Læsetid: 3 min.

Reumert-festen var støbt i beton

Årets forestilling blev ’Beton’ på Aalborg Teater. En teaterforestilling, der skabte et bedre og mere nuanceret billede af Danmark, end valgkampen formåede det
Det var ’Beton’ på Aalborg Teater, der løb med Reumert-statuetten for Årets Forestilling. Med ni mænd i den dødbringende smukke betonblanderscenografi.

Lars Horn

22. juni 2015

Årets Reumert-vindere skulle ikke sidde i Det Kongelige Teater med lysekrone og bladguld. Nej, prisfesten for Danmarks scenekunst var i år flyttet til bagscenen af Skuespilhuset – med nybygget tilskuerpodium og en nyskreven forestilling til lejligheden af instruktørparret Fix & Foxy, alias Tue Biering og Jeppe Kristensen, og scenografen Nicolaj Spangaa. Det var åbenbart bagscenens virkelighed, som i år skulle afdækkes – og hyldes.

Vi i Reumert-juryen havde intet at gøre med formen på dette show. Men vores valg af vinder som Årets Forestilling viste sig at passe særligt godt til betonrammerne på den enorme bagscene. For de tre nominerede forestillinger var Som i Himlen med Teatret og Teater O, Romeo og Julie på Det Kongelige Teater og Beton på Aalborg Teater. Men vinderen blev Beton.

Kemi og muskler

Denne forestilling af Thomas Markmann var ikke alene ny dramatik. Den var også lokal dramatik, der løftede sig til national kunst. For Beton handlede om alle de arbejdere i Aalborg, der har levet af betonproduktionen i byen – både arbejderne, der har blandet og støbt det hele, men også pr-folkene og direktørerne, der har forsøgt at manøvrere gennem den svære internationale konkurrence mod polske håndværkere – og kinesiske gigaopkøbere. Samtidig var Beton noget så sjældent som dramatik om kemi – om molekylerne i betonens sand og kridt, som symboler på den byggemasse, som helt overtager rammerne for vores eksistens.

Årets Danseforestilling blev ’I føling’, hvor skadede soldater fra Afghanistan-krigen først fortalte om krigen – og bagefter dansede med Den Kongelige Ballets dansere i de mest sårbare duetter.

Søren Solkær

Men forestillingen var ikke mindst stærk, fordi den skabte portrætter af ni vidt forskellige, men højst troværdige mænd. Ni mænd som alle sammen viste, hvordan manden i øjeblikket kæmper for at efterleve mandeidealerne – nu hvor muskler ellers ikke længere er noget, man får på sit arbejde, men kun nede i fitnesscentret. Mænd, der knokler, til de går i stykker af det. Og mænd, der ikke brokker sig, fordi de altid har klaret sig selv.

Dødbringende smuk

I virkeligheden var Beton et langt bedre bud på en valgkampsretorik, end den vi netop har overværet. ’Det Danmark du kender’ blev her fint fusioneret med ’Mennesket først’. Og takket være den nyuddannede instruktør Nicolei Faber blev forestillingen så billedrig og overrumplende fysisk, at man på intet tidspunkt kunne forudse næste scene. Med ni indædte skuespillere, der viste ensembleskuespillets flotteste styrker. Desuden havde scenografen Christian Albrechtsen skabt en dødbringende smuk drejescene med en kant, hvor mændene balancerede rundt, mens betonen blev blandet nede i midten.

Årets Hæderspris gik til billedkunstneren og teaterlederen Kirsten Dehlholm. Hendes kompromisløse æstetik i forestillingerne, først for Billedstofteatret og siden 1985 for Hotel Pro Forma, blev værdsat med denne pris – sammen med hendes ukuelige nysgerrighed over for ny teknik, nyt lys og nye fortælleformer. Den nu 70-årige Kirsten Dehlholm blander typisk både lyrik, forskning og det hotteste modedesign med naturlig, elitær elegance. Og seneste års forestilling Cosmos+ var endda en familieforestilling. Med alt fra beton til dobbelt laserlys.

De små mod de store

De øvrige Reumert-nomineringer spejlede et teaterår med store kontraster. Stærkest ses det i Årets Musikteater/Show. Her kæmpede megamusicalen Billy Elliot på Det Ny Teater mod Tove! Tove! Tove! på Det Kongelige Teater og onemanshowet Hvor kom den fra? af og med Jacob Morild på Café Liva. Men det var de fem Tove Ditlevsen-fortolkende kvinder, der løb med prisen. Og på operafronten var det ikke mindst bemærkelsesværdigt, at Den Kongelige Opera ikke var blandt de nominerede. Det var til gengæld Villa in Ottone med Concerto Copenhagen, Babel med Athelas Sinfonietta og Andre Bygninger med Den Fynske Opera. Det var Andy Papes Andre Bygninger, der vandt.

Danseforestillingerne viste en flot international spændvidde. 360° - Den sorteste hvide løgn med Uppercut Danseteater kæmpede mod Dreamtime hos Next Zone. og I føling med Den Kongelige Ballets huskompagni Corpus.

Soldaterduetter

Men det var I føling, der vandt. Denne danseforestilling er en af de mest direkte politiske fortolkninger af dansk udenrigspolitik og krigen i Afghanistan. For i Christian Lollikes instruktion og Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis’ koreografi bevægede tre autentiske ex-soldater fra krigen sig rundt på scenen og fortalte deres egne beretninger om, hvordan de blev skadet – hvorefter de tog deres benproteser af og dansede med de kongelige balletdansere i de mest skrøbelige og smukke duetter. Det var tårefuldt, men det var nødvendigt teater.

Og det var teater, som måtte belønnes med en Reumert.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu