slet ikke nok til at holde dem tilbage, i alt mellem syv og ti betjente, mens flygtninge løb ud og ind mellem bilerne og forsøgte at åbne bagsmække eller at kravle ind under hjulene på lastvogne. Betjentene brugte knebler og peberspray. De jagede en hel flok af unge mænd og kvinder ind i buskadset langs motorvejen

De to lokale kvinder forklarede ophidset, at det her havde stået på i mere end ti år. Alle i Calais var bange. Der var et hemmeligt korruptionsnet, som tillod dette at fortsætte, sagde de. Politiets indsats var i virkeligheden kun skinmanøvrer, og hverken tv eller regeringen ville sige sandheden om virkeligheden her. Det mindede om en krigszone. Der var udrykning, politibiler og ambulance. Man fortsatte ufortrødent forsøget med at hægte sig fast eller at tvinge sig vej ind. Det her var tydeligvis ude af kontrol. I de sidste par måneder, sagde de to kvinder i munden på hinanden, var det blevet endnu værre.

De advarede os mod at gå rundt efter mørkets frembrud, flygtningene kunne forekomme smilende, men i næste øjeblik kunne de trække kniv og myrde for en mobiltelefon. Calais var under belejring igen, men denne gang var det nogle af klodens fattigste og mest udsatte, der var belejrerne.

Læs også: Animal Land

Vi drejede til venstre ned ad en støvet vej. Til den ene side buskadsbevoksede sandklitter, til den anden et langt pigtrådshegn. Bag hegnet et skilt på engelsk: Danger, restricted area, Beware of dog! En lugt af brændt træ, lasede sorte på vejen, som i Afrika. Det var følelsen da vi drejede ned ad vejen, det var som at træde ind et eller andet sted i Afrika. Nogle af dem på gamle cykler.

Nu så vi hytter af sort plastik ude mellem buskene. Her boede folk. Flere og flere mennesker kom ned ad vejen, til sidst stod vi foran et hegn og et skilt, hvorpå der stod Forbudt for uvedkommende. En gruppe hvide kvinder og mænd iført orange veste befandt sig udenfor. En af dem meddelte os, at vi ikke kunne passere, medmindre vi havde tilladelse fra centerlederen. Vi ringede, men der var intet svar. Vi skrev men fik aldrig svar.

Folk hang uden for lågen, nogle vaskede sig ved en vandpost. Bag hegnet var der en fodboldkamp i gang. En ung sort fyr tiltalte os pludselig på tysk, så engelsk. Han hed Raed, var fra Darfur i Sudan. En imødekommende type med meget trætte øjne. Hans engelsk var vældig godt. Han indvilligede i at vise os hen til der hvor han boede, førte os ind i buskadset, ind mellem hytter af sort plastik. Omkring et bord mellem hytterne sad en halv snes fyre og spillede kort. De hilste alle sammen.

Raed fortalte at dette sted, denne ansamling af hytter, gik under navnet The New Jungle, en sudanesisk enklave. De var alle flygtet fra krigen i Darfur. En krig vi engang havde hørt om, som var gledet i baggrunden, i baggrunden af hvad? Syrien måske, Libyen. Eller bare glemt i træthed og uforståelighed. Der boede også en fyr fra Libyen. Lidt senere viste han os et lille hus af planker han var i færd med at bygge, det var rejst på pæle, og den lille stue var beklædt med stjernemønstret lærred. Det var der nogle velmenende borgere fra byen, som havde foræret ham.

Samlet op

Raed inviterede os ind i sin sorte hytte, han var en naturlig leder. Han talte jo godt engelsk, hvilket gav ham en fordel, han kunne lide sprog. Hvordan havde han lært sig dette, når han sagde, at den sudanesiske regering havde ødelagt muligheden for uddannelse for folk i Darfur? Han havde købt undervisningsbøger på markedet i Al Fasir, han studerede og øvede med folk, der kunne tale engelsk. Netop nu var han ved at lære sig fransk på samme måde.

Indefra kunne man se at hytteskelettet var af grene, i et hjørne en olietønde, der var skåret et firkantet hul i, fungerede som ovn, røgen op gennem et skorstensrør. Vi sad på en gammel sofa, de havde fundet på gaden. Snart kom der te på en halvt ødelagt skammel. Der var mellem syv og otte unge mænd i hytten. De havde ingen penge, ikke en euro tilsammen. Raed selv havde kun det han stod og gik i, han havde boet her en måned.

For to måneder siden ankom han til Europa med andre flygtninge i en bristefærdig gummibåd. De var sejlet ud fra Libyens kyst. Efter otte timer var de i italiensk farvand, og så ringede en af dem til de italienske havmyndigheder. De blev samlet op og bragt til Italien. Derfra flygtede Raed videre. Han forsøgte at gemme sig på toilettet i et tog ind i Frankrig, men det slog fejl.

Han forsøgte at vandre fra grænsebyen Ventimigla over Alperne til Frankrig, men han blev stoppet og sendt tilbage. Til sidst lykkedes det ham at krydse grænsen og hoppe på et tog videre. Ingen af dem i hytten havde papirer eller pas. Fandt konduktøren en uden billet i toget, blev han sat af ved næste stop. Sådan nåede Raed efter tyve dages rejse til Calais.

Der var flest sudanesere i lejren, og blandt de mellem 3.000-4.000 mænd befandt sig mellem 100 og 150 kvinder. De boede ikke i The Jungle, men bag hegnet i centret. De kunne kun komme ud to gange om dagen. Krigen i Darfur var på fuld blus, kunne man forstå på dem, men det forekom os at være længe siden vi havde hørt til den.

Ibrahim, som sad ved siden af mig, var fra Nyala, en by jeg havde kørt ind i på taget af et proppet bumletog, det var i 1983. Dengang var der krig mellem nord og syd, i dag er Sydsudan sin egen nation, men hærget af indre splid og borgerkrig. Alle sudaneserne i hytten ønskede, at den nuværende regering ville gå ned og at Sydsudan ville blive genforenet med Nordsudan igen. Krigen i Darfur var en racistisk krig, sagde Raed, regeringstropperne og janjaweed militserne udryddede dem udelukkende, fordi de var sorte. Derefter stjal de deres land. Mange af dem havde mistet alt i krigen, landsbyer var nedbrændt og forældre og søskende myrdet. Raeds forældre levede fortsat, selv var han 26 år, den ældste af 11 søskende.

Et stykke Afrika

Lidt længere oppe ad vejen havde en af sudaneserne opført en hytte med rundt og spidst stråtag som hjemme i bushen. Det var et stykke Afrika der var opstået her. Vasketøjet hang fra buske og på hegn. Toilettet var mellem buskene. En skammel, en plastikbalje under et halvtag af sort plastik spændt ud over nogle grene, var bad. Lugten af røg fra brændeovne og små bål. Etiopisk musik strømmede ud fra en af lejrene.

Borgmesteren i Calais havde udtalt, at man lige netop tolererede, at de slog sig ned uden for byen. Jules Ferry centret åbnede i år den 15. januar. Nødtørftigt foretagende. Der er et måltid om dagen. Der er seks brusere til mellem 3 og 4 tusinde mennesker. Man kan få opladt sin mobiltelefon en gang om dagen i tidsrummet fra 12-14 og få oplysning om asylregler. Raed fortalte, at man ikke kan nå det hele på en dag, der er altid kø, han brugte utrolig meget tid på at stå i kø.

Men hvorfor ønskede de så desperat at komme til England? Der var endog en, der havde svømmet over kanalen, men var blevet fanget på den anden side og måtte svømme tilbage igen. Det var heller ikke alle, der tog til England. Libyeren, der havde bygget plankehuset, havde været her i 8 måneder, og ville blive i Frankrig, hvis det var muligt. Den unge sudaneser Ibrahim blev arresteret i Paris, tilbragte et par døgn i fængsel, og der havde man taget hans fingeraftryk. Det gjaldt om ikke at få taget sine fingeraftryk, før man nåede frem til den ønskede destination.

Ibrahim kunne nu kun håbe på, at hans sag ville blive behandlet i Frankrig. Men det var et nederlag, at han ikke havde undgået dette. Det var ikke Frankrig, som havde været målet, men England. Desuden gik det alt for langsomt i Frankrig, det kunne tage mange måneder, i visse tilfælde år. Under processen havde man intet, ingen penge, intet sted at bo. I England gik det hurtigere, der ville man få sine papirer i orden med det samme, sagde de alle sammen, man kunne nemmere få arbejde, man fik bedre hjælp. Man blev betragtet som et menneske. Det var det rygte, der havde fået dem hertil, hvor de fleste af dem før eller siden måtte se i øjnene, at de i realiteten var strandet.

Ingen ville tale

Vi gik mod færgelejet, vi ønskede at møde nogle lastbilchauffører, for at høre deres version, det var stiv kuling. Dover ligger 38 kilometer væk, der på den anden side, mågerne er franske, de er engelske, jeg så en svartbag på kajen ved fiskeboderne, så løftede den sig op mod blæsten og lod sig bære ud over havnen på sine meget store vinger.

Vi forvildede os under en bro, veje slyngede sig over og under os. Der var hegn ind til kajen, man var ved at sætte hegn op langs motorvejen, den som de store lastvogne også kørte ad. Vi kontaktede en betjent der sad i en bil, han pegede ned ad en vej og mod en rundkørsel, der kunne vi dreje op og rundt og finde truckerne. Vi så lastvogne køre fra en færge, vi så lastvogne køre mod en færge. Der var en parkeringsplads, tre lastvogne. Vi forsøgte at få chaufførerne i tale, den ene var tyrker, den anden polak, den tredje rullede op og ville ikke tale.

Ingen af dem ville tale. En blå kassevogn, gendarmer, en af dem på forsædet rullede ned, trådte ud af bilen, venligt. Han sagde, at parkeringspladsen netop var sløjfet, derfor var der stort set ingen. Han måtte ikke udtale sig, han havde tavshedspligt, fordi han var militærperson, men politiet måtte godt, sagde han, hvis vi ellers kunne finde en der ville snakke.

Vi gik lidt i ring, min ledsager Rebecca Bannor Addae optog lyd fra trafikken til sin radiodokumentar for 24syv om The Jungle og Calais. Nogle arbejdere med hjelme og orange veste var i færd med at udbygge et meget langstrakt hegn, det vi tidligere havde lagt mærke til, som løb langs motorvejen. Både gendarm- og politibilen vi havde set, var udstationeret der for at holde øje med migranter. Arbejderne ville heller ikke udtale sig om noget. De var på job. Vi gik så ind mod byen, mod brasseriet i Rue Molien, hvor vi dagen før havde fået en aftale i stand med ejeren. Det var et sted, hvor arbejdere kom og spiste varm frokost, de ville være der en halv time, så var det videre.

Byen var ikke stor nok

Vi bestilte kaffe, ejeren stod bag baren, men ville ikke udtale sig, en mand i sort jakke stod op ad baren. Han ville gerne tale, men kort. Han fortalte, at der havde været et problem nu i ti år med flygtningene i Calais, det var begyndt med kosovo-albanerne, nu var der 3–4.000 derude, men de var hovedsageligt østafrikanere, mente han. Det var et stort problem for byen, tilstedeværelsen af de mange flygtninge havde hvirvlet en frygt op hos borgerne.

Havde han da selv oplevet noget ubehageligt? Nej, det havde han ikke. Men byen var ikke stor nok, den kunne ikke rumme alle de flygtninge, antallet var nærmest fordoblet de sidste par uger.

Folk strømmede hertil, men problemet, sagde han i lighed med andre vi havde snakket med, var i virkeligheden Englands, de var uvillige til at samarbejde i en europæisk kontekst, de ville ikke være en del af det, så derfor foretog de sig heller ikke noget. Vidste han mon hvorfor i al verden de alle sammen ville til England? Nej, sagde han, måske havde de familie der, for England kan jo ikke tilbyde dem noget arbejde. Hvad kunne man, eller hvad kunne vi gøre? Det ved jeg ikke, sagde han.

Hvad skal man stille op med dem, der allerede er her? De kan i hvert fald ikke blive i Calais, det er byen alt for lille til, man må fordele dem. Nå, nu måtte han videre, han havde kun haft to minutter, men der var gået fem. Han smilede, vi takkede og sagde au revoir. Der sad to unge fyre ovre i hjørnet, de arbejdede i køkkenet, den ene, kokken, ville gerne stille op. Men i virkeligheden ville han ikke.

Hvornår begyndte der at være et problem? Engang i halvfemserne, sagde han, kosovo-albanerne, men nu er det nogle andre. Hvordan havde han det mon selv med situationen. Han havde ingen personlig berøring med flygtningene, sagde han irriteret, han kom bare her og arbejdede, efter tre timer i køkkenet tog han hjem, det havde ikke noget med ham at gøre.

Det var den følelse, vi sad tilbage med, man var generelt uvillig til at snakke, man havde ikke rigtig nogen mening, så længe situationen ikke havde direkte indflydelse på deres hverdagsliv, så kunne det ikke rigtig beskæftige dem.

Udenfor gik de papirløse forbi, ind mod byen, eller tilbage fra byen, mod The Jungle. Snavsede, fattige, subsistensløse, uden rettigheder. Dagen lang. To og to, alene, flere. Frem og tilbage.

De ville til England, sagde langt de fleste, de havde en idé om at respekten for mennesket der var større end andre steder. På flugt fra krig og undertrykkelse søgte de et liv, et hjem, et arbejde, en normal tilværelse, sådan som de opfattede den. De var fremmede og juridisk set hjemløse. De var usynlige som spøgelser.

I tusindvis ankom de til Europa. De havde været sammen i samme synkende skude, de var nået hertil. Alligevel var hver især overladt til sig selv, til heldet, skæbnen. Det lunefulde forsyn. Inshaala.

Dette er den første af Thomas Bobergs to reportager fra ’The Jungle’. Andel del, ’Animal land’, bringes i næste uges tillæg. Det omtalte program af Rebecca Bannor-Addae sendes første gang på Radio24syv den 17. juni kl. 13:05.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Thomas Boberg

"Der var endog en, der havde svømmet over kanalen, men var blevet fanget på den anden side og måtte svømme tilbage igen."

Peter Freuchen kunne ikke have fortalt historien bedre.

Lidt ædruelighed - tak.

Thomas Boberg

Tak for komplimentet, det er næsten for meget. Læs venligst om denne enestående skæbne, værd at huske på:http://da.wikipedia.org/wiki/Peter_Freuchen

Britta Hansen

En rystende beskrivelse af livsomstændigheder, som de findes i vores mere eller mindre direkte naboskab.

Den efterlader mig uden håb og optimisme. De fortabte liv uden fremtid.

Jeg ville meget gerne høre lidt mere om hvor rygterne om de forjættede lande i Europa opstår og hvorfor rygterne ikke går den anden vej.

Henrik Bjerre

Langt de fleste afrikanere kunne ikke drømme om at tage til Europa - på grund af kulden - så er det ligemeget hvor meget krig og ulykke der er.

Britta Hansen

Naturligvis kunne de fleste afrikanere ikke drømme om at tage til Europa. Og kulde, ja den er her mere end nok af.

Men at det skulle være den klimatiske kulde, Henrik Brøndum, hvem har dog fortalt dig det?

Robert Kroll

Så længe borgerkrige, stammemodsætninger, religiøs intolerance , korruption, diktaturer og en masse andre "dårligdomme" ødelægger så mange lande rundt omkring i verden, vil strømmene af flygtninge fortsætte - og lignende historier kunne skrives.

Henrik Bjerre

@Britta Hansen

Min familie og deres omgangskreds i Uganda.

Britta Hansen

Aha. Ufatteligt repræsentativt!

For mig en slags LLR-snak!

Henrik Bjerre

@Britta Hansen

Det er ærekrænkende at du sammenligner mig med LLR. Du kan sammenligne mig med Kresten Poulsgård, Anette Vilhelmsen, Kai Ikast eller Karen Jespersen ... det ville jeg kunne tåle - men LLR - du går for vidt.

Henrik L Nielsen

Forfærdeligt at de risikerer livet på den måde for at komme til UK
Man skulle måske uddele The Daily Mail og The Sun i lejren. Så ville de fleste nok indse at de hverken ville blive behandlet bedre, finde et job eller få bedre hjælp i UK.
Så kunne de søge asyl i Frankrig hvorefter (i en fair verden) EU burde hjælpe Frankrig og de andre lande hvor middelhavsflygtningene ankommer til med at fordele flygtningene.

Jan Kauffmann

@ Torben Lindegaard,
Du kom da lige mig i forkoebet der;
"Der var endog en, der havde svømmet over kanalen, men var blevet fanget på den anden side og måtte svømme tilbage igen. "

At der saa lige er 38km at svoemme over, igen 38 km tilbage, vandet er ikke videre varmt, stoedte de ogsaa paa Peter Pan og Fedtmule.

Naar man laeser ovenstaaende og andre naevnte ting i artiklen, faar man foelsen af umaadelig naivt mikrofonholderi, blottet for enhver krittisk sans. At man kan lave journalistik paa saa naiv et plan er en overraskelse.

Henrik L Nielsen

Den tydeligvis falske kanalsvømmer historie er vel egentligt yderst relevant for artiklen. Jeg tror ikke, at Thomas Boberg mener, vi skal tro på den. Eller at han selv gør.

Men den viser jo hvordan gruppen af flygtninge bygger deres håb, forventninger og drømme op på helt urealistiske fortællinger, som de grundet deres situation sluger og spreder ukritisk. Desværre starter disse falske fortællinger jo nok allerede i hjemlandet og udnyttes af skruppelløse menneskesmuglere, der markedsfører sejladser på faldefærdige både med historier om ren lykke.

Thomas Boberg

Min præmis for reportagen var at lade de mennesker det drejede sig om - flygtninge og lokale - fortælle (hvilket bliver endnu tydeligere i anden del, som bringes på lørdag). Jeg forsøger at gengive deres udsagn uden at skære det til ifølge en eller anden journalistisk konvention og faktuel troværdighed, jeg spørger ikke "ind til", og jeg "analyserer ikke på" noget (journalistiske udtryk jeg ikke bryder mig om). Det jeg ser og det de fortæller, altså det jeg hører på stedet, det er historien. Derfor skal kanalanekdoten med, den er er en del af deres fortælling. Hvad Jan Kauffmann ellers refererer til, ved jeg selv sagt ikke, da han ikke nævner det. Jeg tror bare ikke han eller Torben Lindegaard har forstået, hvad det er jeg har ønsket at vise. Deres desperation og de myter og urimeligheder der opstår - også blandt de lokale - i den forbindelse. Vi taler om tusindvis af mennesker som juridisk set er ikke eksisterende, mennesker som sulter i Europa, fordi de er på flugt og ingen tilsyneladende ønsker at tage imod dem. De hænger fast i fx. Calais, og der kan de ikke være, men de er der alligevel. Den gængse faktaboks kan man (selvom situationen ændrer sig hver dag) google sig til.

Torsten Jacobsen, David Zennaro og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Henrik Brøndum

Jeg ville nødig fornærme dig og beklager, at du har følt dig såret (virkelig).

Jeg har ikke sammenlignet dig med LLR. Det er argumentationsformen, jeg har sammenlignet. Det, at deducere nogle få enkelte meninger til en generel tendens.

Din bemærkning var i mine øjne nedladende, fordi den latterliggør de årsager, der ligger til grund for, at nogle eller mange menneskene flygter. Jeg kan ikke forstille mig, at de mennesker, der virkelig lider under de eksisterende omstændigheder ville tænke på kulde eller andet underordnet. Der er sikkert mange grunde til, hvorfor mennesker ikke flygter fra elendigheden. Kulden, vil jeg tro, kan højst være en biting i denne sammenhæng.

Henrik Bjerre

@Britte Hansen

Undskyldning accepteret.

Jeg virker nogle gange arrogant og nedeladende selvom jeg faktisk prøver på at undgå det. Det startede helt tilbage i 12 års alderen hvor jeg fandt ud af at jeg kunne gøre mine lærere til grin i en argumentation.

Nu har jeg faktisk familie i Uganda - og har brugt nogen tid sammen med ludfattige mennesker. Der f.eks. kan glæde sig over at få råd til et par kinesiske gummisandaler - så man ikke behøver gå barfodet. Det med kulden er faktisk en ganske udbredt bekymring. Den har endda den fysiologiske krølle (som de lokale typisk ikke tænker over) at hvis man kommer fra et koldt klima og rejser til et varmt land - vænner man sig til varmen i løbet af ca. 3 uger - men den anden vej fra varmt til koldt kan man ikke vænne sig til uanset hvor lang tid der går.

Det har for mig også været berigende at opleve hvordan i selv den yderste fattigdom, er f.eks. kriminalitet og prostitution på ingen måde fristende for langt de fleste. Lige bortset fra selvtægt - hvis du hugger det parti bananer en markedssælger - typisk meget tidligt om morgenen - har investeret i for at sikre dagens indkomst ved at sælge 5 stykker af gangen. Så bed til din Gud og skaber at politiet er på stikkerne og får dig ud af den rasende mængde i en fart.

Kunder derimod behandles med stor respekt. Jeg kørte en lang bustur med dårlig mave - ved en standsning - hvor sælgerne myldrer hen til bussens nedrullede vinduer - blev jeg alligevel fristet af nogle bananer - men kunne ikke holde ud at se på mere end 2. Den første sælger ville ikke sælge så lille et antal - men den næste accepterede handelen. Pris 25 øre. Jeg var ganske utilpas og rakte 100 kr. ud i gennem vinduet - ville have været helt ligeglad om hun var løbet af med det hele. Men nej - efter at have kontaktet en del andre sælgere og vekslet - fik jeg omhyggeligt 99,75 kr. tilbage. Blev lidt flov.

Ja der er mange der flygter - de fleste fra krig og naturkatastrofer, og også nogle fra fattigdom - men de er en lille andel. Bland andet fordi de ikke har pengene bare til busbilletten til den nærmeste by.