I 2013 bragte magasinet Vice en fotoserie fra en strandudflugt for det græske højreradikale parti Gyldent Daggry.
På billederne ser vi en gruppe kvabsede og solskoldede græske mænd få afløb for deres oldgræske Spartafascination ved at kaste med spyd og løbe rundt med mæanderbort-udsmykkede skjolde iført ubehjælpsomt guldsprayede hjelme, der ligner noget fra en rollespilsseance i Hareskoven.
Mest af alt ligner det et amatørteater, hvor de ideologisk afmarcherede fantaster fra Nikos Mihaloliakos’ parti puster sig op ved hjælp af en kitschet symbolik hentet fra fortiden. En anakronisme, der nærmest er udformet til at tilfredsstille den banale politiske visdom: »Hvad sagde jeg, fascismen viser altid sit grimme fjæs under økonomiske kriser.«
Men fascismen er vitterligt på støvletrampende retur – i hvert fald, hvis man skal tro de bestyrtede reaktioner på, at Gyldent Daggry deltager i Folkemødet på Bornholm.
»Hverken Gyldent Daggry eller de andre udenlandske nazister har noget at gøre på en festival, der fejrer demokratiet,« har socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen sagt til Berlingske, og han har derfor meldt afbud af moralske grunde. Antifascistisk Aktion har på sin side opfordret til at demonstrere mod Danskernes Parti og »deres fascistiske venner fra Europa«.
Det er lederen af Danskernes Parti, Daniel Carlsen, der har inviteret sine græske åndsfæller, og ifølge ham er det et udtryk for demokratiforskrækkelse: »Det viser, hvor bange etablissementet er for en udvidelse af den politiske mangfoldighed og for, at reelle oppositionelle kræfter får en platform,« skriver det tidligere DNSB-medlem på partiets hjemmeside.
Fejlslagen revolution
Daniel Carlsen har ret for så vidt, at Gyldent Daggry er i færd med at knuse det såkaldt europæiske projekt til benmel. Partiet har vundet frem ved at udnytte vreden mod EU’s sparekrav, skyde skylden for den græske misere på immigranter og ved at etablere socialhjælp såsom folkekøkkener parallelt med den nedsmeltede græske stat.
Men spørgsmålet er, om vi virkelig skal læse Gyldent Daggry som et udtryk for ’fascisme’ – det professionaliserede konsensusdemokratis ultimative skældsord, der efterhånden er helt tømt for mening.
Gyldent Daggry er åbenlyst en dybt suspekt og racistisk bevægelse, som vi skal tage afstand fra. Årsagerne står i kø: chikane og vold mod immigranter, televiserede overfald på kvinder, forgreninger langt ind i det græske politi og militær, og sandsynligvis også mordet på den antifascistiske rapper Pavlos Fyssas. Men det til trods skal vi se bort fra de automatreaktioner, som synet af et hagekorslignende symbol fremkalder. Vi skal forsøge at forstå, hvad det er for en politisk dynamik, der driver en bevægelse som Gyldent Daggry.
Der er nemlig talrige historiske eksempler på, at den revolution, som håbefulde venstreintellektuelle sætter deres lid til i krisetider, ganske vist melder sin ankomst – men ikke nødvendigvis i form af en socialistisk revolution. Længslen efter en radikalt anderledes samfundsindretning kan snildt kanaliseres over i reaktionære snarere end progressive kræfter, men den forsvinder ikke helt.
Den erkendelse betyder på ingen måde, at vi skal undskylde eller sympatisere med højreradikale bevægelser som Gyldent Daggry. Men i et større perspektiv er bevægelsen også et symptom på en generel økonomisk og parlamentarisk krisetilstand.
Gyldent Daggry har haft held med at tøjre fattigdom og social uro i et letforståeligt mytisk narrativ om et revitaliseret Grækenland. Som den tyske tænker Walter Benjamin skrev: »Bag enhver form for fascisme ligger en fejlslagen revolution.«
Kitschet kulturarv
Hvis vi kigger på, hvordan bevægelsen ’brander’ sig, så falder de på mange måder ind under det, vi siden 2. Verdenskrigs afslutning vanemæssigt har associeret med fascisme. På barnagtig provomaner svælger Gyldent Daggry i politisk ukorrekte referencer til fascismen og den græske diktaturtid: Deres partisymbol, en gylden mæanderbort på sort baggrund, ligner umiskendeligt et hagekors. De råber slagord om »blod og ære«. De holder sig ikke tilbage for at anvende vold. Og med deres mytiske dyrkelse af krigerbystaten Sparta vil de bryde med den vedtagne nationale fortælling om Grækenland som demokratiets vugge.
