Baggrund
Læsetid: 8 min.

Opgør med en kunstnermyte

’Skyggen af en helt’ er ikke en film om Gustaf Munch-Petersen, men en historie om den kunstopfattelse, der slog ham ihjel og invaliderede hans familie. En rørende fortælling om hvordan ét menneskes frihed kan blive andres fængsel
Kultur
4. juni 2015
Gustaf Munch-Petersen ser sin personlige frigørelse som et skridt på vejen mod hele menneskehedens frigørelse, og som kunstner opfatter han sig som særligt etisk forpligtet og som en del af fortroppen i kampen for det frie liv. Han frigør sig fra vaner, normer og tidligere generationer og bygger sig selv op fra bunden.

Hvad der på afstand ligner selvopofrelse, efterlader som regel mange ofre. Da kunsteren Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) faldt i kampen mod fascismen, var det ikke ham, der blev ofret. Det gjorde hans kone og hans to døtre hjemme i Gudhjem.

Det er den historie, om den store forfattermyte, der sjældent fortælles. Men det bliver den nu af barnebarnet, filminstruktør Laurits Munch-Petersen, der er så tæt på, at han er et såret barn og så langt fra, at han også er en duperet kunstner. Han frastødes personligt og fascineres fagligt af Gustaf Munch-Petersens kompromisløshed.

Det er bare et af de mange spor, som kædes sammen i dokumentarfilmen Skyggen af en helt.

Laurits Munch-Petersen er selv kunstner og far til en lille pige og har en højgravid kone, da han rejser ud for at lære mere om sin families tragedie, der indtraf, da morfar Gustaf Munch-Petersen forlod sin lille datter og højgravide kone for at melde sig som frivillig i Den Spanske Borgerkrig. Men filmen ender med at handle meget lidt om Gustaf Munch- Petersens død som 26-årig ved slaget ved Ebro og meget mere om morfars gåen i kiosken efter smøger.

Det skifte skete ikke inden, manuskriptet blev skrevet, men sker lige for øjnene af publikum. Vi starter konventionelt med en masse talking heads, som Ole Sohn og Asger Schnack – der i klassisk dokumentarfilmopsætning placeres i en stol og taler om Gustaf Munch-Petersen foran en baggrund, der viser billeder, der relaterer til det sagte.

Men efterhånden smelter deres udsagn sammen i et messende »Gustaf, Gustaf, Gustaf« til filmen knækker og både instruktør og publikum bliver klar over, at dét jo ikke er det, der er interessant. Myten om Gustaf Munch-Petersen kender vi. Den bliver vi nødt til at løsrive os fra. Ligesom Laurits Munch-Petersen må løsrive sig fra sin kunstnerfascination for at kunne fortælle historien om sin familie. Lidt ærgerligt er det, at Ole Sohn på et tidspunkt senere i filmen vender tilbage. Men pointen går alligevel rent igennem. Denne historie er en anden og skal fortælles på en anden måde.

Mor

Da Gustaf Munch-Petersen forlod sin kone – forlod hun også ham. Men hun havde jo ikke nogen at gå fra. Ingen at skrive et afskedsbrev til. Ingen sovende krop ved siden af sig, som hun bare kunne lade sove videre i uvidenhed. Hun havde ingen sag, der kunne retfærdiggøre det. Ingen følgere, der kunne gøre hende til et ikon. Ingen surrealisme, der fordrede den absolutte sammenhæng mellem kunst og selv.

Hun var en kunsthåndværker. Hun var en kvinde, der forelskede sig i kunstnere. Det eneste, hun kunne gå fra, var mindet om sin mand: børnene. Og så blev hun en mor, der straffede sine børn for at ligne deres far. Og en mormor, der så sit tiårige barnebarn i øjnene for første gang og afviste ham i døren med et: »Det passer dårligt lige nu.«

Laurits Munch-Petersen besluttede sig som voksen for igen at tage til Bornholm og opsøge den mormor, som hans mor hele sit liv havde forsøgt at genskabe kontakten til, efter hun blev smidt ud hjemmefra som 15-årig. Han bankede på døren i huset i Gudhjem. Og denne gang ville han ind. Det kunne hans mormor også mærke. Så det kom han. Det var i 1996, og Lisbet Hjorth døde få måneder efter besøget. Men Laurits Munch-Petersen havde ikke filmet det. Hvad gør man så næsten 20 år senere, når man finder ud af, at den dokumentarfilm, man vil lave om sin morfar, i virkeligheden skal handle om sin mormor? Man allierer sig med dokumentaristen Anders Østergaard, der har udviklet rekonstruktionen og dramatiseringen til en kunstart. Man vækker sine dagbogsnotater til live. Og vælger skuespillerinden Ruth Brejnholm, der spiller rollen som Lisbet så godt, at man glemmer, at hun ikke er hende. Hun bliver en filmisk figur. Hun bliver ideen om Lisbet. Hun siger tingene bedre, end Lisbet selv kunne have gjort det. Det gør hende ikke mindre troværdig. Det gør figuren vedkommende og mere i tråd med den helhedssøgen, som også er filmens projekt.

Morfar

Laurits Munch-Petersens møde med sin mormor fortæller ikke bare den sjældent fortalte historie om Gustaf Munch-Petersen, men om mange af hans samtidige forfattere. En generation af kunstnere, der søgte helheden og den totale nedbrydning af skel mellem kunst og liv.

Gustaf Munch-Petersen ser sin personlige frigørelse som et skridt på vejen mod hele menneskehedens frigørelse, og som kunstner opfatter han sig som særligt etisk forpligtet og som en del af fortroppen i kampen for det frie liv: Han bliver ’nøgenhedens legionær’, som det hedder i et af hans berømte digte. Han frigør sig fra vaner, normer og tidligere generationer og bygger sig selv op fra bunden.

Surrealismens programdigt Gustaf Munch-Petersens Det Underste Land fungerer som et underliggende lydspor i filmen. Klip af drømmeagtige scener fortæller os om den indflydelse som surrealismen og psykoanalysen havde på kunstneren, men også om den kamp Gustaf Munch-Petersen havde med sig selv for at blive bindeleddet »mellem essens og eksistens«, som Torben Brostrøm skriver i introduktionen til digterens samlede værker. Disse scener er vigtige for at forstå kunstnerens dilemma, og de vender hele tiden tilbage mellem klippene af familie- og kærlighedsliv, som en slags insisteren: Giv nu slip, Gustaf!

Gustaf Munch-Petersen dyrker den subjektive idealisme. Tanken om, at kunstnerens fordybelse i jeget er vejen til det kollektive: Der, hvor blodet flyder frit mellem alle, som han skriver i Det Underste Land. I den søgen forlader han sit eget lille kollektiv. Gør poesi til revolte og tager til Spanien for at kæmpe mod det gamle for det nye. Og skriver hjem til sin kone: »Vi maa lære den realitet, at det simpleste, som vort liv kræver, fordrer den største kamp og det største offer af os.«

Kunstnerens etiske fordring gælder altså kun for kollektivet og ikke for den, der står tættest på. Kone og børn og den slags. Det er den side af den store forfattermyte, der sjældent fortælles, om det så gælder Gustaf Munch-Petersen eller andre, der ophævede skellet mellem poesi og personlighed. I den yderste ring stod en kreds af kvinder, der, som vi ser det, i Laurits Munch-Petersens film i nogle tilfælde blev reduceret til tilskuere, mens den store kunstner udfoldede sig. De blev deres mænds godsforvaltere. Uundværlige for kunstneren, men undværlige for kunsten.

Mormor

Lisbet Hjorth bliver en bitter gammel kone, da hun bliver ofret i kunstnerens frigørelsesproces. Uforsonlig og utilnærmelig. Hver gang hendes trofaste hund kommer for tæt på, giver hun den et resolut spark: »Flyt dig!« siger hun, som hun har sagt det til en hel del af familien siden Gustaf Munch-Petersens død.

Barnet Laurits Munch-Petersen kan hun sige nej til, men da han dukker op på hendes dørtrin som mand og kunstner, kan hun ikke. Og lige så stille får han åbnet op for hende. I kommentarsporet fortæller han om de forskellige strategier på en stedvis sentimental facon. Men uden at sige for meget, så lykkes det ham faktisk at få udvidet de små sprækker i Lisbet Hjorths overflade, og de dykker sammen ned i Det Underste Land. Ved hjælp af dykkermasker og alkohol.

I en smuk scene danser Lisbet som hendes mand dansede til Ravels Bolero, som i en drømmende trance og så er forbindelsen fuldkommen. Fra det inderste hjørne af et skab ved hovedet af hendes seng (skru lige ned for symbolikken, det er godt lavet!) finder hun en æske med Gustafs ting. Heriblandt en fyldepen. »Må jeg prøve den,« spørger Laurits Munch-Petersen sin mormor. Hun svarer: »Det har du vist ikke godt af.« Det er ikke bare en fyldepen. Det er den genstand, der frembringer det værste og det bedste i hendes familie.

I et centralt citat siger Lisbet: »Du må forstå, at jeg var nødt til at starte mit liv forfra.«

Som Gustaf Munch-Petersen frigjorde hun sig, og byggede sig selv op fra bunden. Der er bare ikke noget smukt eller poetisk over hendes frigørelsesproces, selv om også hun er kunstner. Der er kun en mors svigt. Sådan er det jo så forskelligt med mænd og kvinder i kunsten.

Far

Skyggen af en helt er et nøgent portræt af den mandlige kompromisløse kunstner. Dér står han i al sin selvovervurdering. Den kollektive sandhed, han søgte ved at gøre sig fri, blev til en andens fængsel.

Filmen er ikke helt gennemført i sit formsprog, men måske er der også en pointe med det. Der gives aldrig helt slip på den klassiske dokumentar, og nogle af forsøgene herpå virker komiske. Som instruktørens ufrivillige indrullering i en genopførsel af Den Spanske Borgerkrig. Ideen kan være god nok, men kommentarsporet overforklarer pointen. Og nogle gange bliver symbolikken for tung, men det er en fair fodfejl, når man har med psykoanalysen og surrealismen at gøre. Overordnet set er filmen uafrystelig. Man går med Laurits Munch-Petersen ind i morfars krop, ser svigtet i øjnene og mærker konsekvensen. Det føles som nyrespark. De nyrespark, som den stakkels hund tildeles gang på gang. Piv.

Men man forlader biografen forsonet. Laurits Munch-Petersens rejse ind i sine bedsteforældres kunst- og livsopfattelse er et kærkomment opgør med en kunstnertype. I et anfald af trods insisterer han på at fortælle en sagesløs turistguide i Spanien den nuancerede fortælling om guidens helt fra Den Spanske Borgerkrig.

Ingen er entydigt helte og ingen er entydigt skurke er den banale fortolkning, men det handler om mere end det. Laurits Munch-Petersen virker nærmest desperat, når han i et mørkt og svedigt barlokale fortæller om konsekvensen af sin morfars kompromisløse heltegerning. Han hamrer med en mejsel mod sin morfars ikon.

Her bliver hans historie meget mere presserende, end kommentarsporet nogensinde kan gøre den. Han virker simpelthen bange for den store kunstners arv: Vil han som sin morfar svigte familien for kunsten – og hvis han ikke gør det, svigter han så kunsten for familien?

Med filmen Skyggen af en helt har han som moderne mand og far og kunstner fundet frem til en sammensmeltning af kunst og liv i en helhed, der ikke splitter familier ad, men samler dem. Det er hans etiske fordring. Som en bonus, så dør man ikke af det, når man på denne måde fordyber sig i jeget for at finde ind til kollektivet. Tværtimod. Det er en sandhed, som en hel generation af mandlige forfattere anført af Karl Ove Knausgård netop nu finder frem til. Som en smukt forløsende konstatering, siger Laurits Munch-Petersens lille datter til et billede af sin oldefar: »Det er ikke min far!«

Læs også: Gustaf og den lange skygge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et helt andet syn på filmens plot kan ses i "Politiken", men mon ikke "Information" nævner uenigheden ved lejlighed.
http://politiken.dk/kultur/filmogtv/ECE2697369/familie-strides-om-ny-dok...

Herdis Weins

Jamen er der overhovedet nogen, der stadigt kender Gustaf Munch-Petersen som digter?
Jeg voksede op med hans digt "Til mine forældre", som da i den grad kom til at passe for mit vedkommende, og som jeg fandt styrke i.
Men ellers ?

Maj-Britt Kent Hansen

Jo, Herdis - vi er nogle stykker, der kender til den side også.

Vibeke Rasmussen

Samtale med Laurits Munch-Peterensen i Skønlitteratur på P1. Afsluttes med et digt af Tom Kristensen skrevet til minde om Gustaf Munch-Petersen, oplæst af forfatteren selv, efter en kort begrundelse for, hvorfor han skrev det, hvorfor han måtte skrive det. Fra 1951.

Marianne Olesen

Lillian Hjorth West, Bornholms højskole, holder fremragende foredrag om bl a GMP. Hendes viden er stor, og hendes formidling formidabel.

Per-Olof Johansson

Jeg er uenig med anmelderen på et par punkter. Da det fylder lidt, har jeg valgt at sætte teksten i min blog https://perolofdk.wordpress.com/2015/06/07/i-skyggen-af-en-helt/

Maj-Britt Kent Hansen

Nu har jeg netop i dag set filmen - og timer inden også "The Salt of the Earth" om fotografen Sebastiao Salgado, som Wim Wenders har lavet sammen med dennes søn Juliano Ribeiro Salgado.

Begge er de interessante - WW's er den bedste, da portrættet ikke overskygges af familiehistorien.

Og man skulle nok heller ikke hverken have læst Politikens eller Informations omtale af Munch-Petersen-barnebarnets film om morforældrene forinden eller kommentarer fra Høm-familien, for filmen perspektiverer ikke og føjer heller intet til - og Laurits Munch-Petersen tager for mange steder alt ilten med de mange kommentarer og samtaler, hvor han visse steder snildt kunne have klippet sig selv ud.

At hans ansigt ligner morfaderens tjener fint til den identifikation, hans bekymring ift. egen familie kredser om. Genopførelsen af kampscenerne i Spanien er derimod for meget. De burde være udeladt.

Mht. WW's film om fotografen bringer biografen Gloria i København denne omtale: "I løbet af de sidste 40 år har fotografen Sebastiao Salgado rejst gennem kontinenterne, i fodsporene på en menneskehed i konstant forandring. Han har været vidne til de store begivenheder i vores nyere historie; internationale konflikter og masseflugt. Han er nu i gang med opdagelsen af uberørte områder, af de vilde dyr og planter, af grandiose landskaber: Et kæmpe fotografisk projekt, som er en hyldest til planetens skønhed, fra isbjørnenes hjem på Nordpolen til de frodige, sydafrikanske jungler."