Eva Koch (født 1953)
Hun er et eksempel på en kvindelig kunstner, der har skabt et nybrud i skulptur- og videokunsten og fået en synlig plads både herhjemme og internationalt.
»Jeg gik på det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1985-92. Både her og på andre akademier oplevede jeg ingen udpræget forskelsbehandling, hvad kønnet angår. Jeg oplevede den ikke, da jeg tog mine første skridt og sendte mine værker til de censurerede udstillinger, hvor udvælgelsen sker blandt anonymt indsendte værker, dvs. at man ikke kan se, om afsenderen er en mand eller en kvinde. I årene efter akademitiden oplevede jeg heller ikke den store forskel i udstillingsaktiviteter kønnene imellem. Inden for det særlige danske fænomen ’kunstnersammenslutningen’ er det efterhånden også længe siden, at kvindelige kunstnere begyndte at blive optaget på nøjagtig lige fod med deres mandlige kolleger.
Kunstnere støtter hinanden. Parallelt arbejder den enkelte kunstner oftest alene, og det betyder, at man falder tilbage på sin egen usikkerhed. Den samme usikkerhed, som kan være ansporende i forhold til en specifik undersøgelse, og som kan danne grundlag for en ny værkstrategi, placerer også kunstneren i et sårbart felt. Det gælder for både mænd og kvinder.
Alligevel forsvinder den ligelige fordeling langsomt, men sikkert i løbet af karrieren. Jeg opdagede det først for alvor, da jeg mødte museumsverdenen. Selv begrundede jeg min manglende repræsentation på landets museer med, at jeg arbejder i en kategori af kunst, som er særligt teknisk krævende, og at der altid er andre, der er bedre og klogere. Man vænner sig til, at det er sådan, det er. Men det er ikke sådan, det skal være.
Alligevel er det et faktum, at museernes indkøb stadig i høj grad domineres af kunst udført af mænd. Kunsthistorikerne bruger museernes samlinger til at overlevere viden til nye generationer. Hvis den kunst, de forholder sig til, i udpræget grad er udført af mænd, er det dem, der bliver skrevet ind i historien. Hvad angår samlerne, går jeg ud fra, at de prioriterer på baggrund af en lidenskab for kunst, og at de vælger at investere i kunstnere, der er repræsenteret på museerne og hos andre samlere. Alle instanser – historikere, museer, samlere – forstærker gensidigt prioriteringen af de mandlige kunstnere. Det er hér, hvor det handler om økonomi og det at investere rigtigt, at de helt store forskelle i kønsfordelingen i kunsten træder frem. Derfor er bevidstheden om historien, vilkårene og statistikkerne nødvendig. Kunstnere og kunsthistorikere skal forholde sig til den ukritiske overlevering af gamle vaner og ikke blot bringe dem ubevidst ind i det nye årtusind, som vi kan se, at det sker.«
Jeannette Ehlers (født 1973)
Hun har arbejdet intenst med at udvikle en original form for video- og performancekunst, hvor hun afdækker glemte aspekter af den historiske virkelighed, bl.a. Danmarks position som kolonimagt og dets brug af slaver i Vestindien.
»Som ung nyuddannet billedkunstner fik jeg den fantastiske mulighed at udstille i baglokalet i et galleri i København. I selve gallerirummet udstillede to af mine ældre mandlige kolleger. Vores respektive værker og projekter var vidt forskellige, og jeg blev glad, da jeg erfarede, at mit arbejde fik super god respons fra publikum, hvilket gav mig en fin portion selvtillid. Det var her, jeg for første gang italesatte nogle ting højt for mig selv: Jeg følte mig lidt stolt over, at jeg, som sort kvindelig kunstner, havde stjålet billedet fra mine hvide mandlige kolleger. Den følelse havde jeg et langt stykke hen ad vejen – lige indtil pressedækningen af udstillingerne udkom. Al omtale gik 100 procent til de to herrers udstilling. Denne anekdote kan godt sige lidt om misforholdet mellem repræsentation af kønnene på kunstscenen. Der er virkelig mange utroligt dygtige kvindelige kunstnere der- ude i ’baglokalerne’, som desværre slet ikke får samme opmærksomhed, som vores mandlige kolleger. Vi skal stadig kæmpe langt hårdere for at bryde igennem på den mands- dominerede scene. Som min gode kollega Simone Aaberg Kærn sagde for nylig i et interview, ’er kunstforståelsen slet ikke objektiv?’ Den er nemlig dannet af de billeder, vi har inden for den hvide og patriarkalske tradition, som vores nation bygger på, som gennemsyrer vores vestlige kultur, og som er indlejret i vores blik. Opgøret med denne tradition har igennem en del år været drivkraften i mit arbejde.
Som kvinde og som billedkunstner med en dansk/caribisk baggrund er der rigeligt at tage fat på. Jeg anskuer verden fra et afroeuropæisk dekolonialt perspektiv og forsøger at henlede opmærksomhed på de både synlige og usynlige magtstrukturer, vi lever under. Emner som (national) identitet, kulturarv, køn- og racediskrimination samt det eksplicitte koloniale hukommelsestab, der præger vores samfund, figurerer i den kamp, jeg kæmper. Det er ikke min intention at ’redde verden’, men min agenda er at diskutere og fremhæve ’the black experience’ for på den måde at redefinere og udfordre den eurocentriske endegyldige sandhed.«
Kirstine Roepstorff (født 1972)
Sammen med Åsa Sonjasdotter, Marika Seidler og Andrea Creutz dannede hun i 1997 'Kvinder på værtshus', som arrangerede aktivistiske happenings. På adskillige udstillinger herhjemme og i udlandet har hun på mange underfundige måder arbejdet med kollagen som et kunstnerisk mangetydigt magtkritisk instrument.
»Harley Swift Deer, en indiansk shaman, har udtalt, at »hvis du vil verdens uretfærdighed til livs, så grundlæg en business«. Da jeg hørte denne sætning første gang, blev jeg forbløffet. Jeg så for mig en lille selvstændig erhvervsdrivende – en lidt fornæret, småsvedende Lion Club kapitalistegoist, der prøvede at få maximalt udbytte af sine medarbejdere. Sådan forestillede jeg mig ikke, at man kunne komme uretfærdighed til livs.
Jeg lavede kunst – det var jo noget helt andet – og det med uretfærdigheden måtte kunne løses på anden vis.
Sætningen sad nu alligevel fast i mit baghoved, og jeg vendte ofte tilbage til den. Så glemte jeg den igen, indtil den for nylig dukkede op igen.
I mellemtiden er jeg blevet ca. 15 år ældre og har haft min aktive selvstændige kunstpraksis i ca. 20 år. De sidste 15 år har jeg arbejdet med gallerier, assistenter, lavet regnskaber, afleveret moms, betalt til pensionsopsparing og alt det, der hører med til at have sin egen b-u-s-i-n-e-s-s. Og måske først nu – efter syv lange år med en økonomisk træghed – der har nedtonet jublen og tvunget mange frisvømmere til drivtømmeret – er det for alvor gået op for mig, at jeg er en af dem – altså, en lille selvstændig erhvervsdrivende.
De mindre nemme år har bevidst eller ubevidst fået mig til at kigge nærmere på min egen rolle som ’selvstændig’. Jeg har måttet erkende, at ingen nødvendigvis bekymrer sig om, hvordan det egentlig går mig, om jeg har penge på kontoen, om jeg rammer mit mål eller skyder helt ved siden af. Jeg har selv nøje måttet overveje, hvad mit næste skridt skulle være. Der er ingen, der spænder min sikkerhedssele. Enhver beslutning, jeg tager, er eksistentiel, da alt, hvad jeg gør, falder tilbage på mig selv. Og præcis af den grund er jeg selvstændig. Ikke kun materielt, men også fysisk, åndeligt og spirituelt.
Det giver et stort tryk på selvansvaret, men også på oplevelsen af frihed. Det kræver mod og risikovillighed. Jeg kan ikke gøre nogen som helst ansvarlig for, hvordan jeg har det, og jeg kan ikke tvinge nogen som helst til at bekymre sig om mig, hvordan det går med arbejdsmotivationen, om jeg får udstillinger, får solgt værker osv.
Jeg er selv helt og holden ansvarlig for mit eget virke. Og i virkeligheden er det den situation, det voksne menneske har. I det øjeblik jeg erkender det, har jeg sluppet begrebet uretfærdighed. Men hvad så med verdens uretfærdighed?
Ideer om retfærdighed har altid eksisteret og er udtryk for, at lige skal behandles lige, og ulige må behandles ulige. Hvad lighed er, har varieret gennem tiden. Vort samfund har bevæget sig en rum del siden dengang, for bare 100 år siden, hvor kvinder ikke havde stemmeret.
Min stemme er jeg glad for, og jeg kan gøre med den, hvad jeg vil. Og det nyder jeg hver dag. Jeg er kvinde, jeg er kunstner, og jeg er relativt fri. Jeg er bevidst om, hvad mit ansvar er. Velvidende at det ikke er hele verdens (u)retfærdighed, der bliver frigjort gennem én lille selvstændig virksomhed, har det lært mig om færdighedens væsen. Ret eller uret er forbundet med anerkendelse og hermed også med følelsen af ligeværdighed. Stræben efter dette har været en vigtig drivkraft for mange af de ændringer, vores samfund har gennemgået i de sidste 100 år – ikke mindst set i et kvindeperspektiv.
Når man taler om kvindelige kunstneres vilkår i dag, taler man oftest om en (manglende) lighed, men det er et umuligt udgangspunkt at starte en debat fra, da ingen mennesker på denne runde klode er lige. Dog er vi alle sammen ligeværdige (og det er med accepten af denne klare bevidsthed, at forandringerne kan starte). Måske er det lettere at skrive: Selv betragter jeg mig som ligeværdig og selvstændig. Hver dag tager jeg det fulde ansvar for min arbejdsproces, mine fejltagelser og for min succes. (Det sidste kan være det sværeste).
Drivkraften i min arbejdsproces som kvinde og som udøvende kunstner handler om at kunne formgive ikkematerielle størrelser som relationer, empati, nærvær, næsten, omsorg, sanselighed, skrøbelighed, skævhed, fylde og tomhed, poesi, kærlighed, tæthed og transparens, det obskure, dysfunktionaliteten og ikkerationaliteten. Mit vilkår er at agere ind i den verden, jeg møder, og det er mit ansvar som kunstner at bruge den frihed, jeg har, til at lave værker, der taler til mine medmennesker. Spørgsmål: Hvordan er det at være kvinde og kunstner i dag? Svar: Godt! En dejlig følelse af frihed. Spørgsmål: Hvad kunne ændres ved de kvindelige kunstners vilkår? Svar: Når vi erfarer og accepterer, at vi ikke alle er lige, men at vi alle er ligeværdige, vil der også automatisk inden for kunsten ske et skred i den generelle opfattelse af, hvad der betragtes som ’interessant kunst’, og hvad der betragtes som ’mindre interessant kunst’. Herved vil kvindelige kunstneres arbejdsvilkår også ændre sig.
Som mennesker bevæger vi os fremad. Vi skal nok nå hen til at erfare det. Processen er startet for længst, men tempoet ... det er vi selv ansvarlige for. Det kræver måske endnu et generationsskifte. Måske, måske ikke. Måske står vi lige på kanten.«
Elisabeth Toubro (født 1956)
Har lige siden sin deltagelse i udstillingen Inertia, min elskede i 1983 været optaget af skulpturen ’som forløb’, der altid rummer uventede oplevelsesgivende og betydningsskabende træk.
»I dag er kvindelige kunstneres vilkår meget anderledes, end vilkårene var for 100 år siden. Fra de fleste uddannelsesinstitutioner (også kunstakademierne) udgår der i dag lige mange mænd og kvinder. Det er ikke adgangsbegrænsninger, der gør, at kvinder oftere uddanner sig som sygeplejersker end mænd. Rent juridisk er mænd og kvinder fuldstændigt ligestillede. Men i praksis er der stadig langt til ligestilling mellem kønnene. For de kvindelige kunstnere er et af problemerne, at museernes samlinger ikke rummer deres værker, og at de toneangivende kunstmuseer og kunsthaller kun i meget ringe omfang ønsker at vise udstillinger med kvindelige kunstnere. Men hvorfor hægtes kvinder af? Psykologiske undersøgelser har vist at receptionen af en tekst for eksempel er mere positiv, hvis forsøgspersonerne får at vide, at det er en mand, der har skrevet den, end hvis det er en kvinde. Kønnet har afgørende indflydelse på, hvordan vi vurderer mænd og kvinders muligheder for at få succes med det, de gør i det offentlige rum.
Den billedkunstneriske praksis består i udsagn transformeret ind i materialer, ikke i ord. Et kunstnerskab er et samlet udsagn om verden eller dele af verden præsenteret for offentligheden i en bestemt tid. Så længe vi ikke sætter spørgsmålstegn ved den konvention, at manden har patent på det universelle, at mænd har den diskursive magt i det offentlige rum og i forlængelse af det også den billedmæssige diskursive magt, vil vi ikke kunne undgå, at kvindelige kunstnere bliver sat ud af det spil, der har reel indflydelse på samfundet. Når kvindelige kunstneres udtryk sorteres fra alene af den grund, at det er kvinders udtryk, så bliver deres indsats ubetydelig og med tiden usynlig. Museerne køber ind efter kvalitetskriterier. De køber næsten udelukkende kunst lavet af mandlige kunstnere. Hvis museerne køber ind efter overbevisninger om kunstnerisk kvalitet, må det logisk set betyde, at man på museerne mener, at værker lavet af kvindelige kunstnere yderst sjældent besidder kunstnerisk kvalitet. Kulturarbejdere og kunstnere vil dog være enige om, at kunstnerisk kvalitet ikke er et entydigt begreb. Enigheden om, hvad der har kunstnerisk kvalitet, forhandles i forhold til det, der regnes for vigtige problemstillinger i samtiden – eller den enkelte kunstners succes med at gøre sig gældende i offentligheden. Konsekvenserne af, at kvindelige kunstneres værker kun i ganske få tilfælde regnes for at have kunstnerisk kvalitet, er: manglende udstillinger (det vil sige manglende synlighed), manglende salg (det vil sige dårligere livsbetingelser), manglende forventninger til kvinders evner til at løse kunstneriske opgaver (det vil sige manglende øvelse i at konkurrere og gøre sig gældende). Set fra samfundets side signalerer det, at kvinders syn på verden og deres måde at give udtryk for det på ikke er vigtig eller har betydning for andre mennesker. Nulevende kvindelige kunstnere har succes et stykke ad vejen. De laver udstillinger, der får opmærksomhed, der bliver anmeldt, de får arbejdslegater og rejselegater, de sælger og får opgaver, men det regnes bare alt sammen ikke for noget, når de står over for at slå igennem for et større publikum. Det er ikke bare et problem for de kvindelige kunstnere og for det publikum, der gerne vil se, hvad de kan og vil dem, men også for samfundet som sådan.«
Rikke Luther (født 1970)
Hun var med til at etablere kunstnergruppen N55, der forbandt kunstneriske, sociale og økologiske problemer. I 2004 dannede hun sammen med svenske Cecilia Wendt Learning Site, der er en platform for udvikling af ideer fra mennesker, der har rødder i lokale kulturer.
2000: På væggen i mit kontor havde jeg sat en tegning op med fire personer: N55 – We are all Men. Til en udstillingsåbning i Japan fik alle de mandlige kunstnere en kæmpe flaske sake. Tænk, hvem der var et boyband.
1994: Man skulle ikke arbejde som et kunstnerkollektiv. En gruppe bestående af tre kvinder og én mand. Ikke arbejde med funktion, ikke arbejde med planter, ikke arbejde med arkitektur, ikke arbejde med offentlighedsbegrebet. Ikke benævne ordet social, der i dansk sammenhæng blev læst som betonmarxisme. Ordet environment fandtes ikke her. Der var i det hele taget mange ting, man ikke skulle.
2014: Tingene har ændret sig. Efter 9/11, Snowden sidste år, den omdiskuterede TTIP på en perlerække af frihandelsaftaler efter Den Kolde Krig, tilbage til Den Kolde Krig, universalismen som har tabt terræn. En lille tidsboble, et kort ophold. Man kigger på uret, går det baglæns?
2010: Al, Ali, Alice. Alice Cooper. Alice in Wonderland. I 1991 ringede jeg til mine forældre for at oplyse, at den netop påbegyndte uddannelse på Kunstakademiet skulle afmeldes. Til forvirring var man blevet kønnet. Enten var man mand eller ikke mand. Hjemmet svarede med, at denne kategorisering fandt sted inden for mange felter. Er det derfor, man benytter sig af muligheden for at arbejde i udlandet? Er det derfor, Gertrude Steins børnebøger ligger fremme derhjemme til oplæsning? St. Gallens kunsthal, en spytklat fra Kunsthaus Bregenz hvor en udstilling blev sat op, her fik kvinderne valgret i 1994. Man kan underskrive sig i forkortet version, Al. Er det derfor, barnet fik navnet Alice?
2015: Hvornår var det, kvinder fik ejendomsret? Ser man på det på verdensplan, der hvor privat ejendomsret er en norm, ejer kvinder ikke meget jord. 2 procent.
Hvornår var det, kvinder fik ret til eget erhverv? På en tid hvor de havde ret til arbejde i markerne, i den private husholdning og på fabrikkerne. I dag er størstedelen af kvinders arbejde i Danmark ensidigt, gentagende. Land har været en rød tråd igennem arbejdet. Sted og plads.
2006: Hvordan kan man klare sig selv. Ikke have nogen overordnede. Ikke optage banklån. Være fri for økonomiske forhindringer. En sådan beslutning indbefatter ingen relationer til den spekulative del af kunstverdenen. Hvilket igen resulterer i, at man løber ind i et langvarigt forhør hos kriminalpolitiet, der sidder med indhentede informationer fra Told & Skat. De er sikre i deres sag: et bankrøveri står for døren.
2015. Der er kommet en mail fra Art, Culture and Technology, MIT, Boston. Dear Mr. Rikke. Det har flere gange ledt til rod i lufthavne. Billetten. Ingen hentede mig. De var der, jeg var der. Equality er et af de ord, der nu ses i kunstsammenhænge. Er det fordi den demokratiske konceptualisering af lighed, og alt det der fulgte med, nu er under vedvarende ideologiske angreb? At det nu står soleklart? At vandet stiger.«
