Vulgærmarxisme i rustning

Rundt omkring på internettet er marxister af traditionel observans optaget i livlige diskussioner. Stridspunktet er ikke Merkel-doktrinen eller profitratens faldstendens, men derimod HBO’s succesfulde fantasy-epos Game of Thrones, der udspiller sig noget, der ligner et feudalistisk univers.

Men hvordan er det kommet så vidt, at granvoksne Lenin-kendere – der ellers kun lejlighedsvist kravler ud under deres sten for at beskylde diskussionsmodstandere for at være udialektiske – nu toppes om at klasseanalysere et univers befolket af dværge, dragedronninger, troldkvinder og tapre krigere?

Eftersom tv-serien er baseret på George R.R. Martins romanserie A Song of Fire and Ice, som forfatteren endnu ikke har skrevet færdig, blomstrer spekulationerne om plottets videre udvikling. Og det hele eksploderede, da den britiske økonomijournalist Paul Mason i The Guardian under overskriften »Can Marxist theory predict the end of Game of Thrones?« satte sig for at spå om riddereposset ved hjælp af den historiske materialisme som eksakt videnskab.

Klassekamp og sværdslag

Mit ærinde her er ikke at foreslå en bedre analyse af serien end de forhåndenværende – selv om nærværende højpandede og klassebevidste avis naturligvis er det eneste egnede forum for et sådant anliggende. Snarere vil jeg analysere analyserne og komme med et bud på, hvorfor ortodokse marxister er så meget oppe at køre over Game of Thrones.

For at starte med Paul Mason, så mener han, at serien er en præcis illustration af feudalismens krise og overgangen til kapitalismen i den virkelige verden. I fjerde sæson af fantasyserien afsløres det nemlig, at Lannister-familiens guldminer ikke har frembragt noget af værdi de seneste tre år, og at den stenrige slægt desuden skylder enorme summer til en vis Jernbank i bystaten Braavos.

Lannisters gældskrise leder Paul Mason frem til at konkludere, at slægten i de kommende sæsoner af serien vil gå sin undergang i møde – med mindre den ligesom det spanske monarki i 1500-tallet får held med at opdage og udbytte et hidtil ukendt kontinent, der er rigt på naturressourcer.

Optræk til revolution

Paul Mason er ikke den eneste, der har fattet interesse for serien. George Milionis, der er leder af kulturudvalget i det græske marxistisk-leninistiske kommunistparti KKE, offentliggjorde den 24. november 2013 en tekst med titlen »Game of Thrones: En fortolkning af den kendte serie« i partiavisen Rizospastis.

Her udfolder Milionis den pointe, at seriens hyppige omtale af »sværd af valyrisk stål« er udtryk for en udvikling i produktionsforholdene. Eftersom ændringer i den økonomiske basis er den historiske forudsætning for samfundsomvæltninger, så vidner det ifølge Milionis om optræk til revolution blandt seriens feudalherrer.

»Uanset hvilken slutning, forfatteren selv når frem til, vil samfundsevolutionen pege frem mod historiens afslutning: Et specifikt socioøkonomisk system vil blive erstattet af et mere højtudviklet. Denne konklusion kan kun nås ved hjælp af den historiske materialisme som videnskabelig metode,« skriver Milionis.

Romantisk trøstepræmie

Game of Thrones er en glimrende serie, men som vi kan se, giver den anledning til dårlig marxisme. Man skulle jo tro, at 1970’ernes ideologikritik og rigide basisoverbygnings-fundamentalisme var død og borte, men sådan forholder det sig altså ikke. De gammelmarxistiske analyser af Game of Thrones præsenteres med en teoretisk skråsikkerhed, der ligner Bible dipping på et højere niveau: Er du i tvivl, slår du bare op på en vilkårlig side i Kapitalen. Det hele står der, for Marx har forudsagt alting, lige fra klassesamfundets ophævelse til slutningen på tv-serier.

Og forklaringen på den gammelmarxistiske fandyrkelse af Game of Thrones skal nok findes i, at serien udgør en form for trøstepræmie: Hvis virkelighedens globale arbejderklasse stadig ikke kan finde ud af at blive bevidstgjort nok til at lave revolution og udføre den historiske opgave, der hviler på dens skuldre, ja så kan en håndfuld fiktive karakterer måske?

»Prøv at forestille jer en King’s Landing-kommune eller en Casterly Rock-kommune. Det ville være STORSLÅET!« skriver en bruger i et socialistisk debatforum på reddit.com. En anden bruger skriver om seriens dværgfigur Tyrion Lannister: »Selv om han er en del af Lannister-familien, bliver han ikke behandlet som en kongelig, og han må udholde konstante klasseantagonismer i form af sin far og søster, som i øvrigt er perfekte eksempler på borgerskabets udbytning af proletariatet.«

Og således kan tro partisoldater berolige sig selv med, at deres begrebsapparat stadig har en smule analytisk kraft i sig. At klassekampen virkelig viser sig at lede frem til det klasseløse samfund, sådan helt efter bogen – i hvert fald George R.R. Martins bog.

Økonomien er subjektet

Her i den virkelige verden uden drager, sort magi eller hvide vandrere er det altoverskyggende problem dog, at den såkaldt ’videnskabelige’ historiske materialisme er kommet gevaldigt til kort. Tilsyneladende i en sådan grad, at den nu egner sig bedre til at analysere en fiktiv feudalfantasi end den globale finanskapital anno 2015. I den situation er det forståeligt nok mere bekvemt at stene serier end at åbne øjnene for de ubekvemme sandheder, der er soleklare for alle og enhver, som ikke er skyklappet af kommunistisk partiskoling.

For selv om den nuværende krise ifølge traditionel klasselærdom burde medføre proletariske opstande, har det jo vist sig, at den hvide, vestlige lønarbejder primært agerer for at beholde sine privilegier – det vil sige nationalistisk oftere end internationalt solidarisk og til højre oftere end til venstre.

Arbejderklassen er ikke længere (hvis den nogensinde har været det) det kollektive subjekt, der driver verdenshistorien fremad. I dag ser det ærligt talt mere ud, som om det er pengeøkonomien selv, der er det historiske subjekt: En umådelig abstraktion, som vi alle er underkastet, der realiserer sig selv på bekostning af mennesker og natur.

Som værdikritikeren Anselm Jappe har sagt, er forudsætningen for en tidssvarende genlæsning af Marx’ kritiske værk, at vi lægger mere end et århundredes traditionelle marxistiske fortolkninger bag os. Det ligner lidt af en falliterklæring, at den historiske materialisme nu er reduceret til en litterær fortælleteori. Men hvis det er dét, der skal til, for at vi kan komme i gang med en fordomsfri genfortolkning af kritikken af den politiske økonomi, så er det måske på sin plads med lidt ridderromantik.