Læsetid: 10 min.

Urent trav i Gustaf Munch-Petersen-dokumentar

Dokumentarisme kræver et minimum af sandhed, forstået som en virkelighed, der indbefatter mere, end man lige ser i spejlet. Det lever ’Skyggen af en helt’ – en ny dokumentar om Gustaf Munch-Petersen – ikke op til, mener forfatter Asger Schnack, der medvirker i filmen
’’Skyggen af en helt’ ikke bare leger med virkeligheden, den konstruerer en virkelighed, der er så aldeles subjektiv, at man snarere kunne sige, at den er usand,’ skriver Asger Schnack.

’’Skyggen af en helt’ ikke bare leger med virkeligheden, den konstruerer en virkelighed, der er så aldeles subjektiv, at man snarere kunne sige, at den er usand,’ skriver Asger Schnack.

Doxbio

20. juni 2015

Laurits Munch-Petersens film Skyggen af en helt, der netop har haft premiere, præsenteres som en dokumentarfilm. Det er klart, at det må være tilladt, når man laver en dokumentarfilm, at blande fiktion og fakta, i det hele taget at tage forskellige midler i brug, hvis det tjener til filmens bedste – altså sandhedens. En dokumentarfilm kan godt lege med virkeligheden, men dens grundlæggende idé må stemme overens med visse sider af sandheden, i det mindste. Helst skulle den vel give os en snert af mere viden om et emne.

Skyggen af en helt ikke bare leger med virkeligheden, den konstruerer en virkelighed, der er så aldeles subjektiv, at man snarere kunne sige, at den er usand. Hvis noget ikke passer ind i det billede, instruktøren – og hans mor – har af virkeligheden, så laves virkeligheden bare om. Nu kunne man måske sige, at det var ligegyldigt, hvis der kom en interessant film ud af det. Men der er tale om en dokumentarfilm om en af Danmarks største digtere fra det 20. århundrede og hans hustru, en fremragende og vidt berømt keramiker.

Må forvente objektivitet

Når man laver film om kendte kunstnere (eller andre kendte), udvides ansvaret, fordi man indirekte gennem filmens hele fortælling udtaler sig om kunstneren og dennes værk. Det kan ikke undgås, at den, der ser filmen, oplever udsagnet som gældende i videre forstand og ikke blot som en enkelt persons helt specifikke oplevelse. Filmen bliver uvilkårligt også et kunstnerportræt.

Vi må altså forvente en vis grad af objektivitet, en vis grad af overensstemmelse mellem filmens præmis og virkeligheden. Men problemet er, at det er der ikke i Skyggen af en helt. Filmen vil angiveligt finde frem til sandheden om, hvad der skete, da Gustaf Munch-Petersen i 1937 forlod sin gravide hustru for at tage til Spanien og deltage i Den Spanske Borgerkrig. Ja, filmens instruktør vil ligefrem sætte alt ind på at gøre dette for at forsøge at forene familien, inden det er for sent.

»Nøglen til at forstå mysteriet begynder hos Laurits’ mormor, der efter Gustafs forsvinden skærer mindet om ham ud af sit liv og gør ham til tabu i det bornholmske hjem.«

Sådan hedder det på premierebiografens hjemmeside. Men det passer ikke! Det er muligt, at Laurits Munch-Petersen og hans mor opfatter det sådan, men det svarer ikke til andre vidners fortælling. Lisbet Munch-Petersen blev gift med maleren Paul Høm og stiftede ny familie, men det betød ikke, at Gustaf Munch-Petersen forsvandt fra hendes liv.

Det gjaldt heller ikke Gustaf Munch-Petersens familie. Laurits Munch-Petersen og hans mor kom selv i hendes hjem i Gudhjem. Ursulas storesøster, Mette, flyttede til Norge, men kom årligt til Gudhjem med sin familie. Laurits’ storebror, Hans Peter Hagens, besøgte jævnligt Lisbet Munch-Petersen. Gustaf Munch-Petersens bror, Finn Munch-Petersen, kom ligeledes hvert år med sin kone og besøgte Lisbet. Mange flere familiemedlemmer kunne nævnes.

Alle kom de til Gudhjem – foruden hele Høm-familien. Lisbet Munch-Petersens hjem var samlingspunkt for familie og venner gennem alle årene, også da hun blev gammel. Og i al den tid talte hun med både den ene og den anden om Gustaf Munch-Petersen, hans digtning og deres tid sammen. Hun satte mindet om ham højt. Filmens fremstilling af begivenhederne – og af en afvisende, tillukket Lisbet Munch-Petersen, der skulle dirkes op af instruktøren – er udtryk for en meget dramatisk beskæring af virkeligheden. For andre er den ukendelig.

Selv mødte jeg aldrig Lisbet Munch-Petersen, men jeg var tæt ved. Jeg så hende, da jeg sammen med min hustru og Birgit og Jørgen Gustava Brandt trådte ud af bussen i Gudhjem en dag i 1991.

Vi var på en slags pilgrimsrejse til Gustaf Munch-Petersens Gudhjem – og ingen af os havde været på Christiansø. En aften kort forinden havde vi besluttet, at det måtte der rådes bod på. Men vi gav os ikke til kende den dag i Gudhjem; vi ville ikke forstyrre. Jeg købte derimod på turen en blå skål, udført af Lisbet Munch-Petersen, i det lysende vejr, som kastedes ned over klipperne.

Han var ikke tabu eller glemt

Nogle år tidligere, i 1986, redigerede jeg et udvalg af Gustaf Munch-Petersens digte i serien LyrikBiblioteket. Jeg var, havde altid været – og er i ikke formindsket grad – fan og beundrer af Gustaf Munch-Petersen, såvel billedkunstneren som digteren – og i en vis forstand også af mennesket (som jeg jo kun kunne danne mig et fiktivt billede af). Min idé var at lave et udvalg, der var udtryk for en moderne læsning, det vil sige som tog hensyn til helheden i værket og ikke nedtonede Mod Jerusalem, den sære digtsamling fra 1934.

Lisbet Munch-Petersen skrev i den anledning et meget venligt brev, hvor hun takkede for udvalget og for, at Gustaf Munch-Petersens poesi atter var gjort tilgængelig. (Brevet er desværre bortkommet).

Da jeg kom hjem fra Gudhjem i 1991, sendte jeg min essaysamling Lys og luft til Lisbet Munch-Petersen. Den indeholder bl.a. en kronik, jeg skrev i Information på 50-års-dagen for Gustaf Munch-Petersens død. Samtidig takkede jeg for den blå skål. Jeg modtog herefter et brev fra Lisbet Munch-Petersen:

»Kære Asger Schnack. Mange, mange tak for bogen og din hilsen, som glædede mig meget. Jørgen G.B. har skrevet herligt til os om jeres tredagesrejse. Jeg er ked af, at vi ikke lærte hinanden nærmere at kende. Det vil jeg gøre gennem det, du skriver; det betyder så meget for mig, at I ved at Gustaf stadig vil leve, og det står så smukt i bogen. De bedste hilsner Lisbet M.-P.«

I øvrigt havde jeg allerede året før – i forbindelse med udgivelsen af min essaysamling – modtaget et brev fra Erik Knudsen, der bl.a. skrev:

»Når vi ses – hvad vi vel gør før eller senere – skal jeg fortælle dig om Gustaf M-P’s Lisbet. Jeg har været sammen med hende nogle gange i Gudhjem, hvor hun har bopæl og værksted. Hun er nu 81. Et dejligt menneske, med spontaniteten i behold – og hun husker.«

Året efter rejsen til Gudhjem – i 1992 – sendte jeg et eksemplar af LyrikBogen – hvor Gustaf Munch-Petersen er rigt repræsenteret (syv digte + en gouache) til Lisbet Munch-Petersen. Også da svarede hun med et hjerteligt brev.

»Kære Asger Schnack! Det var en stor glæde at modtage den dejlige Lyrikbogen. Den er meget værdifuld, også for mig, – det er et værk, man aldrig vil slippe af syne. Tusind tak og de hjerteligste hilsner Lisbet Munch-Petersen.«

Disse breve fortæller mig, at Lisbet Munch-Petersen – i alle tilfælde over for mig, såvel som over for Jørgen Gustava Brandt og Erik Knudsen – ikke på nogen måde havde skåret mindet om Gustaf Munch-Petersen ud af sit liv, tværtimod.

Det samme gælder Gustaf Munch-Petersens bror, Finn Munch-Petersen, der som sagt årligt besøgte Lisbet Munch-Petersen i Gudhjem. Efter at jeg havde trykt min kronik i Information den 2. april 1988, modtog jeg et brev fra Finn Munch-Petersen, hvor han skrev:

»Kære Asger Schnack! Blot et par linjer for at sige Dem tak for Deres kronik i Information i dag. Jeg blev meget glad for det, De så smukt og inspireret skriver om Gustaf både som digter og billedkunstner. Den 2. April og tiden der fulgte var skelsættende i mine forældres og hele familiens liv, og jeg er glad for at denne dag blev så smukt mindet af Dem! Med de venligste hilsner, Deres hengivne Finn Munch-Petersen«.

Når jeg citerer så udførligt fra de nævnte breve, er det for at vise, hvordan familien langtfra ønskede at glemme Gustaf Munch-Petersen, men netop holdt mindet i live. Det var af indlysende grunde en hård tid, familien gennemlevede efter Gustaf Munch-Petersens død, men det betød ikke, at man indhyllede ham i et tabu. Selv Lisbet Munch-Petersen, som havde god grund til at føle sig svigtet, udgav straks i 1938 et bind Udvalgte digte af Gustaf Munch-Petersen og skrev i forordet:

»Hele verden er én front – for og imod det dejlige liv, som mennesker kunde leve – hver og en, hvor man end befinder sig, maa forstaa, at det trods striden er så dyrebart og stort, at det skal frælses, hvad det end koster; – at ingenting kan have nogen mening mere, hvis det mistes på jorden. – Vi maa lære den realitet, at det simpleste, som vort liv kræver, fordrer den største kamp, og det største offer af os.«

»Saaledes skrev du, Gustaf, fra den spanske front dagen, før du faldt. Det sidste, vi ved om dig, er, at du dødelig saaret vinkede og raabte saluda, det spanske ord for hilsen. De mennesker, som virkelig kendte dig, var altfor faa, og døden kom så hastigt over dig. – Jeg har følt det som en nødvendighed at samle dine bedste digte i en bog, for derigennem at sende dit saluda videre til nye mennesker. Lisbet«.

Men i stedet for at fokusere på disse bevægende forhold, som har haft en overvældende stor betydning for familien og for hele samfundet. Og i stedet for at belyse digteren Gustaf Munch-Petersen eller keramikeren Lisbet Munch-Petersen. Eller i stedet for at almengøre stoffet i en eller anden forstand, vælger Laurits Munch-Petersen at viderebringe sin egen (og sin mors) selvretfærdige oplevelse af begivenhederne på bekostning af det, man kunne kalde den intersubjektive virkelighed.

Usmageligt og ynkeligt

I filmen stilles spørgsmålet, hvorvidt Gustaf Munch-Petersen var helt eller kujon. Traditionelt er han blevet opfattet som en helt, men i familiesammenhæng var han en kujon mere end antydes det. Han forlod en gravid hustru og et lille barn. Heroverfor placerer instruktøren sig selv som en engleagtig skikkelse, der bliver hjemme hos sin gravide kæreste og er med ved fødslen til sidst i filmen – sammen med den nyfødtes storesøster. Vi skal se for os Gustaf og Lisbet og Mette og Ursula, som det kunne have været. Det er meget patetisk.

Men også det er en iscenesat virkelighed, for storesøsteren i Laurits’ familie har en anden mor. Det er fint og udmærket; men i denne sammenhæng kunne det måske have været interessant, hvis Laurits Munch-Petersen havde vendt det kritiske blik imod sig selv i stedet for mod sin for længst afdøde morfar. Det forekommer mig at være usmageligt, at en af Danmarks store digtere skal sammenlignes med et konstrueret glansbillede.

I det hele taget er det absurd, at vi i filmen skal konfronteres med dette ene billede af noget komplekst og for os alle dybt interessant og betydningsfuldt. Hvorfor ikke trække sig selv ud – eller i det mindste inddrage nogle af de mange andre, der har en historie at fortælle, med andre ord: at brede virkeligheden ud? Men det ville kræve, at filmens instruktør var interesseret i at finde sandheden, som han selv proklamerer, og ikke at sløre den med den hensigt at få sin version fortalt – koste, hvad det vil.

Havde målet vitterlig været at forene familien, inden det blev for sent, kunne Laurits Munch-Petersen med held have taget telefonen og ringet rundt til de familiemedlemmer, han gerne ville forenes med. Det bliver ikke ligefrem lettere for hans to døtre at blive en del af et større familiemæssigt fællesskab efter den film, der cementerer nogle negative forestillinger om afdøde familiemedlemmer og forherliger instruktøren selv.

River blot op i privat strid

Man kunne ønske, at filmen ville noget dybere end at rive op i private familiekonflikter. Vi vil nødigt drages ind i trivielle intriger, især når man har på fornemmelsen – og let kan få bekræftet – at de bygger på vildfarelser og personlig følelse af uretfærdig behandling. Som det ofte er fremgået, føler Ursula Munch-Petersen sig forsmået. Et eksempel, hun gerne nævner, er, at hun og hendes søster ikke fik del i bibliotekspengene efter deres far, mens deres mor levede. Hvor småt kan det blive?

