Læsetid 9 min.

’Metal leger altid med identitet’

Modsat den gængse forestilling har der i metalmiljøet altid været gender benders, drags og personaer i masker og læder, som forhandler om, hvad individet må og ikke må. Også på dette års Copenhell. For genrens ønske om frigørelse fra normerne kan også handle om køn
Keith Caputo skiftede navn til Mina Caputo i 2011 og er nu en stærk fortaler for en udvidelse af forståelsen af køn i metal. Hun er stadig forsanger i bandet Life of Agony, der havde deres storhedstid i 1990’erne, men har også en solokarriere, hvor hun blandt andet synger om det at være transkønnet.

Keith Caputo skiftede navn til Mina Caputo i 2011 og er nu en stærk fortaler for en udvidelse af forståelsen af køn i metal. Hun er stadig forsanger i bandet Life of Agony, der havde deres storhedstid i 1990’erne, men har også en solokarriere, hvor hun blandt andet synger om det at være transkønnet.

Michael Loccisano
19. juni 2015

»My mind is chaotic unless I choose to be free,« sang Keith Caputo i 1997 som frontmand i bandet Life of Agony. Alt fremstår som regel klarere i bagklogskabens lys, men tekstens ordlyd giver mening som mere end soundtracket til en fremmedgjort teenagers liv, når Caputo ved dette års Copenhell går på scenen og synger det samme. Nu som Mina.

Forsangeren fra et af 1990’ernes største metalbands sprang ud som transkønnet i 2011. Sidste år påbegyndte det gendannede Life of Agony så den første tour med Caputo i front som Mina, og det var medvirkende til, at Time Magazine kaldte 2014 for et historisk år for transkønnede.

Mina Caputo er ikke den eneste repræsentant fra metalscenen på Times liste. Også Laura Jane Grace fra punkrockbandet Against Me! identificerede sig engang som mand og udgav sammen med sit band sidste år pladen Transgender Dysphoria Blues. Er det udtryk for en tendens inden for metalmusikken – er den blevet queer?

Både ja og nej, mener Amber Clifford-Napoleone, der er professor i historie og antropologi ved det amerikanske Central Missouri University. Hun har netop udgivet bogen Queerness in metal.

»Det centrale spørgsmål er ikke, om metal er queer, men om metal giver plads til queer personer – både historisk set og i dag. Og svaret på det er ja. Dertil kommer, at der ikke er megen tvivl om, at det at flagre med kulturelle konstruktioner af køn og seksualitet og at lege med grænserne er en af grundstenene i metal.«

Mina Caputo turnerer ikke kun med Life of Agony, men har også gæsteoptrådt ved Against Me!-koncerter, hvor hun blandt andet synger sangen »Identity«. Til sangen blev der lavet en musikvideo, som chokerede en del, fordi den viste Mina Caputo i seksuel nærkontakt med en mand. Det forbliver tør sex, men er meget explicit. Mina Caputo synger: »Look at me, look at all of me, I’m not a man, I’m not a woman.«

Træt kliche om metalfans

Om Mina Caputo siger Amber Clifford-Napoleone: »Den stereotype forestilling om en metalfan som en uuddannet og utilpasset ung vestlig mand er gammel og træt. Problemet er, at det ikke kun er de udenforstående, der ligger under for denne forestilling – det er der stadig mange i metalmiljøet, der gør. Når Life of Agony indtager scenen, er Mina med til at ændre vores opfattelse af metal – af hvad det er, og hvem det er.«

I sin teori om queerness i metal taler Amber Clifford-Napoleone om et ’transitory space’ – en slags ’midlertidigt rum’. Liveoplevelsen er en helt central del af metalmusikken. I langt højere grad end det er tilfældet for mange andre musikgenrer. På dette års Copenhell spiller bandet Slipknot, der i sin sceneoptræden bærer obskøne masker. Forrige år var det Gwar. Også denne maskebaltradition er med til at gøre metal til et sted, hvor grænserne for identitet er til forhandling.

Men det er en oplevelse, der kun kan opnåes i liveoplevelsens midlertidige rum. Den opstår ikke, når man står alene på et værelse med Slipknot i høretelefonerne. Det er i høj grad i den fælles liveoplevelse, at grænser bliver flydende. Og grænser – eller manglen på dem – er et centralt begreb i metal.

»Alle kulturer har deres grænser omkring identitetens mulighed, men i metal er et af de definerende træk, at den nægter at følge regler. Heavy Metal-fans kan ikke lide regler, og hvad mange tiltrækkes af er, at den netop skaber sit eget fællesskab omkring mennesker, der ikke følger regler eller normer. Metal leger altid med identitet – ved hjælp af masker, kostumer, af væsner som Eddie (Iron Maidens skeletmaskot, red.) eller personaer som Alice Cooper,« siger Amber Clifford-Napoleone.

Tiltrækker alle slags outsidere

I afsøgningen af metalscenens queer-potentiale har Amber Clifford-Napoleone interviewet mere end 500 metalfans fra hele verden, der definerer sig selv som queer: Det kan være homoseksuelle, transseksuelle, biseksuelle og andre, der ikke føler, at de traditionelle kategorier passer til deres identitet.

En overordnet konklusion i hendes forskning er, at metalmiljøet giver plads til queerpersoner, fordi den generelt giver plads til mennesker, der på den ene eller anden måde føler sig uden for det normale: »Metal er sin egen subkultur. Den har sine egne regler, symboler og sin egen mode.

En fan fortalte mig, at det at være queer metalfan gav en følelse af outsiderfællesskab eller den følelse, at selvom alle i rummet måske ikke er queer, så betyder det at være metalfan, at man er sammen i et fællesskab af folk, der ellers normalt står uden for fællesskabet. Det er unikt for heavy metal, at det tiltrækker folk som føler sig som outsidere. Når du finder sammen med andre outsidere, har alle en fælles erfaring at trække på. Det er en stærk oplevelse, og det tilbyder metalscenen mange typer mennesker – også queerpersoner.«

Sociologiske undersøgelser af personer med forskellige musikpræferencer viser faktisk, at metalfans er mere åbne over for nye erfaringer, og at de også er mere aktivitiske. Dertil kommer, at en britisk undersøgelse fra sidste år antydede, at metalmusikere og -fans ofte er intelligente outsidere, der netop på grund af, at de føler sig fremmedgjorte, også kæmper med lavt selvværd.

Metalscenen tilbyder dem et fællesskab, hvor det normale, som de føler sig fremmedgjorte over for, ikke er noget at stræbe efter – tværtimod. Disse mange sociologiske undersøgelser får psykolog og ph.d. Michael Friedman til i en artikel i Psychology Today at konkludere, at det kun er naturligt, at metalscenen i disse år oplever, at flere springer ud som transpersoner, homo-, eller biseksuelle og at kunstnere som hardcore-legenden Henry Rollins og Greg Puciato fra The Dillinger Escape Plan har gjort sig til fortalere for LGBT-rettigheder.

Homofobi eksisterer også

Men hvis metalscenen virkelig giver plads til en forhandling om køn og identitet, hvad skal man så gøre med det faktum, at den er og altid har været domineret af den hvide, heteroseksuelle mand? Og selvom der findes homoseksuelle metalikoner som Rob Halford fra Judas Priest og Otep Shamaya fra Otep – og at også andre overraskende nok er sprunget ud af skabet, f.eks. norske Gaahl fra black metal-bandet Gorgoroth (der nok er mere kendt for at have tortureret en mand og forsøgt at tappe hans blod, så de kunne drikke det) – så er homofobiske udfald og sexistisk behandling af kvinder bestemt ikke fremmed for metalmiljøet.

Kerry King fra thrash metal-bandet Slayer kommer ofte med homofobiske udtalelser, Sebastian Bach fra Skid Row er notorisk berømt for engang at have båret en T-shirt med påskriften »AIDS kills fags dead«, og det mest bestialske eksempel på homofobi er mordet på den homoseksuelle Magne Andreassen begået af trommeslageren Bård ’Faust’ Eithun fra det norske black metal-band Emperor.

Men Amber Clifford-Napoleone påpeger, at alle dele af samfundet har homofober: »Metal skaber ikke homofobi – det er blot endnu en kulturform, hvor der er homofober.«

Det handler om magt

En anden forsker inden for metalgenren, professor i musicologi Robert Walser, er ikke helt så overbevist om, at der i den meget maskulint dominerede musikgenre ikke ligger en større risiko for homofobi: et grundlæggende behov for at vise, at man ikke er homoseksuel, selvom man er sammen med så mange mænd hele tiden, mens man synger om sex og optræder seksuelt eksplicit, fordi man har lyst til at knalde med dem. Det kan komme til udtryk som homofobi.

I 1993 behandlede Robert Walser den maskuline dominans i sin bog Running with the Devil – Power, Gender and Madness in Heavy Metal Music, der var det første værk, som undersøgte metalscenen fra et kultursociologisk perspektiv.

Robert Walser omtaler metalscenen som patriarkalsk og fremhæver, at megen metalmusik handler om den dominerende mand og den dominerede kvinde, men – siger han også – det handler ikke så meget om køn, som det handler om magt. Også han talte om metalmiljøet som et ’frit rum’, hvor de, der i andre sammenhænge har følt sig magtesløse, kan få magt.

