Læsetid: 10 min.

Kummefryseren

’Det var, som om et tungt låg smækkede inde i mig. Sådan mindes jeg det, som et låg og bag den et koldt mørke, der var mit eget.’ Dorthe Nors novelle ’Kummefryseren’ publiceres her for første gang på dansk
’Det var, som om et tungt låg smækkede inde i mig. Sådan mindes jeg det, som et låg og bag den et koldt mørke, der var mit eget.’ Dorthe Nors novelle ’Kummefryseren’ publiceres her for første gang på dansk

Ditte Ahlgren

13. juni 2015

Når jeg tænker på den, kummefryseren, er det med følelsen af færgen, der gynger, og havet under os, sort, for det var i januar, og så den kunstige belysning i loungen, hvor de sad, Mark sammen med de andre, Beostær, Henriette, Poul og Susanne og mig lidt derfra med vores engelsklærer, Bo, der syntes, jeg var spændende at snakke med, for som han sagde: Man kan jo slet ikke mærke, at du er så ung. Men de sad i hvert fald derhenne i et hjørne, det var i 1989, og dj’en var gået, der var ingen, der gad danse, det var sent, og der var langt til Harwich, og så gik han alligevel i seng, engelsklæreren, og jeg var egentlig veninde med Henriette, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, men så var det, at han kaldte mig hen til dem, Mark, han sagde, han ville fortælle mig historien om kummefryseren. Jeg burde have set det komme, han lagde jo aldrig skjul på, at han ikke kunne lide mig. Engang sagde han det midt i kantinen, vi sad og spiste frokost ved det samme bord, og han sagde det, som det var: Jeg kan ikke lide dig. Det var bare en konstatering, og der blev stille, selvom Henriette også var der, og jeg tænkte, at hun nok ville protestere, man kan da ikke bare sige den slags, vi gik jo på HF og ikke i ottende. Men hun sagde ingenting, Henriette, og så sagde jeg det selv, jeg sagde, at den slags kunne man da ikke sidde og sige, men så kiggede Mark på mig og sagde, at det kunne man godt, nogen skulle jo sige det.

Mark var noget ældre end vi andre, femogtyve tror jeg, han var, og han sad der sammen med en kammerat, som læste til lærer, og Mark kunne ikke lide mig, mens Henriette spiste kartoffelsalat og fik sig en cola, og jeg tror aldrig, jeg hørte ham den lærerstuderende sige nogen ting.

Men så skulle Mark med på studieturen til London, og jeg vidste godt, at det ville blive svært, for et var, at Mark ikke kunne lide mig, noget andet var, at alle de andre godt kunne lide ham, og selvom jeg var veninde med Henriette, var jeg nødt til at hænge ud med engelsklæreren, der påstod, han engang havde fløjet for det canadiske luftvåben, og mens han fortalte om, hvordan han var endt der, og hvordan langsynethed var kommet imellem ham og en kontraktforlængelse, sad jeg og kiggede over på den lille flok med Mark i midten. Henriette var der også, hun grinede, hver gang han sagde noget, men da så engelsklæreren gik til køjs, var det, at han kaldte mig over til dem, Mark, og så fortalte han mig historien om kummefryseren.

Den begyndte med, at han forklarede, hvordan han engang havde været en habil guitarist. Han havde haft en karriere foran sig. Der var solister, der havde bud efter ham, og når han var den ældste på HF-kurset, så skyldtes det, at han havde levet et liv forinden, et liv med sin guitar ude på landevejene. Det havde været en spændende, men også hård tilværelse i de sene nattetimer på de små spillesteder, fortalte han. Om jeg troede på det? Jeg trak på skuldrene, han var jo svær at greje, man vidste aldrig, hvad det næste ville blive, det havde jeg lært, for engang var mig og Henriette taget op og besøge ham i hans lejlighed. Henriette havde i lang tid haft lyst til at besøge Mark privat, det snakkede hun tit om, ligesom hun tit snakkede om incest, fordi det var dengang, det lige var kommet frem, at man godt kunne snakke om, at den fandtes. Henriette havde set noget om den i fjernsynet, sagde hun, og hun sagde, at man skulle slå hårdt ned på incest. Hun brugte ordet ødelægge om incest; den ødelagde barnet, sagde hun, barnet blev aldrig normalt, barnet var ødelagt, sagde hun, og jeg havde lyst til at sige, at det ikke var pænt sagt om nogen og slet ikke om et barn, men på den anden side kunne jeg godt lide den måde Henriette virkede på, når hun sagde det. Hun blev ligesom tydeligere, og jeg gik jo selv med hende op til Mark.