Det står i skærende kontrast til alt, hvad der har med Gustaf Munch-Petersen at gøre – hele hans forfatterskab med dets voldsomme søgen og store mod – såvel som til Lisbet Munch-Petersens ry og almindelige omdømme. Hvad skal det til for at trække disse mennesker ned på så lavt et plan, hvor barnlig utilfredshed er drivkraften, og hvor fortiden – inklusive dens største dramaer – ses i lyset af private jalousiforhold?

I den sammenhæng må det mindste, man kan forlange, være, at det billede, der tegnes af de involverede personer, er så tæt ved sandheden, at andre nulevende medlemmer af familien – eller kredsen af engagerede på kunstens vegne – kan tilslutte sig præmissen. Som det ser ud nu, er der familiemedlemmer, der ser deres liv fortegnet, fordi de er vokset op med en helt anden Lisbet Munch-Petersen end hende, der bliver beskrevet i filmen.

Da jeg blev spurgt af Laurits Munch-Petersen, om jeg ville være med i hans planlagte film og fortælle om Gustaf Munch-Petersens forfatterskab, sagde jeg naturligvis ja. Jeg blev interviewet temmelig længe – jeg læste digte op og fortalte indgående om dem, alt sammen på Laurits Munch-Petersens opfordring.

Intet af dette er kommet med i filmen, hvilket naturligvis er helt op til instruktøren.

Men mit navn står stadig i rulleteksterne, og min person dukker op et par gange i begyndelsen af filmen. Nogle kan derfor tro, at jeg billiger filmen og blåstempler den. Det gør jeg ikke.

Laurits Munch-Petersen og alle vi andre kan lære to ting af dette forløb: 1) Man skal ikke altid gøre, hvad mor siger. 2) Dokumentarisme kræver et minimum af sandhed, forstået som en virkelighed, der indbefatter mere, end man lige ser i spejlet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Kjems Hytten Juhl
  • Peter Nørgaard
  • Maj-Britt Kent Hansen
Morten Kjems Hytten Juhl, Peter Nørgaard og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nørgaard

Tak til Asger Schnack.

Der er en besynderlig trang til selvudlevering i disse år. Også i den såkaldt kunstneriske verden. Desuden - som en af Thomasine Gyllembourgs bøger er betitlet - kan Slægtsskab og Djævelskab (1830), jo af og til gå som hånd i fod.

Laurits Munch-Petersen er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2003. Heldigvis gennemførte jeg min filmproducer uddannelse på filmskolen, før DR´s Poul Nesgaard og hans præsteskab tog over. Og jeg savner selvfølgelig vores daværende filmhistorielærer og prorektor, Niels Jensen, der døde i 2010. I cirka 15 år har ledelsen af filmskolen helliggjort subjektivismen endnu mere, så nogle af filmene - og nogle af de studerende - desværre, bliver både selvudleverende og sekteriske. Derfor tilføjes dette punkt 3)

Det er ikke altid klogt, at følge ledelser - heller ikke i en søgen efter sandheder ... eller p-vagter.

Asger Schnack forholder sig overhovedet ikke til filmens centrale præmis: hvorfor blev hans mor Ursula afvist af mormoderen?
Vi kender ikke årsagen til bruddet, og Laurits har valgt ikke at konfrontere sin mor. Det er hans film.

Peter Nørgaard

God formiddag, Sven Felsby.

Du mener m.a.o. at filmens centrale præmis er "afvisningen af en mor".? Og fordi "det er hans film", så skråt op med, at én af vores store digtere gøres til en kujon og andet umenneskeligt..? Ingen er fuldkomne, meeen ... Og der er mange flere lag i ovenstående artikel.

Dette er min sidste kommentar, da de der er direkte involveret - udover de rent principielle og alment moralske spørgsmål - jo selv må føre debatten videre. Hvis de vil.

P. S. Reklamefilmsinstruktøren m.m., Søren Fauli, lavede for nogle år siden - apropos hellig gørelsen af det subjektive - en film om hans morfars morder, en dansk nazist som boede i udlandet, der aldrig var blevet dømt for mordet. Nazisten døde sidste år i udlandet, stadig uden at være dømt. Filmens præmis var "tilgivelse af en morder". Det var måske også i orden - for "det var hans film"..? Det synes jeg stadig ikke det var, hvilket jeg - stille og roligt - begrundede i en samtale med instruktøren ved premieren.

"Du mener m.a.o. at filmens centrale præmis er "afvisningen af en mor"?"
Som jeg skrev, ja.

