Læsetid: 15 min.

Værkerne der gør os klogere på Thornings tid

Hvad er der egentlig sket med Danmark i den tid, hvor Helle Thorning-Schmidt har regeret? Lever vi stadigvæk i det samme land og i det samfund, vi kendte engang? Erik Skyum-Nielsen har udvalgt otte værker fra 2011-15 til belysning af forandringer i samfundssyn og mentalitet
Hvad er der egentlig sket med Danmark i den tid, hvor Helle Thorning-Schmidt har regeret? Lever vi stadigvæk i det samme land og i det samfund, vi kendte engang? Erik Skyum-Nielsen har udvalgt otte værker fra 2011-15 til belysning af forandringer i samfundssyn og mentalitet
13. juni 2015

Med blot en uge til valget kan det være betimeligt lige at hæve blikket fra det mere eller mindre snuskede taktik-spil og spørge, hvor vi i grunden er henne lige nu, sådan mere socialt, kulturelt og mentalt, vi som skal skænke andre mennesker både tillid og ansvar.

Her kan litteraturen formentlig være til hjælp – ikke fordi den leverer problemløsninger og handlingsanvisninger, men netop fordi en af dens funktioner er konstant at tage temperaturen på samfund og bevidsthed.

Til belysning heraf er derfor udvalgt otte temaer med tilhørende bøger, som alle har det til fælles, at de udkom, mens den nuværende regering og dens støtter dannede flertal. Men først kan der være grund til at sætte politikerleden på standby og afmontere følgende for tiden udbredte kliché:

»Det nært forestående folketingsvalg får bismag af politikerlede, fordi kandidaterne er ophørt med at dele sig efter anskuelser og i stedet samler sig om midten, hvor de forsøger at fiske stemmer hos dem, der helst vil have, at alting skal være stort set som før. Bange som statsministerkandidaterne er for at støde folk fra sig, opleves de netop som frastødende, fordi de er holdt op med at tale politik og hellere vil drille hinanden eller til nød rokere om på visse små posteringer i deres fælles Excel-regneark. Uanset valgresultatet er det den samme økonomiske og administrative politik, der nu vil blive ført. Konsensus vil fortsat regere, og det hvad enten den forventede hurra-fremgang søges vekslet til øget offentligt forbrug eller til skattelettelser og dermed øget privat forbrug og dermed, må man formode, øget miljøbelastning.«

Utopier afløst af kasseapparater

Ak ja, sådan omtrent, skønt muligvis med visse nuancer, lyder i disse dage den smarte standardmæssige analyse af valget: at den visionære politiske diskussion er ophørt og utopierne afløst af kasseapparater.

Analysen støttes af målinger, der dokumenterer, at befolkningen i realiteten væmmes ved partiernes showsnak og i grunden fint kunne leve uden tv-duellernes omklamrende pop.

Personligt nægter jeg altid at deltage i markedsundersøgelser om mine vaner mht. læskedrikke og shampoo, men jeg afskyr også politiske meningsmålinger – de er folkestyrets forbandelse og en hovedforklaring på, at 80 procent af det politiske mønster ligger fast, og kun 20 procent af stemmerne bruges til at fremkalde forandringer.

Men når jeg alligevel tvivler på rigtigheden af den ovenstående overfladiske ’analyse’, er det dels, fordi jeg foretrækker at tro det bedste om mine medmennesker og derfor nægter at abonnere på normalskræmmebilledet af den bevidstløst konsensussøgende levebrødspolitiker, dels fordi virkeligheden fortæller mig noget andet og mere opmuntrende.

Som aktuelt eksempel kan nævnes en garvet folketingspolitiker, som jeg mødte for nylig i nordisk sammenhæng. Pludselig stod jeg til en reception ved siden af Bertel Haarder og benyttede lejligheden til at sige noget i retning af, at selv om jeg politisk stod et helt andet sted end ham, ønskede jeg at tilkendegive, at jeg nærede stor respekt for hans uforfærdethed og integritet. Man vidste altid, fik jeg vistnok sagt, hvor man havde ham.