Således virker Gyldent Daggry uhyre bevidst om det politiskkulturelle arvegods, partiet går på strandhugst i. Den historiske fascisme har altid betjent sig af æstetiske virkemidler – endda på en særdeles raffineret og fremsynet måde, som reklamebranchen stadig kan se misundeligt tilbage på. Den ’klassiske’ fascisme i mellemkrigstiden erstattede demokratiets fornuftsbaserede konsensusspil med et følelsesmæssigt berusende og æstetisk overrumplende masseteater med mytiske konnotationer.
Med en kitschet genfortolkning af national kulturarv gør Gyldent Daggry altså deres til, at vi skal opfatte dem som arvtagere til det 20. århundredes højreradikale bevægelser. I modsætning til Danskernes Parti, der gerne vil fremstå som et sobert, slipseklædt højrealternativ til Dansk Folkeparti, gør Gyldent Daggry intet for at fremstå stueren.
Men fordi bevægelsen dygtigt betjener sig af et særligt kulturelt udtryk, og en del af dens tiltrækningskraft ligger heri, så må vi ikke blive så tunnelsynede, at vi kun kan aflæse fascisme hos bevægelser, som bevidst skilter med det. Hvis vi kun er i stand til at identificere fascisme i form af en en symbolsk leg med bestemte stilkoder – skinheadlooket, voldsfascinerede mandefællesskaber eller svastikalignende bannere – så ryger vi simpelthen ind mellem tandhjulene i fascismens mytemaskine.
Slangen i paradiset
I den forstand er Gyldent Daggry farlig på mere end ét niveau. Ikke alene fordi de kanaliserer potentielt samfundskritiske impulser over i reaktionære og racistiske udtryk, men også fordi de bortleder vores opmærksomhed fra de situationer, hvor den demokratiske retsstat slår uhyggelige sprækker. For eksempel i 2013, hvor en lækket amatørvideo afslørede, at papirløse bådflygtninge interneres på den italienske ø Lampedusa under koncentrationslejrlignende forhold. Eller da der med billederne fra Abu Ghraib-fængslet tegnede sig et mønster af, at vestlige militærmagter systematisk torturerer og umenneskeliggør.
De hændelser er et fingerpeg om, at vi ikke skal lede efter fascismens ophav i perifære protestbevægelser, men snarere i nationalstatens inderste struktur. Selv i den mest velfungerende demokratiske stat etableres der undtagelseszoner, hvor lov og menneskerettigheder kan tilsidesættes efter forgodtbefindende. Og de strukturelle revner er sandsynligvis langt farligere end græske nationalister på steroider, der leger, at de er fra Sparta.
Så når Uffe Ellemann-Jensen skriver i en blog, at Trykkefrihedsselskabet ved at invitere den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders har inviteret en »slange indenfor i paradiset«, klinger det hult. Set i et større politisk perspektiv hinsides den dejlige ferieø ligger problemet måske snarere i forestillingen om et ’paradis’, der skal beskyttes.
Senest med katastroferne i Middelhavet har vi set, at nationalstaten uanset dens politiske kulør altid betjener sig af udelukkelsesmekanismer for at opretholde sig selv. Der foregår hele tiden en sortering af dem, der kommer med i velfærdsforbrugsparadiset, og dem, der overlades til deres egen elendighed. Slangen er her med andre ord allerede. Men den ser ikke altid ud, som vi tror – guldhjelm eller ej.
Problemet med den socialistiske og kommunistiske venstrefløj i Europa er, at de lige siden afslutningen på anden verdenskrig har bildt flere historieløse og kulturløse generationer ind, at netop de repræsenterer det ægte demokrati og folkestyre, som i deres univers går ud på, at vi alle skal være enige om de samme politiske beslutningsprocesser, mens alle dem som er uenige med venstrefløjens politiske ideologi og lovforslag er fascister.