"én af vores store digtere gøres til en kujon "
Sådan så jeg ham ikke fremstillet. Jeg er nok mindre ømskindet på digterens vegne.

Maj-Britt Kent Hansen

Da jeg så filmen, stod det hurtigt klart for mig, at Laurits Munch-Petersen fyldte alt for meget i den, og at filmen i højere grad handlede om ham selv end om hans mormor og -far. Og at mormoren forærer ham morfarens fyldepen understreger mere end én symbolik, hvad det angår.

At LM-P så tager alt ilten i filmen, kunne have være den eneste anke, men Høm-familiens kommentarer i Politiken og nu Asger Schnacks artikel bidrager til, at filmen falder mere og mere til jorden.

Ja, man savner at forstå, hvorfor LM-P's mor og søster blev sendt bort fra hjemmet. Her burde LM-P ikke have skygget for familiehistorien.

Morten Kjems Hytten Juhl

Hvor småt kan det blive?

Det synes jeg vi må spørge Asger Schack selv om. Jeg begriber ikke hvad der må være den bærende ide bag hans artikel. Han vil gerne forsvare nogle mennesker - en maler/digter og hans kone, som han har mødt én gang, men end ikke valgte at hilse på, og som han har et par breve fra, der beskriver arbejdsmæssige sager, og aldrig krydser grænsen til det personlige - mod de "fornedrelser" disse udsættes for at deres eget barnebarn (samt barn, i mere indirekte forstand). Det er komplet nonsens og det er pinligt. Tænk at ville angribe så modigt et forsøg på at forstå egen fortid som Laurits Munch Petersen ligger for dagen i sin film. Tænk at ville angribe en kunstners subjektive minde og undersøgelse af sit eget ophav når subjektiviteten slås 100% fast i filmens start - nemlig med et skilt som advarer om at dette er "min", dvs. instruktørens minde og fortolkning, og kun hans. Og tænk at foretage angrebet med så forstokket en definition af dokumentaren som en form for sandhedsvidne - en definition som den herskende filmteori har forladt for mere gunstige forståelsesrammer for flere årtier siden. Det er naturligvis ethvert menneskes ret at fortælle og formidle sin version af et stykke virkelighed - når blot afsenderen tydeligt kommunikerer tilstedeværelsen af samme subjektivitet. Helt som Laurits Munch-Petersen gør i sin film. Det urene trav skal nok snarere findes hos Asger Schnack, der vel forsøger at påkalde sig selv opmærksomhed med et stykke filmkritik, som synes at misse selve pointen med den film han kritiserer, formentlig fordi kritikerens egentlige agenda er at undgå at der kastes smuds på et kulturelt nationalklenodie af Gustav Munck Petersens kaliber. Altså simpel og tåbelig kulturel autoritetsdyrkelse fra Schacks side, som helt forhindrer ham i at indse at Laurits Munch Petersen slet ikke kaster smuds på sin morfar, men faktisk forsøger at gøre ham til et menneske af kød og blod igennem at forstå først ham, derefter hvad hans forsvinden gjorde ved hans hustro og siden hvad hendes reaktioner kom til at betyde for deres datter. Tilsvarende mere end lugter det af urent trav når en eksponent for HØM familien angriber Laurits Munch Petersen for at kreditere HØM for billeder han slet ikke har malet, og endog får kaldt disse dilettantiske i farten, selvom det har vist sig at det beviseligt ER HØMs egne billeder, der indgår i filmen. Man fornemmer et rationale a la dette ligge bag; "Herregud, hvad betyder fakta når ens ærinde er at fremstille ens familie i en glansbillede-version?" En eklatant brøler at lave når man selv prøver at fælde filmen på fordrejning af fakta!

Selv helte - mennesker som indiskutabelt har udrettet heroiske ting - kaster skygger. Selv helte er mennesker. Heldigvis! Og det minder Laurits Munck Petersen os om med sin film - og dette uagtet hvad andre måtte eller ikke måtte have oplevet med de selv samme mennesker som Laurits Munch Petersen fortæller om. Han har lavet en smuk og intens film som bevægede mig meget da jeg så den. Den rummer en kraft som kan tjene som manifest for enhver familie der tror på at tingene skal siges fremfor at fejes under et evigt voksende gulvtæppe. Lad dog filmen stå! Og hvis "dens fakta" (som den end ikke selv påråber sig) absolut skal modsiges, så bedriv selv et værk om andre sider af de samme mennesker. Det står som sagt enhver frit for - og et sådant værk vil naturligvis, og helt som Laurits Munch Petersens film, også vil rumme sin egen sandhed.