Magt har altid – også uden for metal – været opfattet som maskulin, men via musikken kan også kvinder opnå denne maskuline magt: »Kvindelige fans identificerer sig med en form for magt, der i den vestlige kultur opleves som maskulin – fordi fysisk magt, dominans, oprør og flirt med livets mørke sider er kulturelt defineret som maskuline privilegier. Men kvinder kan få adgang til denne magt via musikken, der er uhåndgribelig og svær at begrænse,« skriver han.

’I wear my balls on my chest’

Glamrock er et af de felter inden for metal, som Robert Walser særligt interesserer sig for. Her har de mandlige kunstnere traditionelt klædt sig i drag. Mest berømt er nok Dee Dee Snider fra bandet Twisted Sister, som er kendt for numre som »We’re not gonna take it« og »I wanna rock«. Men uden for glam finder vi kunstnere som Marilyn Manson, der allerede i sit kunstnernavn blander det feminine objekt med maskulin magt (Marilyn Monroe og Charles Manson) og generelt optræder androgynt.

»Der er ikke noget overfladisk ved denne type leg,« skriver Robert Walser; »Både fans og musikere udfører deres vigtigste identitetsarbejde, når de deltager i den konstruktion af køn og magt, der definerer metal. Metal er en fantastisk genre, men også en, hvor reelle sociale behov og begær adresseres og midlertidigt løses på en urealistisk måde. Disse urealistiske metoder er attraktive og effektive, netop fordi de synes at overskride de normale sociale kategorier, som er med til at skabe konflikterne til at begynde med.«

Disse urealistiske metoder, f.eks. obskøne sceneshows og leg med kønsstereotyper, er altså også tilgængelige for kvinder, siger Robert Walser, i outsidernes kamp for at høre til et sted. Han henviser til guitarist og sanger Lita Ford, der i slutningerne af firserne havde en stor karriere i USA og blandt andet et hit med selveste Ozzy Osbourne. Hun sagde: »I wear my balls on my chest.«

»Hun kombinerer sin tilsyneladende uundgåelige status som et seksuelt objekt med sin status som metalmusiker og dermed magtfuldt subjekt,« skriver Robert Walser.

Magten over mændenes blik

Amerikanske Butcher Babies, der er Copenhell-aktuelle, har en del tilfælles med Lita Ford. De to forsangere, Heidi Shepherd og Carla Harvey, bruger også deres status som smukke seksuelle objekter som et magtmiddel. Deres sceneoptræden er et burleskshow. Tidligere optrådte de i bar overkrop. Kun gaffatape og kvaster dækkede deres brystvorter. Efterhånden som deres succes er vokset, har de skruet ned for de mest outrerede dele af deres show for at nå ud til et bredere publikum, men de burleske elementer i dans og påklædning er bevaret. I interviews har de blandt andet sagt: »Vi trodser mænds dominans i musik.«

Og det gør de altså ved at forsøge at tage magten over mændenes blik på dem.

»Butcher Babies er et interessant tilfælde,« siger Amber Clifford-Napoleone: »På den ene side udfordrer de heavy metal-stereotyper ved at være i front for bandet og ved at bruge den traditionelle ’vixen’ som hovedattraktionen. På den anden side opnår de dette ved meget eksplicit brug af deres kroppe som seksuelle objekter. Jeg finder deres forsøg på at vende det maskuline manuskript på hovedet interessant, men jeg er ikke sikker på, at det at give mændene, hvad de vil have, er et særligt magtfuldt våben i forhold til at afmontere mændenes dominans. For at citere et klassisk feministisk værk af Audre Lorde: ’The master’s tools will never dismantle the master’s house’,« siger hun.

Amber Clifford-Napoleone videreudvikler Robert Walsers tanker om magt og køn i metal. Magtanalysen deler hun, men hvis man virkelig skal forstå dynamikken i metal, bør vi udvide forståelsen af maskulinitet:

»Vi har vænnet os til at lede efter maskulinitet i heteroseksuelle, hvide, biologisk maskuline kroppe. Selvfølgelig er det det nemmeste at gøre, men det betyder, at vi ikke forstår, hvordan maskulinitet fungerer i biologisk feminine kroppe – eller ikkekonforme kroppe eller handicappede kroppe eller kroppe i masker og kostumer. At tænke på maskulinitet som noget biologisk, noget naturligt, i stedet for indlært begrænser den menneskelige erfaring. Vi kender allesammen nogle ret maskuline kvinder og nogle ret feminine mænd og mennesker, som trodser de kategorier. Så snart vi holder op med at tænke på maskulinitet som en fødselsret og begynder at snakke om den som kulturel performance, kan vi komme meget tættere på at forstå hinanden« siger hun.

Metalfestivalen Copenhell finder sted 18.-20. juni i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu