Læsetid: 6 min.

Klapjagt på Ukraines sovjetiske fortid

Mosaikker, mindesmærker og anden kunst, der ærer sovjettiden, skal fjernes og ødelægges overalt i Ukraine. Det siger en lov, som præsident Petro Porosjenko underskrev sidste måned. Indbyggere i industribyen Saporosje er skeptiske Af Jens Malling
Inden for et halvt år skal 25 ukrainske byer og 1.500 gader være omdøbt, så de ikke længere bærer berømte kommunisters navne. Statuer og mindeplader over hele landet skal fjernes, og sovjetiske emblemer vil blive bortmejslet fra bygninger og broer ifølge en ny lov. Proukrainske aktivister fjerner landets største Leninfigur i byen Kharkiv.

Inden for et halvt år skal 25 ukrainske byer og 1.500 gader være omdøbt, så de ikke længere bærer berømte kommunisters navne. Statuer og mindeplader over hele landet skal fjernes, og sovjetiske emblemer vil blive bortmejslet fra bygninger og broer ifølge en ny lov. Proukrainske aktivister fjerner landets største Leninfigur i byen Kharkiv.

Igor Tjekatkov

3. juni 2015

»Hver gang der kommer nye herskere, river de gamle monumenter ned og bygger nye, som passer bedre i deres kram,« siger 50-årige Edik Romanenko. Han sider på en bænk i skyggen i industribyen Saporosje i det sydøstlige Ukraine.

»Også magthaverne i Kijev vil have monumenter, der symboliserer deres egne holdninger og ideologi. Det er et universelt fænomen,« siger han og prøver at få ild i en cigaretstump. Foran ham står en imponerende Lenin-statue, men den 20 meter høje revolutionsleder lever på lånt tid. Ikke mere end seks måneder har Lenin tilbage på sin sokkel. Det er fristen, som præsident Petro Porosjenko har givet i en ny lov. I det tidsrum skal 25 byer og 1.500 gader være omdøbt, så de ikke længere bærer berømte kommunisters navne. Statuer og mindeplader over hele landet, der ærer sovjetiske helte, skal fjernes og ødelægges. Sovjetiske emblemer vil blive bortmejslet fra bygninger og broer. Højagtet kunstnerisk udsmykning på flere metrostationer får frarøvet sit oprindelige æstetiske udtryk – det kommer til at gå ud over vægmalerier og mosaikker, ofte i den anerkendte stil socialistisk realisme.

Edik synes, at det er synd. Han kalder politikerne i Kijev, der står bag loven, for kulturløse.

»Monumenter fra den sovjetiske epoke som Lenin der, udgør en vigtig del af vores historie. De er en betydelig del af Ukraines fortid. Mindesmærkerne symboliserer vores forfædre, hvad de udrettede, og at de byggede landet med hårdt arbejde,« siger han og nikker hen mod granitkæmpen.

Industri og kommuniststjerner

Lige bag silhuetten af den kommunistiske mastodont stopper en af Europas største floder, Dnepr. Sovjetiske arbejdere tæmmede den i 1932, da de opførte dæmningen Dneproges, en af den første femårsplans ypperste præstationer, hvad angår ingeniørkunst og omfang. Byggeriet står som et bevis for det sovjetiske menneskes formåen og er en kraftpræstation, der stadig indgyder respekt.

Den producerede elektricitet gav liv til andre industribyer i denne del af landet og blev koblet sammen med en omfattende propagandakampagne. Den dag i dag er Dneproges hele Saporosjes stolthed. Med sin sværindustri og hele bydele, hvor de arkitektoniske stilarter konstruktivisme – fra 1920’erne og socialistisk realisme fra 1930’erne og 1940’erne – blandes, præsenterer Saporosje sig stadig udpræget sovjetisk. På husfacader vrimler det med kommuniststjerner, hamre og segl. Idylliserede sovjetborgere kigger ned på de forbipasserende fra farvestrålende mosaikker. Rundt omkring i byen holder statuer af andre prominente bolsjevikker fra Sovjetunionens tidlige år Lenin med selskab.