Haarders svar faldt prompte. Ikke på den måde at han bad mig pisse i hans øre eller bide mig selv i næsen, nej, han sagde:

»Det er sgu altid det samme med jer på venstrefløjen, I kan ikke ytre jer positivt om noget som helst uden samtidig at markere en forskel. Det var det samme i sin tid med Anker, og jeg kunne ikke holde det ud, og det sagde jeg også til ham.«

Men så tilføjede den forhenværende minister for det ene såvel som det andet: »Hvis du vidste, hvor lidt politik i virkeligheden betyder for mig ...«

Den påmindelse forsøger jeg at tage til mig – at politikere også er en slags mennesker, eller, mere højstemt udtrykt, at vi altid bør tage stilling til dem som hele personer, og at det er på dette grundlag, vi skænker dem vores tillid og dermed et ægte ansvar.

Denne demokratiske grundform – velovervejet overdragelse af kompetence – spøger overalt i den fjernsynsformidlede politik, om end her reduceret til filmet show, som når Helle Thorning-Schmidt med medierådgiveren ved sin side og kameraerne bag sig valfarter til sine rødder i Ishøj, eller som når Lars Løkke Rasmussen til partilederduel på tv medbringer sin hustru som færøsk gidsel.

Varmhjertet tale forbudt

Men nu tilbage til hovedsagen som er, at politikerne ganske vist opretholder et fokus, som er skæmmende snævert og til tider decideret deprimerende som følge af den førnævnte kamp om midten, men at vi dog må forstå, hvordan de på ulykkelig måde alle (eller næsten alle) er fanget i et goldt administrationssprog.

Deres knæfald for den økonomiske og administrative konsensus viser sig derved, at idealernes sprog er bandlyst og varmhjertet tale forbudt. Og det er i grunden trist. For faktisk forsøger de at tale fra et sted, hvor de har holdninger og idealer, måske endda oprigtige visioner.

Selvfølgelig er ’dagpengedebat’ et forsøg på at tale om klasser og social ulighed. Og selvfølgelighed er ’sundhedsdebatten’ et forsøg på at tale om det menneskelige ansvar. Og selvfølgelig er ’uddannelsesdebat’ et forsøg på at tale om fremtiden for landets unge. Og selvfølgelig er ’indvandrer- og flygtningedebatten’ et forsøg på at tale om Danmark i den stadigt mere globaliserede verden.

Lige så vel som ’miljødebatten’ (hvor den overhovedet føres) er et spagt forsøg på at tale om gigantiske klimamæssige udfordringer. Det ulykkelige er blot, at der så sjældent bliver sat ord på det almene og i sidste ende ideologiske grundlag for hver enkelt debat.

I stedet får politikerne det mest til at se ud, som om det hele kun handler om at flytte nogle penge: Fra de dovne til de flittige. Fra ’de fremmede’ til de syge og gamle. Fra afrikanerne (dvs. dem, der ikke er flygtet og derfor kan have gavn af ulandsbistand) og til håndværkerne. Fra iståsætterne til iværksætterne. Fra de unge på uddannelser, som ingen alligevel kan bruge til noget, og til de små i børnehaverne. Penge, penge, penge, som var samfundet et privatdrevet pengeinstitut!

Politik er altid pragmatisk og derfor ind-imellem kedelig, jovist, og jeg sukker ikke efter ekstreme positioner, men dansk politik er blevet et spørgsmål om mindre reguleringer af et system, som tilsyneladende slet ikke står til diskussion. Derfor går vi nu til litteraturen for dér at blive husket på det generelle og fælles i de temaer, politikerne stort set er enige om at vælge ud til platforme for diskussionen.

Ensomme og sammen

I en nyere bog af Suzanne Brøgger lægger denne afstand til den sædvanlige praksis, efter hvilken forfattere deles op efter genrer: Er de lyrikere eller prosaister?

Eller der spørges efter epoker: Er de naturalister eller symbolister? Eller efter tiår, generationer: Er folk 68’ere, punkere eller rappere?

Selv har Suzanne lavet en anden opdeling. Hun skelner mellem de forfattere, der (uanset genre og periode) ikke kan dy sig for at skulle hen og røre ved tæppet foran forestillingen, kradse i det, rive, ruske og flå i det, ja, måske bide i det. Og så de andre der bare én gang for alle har købt hele forestillingen og spiller med i den uden at spekulere over, hvad den i grunden går ud på.

I den sidstnævnte, ofte besværlige kategori, som kan være nyttig som modpol til administrationssproget, har vi Christina Hesselholdt, der i 2011-15 udgav endnu to bøger i sin Camilla-serie: Skæve, egensindige fortællekredse, som mest handler om ensomheden som fælles vilkår, men som samtidig i deres menneskeskildring inkluderer Den Anden som en gåde og Det Andet og Fremmede, alt det som indhyller og omfatter os, som en tydningsudfordring.

Hendes personer er spændt ud mellem afhængighed og længsel efter subjektiv frihed, og i stemning glider de frem og tilbage mellem sorg og savn på den ene side og jublende lykke på den anden.

Mest betydningsfuld er dog forfatterens særegne skrift: kompleks og perpleks. Digressiv og repetitiv. Associerende og centrifugal og mildt katastrofeparat. Rummelig og bevægelig. Insisterende og dog nænsomt overbærende. Bøger som hendes kan minde os om, at politik er noget, vi bare har, for at vi kan få det overstået og give hinanden plads til at digte, elske og se.

Christina Hesselholdt: Selskabet gør op (2012) & Agterudsejlet (2014)

Identitet og multikultur

Er det mon sådan, at samfundskritik og skepsis over for politik må vrænges ud og vrides ironisk for at blive sandfærdig? Eller findes der måske andre og mere direkte ytringsstrategier?

Maja Lee Langvad anviste i hvert fald én gennem sit vidnesbyrd Hun er vred om transnational adoption, en bog der langt tydeligere end de fleste i årene 2011-15 fik sat identitetspolitikken på den litterære dagsorden, og det endda i en effektiv æstetisk-politisk form:

»HUN ER VRED på dem, der mener, at hudfarve ikke spiller nogen rolle. / Hun er vred over, at hudfarve spiller en rolle. / Hun er vred over, at penge spiller en rolle.«

Bogens ’hun’ og dermed, formoder man, dens forfatter er gal og harm over det hykleri, der omgiver transnational adoption. Hun er forbitret over, »at transnational adoption bliver betragtet som en ’kur’ mod ufrivillig barnløshed«.

Men bogens kritik rammer også oprindelseslandet, dets kultur og mentalitet: Hun er vred på den nabokone, som i sin tid fortalte hendes biologiske mor om adoption som en mulighed, og hun er vred på sin biologiske mor over, at denne dengang fulgte nabokonens råd.

I Sydkorea, hvor forfatteren opholdt sig tre nylige år, bliver hun som lesbisk vred på sig selv over ikke at turde springe ud over for sine biologiske forældre. Men over det modsatte, altså det faktisk at springe ud, bliver hun lige så vred.

Hvad man kan lære af Maja Lee Langvads bog, er, at identitet, nationalitet og seksualitet hele vejen igennem er sammensatte størrelser. Nogle foretrækker at sige: »sociale konstruktioner«. Men for bogens ’hun’ er kompleksiteten en personligt erfaret alvor. Værket må altså for hvem som helst kunne fungere som en symfonisk lektion i flerstemmig og multikulturel identitet.

For en dansk politiker kan bogen passende være en påmindelse om, hvor mange man i virkeligheden stempler og i sidste ende erklærer for direkte uønskede, når et valg igen-igen søges gjort til et spørgsmål om at skelne de ’rigtige’ fra de ’forkerte’.

Maja Lee Langvad: Hun er vred (2014)

Det Danmark du ikke kendte

Den måske mest oprørske, utilpassende stemme i litteraturen fra 2011-15 tilhører Yahya Hassan, hvis højtråbende, hårdtslående digte beretter om konfliktfyldt opvækst i randen, på bunden af det danske samfund.