Englands berømte premierminister under anden verdenskrig, Winston Spencer Churchill, sagde nogle år efter afslutningen på nazismens terror, at næste gang vi kommer til at se fascismens mørke tæppe omklamre de europæiske befolkninger, vil det blive i skikkelse af påstået antifascisme fra de europæiske venstrefløjspartier, fordi de alle var under påvirkning af det totalitære kommunistiske et-parti regime Sovjetunionen med al sin politiske enhed under tvang.
Det syge begreb ”konsensus-demokrati” er opfundet af kommunister og socialister, der aldrig nogensinde har anerkendt den kendsgerning, at demokratiet som politisk styreform netop bygger på forskellighed imellem alle mennesker. At vi altid skal kunne være enige om at kunne være uenige med hinanden. Uden vi af den grund udstøder eller foragter hverandre. Uden at vi af den grund kalder politiske modstandere for nazister, fascister, racister, islamofober, homofober og alt muligt andet grimt, der giver minder om nazisternes forfærdelige politiske ensretning og massemord på seks millioner jøder.
”Enten er du med mig – eller også er du imod mig”, er tilsyneladende det gennemgående mantra hos samtlige venstrefløjspolitikere på det europæiske kontinent. Derfor sidder vi i dag med et fuldstændig splittet kristent opbygget Europa, der indtil for bare 20 år siden rummede de mest homogene folkefærd på kloden. Dengang nød alle befolkningsgrupper godt af demokratiets udarbejdede personlige frihedsrettigheder som blandt andet ligestilling, demonstrationsfrihed, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, og man kunne altid udtrykke sin mening uden at blive udstødt eller foragtet af nogen.
”Del jer efter anskuelser – og lav så det samarbejdende folkestyre”, sagde grundlovens fædre herhjemme i 1849, da vi efter flere hundrede år med enevælde og kirkens magt, langt om længe fik etableret en forfatning med sekulære love for alle. Nu kunne vi endelig begynde en vigtig proces gående ud på, at få kirkens daglige indflydelse på menneskers liv skubbet i baggrunden. I stedet kunne vi starte med, at opbygge et rigt samfund med privat ejendomsret og fri markedsøkonomi med base i en retfærdig lovgivning, styret og administreret af visionære retfærdige folkevalgte politikere.
I dag oplever den etniske kristne europæiske majoritetsbefolkning for åbent tæppe, hvordan den ateistiske venstrefløj konstant overfalder og dehumaniserer alle politisk anderledes tænkende borgere. Man kalder dem nedladende for ”højrefløjen”. Udelukkende fordi de udtaler sig kritisk om en indvandrer- og flygtningepolitik i ly af diverse internationale konventioner. Eller fordi de forsvarer nationalstaten over for et centraliseret EU med sine åbne grænser, der alene tjener superkapitalisternes ønske om fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og serviceydelser, så de kan tjene endnu flere penge på bekostning af det arbejdende folk.
Men den økonomiske regning på milliarder af kroner til blandt andet den førte indvandrer- og flygtningepolitik sender den europæiske venstrefløj rask videre til alle de forfærdelige mennesker på ”højrefløjen”. Disse knokler løs ude i de private virksomheder for at tjene bruttonationalproduktet hjem, så der er penge til løn, ferie, pension, frynsegoder og driftsbudgetter til alle venstrefløjens selvudråbte humanister, der har den opfattelse, at de er meget bedre end "højrefløjen" til at omfordele de samme økonomiske midler, som de har tjent hjem til statskassen gennem hårdt arbejde.
Den uhyggelige opportunisme, ansvarsløshed og ansvarsforflygtigelse hos den europæiske venstrefløj, hvor man ukritisk bøjer sig i støvet for superkapitalisternes hærgen og en politisk lovreligion som islam, er ved at knuse homogeniteten og enhedskulturen i de europæiske nationalstater, hvis befolkninger som nævnt gennem flere hundrede år har kæmpet for, at få netop religion skubbet ud af det offentlige rum.
I dag gør den europæiske venstrefløj alt for i hverdagen, at få afkristnet nye generationer af etniske majoritetsborgere, der helst ikke må lære noget som helst om de kristne værdier. Alt imens de prædiker løs over for de samme børn om, at de skal udvise respekt og mangfoldighed samt tolerance over for muslimske borgere, der er kommet til deres land gennem de sidste 40 år som flygtninge og indvandrere fra islamiske regimer på kloden, hvor man lever med patriarkalske familietraditioner, klankulturer og stammekulturer.
Hvordan i alverden hænger denne førte politik sammen i al sin logik?
Den europæiske venstrefløjs politiske adfærd er derfor systematisk ved at knuse de europæiske nationalstater, så vi om føje år lever med total segregering, borgerkrig, anarki, kaos, ondskab, nød, sult og fattigdom som i de fejlslagne afrikanske stater, og i et omfang som ingen almindelige mennesker nogensinde havde drømt om efter afslutningen på anden verdenskrig i 1945, der kostede over 50 millioner sjæle livet.
Allerede nu kan historikerne skrive værker om, hvordan den europæiske venstrefløj i den sidste ende svigtede alle sine idealer om lighed og retfærdighed imellem mennesker. I stedet valgte de at gå i samspil med de værste superkapitalister på kloden. Styret og kontrolleret gennem det samme EU i Bruxelles, som de protesterede vildt imod for bare 22 år siden, da Maastricht-aftalen om Europas Forenede Stater trådte i kraft, fordi EU-kommissionen korrumperer dem med pengemidler til alle mulige projekter på nationalt plan fra ”højrefløjens” indbetalte skatter.
Ligeså hylder den samme europæiske venstrefløj i dag fuldstændig ukritisk det multikulturelle samfund, og vælger med fynd og klem at beskytte en religiøs minoritet af troende muslimer, hvoraf 65% ifølge internationale undersøgelser hellere vil leve efter de religiøse sharialove. Alt sammen på bekostning af demokratiets vedtagne sekulære love, hvor grundprincippet er, at man holder enhver religiøs adfærd væk fra det offentlige rum, hvad enten vi taler arbejde eller uddannelse.
Derfor sidder vi dag med politiske grupperinger som Gyldent Daggry i Grækenland samt mange andre højrefløjspartier i Europa, der tiltrækker mange vælgere, fordi de er kritiske over for islams fremmarch som politisk lovreligion på det europæiske kontinent. Ligesom de også kritiserer EU’s politiske og økonomiske forsøg på centralisering af 28 nationalstater med forskelligt sprog, kultur, historie og traditioner gennem årtusinder. Og som både den nationale og europæiske magtelite gennemfører på trods af, at de som folkevalgte politikere aldrig nogensinde har fået et bredt folkeligt mandat til afgivelse af suverænitet.
”Sku ikke fascismen på hårene”, skriver Anna Ullman i artiklens rubrik, og så kan man jo tænke lidt over dèn filosofi i relation til, at den europæiske kommunistiske venstrefløjs kampsymbol hos blandt andet Enhedslisten herhjemme, altid har været den udstrakte arm med knyttet næve ved alle årsmøder. Alt imens nazisternes kampsymbol ved alle forsamlinger er den udstrakte arm med åben hånd. For slet ikke at tale om islamisternes halvstrakte arm med åben hånd, der minder uhyggeligt meget om nazismen. Alle disse kampsymboler er afskyelige, fordi de fortæller omgivelserne, at hvis man ikke er på linje med dem, ja, så er man udstødt og forhadt i alle henseender.
Men i den sidste ende er fascismen et udtryk, der blev opfundet af den kommunistiske massemorder Josef Stalin som betegnelse for Adolf Hitlers nationalsocialister, og når det kommer til stykket har kommunismen og nazismen samt islamismen efter mange europæeres opfattelse det til fælles, at det er politisk og religiøs enhed under tvang. Hvorfor det overhovedet intet har at gøre med demokratiet som verdens bedste politiske styreform for alle frihedselskende mennesker, og derfor rejser mange fredselskende europæiske borgere sig i protest gennem de såkaldte højrefløjspartier.
De har intet andet valg som demokrater – hvis de vil høres af magteliten.
Hr. Brockdorff:
Det var vel i Italien at fascismen opstod, og Mussolinis parti hed fra 1921 Partito Nazionale Fascista - så giver det vel ikke mening at påstå, at det er "et udtryk, der blev opfundet af (...) Stalin"?
Josef Stalin valgte konsekvent, at kalde de tyske nationalsocialister = nazister for fascister i lighed med den italienske Mussolinis slæng. Hans land Sovjetunionen repræsenterede jo selv en klar og utvetydig national socialisme uden demokrati, der i sin politiske ideologi var fuldstændig i overensstemmelse med den nazistiske ideologi – og Italiens fascisme. Nemlig politisk enhed under tvang for alle borgere, og dèn sammenligning var Stalin ikke særlig glad for.
Selv efter afslutningen på anden verdenskrig valgte den radikaliserede vesttyske politiske venstrefløj konsekvent altid, at omtale Hitlers nationalsocialister = nazister med ordet ”fascister”. Aldrig med ordet ”nazister” (nationalsocialister), fordi deres egen nationale socialisme under Den Kolde Krig, let kunne associeres med alt det, som Hitler stod for politisk-ideologisk i årene fra 1933-45, og det ville de vesttyske socialister/kommunister gøre alt for at undgå.
Derfor skabte den europæiske venstrefløj udtrykket "antifascisme".
Jeg mangler stadigvæk en artikel i danske mediere der frem haver DF som en ny form fr fascisme inden for demokratiske rammer, fordi er klart styrer mod en " Völkische" ideologi som forbinder etnicitet med sociale rettigheder, de vil afskaffe menneskerettighederne, have et centralistisk partistyre inden for deres egen rækker som de så også gerne andre leve efter og med en stærk stat men en strømlignet kultur hvor det altid DF toppen der siger hvad der er rigtig kultur. df vil afs
Ole Brockdorff
inden du svinder socialister og kommunister til kræver det bare at du har læst noget af dem og at du kender nuancerne i mellem forskellige retninger inden for idelogierne: hvem der du henviser til rådskommunister, socialister, anarkister, syndikalister, inklusive demokratibevægelse, Marxist -enninister, maoister, Brendlerinaner, austro-marxister, utra-venstre-kommunister, anarkister, social-økologister, mutalister, autonome, ... osv, du ved intet om denne del arbejderbevægelsen eller den nye venstrefløj og den du snakker om findes kun imaginært i dit hoved som de fleste der kritisere dem.
der har du ikke, fordi du jo ikke kan navne nogen andre end Stalin.
Den Store Danske
- antifascisme, modstand mod fascisme og nazisme. Antifascisme blev oprindeligt anvendt om modstand fra venstre- og højrefløjen mod opbygningen af det fascistiske regime i Italien efter 1922. Senere blev det — undertiden under betegnelsen folkefront — brugt om den politiske kamp mod fascismen i andre lande, særlig mod nazismen i Tyskland og mod Francos diktatur i Spanien.
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Den_korpor...
Fascism was supposed to be the answer for that need, with national unity and solidarity instead of the divisions of class struggle and party politics. Liberals and believers in democracy generally considers fascism and communism as two facets of totalitarianism, and that they are unified by the urge to control everything and allow no freedom. But, believers in Marxism-Leninism think that capitalism either creates or uses fascism as a tool to destroy the workers' movements and secure rule by the upper classes if it is challenged. It does so by appealing to the people and to their most primitive needs, while actually pursuing the interests of the already rich.
Et mere relevant begrebspar end socialisme/fascisme til begribelse af det politisk-kulturelle akvarium i Europa kunne være De Tåmodige over for De Utålmodige. De Utålmodige værende dem, som bruger vold og drab, De Tålmodige værende dem, der sindigt afstår herfra, selvom de føler deres egen sandhed og ret ligeså intenst som De Utålmodige.
De Utålmodige ville så fx. tælle aborttilhængere, Gyldent Daggry, antifascisterne i Københavns gader, nazisterne, kommunisterne. De Tålmodige ville fx. tælle abortmodstanderne i Retten Til Liv, Amnesty International, Dansk Folkeparti, SF.
"I den forstand er Gyldent Daggry farlig på mere end ét niveau. Ikke alene fordi de kanaliserer potentielt samfundskritiske impulser over i reaktionære og racistiske udtryk, men også fordi de bortleder vores opmærksomhed fra de situationer, hvor den demokratiske retsstat slår uhyggelige sprækker. For eksempel i 2013, hvor en lækket amatørvideo afslørede, at papirløse bådflygtninge interneres på den italienske ø Lampedusa under koncentrationslejrlignende forhold."
Der synes jeg så det er forsimplet at råbe "fascisme". De sydeuropæiske lande døjer jo med massive økonomiske problemer: over 50% ungdomsarbejdsløshed og gæld på mange gange BNP.
Så når forholdene for de flygtninge der kommer over middelhavet er dårlige skyldes det vel ikke bare ond vilje, men i højere grad ressourcemangel. Ikke at det bliver mindre skræmmende af det. Tværtimod. Hvis forholdene på Lampedusa bare skyldtes at den italienske regering var en samling fascister så var løsningen jo ligetil. De økonomiske problemer er sværere at klare.
Hvorfor skal ikke-europæere, som opholder sig momentant nord for Afrikas nordkyst, nyde europæernes omsorg, hvorimod alle andre ikke-europæere kan sejle deres egen sø? Det er dog en bizart territoriel opfattelse af det ene menneskes forpligtelse over for det andet.
Det svarer til, at du bor i et hus i en gade, hvor tiggerne ligger på rad og række. Men du er kun forpligtet til at hjælpe dem, der er stærke og frække nok til at bryde ind i dit hus og sætte sig i din sofa.
Fascismen bygger på en salami taltik, hvor man gradvist udhuler frihedsrettigheder og demokrati.
1. Politik skal forenkles til et valg mellem Helle eller Lars.
2. Politik skal forenkles til et valg mellem indvandring eller ingen indvandring.
3. Politik skal forenkles til størst mulige enheder, da politikkerne taber ved personligt bekendtskab, derfor kommunesammenlægningen og EU.
4. Politik skal forenkles, ved at man skjuler mest muligt for borgerne og andre, som kunne lave problemer. Derfor den nye offentlighedslov.
Senest med katastroferne i Middelhavet har vi set, at nationalstaten uanset dens politiske kulør altid betjener sig af udelukkelsesmekanismer for at opretholde sig selv. Der foregår hele tiden en sortering af dem, der kommer med i velfærdsforbrugsparadiset, og dem, der overlades til deres egen elendighed. Slangen er her med andre ord allerede. Men den ser ikke altid ud, som vi tror – guldhjelm eller ej.<(i>
Slangen er her snarere i form af pladderhumanister, der ikke har den fjerneste ide om hvad humanisme egentlig betyder.
At lade den nære fremtids 1,5 milliarder mennesker af mere eller mindre forskellig kultur oversvømme Europas lande og ødelægge Europas befolknings muligheder for at leve på rimelige forhold og kunne generere det overskud der kunne hjælpe de 1,5 milliard, plus de svage der måtte blive tilbage når de 1,5 milliard stære "flygter" for opgaven med at opbygge og underholde, er ikke alene hamrende dumt, man aldeles inhumant.
Vi SKAL begynde at betale for råstofferne vi "henter" i Afrika og andre steder.
Kan kapitalismen ikke leve uden tilførsel af "gratis" tilførsler af råstoffer udefra, så må vi finde på andre styreformer, der sikrer både vort samfunds fremtid, som at det ikke sker på bekostning af andres samfund.
Resultatet kender vi nu i form af ukontrollerbare flygtningestrømme.
Vi skal holde op med at føre krige for at skaffe de billige resurser og understøtte forskellige røverhøvdinge og despoter af samme grund. Men støtte de der ønsker fremme af bedre og bedre levestandart for befolkningerne indtil de selv ønsker at overtage bestemmelse på demokratisk vis. Vi skal respektere andres valg af levevis vi ikke forstår, men samtidig støtte etablering af produktioner af halv og helfabrikata af varer der kan brødføde flere i u-landene og tillade d3m adgang til vore markeder.
Uden at det betyder at vi åbner vore grænser for hele eller halve befolkninger.
Nationalstaten yder som eneste konstruktion en vis beskyttelse af en befolkning, som ingen tilhænger af globalisering eller frihandel kan matche.
Denne fordel af beskyttelse skal vi selvfølgelig være villige til at dele ud af, både materielt og videnmæsigt, men at lægge eget land og mulæigheder øde for at fremstå som human, er en endnu større forbrydelse overfor de mennesker der har hjælp behov.
I min optik er Fascisme en negativ kraft. Fascisme er absolut det modsatte af demokrati. Hvorfor? Fordi når Fascisterne har opnået magten, som de går efter, så ophører alle folkets demokratiske rettigheder. Typisk vil et Fascistisk styre finde en "folkefjende" som vil blive skånselsløst forfuldt. Måske udryddet(?) Man vil bilde folket ind at såsnart fjenden er fjernet så bliver alt bedre!
Blev forøvrigt helt forpustet over Hr Brockdorffs meget lange nedsabling af venstre-orienterede. Kommunisterne blev så lige kastet ind i gruppen! Kort fortalt: Kommunister er IKKE venstre-orienterede.
Blev Hr Brockdorffs kronik iøvrigt afvist?
Begge yderpunkter fascisme og socialisme er to alen af samme stykke. Begge har bevist at når DR opnår total magt så forsvinder demokratiet og frihederne vi alle værner om i dag. Om man så forsøger at o erbevise andre om at socialismen bare er at omfordele rigdomme og at vi skal deles om alt, Ja så viser historien jo at mennesket er let at korrumpere og virkelighed bliver et totalitært fængsel styret af en elite. Fascismen er magen til, og den ene isme appellerer til svinehunden i os alle og den anden isme appellerer til hjertet i os alle. Begge veje fører dog til undertrykkelse.
Ole Brockdorff har helt ret.
Socialismens ideologi er ikke kun antidemokratisk i grundsubstans, dvs feudalistisk et-partisystem, den har verdensmesterskabet i folkemord, magtcentralisme og korruption. Den internationale socialisme er økonomisk falleret på grund af teoretisk ikke-pragmatisk planøkonomi, hvor samtlige socialistiske lande, enten bevæger på randen af fallit, eller forlængest er gået fallit.
Herhjemme finder man, blandt den yderste venstrefløj, tilhængere af samme type vold som findes blandt tilhængere af den yderste højrefløj. Tilhængere af voldelig samfundsovertagelse, for som de siger; "kapitalen overgiver sig ikke frivilligt".
Så hvem er "fascisterne" i overført betydning? Den egentlige betydning af begrebet tilhører Mosulinis forhadte fascisme. Den adskillers sig fra Hitlers nazisme ved ikke at være egentlig racistisk, som har mere med islamismens racisme at gøre. En type af religiøs/politisk fascisme, der ikke tillader islamisten at gifte sig med andre end muslimer. En mere slem version at den islamistiske racist, tillader ikke giftemål udenfor national oprindelse.
Chauninisme = Overdreven "skrydende" nationalisme og/eller selvfølelse. Fascismen er det modsatte af demokratisme (folkestyre).
Overdreven nationalisme er således i familie med fascisme. Det er den også når den handler om overdreven EU nationalisme.
Hvem taler altid om sig selv og sine? Gør feminister eksempelvis? Taler og tænker feminister altid om eget køn, underforstået sig selv? Er feminister derfor chauvinister? Vi ved alle sammen at mandchauvinisten har "fascistiske" tilbøjeligheder, men hvor mange har endnu ikke forstået den kvindelige chauvinist (ofte kaldet elite-feminist)?
Er DU tilhænger af folkets direkte medbestemmelse i lovgivningens beslutningsproces? Er du tilhænger af udvidet brug af folkeafstemninger? Er du så demokratisk indstillet som du måske tror du er?
Ole Brockdorff kalder den knyttede hånd totalitær - er den ikke kun et udtryk for "kæmp for alt, hvad du har kært??
"Derfor sidder vi dag med politiske grupperinger som Gyldent Daggry i Grækenland samt mange andre højrefløjspartier i Europa, der tiltrækker mange vælgere, fordi de er kritiske over for islams fremmarch som politisk lovreligion på det europæiske kontinent." Ja frygt er ofte irrationel, drevet af massehysteri i politisk sammenhæng.