»Tidligere var Lenin et meget stærk politisk symbol. Men tiderne skifter. For folk her i Saporosje er han ikke andet end historie,« siger Edik Romanenko, der holder af at komme på pladsen, der bærer revolutionslederes navn. Lidt endnu i hvert fald.

»Her er fredfyldt, og det er et godt sted at slappe af. Teenagere og turister kan lide at tage billeder af statuen,« siger Romanenko og fortsætter:

»Så hvorfor river man ham ikke bare ned? Ja, hvorfor river man ikke slotte og mausoleer ned? Fordi de er en del af vores historie og siger noget om, hvem vi er.«

Han har ikke meget tiltro til landets politikere, der nu én gang for alle vil uddrive Ukraines sovjetiske fortid.

»Det at ødelægge sådanne mindesmærker er en provokation fra folk, der vil skabe uro. Jeg er imod Porosjenkos lov. Man bør ikke forsøge at slette historien.«

Afstand til alt russisk

På en bænk i den anden ende af Lenin-pladsen holder 41-årige Elena Sapronova frokostpause. Lige som Edik er hun ked af kampagnen mod de sovjetiske mindesmærker.

»Den er et slag mod en vigtig del af vores kultur. Under revolutionen i 1917 og borgerkrigen kæmpede og døde folk for det, de troede på. Deres kammerater rejste mindesmærker for at hædre dem – som man også gjorde i Frankrig og andre lande, hvor lignende historiske begivenheder har fundet sted,« siger hun.

Elena Sapronova sætter loven i forbindelse med krigen mellem proukrainske styrker på den ene side og russiske hærenheder og separatister på den anden. Den raser et par hundrede kilometer længere mod øst.

»Den nye regering i Kijev forsøger at distancere sig fra alt russisk, herunder alt hvad der har med Sovjetunionen at gøre. Alle forbindelser til Rusland og symboler, der minder om samværet med vores naboland, skal slettes. Lenin-statuer i Kijev, Dnipropetrovsk og Kharkiv er allerede blevet væltet. Jeg håber ikke, at de får held til det her,« siger Elena Sapronova, der desuden frygter den forvirring, som hun mener, vil opstå, når et stort antal stednavne i Saparosje bliver ændret.

Ikke nok med at kampagnen medfører omfattende bureaukratiske besværligheder og kommer til at koste millioner af hryvnia for det gældsplagede land, der allerede er sat under administration af den Internationale Valutafond; loven gør det også strafbart at cirkulere og offentligt benytte kommunistiske symboler på plakater, flag og tøj for eksempel. Gentagne lovovertrædelser kan give op til fem års fængsel.

Kun en ideologi er rigtig

»Den såkaldte ’antikommunistlov’ minder om den sovjetiske praksis med at indføre en bestemt ideologi som den eneste rigtige. Den er et tilbageskridt, der helt sikkert medfører, at Ukraine vil blive fundet skyldig i at bryde den Europæiske Menneskerettighedskonvention,« siger Halya Coynash fra Kharkiv-Gruppen – en organisation, der arbejder med menneskerettigheder. Hun påpeger, at andre østeuropæiske lande efter Murens fald prøvede at gennemføre lignende skrappe love rettet mod den kommunistiske fortid.

»Efter pres fra deres egne forfatningsdomstole eller den Europæiske Menneskerettighedsdomstol måtte de dog give op,« siger Coynash.

Den nye lov i Ukraine gør det desuden ulovligt at nægte »den kriminelle karakter af det kommunistiske totalitære regime mellem 1917 og 1991 i Ukraine«.

En sådan grov generalisering af 74 år af landets historie har nogle meget uheldige konsekvenser, mener Coynash.

»Det er langtfra alle ukrainere, der vurderer alle aspekter af styreformen mellem 1917 og 1991 som ’kriminelle’. De holdninger, som politikere nu prøver at fremtvinge via antikommunistloven, deles ikke af et stort antal ukrainere, især ikke i den sydlige og østlige del af landet. En ny undersøgelse viser for eksempel, at i de fire regioner Donetsk, Kharkiv, Dnipropetrovsk og Saporosje bliver Sovjetunionens sammenbrud opfattet som noget negativt.«

Hun hæfter sig ved, at beskeden, som regeringen med loven sender til en betydelig andel af ukrainerne, er, at deres holdninger ikke respekteres og må ændres.

»På et tidspunkt, hvor Rusland fører uerklæret krig mod Ukraine og benytter enhver mulighed for at splitte ukrainere, kan følgerne af en sådan besked for selve den nationale sikkerhed blive enorme.« Med tanke på landets enhed og sikkerhed gør det ikke sagen bedre, at Porosjenko samtidig underskrev en lov, der foreskriver, at Ukraine formelt begynder at ære en række nationalistiske organisationer, som var aktive før og under Anden Verdenskrig.

Dialog og respekt

Loven kalder dem »det tyvende århundredes forkæmpere for Ukraines uafhængighed«, men nogle af disse grupper – såsom Organisationen af Ukrainske Nationalister og den Ukrainske Oprørshær – kæmpede sammen med nazisterne og fulgte den tyske besættelsesmagts ordrer, mener den politiske analytiker Leonid Bersjidskij fra nyhedstjenesten Bloomberg.

Halya Coynash opfordrer til dialog og respekt for de ukrainere, der i øjeblikket betragter regeringen i Kijev med mistænksomhed:

»Det bør ske gennem love, som lever op til standarden for europæiske menneskerettigheder og kravene i en retsstat.«

Frokostpausen er slut for Elena Sapronova, og hun rejser sig for at gå tilbage til arbejdet.

»Det virker, som om alt skal ændres, så måske får vi snart ukrainske nationalistiske helte i gadenavne og som mindesmærker her i Saporosje i stedet for de sovjetiske, vi har nu,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Niels Engelsted
  • Nic Pedersen
  • Torben Selch
  • Søren Veje
  • Per Torbensen
  • erik mørk thomsen
  • Steen Sohn
David Zennaro, Niels Engelsted, Nic Pedersen, Torben Selch, Søren Veje, Per Torbensen, erik mørk thomsen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den, der behersker fortiden, behersker fremtiden; den, der behersker nutiden, behersker fortiden.

Stig Bøg, Preben Haagensen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar

Da "de røde" havde vundet borgerkrigen og etableret Sovjetunionen for man frem mod kirkerne og andre religiøse symboler... kirker i tusindvis blev sprængt i luften... eller kirkerummet blev anvendt som alt andet andet end kirker... og nu... efter 70 års kommunisme (herunder en rædselsfuld 2. Verdenskrig med mindesmærker herfor) + 25 år... "hen til kommoden og tilbage igen"... hvor er det dumt...

Historieløshedens idioter har taget magten ligesom i Irak, hvor Amerikanerne skød til måls med kampvognene efter monumenter over fortiden, og nu ser vi det gentaget overalt i Østeuropa.

Historierevisionisternes tidsalder er kommet for at blive, - den lykkelige historieløshed om ofrene fra fortiden skal omskrives, intet skal være tilbage, de nye vestlige vasalstater af NATO skal have en ny historie skrevet af vestens ideologiske fortællere fra den liberale fløj.

De nye undertrykkere som støttes af vestens politiske liberalister skal fortælle glanshistorien om deres befrielse af landene for deres brutale undertrykkere, fordi de selv valgte friheden vej til demokrati efter vestligt forbillede.

Den herlige frihed med demokrati er kommet til lande som Irak, Afghanistan, Libyen, og ny også Ukraine, hvis præsident ikke nok har helt så rene korruptionshænder, men alligevel giver den som det rigtige og sande demokratiske menneske EU holder af.