Han boede i en lille toværelses lejlighed, og han var kærester med en, der hed Majken, som alle kaldte Ledvogterskuret, fordi det kaldte Mark hende. Hun var sådan en desperat type, sagde Henriette, men da vi kom derop, var det ham der den lærestuderende, der åbnede, og da Henriette spurgte efter Mark, sagde han, at Mark ville komme lige om lidt, vi kunne bare sætte os, og det gjorde vi så. Jeg sad og tænkte på, hvor lang tid man skulle blive siddende, og så kom Mark ud fra soveværelset. Han kom ud og sagde, at nu havde han lige været et smut inde i Ledvogterskuret, og her har I mig så tilbage, sagde han. Så grinte de, Henriette og den lærerstuderende, og Ledvogterskuret grinte også, da hun lidt efter kom ud.

Jeg vidste ikke, om jeg også skulle grine, eller hvor længe man skulle blive siddende, det var jo efter det med kantinen, så jeg burde slet ikke sidde der. Men så skulle vi have øl, og jeg kunne godt mærke, at det bare var et spørgsmål om tid, før det ville slå om. Og så kom det: Mette, kom det, mens Mark gik over til væggen, hvor han havde en masse tingeltangel fra en tur til Marokko hængende: Mette, sagde han og tog en aflang ting ned. Den lignede beef jerky, og han smed den i skødet på mig og spurgte mig, om jeg vidste, hvad det var. Jeg sagde: Ja, det er en tørret tyrepik, og så skreg Henriette af grin. Ham den lærerstuderende grinte også, Ledvogterskuret var vist ude i køkkenet, men Mark blev stille inde i øjnene. Stille, men ikke forfrossen. Mere som en maskinstation efter lukketid; plovskærene, de lækkende ventiler. Så sagde han, at det havde han alligevel ikke regnet med, at jeg vidste. Det var flot, sagde han og hængte tyrepikken op på væggen igen, mens Henriette grinede, så hun næsten ikke kunne få hold på det. Jeg så så tør ud i ansigtet, sagde hun. Du ser simpelthen så vissen ud, Mette, sagde hun. Lidt efter ville jeg hjem, og så ville Ledvogterskuret også hjem. Vi fulgtes ad til stationen, og jeg kan huske, at hun fortalte mig om, hvor sjov Mark var, når de var alene. Han var en rigtig teddybjørn, sagde hun og knækkede små grene af de hække, vi gik forbi. Jeg tænkte på Henriette, hendes latter. Jeg tænkte på den lærerstuderende, hans urørlige ansigt, og hvad er det for en type, der køber en pik med sig hjem fra ferie. Det er da ikke normalt, tænkte jeg, og lige efter nytår skulle vi så til England.

Det var om bord på færgen, at Mark fortalte mig det med kummefryseren:

Han fortalte mig, at han engang havde været en god guitarist. Om jeg troede på det? spurgte han, og jeg kunne mærke, at det var meningen, jeg skulle sige ja, så jeg sagde ja. Egentlig var jeg ligeglad, men der var en stemning omkring bordet, der forventede at jeg sagde ja. Vi skulle være i London i en uge, jeg havde allerede hjemve, og Henriette sad ved siden af mig, så jeg sagde, at ja, jeg troede på, at han havde været en habil guitarist. Mark smilede, og jeg smilede, og han smilede tilbage, og jeg tænkte, at det også var lettere sådan. For min skyld kunne han have været virtuos. Han kunne have være Erik Clapton eller sådan en. Det betød ingenting. Det, der betød noget var de andre, og at jeg syntes, jeg var nødt til at stå åben.

Jeg var nødt til at lukke ham ind i mig, og det selvom Mark engang ude på gangen foran vores klasselokale sagde: Mette er ikke buttet, Mette er fed, så alle kunne høre det. Henriette var der også den dag, Henriette og den lærerstuderende, men man er nødt til at æde visse lorte, tænkte jeg, så jeg sagde: Ja, jeg tror på, at du var en dygtig guitarist. Jeg sagde det, så alle kunne høre det, og så kom han til det med kummefryseren:

Han fortalte, at hans store talent desværre var blevet taget fra ham, fordi han en dag havde været ved at rode i sin mormors kummefryser, hvis lukkemekanisme havde vist sig at være i stykker og så bedst, som han stod og var lige ved at få fat i nogle kanelkringler, så klappede kummefryserens låg ned over hans fingre. Kummefryseren kvaste hans fingre. Se selv, sagde han og holdt sine korte fingre op i ansigtet på mig: Se, jeg kommer aldrig til at tage et barregreb igen. Der var stille, Henriette smilede, og jeg sagde: Det var da ærgerligt, og han sagde: Synes du det? Ja, gentog jeg, det synes jeg da, og så holdt han en særlig pause, og så sagde han: Men det er jo løgn, dit lille fjols. Det var let for ham at sige, og så krængede det hjørne af Englandsbåden, særligt Henriette med sin indsigt i det onde, kunne næsten ikke sidde stille.

Det var, som om et tungt låg smækkede inde i mig. Sådan mindes jeg det, som et låg og bag den et koldt mørke, der var mit eget. Mens Mark docerede for de andre om min naivitet, faldt jeg tilbage i mørket og tænkte på ting, der er uigennemtrængelige; cementgulve, plexiglas, frostlegemer, og at den sikreste måde at omgås sådan nogen som Mark på, var ved at lukke sig til, og når man så var lukket til, handlede det om ansigtet, og at få det tilbage på plads, få det til at lukke over mørket og alt det, man kan opbevare i det. Så da han havde skålet med de andre, sagde jeg til ham, at hvis han mente, jeg var så dum, så kunne vi godt vædde om, hvem der fik det højeste snit i studentereksamen. No problem, sagde han, jeg sagde: Okay, no problem, og han grinede, at det var fandme i orden, og jeg rejste mig, og han sagde, at vi væddede en pizza, og jeg sagde no problem. Han ville give håndslag på det. Jeg slog min hånd hurtigt ned mod hans buttede fingre og gik direkte ud på dækket, og jeg vil tro, at jeg kiggede imod England. Det var i hvert fald havet, jeg kiggede ud over, og der er ikke meget andet at sige om den uge i London, end at jeg var en uge i London, da jeg var atten.

Det var ikke svært at få et bedre snit end Mark. Jeg stod bare op hver dag og passede min skole og passede mig selv. Jeg lod også Henriette mene, hvad hun ville, når hun sagde, at hvis man sammenlignede den historie med kummefryseren med sådan noget som for eksempel incest, så var jeg nærtagende, og så så hun betydningsfuld ud, mens den ene måned tog den anden, og hen i juni blev vi studenter. Jeg blev student med skolens næsthøjeste snit, og Mark klarede det så pænt, at han ville kunne fortsætte på seminariet, sagde Henriette, da vi kørte på ladvogn rundt til alle forældrene, og det var til en af de der fester, hvor folk ikke gad mere, og nogen endelig havde skruet ned for stereoanlægget, at Mark kom over til mig. Han prikkede mig på skulderen og sagde, at en mand var en mand, og at han var en spade. Han ville godt indrømme, at han havde tabt vores væddemål. Min studentereksamen var jo faktisk gået hen og blevet flot. Jeg sagde ingenting, men der var nogen, der klappede, og han sagde: Det var noget med en pizza, og jeg sagde: Nej. Og han sagde jojo, at han ville give en pizza, og jeg sagde, at nej, jeg ville ikke have en pizza. Jo, du vil da, sagde Henriette, men jeg ville ikke have en pizza. Du kan stikke din pizza skråt op, sagde jeg, og jeg sagde det sådan, at alle kunne høre det, for på det tidspunkt havde jeg allerede fået det værelse i København, så det kunne være lige meget, hvad de tænkte, jeg var på vej væk, og der var også blevet stille. Mark sagde, at hvis det var sådan, jeg havde det. Det er, sådan jeg har det, sagde jeg, og Henriette sagde: Nej, hold nu op Mette, sådan har du det da ikke, og Mark sagde, at jeg nok bar nag, og Henriette sagde, at det var pinligt, og Mark sagde noget med små sko, og Poul sagde, at han da godt kunne spise en pizza, og Beostær skruede op for stereoanlægget, mens engelsklæreren et sted i periferien puttede sine briller på. Jeg lagde hænderne på knæene og kiggede ned på dem, mine fingre har blanke negle, de er blå forinden, og det jeg bedst husker efter, at Mark gik, var Henriette, der lænede sig ind over mig: Det kunne du ikke være bekendt, sagde hun, og jeg gad vide, om hun nogensinde fik gjort noget ved den, incesten.

Copyright Dorthe Nors og Information.

Novellen er skrevet til The New Yorker, og det er anden gang det toneangivende amerikanske litterære magasin bringer en novelle af Dorthe Nors. Hun er den første danske forfatter, der får bragt novelle i magasinet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu