Læsetid: 7 min.

Waterloo blev udkæmpet uden journalistiske vidner

Pressen var ikke til stede, da hertugen af Wellington for snart 200 år siden vandt sin endelige sejr over Napoleon, for dengang var der kun løselige bånd mellem nyheder og journalistik – og sådan kan det være på vej til at blive igen
Historien om den manglende pressedækning af  slaget ved Waterloo viser os, at forholdet mellem nyheder og journalistik ikke altid har været, som vi i dag forstår det. Illustration: Maurice Branger/ Roger-Viollet/Polfoto
2. juni 2015

For 200 år siden, i 1815, havde London over 50 aviser. Morgenaviser, aftenaviser, søndagsaviser samt uge- og månedsblade. Så i juni måned i hint år var redaktørerne af alle disse publikationer velsagtens tralvt beskæftigede med at forberede en nyhedsdækning i allerstørste skala. Kun et år tidligere havde en bred alliance af europæiske kongeriger og imperier under opbydelse af enorme anstrengelser omsider formået at besejre Napoleon Bonaparte og drive ham i eksil. Men nu, som et monster i en Hollywood-blockbuster-efterfølger, var den franske kejser tilbage som overhængende trussel.

Den store alliance måtte genoplives, Bonaparte erklæres for fredløs og adskillige hære samles igen over hele kontinentet for atter at overvinde ham. Sidst i ​​april måned for 200 år siden var der ikke megen tvivl om, at det første skud i den optrækkende krig ville blive affyret på Frankrigs nordfront – i området ved den fransk-belgiske grænse – så her var det, at Hertugen af ​​Wellington mønstrede hovedparten af sine styrker. Nyheder kommer vel næppe meget større, skulle man tro. Men her kommer så et opsigtsvækkende faktum: Ikke én af ​​redaktørerne af de over 50 forskellige London-aviser faldt det ind at sende en journalist til Belgien med det opdrag at sende rettidige rapporter hjem om de hændelser, som var under udvikling. Og da Napoleon omsider led sit knusende nederlag 18. juni, var der ikke én britisk avisrepræsentant til stede på slagmarken. End ikke i de allieredes hovedkvarter i Bruxelles.

Hvad tænkte datidens redaktører dog på? Ser vi tilbage på tværs af de to århundreder, er det svært at forestille sig en verden, hvor aviser, der opererede i et også dengang konkurrencepræget marked, kunne undlade at foretage sig noget så indlysende. Ja, faktisk sætter vi i den grad lighed mellem rapportering af væsentlige begivenheder og selve tanken om journalistik, at det virker som journalistisk pligtforsømmelse, når journalister afstår fra sådanne rapporteringer. Hvad der skete i 1815, minder os imidlertid om, at journalistik og nyhedsformidling ikke altid har været tæt forbundne kar. Og dette er en nyttig påmindelse, for i det 21. århundrede er sammenhængen mellem begge atter ved at svækkes.

Når vi ser tilbage, finder vi to væsentlige grunde til, at redaktørerne ikke sendte deres journalister til Belgien. Den første var, at den britiske regering gjorde alt, hvad den kunne for at forhindre sådanne initiativer. Aviser var små virksomheder og var pålagt en tung afgiftsbyrde nøje indrettet på at prissætte farlige informationer og ideer så højt, at de blev utilgængelige for masserne. Det er næppe sandsynligt, at mere end nogle få aviser har været mere end marginalt profitable, så kun de færreste redaktører har haft råd til at finansiere en journalist i udlandet over længere tid.

Og den officielle indblanding stoppede ikke med sådanne afgifter. I manglen på udenlandske korrespondenter blev den vigtigste kilde til nyheder fra udlandet importerede i form af udenlandske aviser, men her fastslog loven, at alle aviser, der kom ind i landet først skulle passere via Londons hovedpostkontor. Her gennemgik de en slags bureaukratisk karantæne, hvor ministre fik lov til at se dem før redaktørerne, og det samme gjorde udenlandske diplomater fra venligtsindede magter. Men selv herefter havde posthusets embedsmænd ikke travlt med at udlevere dem, for de havde nemlig fundet en måde, hvorpå de selv kunne slå mønt af deres informationsmonopol.

Mens de udenlandske aviser forblev under beslaglæggelse, ofte i flere dage, kunne postkontorets medarbejdere skrælle dem for de mest interessante emner, som de derpå samlede i et let fordøjeligt nyhedsbrev til en pris af en guinea pr. styk. Nyhedshungrende redaktører betalte gerne denne pris, men konsekvensen blev, at nyheder fra udlandet ofte dukkede op i de samme aviser på samme tid og i præcis samme ordlyd – alle koordineret imellem, skrevet af og godkendt af regeringsembedsmænd.

Bestræbelser på at omgå den form for nyhedsformidling blev stærkt frarådet. Også breve fra kontinentet kunne blive opsnappet og undersøgt. Blot få dage før Waterloo blev toldere således indskærpet, at de skulle undersøge alle fartøjer, der ankom til britiske havne, og konfiskere eventuelle breve »bragt ulovligt til eller fra Ostende«, Belgiens dengang vigtigste havneby.

Tog hjem uden at se noget

Det var censur, omend på en lusket måde. Men selv om man havde spurgt en redaktør i maj eller juni 1815, hvorfor han ikke havde sendt en reporter til Belgien, er det usandsynligt, at han ville have givet sin regering skylden. I stedet ville han formentlig have udtrykt sin forvirring, da en sådan tanke næppe ville have strejfet hans sind.

En fra pressehistorien velkendt anekdote beretter om en Times-journalist, der besøgte Spanien under Den Spanske Uafhængighedskrig. Han ankom tilfældigvis til havnebyen La Coruña i 1809, hvor en britisk hær kæmpede en kamp mod en fransk, og vandrede ud for at se, hvad der foregik. I stedet for at blive længe nok til at bevidne udfaldet, bordede han imidlertid et skib og sejlede til England. Han gik herved glip af mindst tre store nyheder: en britisk sejr, en vellykket evakuering af hæren over havet, General Sir John Moores død grundet kvæstelser han fik i kampen (en begivenhed, som det så blev overladt til poesien at udødeliggøre).

Men ingen synes at have spærret øjnene op på det tidspunkt: Det blev ikke anset for en del af journaliststandens opgave at bevidne begivenheder personligt. Så hvordan fik pressen så fremskaffet nyheder, kan man spørge? Svaret er, at de sammenstykkede det andre steder fra – periodens tynde aviser samlede simpelt hen indhold, der allerede var offentliggjort andre steder, eksempelvis lister over konkurser og militære udsendelser, som fandtes i den officielle London Gazette, retsreferater udarbejdet af justitssekretærer, domstolscirkulærer, uddrag fra rivaliserende aviser, eventuelt i andre byer, postkontorets resuméer af udenlandske aviser eller længere uddrag, når disse aviser selv blev frigivet.

Debatter i parlamentet, der blev betragtet som pressens vigtigste stofområde, som enten blev gengivet ordret eller sammenfattet i et resumé (vi ville nok kalde sådanne tekster for data frem for nyheder), og kun meget sjældent i form af nyhedsindslag. Journalistens eller redaktørens job var at opspore disse elementer, udvælge de mest interessante og aflevere dem til trykkerne. Derudover bestod deres resterende engagement i nyhederne i at tilføje deres egne kommentarer, som regel i form af den ledende artikel, der blev tillagt særlig vægt.

Kort sagt var datidens journalister ikke nødsagede til at fumle med notesbøger, finde nyheder, stille skeptiske spørgsmål og fordøje, hvad de fandt i deciderede faktuelle rapporter. Nyheder og journalistik var adskilte og skulle først fusionere gradvis i årtierne, der fulgte.

Lærte 2.400 ord udenad

Offentligheden i ​​1815 betalte en pris for dette. I fraværet af en velorganiseret journalistisk kanal til nyheder fra slagmarken, måtte de enten forlade sig på improviserede uofficielle nyhedskilder eller på de officielle depecher fra hertugen af ​​Wellington. På hver deres måde var begge disse kanaler af tvivlsom karakter. Hertugen havde ikke travlt med at rapportere til London, og hans budbringere gjorde næsten komisk langsomme fremskridt med det resultat, at byens befolkning måtte vente i over tre dage på det officielle budskab. Det var, som The Observer (der også eksisterede dengang, red.) skrev den efterfølgende søndag »et interval af smertefuld spænding«, der blev årsag til allehånde former for forvirring og angst.

En falsk rapport narrede ministrene. En anden, der blev læst højt fra scenen på Covent Garden, narrede et helt teaterpublikum. Så desperat var iveren efter at erfare, hvad der virkelig var sket, at byens kerne igennem to nætter var fuld af menneskeskarer, der ventede i håb om at se depechen ankomme. Og – som en yderligere komplikation – da den endelig ankom, blev den næsten modtaget som en bibelsk tekst. Borgere lærte den sågar udenad, med alle dens 2.400 ord. Som to århundreders militærhistorie siden har bekræftet, gav Wellington imidlertid ikke det eneste eller bare det mest præcise perspektiv.

Historien om nyhederne fra Waterloo ligger som bekendt ikke blot før den elektriske kommunikation, men også før dampskibenes og dampjernbanernes epoke, så den kan synes fjern og irrelevant. Men det er den ikke. Den viser os, at forholdet mellem nyheder og journalistik ikke altid har været, som vi i dag forstår det. I Storbritannien kom de til at indgå en form for ægteskab hen imod midten af ​​det 19. århundrede, men selv om båndet siden har været meget tæt, ville det være forkert at antage, at sådan har det altid været.

I dag er stærke kræfter ved at trække dem fra hinanden. Sammenstykningen er tilbage – med Google og andre, der leverer ’nyheder’ til deres brugere ved på et skærmbillede at sammendrage mængdevis af elementer produceret af andre organisationer og mennesker, til andre formål.

Samtidig passerer nyheder nu også i stigende omfang fra ophavsmænd, regeringer, virksomheder, militærchefer osv., men også fra enkeltpersoner og forbrugere uden inddragelse af journalister. Hvis vi ønsker at kende det engelske landsholds startopstillinger eller Unilevers kvartalsresultat, kan vi få adgang til disse data mere eller mindre direkte via vores telefoner og bærbare computere. Hvis der udbryder brand i det centrale London, kan vi erfare det først fra en forbipasserende, der har tweetet det. Selvfølgelig har vi stadig brug for journalister til at rapportere, stille spørgsmål og fremdrage de oplysninger, nogen ønsker, vi ikke skal have indsigt i. Ligesom vi også har brug for journalister til at analysere, fortolke og forklare. Men vi må se i øjnene, at båndene mellem journalistik og nyheder ikke længere er, hvad de har været.

Waterloo, Belgien, den 21. maj 2015.

Polfoto

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

leif voetmand

"Men vi må se i øjnene, at båndene mellem journalistik og nyheder ikke længere er, hvad de har været."
Bliver båndene forstyrret af den massive overvågning?

jan henrik wegener

Man kan forestille sig at ubemandede flyvende, flydende eller gående "robotter" (eller droner) og satellitter kan overtage noget af det informationsopsøgende arbejde til brug for nyhedsformidlingen. Også for at omgå myndigheders eller andres obstruktion.

Niels Engelsted

Denne historie hører med, når man taler om nyhedsformidling fra Waterloo:

"To the Rothschilds, [England's] chief financial agents, Waterloo brought a many million pound scoop.
... a Rothschild agent ... jumped into a boat at Ostend ... Nathan Rothschild ... let his eye fly over the lead paragraphs. A moment later he was on his way to London (beating Wellington's envoy by many hours) to tell the government that Napoleon had been crushed: but his news was not believed, because the government had just heard of the English defeat at Quatre Bras. Then he proceeded to the Stock Exchange.
Another man in his position would have sunk his work into consols [bank annuities], already weak because of Quatre Bras. But this was Nathan Rothschild. He leaned against "his" pillar. He did not invest. He sold. He dumped consols.
...Consols dropped still more. "Rothschild knows," the whisper rippled through the 'Change. "Waterloo is lost."
Nathan kept on selling ... consols plummeted—until, a split second before it was too late, Nathan suddenly bought a giant parcel for a song. Moments afterwards the great news broke, to send consols soaring.
We cannot guess the number of hopes and savings wiped out by this engineered panic."

http://en.wikipedia.org/wiki/Nathan_Mayer_Rothschild#Waterloo_legend

Man har siden sagt, (1) at historien er anti-semitisk tilsvining, (2) at markedet slet ikke var stort nok dengang til at lave et sådant kup, og (3) at Rothschild ikke var den første, der modtog nyheden om slagets udfald.

Michael Kongstad Nielsen

Krimkrigen (den fra 1852) var den første krig, der blev dækket af journalister. De havde fået telegrafen til hjælp. Og så blev godsejerdatteren Florence Nightingale sendt ud for at pleje de sårede - også en ny ting. Journalistikken arbejdede sammen med Florence, datidens måde at være "embedded" på.

Der var en stigende journalistisk dækning af krigene frem til Vietnamkrigen, og derefter er informationsstrømmen blevet mere og mere styret af militærets pressetjeneste. En udvikling der er blevet styrket af den taktiske udvikling på slagmarken: asymmetrisk krigsførelse, ingen klare fronter, overraskelsesangreb baseret på jagerbombere, droneangreb, hemmeligholdelse af sattelitbilleder, osv.

"Glemte krige" er et fænomen der forekommer ind i mellem. I fremtiden vil "hemmelige krige" være en tænkelig mulighed. USA/Saudi Arabiens krigen i Yemen ligner et skridt i den retning...

Børge Rahbech Jensen

""

Det minder om nutidens Danmark.

"alle koordineret imellem, skrevet af og godkendt af regeringsembedsmænd."

Gad vide hvem de koordineres mellem og godkendes af nu? Mediernes kilder og samarbejdspartnere på Christiansborg? Der er vist ikke meget tvivl om, at nogle politiske grundholdninger nyder mere fremme end andre, og Enhedslisten og Dansk Folkeparti ikke mødes med samme skepsis som andre politiske partier. Faktisk er Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti en af de mest brugte danske korrespondenter i Europa-Parlamentet til trods for, han formelt ikke er journalist men politiker.

"Det var censur, omend på en lusket måde. Men selv om man havde spurgt en redaktør i maj eller juni 1815, hvorfor han ikke havde sendt en reporter til Belgien, er det usandsynligt, at han ville have givet sin regering skylden."

Hvilke begrundelser bruges af nutidens danske medier? Det kan ikke helt sammenlignes. Danske medier vil gerne formidle nyheder fra krigszoner, men Belgiens hovedstad Bruxelles er stadig langt væk. Nu er det bare politiske debatter og beslutninger i EU og Nato, som kun dækkes i begrænset omfang.

"Debatter i parlamentet, der blev betragtet som pressens vigtigste stofområde, som enten blev gengivet ordret eller sammenfattet i et resumé (vi ville nok kalde sådanne tekster for data frem for nyheder), og kun meget sjældent i form af nyhedsindslag."

I nutidens Danmark fylder debatter i Folketinget ikke særlig meget i medierne. De erstattes af en blanding af rygter og egne debatter.

"Journalistens eller redaktørens job var at opspore disse elementer, udvælge de mest interessante og aflevere dem til trykkerne. Derudover bestod deres resterende engagement i nyhederne i at tilføje deres egne kommentarer, som regel i form af den ledende artikel, der blev tillagt særlig vægt."

Børge Rahbech Jensen

leif voetmand:

"Bliver båndene forstyrret af den massive overvågning?"

Det tvivler jeg meget på. De danske medier bidrager tværtimod til overvågningen, og refererer mere til Folketinget, end politiet og efterretningstjenester gør. Faktisk mener jeg, båndene forstyrres af det nære forhold mellem Folketinget og medierne, som bl.a. indebærer, at medierne bruger de fleste af sine ressourcer på Christiansborg, og fortrinsvis beskæftiger sig med det omgivne samfund, når det kan bruges som udgangspunkt for spørgsmål til ministre og ordførere. Det er da også medierne, der har leveret argumentation for øget overvågning.

Børge Rahbech Jensen

Glemte citatet "(...)men konsekvensen blev, at nyheder fra udlandet ofte dukkede op i de samme aviser på samme tid og i præcis samme ordlyd " i min første kommentar.