Dagmar Christiandottir, Ole C. Nielsen og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar

Historieløshedens idioter har taget magten ligesom i Irak, hvor Amerikanerne skød til måls med kampvognene efter monumenter over fortiden, og nu ser vi det gentaget overalt i Østeuropa.

Historierevisionisternes tidsalder er kommet for at blive, - den lykkelige historieløshed om ofrene fra fortiden skal omskrives, intet skal være tilbage, de nye vestlige vasalstater af NATO skal have en ny historie skrevet af vestens ideologiske fortællere fra den liberale fløj.

De nye undertrykkere som støttes af vestens politiske liberalister skal fortælle glanshistorien om deres befrielse af landene for deres brutale undertrykkere, fordi de selv valgte friheden vej til demokrati efter vestligt forbillede.

Den herlige frihed med demokrati er kommet til lande som Irak, Afghanistan, Libyen, og ny også Ukraine, hvis præsident ikke nok har helt så rene korruptionshænder, men alligevel giver den som det rigtige og sande demokratiske menneske EU holder af.

ja, det er vel i orden at de ødelægger kommunistkulturens minder, i modsætning til hvad de muslimske fanatikere gør når de ødelægger en anden tros mindemærker......

Robert Ørsted-Jensen

Selvfølgelig er det i orden at sanere noget af alt dette, og ligefrem kønt var det ofte heller ikke. Men at fare frem på denne måde er historieløst og tåbeligt. Sådan noget bør gøres med omhu og med respekt for folks følelser

Dagmar Christiandottir og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Marianne Gregorsen

Klapjagt? På alt det som Die Sozi-Schwein stod for så kan man vel ikke kalde det for en klapjagt? Det er vidst kun ignoranter og medløbere på denne side af Jerntæppet, som kan kalde opgøret med socializmen på den anden side for klapjagt :(

Ole Falstoft

Der er også dem der beklagede sig over bøndernes mangel på sans for historiske værdier da de ved stavnsbåndets ophævelse brændte træhesten og ride fodens pisk.

Marianne Gregorsen

@ Ole Falstoft.

Legenden om træhesten lever i bedste velgående men de færeste ved at den faktisk bare var et militært strafferedskab som kun ganske få af den importerede tyske adel brugte overfor deres bønder.
Hovedparten af den danskfødte adel har aldrig brugt denne form for straf men alligevel hører man det fremført når man skal beskrive hvor grusomt nondestanden havde det under enevælden.

Marianne Gregorsen

@ Ole Falstoft.

Legenden om træhesten lever i bedste velgående men de færeste ved at den faktisk bare var et militært strafferedskab som kun ganske få af den importerede tyske adel brugte overfor deres bønder.
Hovedparten af den danskfødte adel har aldrig brugt denne form for straf men alligevel hører man det fremført når man skal beskrive hvor grusomt bondestanden havde det under enevælden.

Første gang Ukraine opstår som ”land” er som et lille socialistisk land i det nuværende østlige Ukraine i 1918. Det blev hurtigt opslugt af Sovjetunionen, som skabte det nuværende Ukraine ved at lægge en række lande til det, som vi kender som dagens Ukraine. Det er derfor et multietnisk samfund med folk fra Rusland, Hviderusland, Polen, Ungarn, Rumænien m.fl. og ikke som hævdet af nationalisterne en monokultur. Første gang Ukraine nævnes, var det et lille smalt område 200 kilometer syd for Kiew, men her var ikke tale om et land. Ovenstående har jeg fra den ukrainske historiker Oles Buzina, som gik ind for et føderalt Ukraine, der skulle have gode bånd til både EU og Rusland. Som bekendt blev han skudt her i foråret. Dette afspejler den del af krisen, der har at gøre med den nationalistiske monokultur contra den pluralistiske opfattelse. Hertil kommer den geopolitiske kamp mellem Rusland og Vesten. Artiklen udtrykker vel det, man kan kalde kulturel imperialisme?

Jacob Jensen, Dagmar Christiandottir og Bernhard Drag anbefalede denne kommentar