Om en afstraffende afmagtsfar i Gellerups ghetto, om vandring frem og tilbage mellem fraskilte forældre, om tvangsfjernelse og anbringelse på et såkaldt socialpædagogisk opholdssted. Om vold, misbrug, gaderøverier og indbrud.

Man kalder gerne unge som bogens jeg »udadreagerende«. Fra hans position får vi lært at se:

JEG BLEV FLYTTET FRA NORD TIL SYD
FRA DE NORMALE KRIMINELLE
TIL DE UNORMALE KRIMINELLE
INDSLUSNING IGEN
FÆLLESSKAB IGEN
VAGTSKIFTE FRA 14 TIL 15
JEG SPILLEDE PIK TIL NYHEDERNE
GRÆSK KONKURS
FOLKETINGSVALG
HELLE THORNING-SCHMIDT
NATASJA CRONE

Bemærk her glosen »fællesskab« som må læses højt med en vrængen, eftersom konteksten er et hadefuldt, uforsonligt opgør med det Danmark, forfatteren kender, og den dobbeltkultur eller ikkekultur som han er blevet del af. Henvendt til sine forældre, som er palæstinensere, siger han:

JEG HADER DET LAND SOM VAR JERES
OG DET LAND SOM BLEV VORES
DET LAND SOM ALDRIG BLIVER JERES
OG DET LAND SOM ALDRIG BLIVER VORES

Og nej, det er ingen ’smuk’ stemme, der kommer ud af digterens mund. Han spørger med rette sig selv, hvor den kommer fra, når den ikke tilhører hans krop. Fra 2013 tilhører den tidens danske digtning.

Yahya Hassan: Yahya Hassan (2013)

Forældreopgør og normsammenstød

Der findes dem, som hævder, at når befolkningens tillid til de folkevalgte gik fløjten, skyldtes det især, at massemedierne blev skudt ind mellem folk, men også at vi alle trak os tilbage fra fællesskabet.

Sammenhængen mellem ens hjemstavn og virke blev opløst. Arbejdslivet erobrede, definerede og reducerede det hele menneske. Kvantitative parametre definerer nu den sociale praksis, og tilbage for hvert ensomt, udsat enkeltindivid bliver at spejle sig i uopnåelige forbilleder og føle sig lille og ubetydelig.

Dette identitetstab har Dansk Folkeparti søgt at kompensere for ved at give afmagten retning og legitimitet, men i vort samfund, sådan generelt, har selvcentrering erstattet indlevelse. Intolerant dømmesyge har afløst gelassenhed og overbærenhed. Det bedste man kan opnå, er at være modmenneske, for medmennesket har vi slået ihjel.

Signalementet lyder måske diffust, men at det har noget på sig, bliver man mindet om ved at læse en bog som Stine Pilgaards debut Min mor siger. Denne spørger nemlig, om end indirekte, hvorvidt vi overhovedet har plads til hinanden som individer. Er vi stadig i stand til at indrømme hverandre et råderum? Eller har vi affundet os med rollen som hinandens normpoliti?

Spørgsmål som disse melder sig især ved læsning af bogens dialoger, dens nedtonede skænderier:

»Min mor synes, at jeg skal prøve at fremhæve min kvindelighed. Bare fordi man ikke har hofter, kan man jo godt være chik, siger hun. Jeg kastede engang en bog efter min mor, men det var ikke meningen at den skulle have ramt hende. Når hun genfortæller det, får hun det til at lyde som om, det var en russisk murstensroman, men i virkeligheden var det en meget lille digtsamling af Henrik Nordbrandt, Pjaltefisk, tror jeg. Og så mig, der ikke kan fordrage fisk, siger min mor når jeg pointerer det.«

Jo, personerne taler imod og forbi hinanden, men bogens fine, entusiastiske nærvær, dens målrettet pågående stil og dens rå, fandenivoldske humor bringer dem sammen på trods af deres forskellighed. Sådan praktiseres tolerance, uden at man visker individet ud.

Stine Pilgaard: Min mor siger (2012)

Autofiktion og katastrofe

For resten, nu vi snakker om indlevelse: Kan man tænke sig en bog, der på samme tid er gøgl og blodig alvor, og findes der en litterær æstetik, der både kan bruges til at hænge forfatterfæller ud og til at holde dem tæt ind til hjertet og bedyre, at man skam holder af dem?

Jo, sådan et værk bedrev Claus Beck-Nielsen i den siddende regerings midterste år med sit ’spejlkabinet’ Mine møder med de danske forfattere (medtaget her for sin ’dobbeltkontrakt’ og fordi den er ti gange bedre skrevet end den krigsrelevante ørkenvandring Store Satans Fald (2012)).

Fortællesituationen er den, at den fraskilte far fremlægger de pinligste scener af sit forspildte liv for en lyttende datter, idet han veksler mellem en overdrivelse så grotesk, at man tror, det hele er lyv, og biografiske og bibliografiske fakta så præcise, at man ved det må være sandhed.

»Livet er for forfærdeligt, men når man bagefter fortæller om det, så er det ofte ganske rørende og latterligt. Nu er mit livs største katastrofer, de mest pinlige situationer og de største tab, alt det, der for alt i verden ikke måtte ske, men skete, det jeg holder allermest af og ikke ville have været foruden.«

Møderne, hvorom der berettes, spænder lige fra Poul Borum til Klaus Rifbjerg og Ib Michael med pikante mellemstationer hos ekskonen og eksrivalen; men inden man nikker genkendende og begejstret udbryder: Autofiktion! Performativ biografisme! Eller også ryster på hovedet og vrisser: Narcissistisk navlepilleri!

Bør man være opmærksom på, at hvert et portræt af en kollega, når det er Claus Beck-Nielsen, der skriver, også implicerer kærligt beundrende indlevelse i form af en mesterlig stilparodi – han skriver simpelt hen lige som de kolleger, han snavser til! Selv Sandheden viser sig iscenesat, og selv en grov karikatur kan overbevise igennem sin sandhed.

Claus Beck-Nielsen: Mine møder med de danske forfattere (2013)

Generation etik

»Faldt du i søvn under en film om flydende kapital / og vågnede op på bunden af en tænketank?« spørger Theis Ørntoft i Digte 2014, en af de mest politiske og samtidigt mest anti-politiske bøger i Thorning-regeringens hidtid.

Politisk bliver den, når den f.eks. insisterer på et andet arbejdsbegreb end det gængse: »ansæt mig / indsæt mig / i arbejdsløshedens åbne fængsler.«

Og politisk er den gennem sit globalt økologiske perspektiv:

Jeg er en snylter på en blå planet
en tynd hinde mellem cirkus og massegrav
jeg er en fatsvag gonggong, slå på mig
slå mig til ridder af de vestlige regioner
verden har brug for en samlende kraft

Antipolitisk bliver derimod Theis Ørntofts frontale undsigelse af selve kategorien ’samfund’: »For mig er alle samfundene døde.« Samfund er for ham »et overstået kapitel«.

Ikke fordi vi ikke er sammen, men fordi vi hænger sammen mere fundamentalt, end vi vil være ved, nemlig gennem sprog. »Når vi taler, eksporterer vi vores kriser til hinanden«, og hvad den vestlige kapitalisme lige nu har gang i er ikke kun at handle, men »at outsource jegfølelsen til den tredje verden«.

Led som digteren er ved at pendle mellem ligegyldighed og desperation, drømmer han om en bevidsthed, der er »summen af alle ideologierne«, men hvor der er plads til »ikke længere at fastholde hinanden i menneskelige former«. Han har »fået nok af at bilde mig samfundene ind« og prøver i stedet at tale »ud gennem huller i verden«.

Det sidste ligner en hilsen til Ursula Andkjær Olsen (Atlas over huller i verden), og med hende deler han også den store etiske indignation over tingenes tilstand.

Theis Ørntoft: Digte 2014 (2014)

At føle sig som (kun) en

Lad os sige, som Katrine Marie Guldager forsøgsvis fastslog i en kronik for nylig, at politik består i en afvejning af hensynet til andre mennesker over for hensynet til én selv.

»Ingen kan«, som det stod, »forlange, at man kun tager hensyn til andre, men hvis man kun tager hensyn til sig selv, er man afstumpet«.

For hende handlede valget om, »hvor meget fællesskabet og solidariteten skal fylde (i hvor høj grad det er hensynet til de andre, der tæller)« og heroverfor »hvor stor frihed, der skal være for den enkelte (i hvor høj grad det er hensynet til en selv, der tæller)«. Hendes stemme, sådan lød konklusionen, må denne gang gå til et parti, der tror på solidaritet og medmenneskelighed.

Sådan har jeg det også. Men min beslutsomme humanitet bør nok samtidig udfordres af digtekunstens kompromisløshed. F.eks. sådan som denne artikuleres af Ursula Andkjær Olsen i digtsamlingen Det 3. årtusindes hjerte: »At kunne føle sig som én er evnen til ikke at føle skyld over ikke at være alle.«

Og dog er vi nødt til at være alle i betydningen hvem som helst, hvis ikke vi skal ende som kynisk selvoptagne individualister. Man er med Andkjær Olsens ord »samfundspatte- og politisk dyr.«

Hvad indebærer en sådan på én gang politisk og ’postpolitisk’ position? I digtsamlingen her et ønske om at slippe hykleriet og få sin »oprindelige grusomhed tilbage« Sker det, »skal jeg som / moder marked tvinge både det flexible og det dynamiske individ til at / massere mig midt i det 3. årtusindes hjerte.«

Et fleksibelt individ er du på din magtbalance, og dynamisk individ er du på dit pikhoved: »min samfundskritik svulmer mere end jeg gør, se der, den er sgu da helt blålilla, for helvede.« Samfundskritikken kaldes endda for en hyldest til blålilla, »digterjegets produkt er elastisk«. Endelig fik politikken sit køn!

Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes hjerte (2012)

Fornyet kolonibevidsthed

Og endelig fik vi historien om danskerne og de andre, fremmede og anderledes, forkerte, ikke i form af en samtidssaga, men som en historisk roman med scenen sat først i København, siden i det sydvestlige Grønland i 1780’erne.

Kulturmøder og kultursammenstød har været tema i den danske fortællekunst, lige siden Karen Blixen rejste til Afrika, og Hans Kirk lod indremissionske havfiskere slå sig ned i et grundtvigsk regeret limfjordsogn.

Alligevel havde ingen vel set den komme, Kim Leines magtfulde beretning om en hob troende grønlandske oprørere og deres frontalkollision med kirken og kolonimagten i skikkelse af præsten Morten Pedersen Falck.

Ned med præsten! råber en tilhører i flokken i opgørsscenen nær bogens slutning. Men profeten Habakuk løfter hånden og siger: »Vi grønlændere er venlige og høflige mennesker. Nogle gange er vi måske lidt for gæstfrie. (...) Men vores gæstfrihed er blevet misbrugt. Disse gæster har ikke opført sig sådan som gæster bør opføre sig.« Var der her nogen, der her sagde »forfatterens talerør?«

Ingen skal beskylde Kim Leine for med sin prisbelønnede og til talrige tungemål oversatte roman at have skabt ny litterær form. Tværtimod var det netop hans agt at genbruge det brede episke format. Hvad han derimod fortjener credit for, er mere effektivt end nogen færøsk forfatter siden Heinesen og mere livfuldt end nogen islandsk prosaist siden Laxness at have plantet Danmarks koloniale fortid på fortællekunstens agenda.

Der var vist noget med nogle anakronismer og faktuelle fejl, men med Profeterne i Evighedsfjorden mistede Danmark endnu en gang sin indbildte uskyld. Det er en litterær, men også politisk bedrift som sætter sig varige spor.

Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden (2012)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer