Det passer, hvad man siger om hende. Tess Holliday får virkelig al trafik til at standse. Det kan hun gøre bare ved at posere op ad en mur i Red Hook, en Brooklyn-bydel i New York, omkranset af en sværm af fotografer. Som en vampet modesuperheltinde er hun iført korset med sort kappe. Og dét bliver bemærket.
»Kør bare videre, røvhuller,« råber hun og vinker affærdigende af de måbende billister.
»Har I aldrig set en tyk pige i undertøj før?«
Alle tilstedeværende griner, men hun ikke så meget som smiler. Det er et bistert blik, hun sender. Hun er mere irriteret end triumferende.
Men måske har de virkelig ikke set en tyk pige i undertøj før. I det mindste ikke i så glamourøs en kontekst. Selv i et USA, hvor tøjstørrelsen L efterhånden må udvides med adskillige foranstillede X’er, har livsstilsmagasiner en forkærlighed for den slags modeller, der fremdeles er meget tynde, meget høje, hvide og unge.
I januar, da hun skrev kontrakt med modeagenturet Milk Model Management, blev 29-årige Holliday den første XXL-supermodel – en problematisk betegnelse, for lige siden har det prædikat klæbet til hende. Ikke at det er deskriptivt forkert, men fordi det låser hende fast i en ekstraordinær identitet, som hun gerne så blev mødt med langt mindre opmærksomhed.
Holliday har røde svulmende læber og kastanjebrunt hår, der falder i glinsende lokker. Men det er ikke så meget hendes kønne ansigt, der gør hende til noget særligt. Det er hendes krops dimensioner. Det generer hende ikke det fjerneste at blive kaldt »tyk«, siger hun.
»For mig er det bare et ord. Jeg er blevet kaldt tyk hele mit liv. Men jeg er jo tyk, så derfor ville det være åndssvagt af mig at blive vred over det.«
Holliday har tæt på en million likes på sin Facebook-side og næsten 800.000 følgere på Instagram. Og med hver af sine i reglen ganske kontante statusopdateringer på de sociale medier forstærker hun sin position som en inspirationsfigur, der forstår at trodse og udæske alle slags vogtere af kvindekropsidealer.
»Til alle jer, der slås på min væg, siger jeg bare: Få jer et liv, få jer en terapeut, ring til en psykolog eller æd en burger, for fanden. Så bliv dog voksne.«
Der er selvfølgelig et paradoks på spil her. For ved at gå ind i en karriere som fuldtidssupermodel er Holliday trådt ind i en verden, der pr. definition gør netop dette: vogter over et kvindekropsideal. Uanset hvor radikalt afvigende hun er med sin størrelse og attitude, handler hendes job stadig om at blive set og bedømt på sit udseende. Men det lader ikke til at genere hende.
»Er det ikke bedre at have en stemme inden for modebranchen, der kan tale imod alt det lort? Sympatiserer jeg med alt det, som modemagasinerne gør? Nej, og det lægger jeg ikke skjul på. Så enkelt er det.«
De over 700.000 Instagram-posts på #effyourbeautystandards viser, at Holliday rykker noget for rigtig mange.
Nægter at forsvare sig
Hun startede hashtagget i 2013 i vrede over mængden af de ubehagelige online-kommentarer, hun tiltrak hver gang hun f.eks. uploadede billeder af sig selv i badetøj. Hun erklærer sig i mellemtiden helt overvældet af de overstrømmende tilkendegivelser, hun lige siden har fået fra ikke bare andre kvinder med en stor figur, for hvem det er en grænseoverskridende modig handling at uploade billeder af sig selv. Men også fra eksempelvis unge bøsser, der kæmper med at forlige sig med deres kropsbillede.
Hollidays fotosession tog seks timer i kvælende hede, og nu sidder vi omsider på en café. Hele vejen igennem har hun opført sig som et korrektiv til klicheen om modeller som intetsigende eller fåmælte påklædningsdukker. På et tidspunkt fyrede en midaldrende afroamerikansk fyr et kompliment af, da han gik forbi.
»Hvad tror fyre, de kan opnå ved at råbe efter mig,« spørger hun, imens hun flytter vægten til sin anden fod og justerer på sin kappe.
»De er lis’som: Hun bliver så vild med mig, jeg skal helt klart have hendes telefonnummer. Men jeg må indrømme, at sorte fyre virkelig elsker mig. Nogle gange glemmer jeg det, men når jeg så kommer til et sort kvarter, bliver jeg altid lige mindet om det.«
Senere, da hun med noget besvær har mast sig ned i et par Christian Louboutin-stiletter og tilføjet en hel del ekstra højde til sine 165 cm, siger hun stille og roligt til fotografen:
»Hvis ikke du får de her sko ordentlig med på billedet, fucker jeg dig op!«
Under hele seancen er Hollidays kæreste, Nick Holliday, en vennesæl og snakkesalig australier med et kæmpemæssigt hipsterskæg, til stede og foregriber og imødekommer hendes mindste behov: en frugtsnack, et glas vand, en solskærm.
De er ikke gift endnu, men hun tog hans efternavn, da hun skrev modelkontrakt. Før da hed hun Tess Munster, et navn hun tog efter tv-serien The Munsters, der handler om en familie af venlige monstre.
Med håret sat op i en knold og al makeup tørret af ansigtet bestiller hun en pain au chocolat og en kop varm chokolade og besvarer et opkald fra Rilee, hendes niårige søn, som hun fik, da hun var 20 og arbejdede i Walmart. Hun har brudt alle bånd til hans far.
Da hun har talt færdig med Rilee, nipper hun til sin varme chokolade og siger: »Alle har deres laster, men mine er synlige.«
Det gælder også trøstespisning, som hun nægter at undskylde.
»Hvis jeg har været ude og skyde fotos hele dagen og vil have en fucking kop varm chokolade og en chokoladecroissant, så er det altså dét, jeg æder. Det betyder ikke, at jeg så spiser på samme måde både til morgenmad, frokost og aftensmad, men det er i orden, hvis jeg har lyst. Ingen falder over berømtheder, der ryger en eller to cigaretter eller over folk, der poster et foto på Facebook af dem selv med en drink ved fyraften. Så hvorfor skulle det ikke være okay for mig? Livet er fuld af lort, så hvorfor dømme nogen for at prøve at håndtere det, så godt de kan?«
Stor fisk i lille dam
Når man hører om Hollidays barndom og teenageår er det til at forstå, hvorfor hun kan mene, at livet er »fuld af lort«.
Hun voksede op i de amerikanske sydstater, og hendes familie nåede at flytte mindst 40 gange, før hun blev 10 år. Adspurgt om, hvorfor, svarer hun direkte: »Min far har visse brister«.
Ham har hun også brudt al kontakt til.
»Når man bliver voksen og skal vælge, hvem man vil omgive sig med i sit liv, er det i orden at fravælge dem, der sårer dig og gør dig ked af det. Selv hvis det er et familiemedlem. For mig har familie ikke særlige privilegier. Jeg har givet ham mange chancer, og han blev ved med at behandle mig dårligt. Så besluttede jeg bare: ’Du skal ikke længere være en del af mit liv’.«
En anden mand præsterede dog at smadre hendes familieliv endnu mere. Da Holliday var ni år gammel, blev hendes mor skudt i hovedet af sin nye kæreste, som efterfølgende blev tiltalt for mordforsøg.
Holliday og hendes bror flyttede derpå ind i en campingvogn i hendes bedsteforældres baghave, mens hendes mor kom sig over sine skudsår. Moderen er dog stadig lammet og handicappet i dag. Holliday fortæller om disse begivenheder i et forbløffende lidenskabsløst toneleje.
»Den 22. juni var det 20 år siden,« siger hun og trækker på skuldrene. »Så det er længe siden. Men min mor er her stadig, og det er pissebesværligt. Hun har stadig voldsomme smerter. Hun lider, men hun er der.«
Det var Hollidays mor, der bakkede hende op, da hun ville gå ud af skolen i en alder af 16 år, da mobningen imod hendes datter – på grund af hendes vægt, blege hud og handicappede mor – var blevet utålelig.
»Jeg mødte op første skoledag på mit tredje år i high school, men her var det det samme lort, og jeg sagde bare til mig selv, at det her gider jeg ikke være med til længere,« siger Holliday.
Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med sit liv, men ville bare så langt væk fra Mississippi som muligt. Hun nævner Tim Burtons film Big Fish:
»Jeg elsker den film, for den var også en stor fisk i en lille dam, som bare gerne ville væk fra. Det var sådan, jeg følte det.« Efter nogle år i Alabama tog Holliday til Seattle med den dengang etårige Rilee, tre kufferter, 700 dollar og en vag forhåbning om at finde arbejde som kosmetolog.
Hun havde prøvet modelarbejde, da hun var 15, og var rejst helt til Atlanta til en audition, men fik at vide, at hun var for stor og ikke høj nok, selv for XXL-modeller.
Så da hun i 2009 postede nogle billeder af sig selv, som hun havde taget til Rilees far, på hjemmesiden Model Mayem, tænkte hun ikke nærmere over det.
Men få dage senere ringede en agent, og inden længe var hendes ansigt at se på busser, billboards og i reklamer for Heavy; en dokumentarfilm om superfede amerikaneres kamp for vægttab. Få år efter flyttede Holliday til Los Angeles og fik meget mere modelarbejde, alt imens hun arbejdede som sekretær for en tandlæge.
Nu dukkede hun op i Nylon Magazine og på forsiden af People, medvirkede i en kampagne for makeupproducenten Benefit og blev af Vogue Italia udnævnt til verdens mest markante XXL-model. Dette førte igen til, at hun blev kontaktet af den legendariske fotograf David LaChapelle, som hun arbejder sammen med om et fortsat hemmeligt projekt. Sidste år sagde Holliday stillingen som tandlægesekretær op.
Miss Piggy er rollemodel
Hollidays billeder er udtryksfulde, men hendes udstråling har i nok så høj grad at gøre med hendes personlighed og holdninger.
Få supermodeller tiltrækker så mange ubehageligheder online som Holliday. Dem forsøger hun at ignorere, og det samme gør hun efterhånden med sin voksende fanskare. »Før var jeg altid på Reddit,« fortæller hun, »men så sagde Nick, at hvis jeg blev ved, ville han tage min mobil fra mig. Jeg kan simpelthen ikke klikke på alle de artikler, der bliver skrevet om mig, se på alle fotos eller deltage i alle diskussioner om min helbredstilstand«.
Det sker jævnligt, at fans kommer Holliday til undsætning, når hun udsættes for fatshaming. Som en af dem skrev på Twitter: »Min eneste bekymring for Tess Hollidays sundhed går på, at hun skal få en øjeninfektion af at tørre sine øjne med 100-dollar-sedler.«
»Det var ret sjovt,« siger Holliday og fortsætter:
»Men også lidt overdrevet. Lige nu har jeg kun 4.000 dollar på min konto, fordi jeg afventer en del honorarer«.
Hun indrømmer gerne, at hun tjener langt mere end sekretærlønnen på 20.000 dollars om året. F.eks. føler hun sig ekstravagant nok til at købe et par Gucci-sandaler til sin bedste venindes nye baby.
»Det ville hun først ikke have. ’Nej, nej, nej, sagde hun’. Tag dem nu, sagde jeg … du kan altid give mig dem tilbage igen, når jeg får min næste unge«.
Og det ønsker Holliday sig. Hun og Nick mødtes online, efter at han havde sendt hende en besked over det sociale medie Tumblr, hvor han udtrykte sin beundring for den inspiration, hun gav andre kvinder.
Det tændte hun på, og inden længe forlod Nick Holliday Melbourne for at mødes med hende.
»Det var helt vildt, for den her fyr var bare så hot. Jeg tænkte: ’Jeg har ikke en chance med så lækker en mand’. Jeg havde aldrig før haft lækre kærester. Når man er så tyk som jeg, virkede det utænkeligt at få fat på dem. Det var også det, mine venner sagde: ’Du må nøjes med mindre. Du kan ikke både få en lækker kæreste og en sød fyr, du må vælge det ene eller det andet’. Men så sagde jeg: ’Jeg fortjener at få begge dele’.«
Hele dagen viser Hollidays forlovede sin hengivenhed. Han trækker et lille stykke tape fra et trusseindlæg af hendes sandaler, hvor det har sat sig fast. Og på et tidspunkt lægger han kærligt hånden på sin kærestes bagdel.
»Man kan give den et godt gammeldags klask,« siger han.
Holliday ignorer ham og fortæller, at hun i starten ikke var særlig sød ved ham.
»Jeg var aldrig blevet behandlet så godt før og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle opføre mig. Så jeg var temmelig led over for ham. Måske har det noget at gøre med mit problem med faderfigurer. Min ven Nadia, der også er XXL-model, poster billeder af sin far og fortæller, hvor højt hun elsker ham. Det kan jeg slet ikke leve mig ind i.«
Holliday har let ved at lade sig distrahere, indrømmer hun. Da jeg spørger til hendes tatoveringer, svarer hun imidlertid fokuseret.
»Alle de kvinder, jeg har på mine arme, har det til fælles, at de var pisseligeglade,« siger hun. De omfatter Mae West, Dolly Parton og endnu en feministisk heltinde: Miss Piggy fra The Muppet Show.
»Miss Piggy er en stor pige og glamourøs, og folk synes, det er latterligt, når jeg fremhæver hende som rollemodel, men det har hun været. Hun var uforskammet og sexet, og folk lagde mærke til hende, og hun var stor, men pisseligeglad,« fortæller Holliday.
»Jeg ser ikke mig selv som en model,« siger hun pludselig med samme prima donna-attitude som sin yndlingsgris.
»Jeg er mere et helt varemærke«.
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Fedmeudskamning
En fed amerikansk supermodel tager modelbranchen med storm. Hjemmesiden Reddit har forbudt undersider med fedmehad. Kropspositivistiske aktivister tager kampen op imod stigmatiseringen af den overvægtige krop. Der sker med andre ord noget med synet på den fede krop.
Men der er stadig lang vej igen, for mobning af fede mennesker, også kaldet ’fat shaming’ – fedmeudskamning, er meget udbredt.
Samtidig er synet på den tykke krop baseret på standhaftige myter og forfejlede forestillinger om sundhed og om, hvem der har ansvaret. Information sætter i denne serie fokus på fat shaming og kropspositivistisk aktivisme.
Seneste artikler
Hvem bærer ansvaret for fedtet?
27. juli 2015Hvis det ikke er argument nok, at det at droppe hadet til fede mennesker, vil være det mest humane, må det, at alt tyder på, at det vil være til stor gavn for vores samfund, være et argument, som de fleste bør kunne tilslutte sigKropspositiv aktivist: ’Vi er nødt til at anerkende, at alle kroppe er gode’
25. juli 2015Vi halter bagefter i Danmark, når det kommer til tykke menneskers rettigheder, mener kropsaktivist Andrea Storgaard Brok. Hun kæmper for, at vi skal lægge mindre betydning i den krop, vi møder, og mere i det menneske, der gemmer sig inde i kroppen’Hvis man er tyk og holder af sin krop er man straks aktivist’
22. juli 2015Sofie Hagen er komiker, hun er tyk, og så er hun som kropsaktivist en del af en spirende global bevægelse, der forsøger at ændre vores stereotype forestiling om tykke mennesker som uattraktive og dovne. For vi må væk fra den følelse af skam, som tykke bærer rundt på
Ved du hvad Herman Hansen, bare kvinder (og mænd for den sags skyld) uanset størrelse selv synes de er lækre, dejlige og vidunderlige smukke mennesker indeni og udenpå, så er det komplet ligegyldigt hvad du og alle andre mennesker mener.
Det er noget værre vrøvl Heidi. Ingen - hvor politisk korrekt det end ville være - kan benægte at vores attraktionsværdi er noget vi alle bekymrer os om.
Jeg er lidt træt af informations fedme legitimering. Nej, det er hverken attraktivt (for de fleste mænd) eller sundt at være fed. Det er socialt uacceptabelt af samme grund og bør forblive således. Det er et sundt tabu i vores kultur. Dermed ikke sagt at overvægtige skal nedgøres. De må blot acceptere at det social/kulturelt udbredte skønhedsbegreb ikke indkluderer dem, da de har enormt usunde og uskønne kroppe.
Gustav Alexander - du trænger i den grad til at chekke op på den nyeste medicinske forskning.
Det er ikke dit BMI, der har afgørende betydning for din sundhed.
Det kunne du jo passende forsøge at understøtte Herdis Weins. Men jo, en for høj fedtprocent (som BMI måler, medmindre man er meget muskuløs) ér usundt. Det er et uomtvisteligt faktum som ingen mængde postmoderne relativistisk fedme legitimering kan ændre på.
Vores mål bør ikke være at få de tykke til at acceptere deres fedme. Vores mål bør være at de fede kommer deres overvægt til livs og får en frem for alt sundere men også mere attraktiv krop. Jeg må oplyse dig Weins at korrelationen mellem overvægt og diabetes + hjertekar sygdomme er ganske ægte og ikke noget vi kan socialt legitimere os ud af. Naturvidenskaben kan jo være kulturelt ubelejlig på den måde.
Jeg betvivler ikke korrelationen. Det du glemmer , Gustav Alexander, er at det er folks fysiske form i al almindelighed, der er afgørende. Du kan jo f.ek.s sætte dig ind i begrebet tyndfed.
Jeg ser i "mit " fitnesscenter tynde, unge piger, der knapt nok kan tage 5 minutter på løbebåndet uden at bliver forpustede - og folk, der er dobbelt så store og dobbelt så gamle tage 4 kvarter i fin stil.
Der er da tilstrækkelig mange, der finder hende attraktiv til, at hun kan klare sig ganske fint i sin modelkarriere og desuden er forlovet og har en søn. Hendes helbred vil jeg lade være mellem hendes nærmeste, hendes læge og hende selv.
Gustav Alexander, tja... så er vi to der vrøvler!
God weekend.
Man kan forestille sig lige det man har lyst til. Men det ændre intet på virkeligheden...
Herdis Weins nu er jeg bekendt med begrebet Tyndfed. Der hvor din argumentation ikke giver mening, er at visse alt for tynde pigers mangel på kondi, for dig, bliver et argument for det sunde i svær overvægt.
Jeg ville aldrig betvivle at god kondi og evne til fysisk udfoldelse er langt vigtigere end et par kilo til eller fra. Du kan imidlertid ikke påstå at 'modellen' som artiklen omhandler, kan løbe eller træne som et normalt individ i hendes vægtklasse. Hendes overvægt er næsten invaliderende og slider groft på diverse led i kroppen.
Jeg kan modsat anbefale dig at du sætter dig ind i begrebet 'morbid overvægt', da det har lidt større relevans for debatten end begrebet 'tyndfed' :)
Tess Holliday har da et nydeligt ansigt -og flot hår. Men jeg synes altså hun burde tabe sig en del. Fra at være tynd og afmagret model vælter vi her lige over i den anden grøft. I min simple forståelse bør man ikke have et BMI under 22 eller over 30.
Gustav Alexander - nej, modellen på billedet er helt klar i overkanten + lidt mere.
Problemet er at definere med "overvægt". Er det 10-15 kilo for meget - eller skal vi ud i eksempler som på billedet ?
Det skal jeg ikke definere for folk, Herdis Weins. Jeg vil blot pointere, at vi skyder os selv i foden, hvis vi pludseligt gør det 'okay' at være så fed som modellen på billedet. Det er sygeligt at de flestes reaktion på så morbid overvægt er at klandre andre for mangel på 'body acceptance'. Vi har da brug for konstruktive løsninger, der bringer folk ud af morbid overvægt. Ikke accept af det!
Jeg synes ikke der bør være noget i vejen med at have et par kilo ekstra på kroppen (selvom jeg ikke kan give dig et præcist tal). Jeg var blot interesseret i at italesætte problematikken i et samfund, der hellere vil gøre det 'okay' at være fed end gøre noget ved det.
Kom an drenge, hvis i tør.! Her er virkelig noget at erobre.
Gustav Alexander, så du mener i ramme alvor, at det er ok med social udstødelse af fede mennesker?
Jeg gætter på, at du så også mener det samme om personer i den anden ende af BMI skalaen, da en for skelettynd udgave af menneskekroppen (af naturlige årsager) er endnu mere livsfarlig end den fede krop.
Rikke, jeg mener ikke at fede skal udstødes. Det synes jeg også at jeg har gjort klart. Jeg synes blot, at vi skal acceptere at det hverken er sundt eller attraktivt at være fed og af disse årsager er fedme et problem for både individet og samfundet.
At være undervægtig - alt efter HVOR undervægtig - er komparativt ikke et særlig stort problem og slet ikke samme type individuelle/samfundsmæssige problem som morbid overvægt.
Jeg må endnu engang appellere til at vi arbejder mod at minimere fedmen i samfundet istedet for at acceptere den og lade som om det er sundt og attraktivt. Det er jo at stikke hovede i jorden som en struds. Jeg er klar over, at hetz ikke får folk til at tabe sig og derfor mener jeg heller ikke at vi bør hetze fede mennesker. Det er imidlertid heller ikke det samme som at acceptere at fede mennesker har et problem: Navnligt deres fedme.
Det Kongelige Teaters forrygende og i enhver forstand store svenske mezzosopran Susanne Resmark - som godt nok er et par numre mindre end Tess Holliday, og må være i fin kropsform - fik lov til at være en sexet og dragende Erda i Ringen hos Kasper Holten, siden en ditto Venus i Tannhäuser. Sangligt og scenisk rejsen værd.
Hun ville efter sigende rigtig gerne synge Carmen. Hvornår får hun lov til det, monstro?
BMI = kropsvægten i kg, med højden i meter sat i anden potens!
BNP ?
Måske skulle vi begynde at måle landes BMI i fremtiden.
Hmm. Måske er der en korrelation.
Fejlen består måske i, at vi behandler anoreksikere og bulimikere som skrøbelige og psykisk ustabile, men svært overvægtige med foragt. Er det ikke altsammen spiseforstyrrelser? Handler det ikke i alle tilfælde om at have et sundt forhold til mad? Fede mennesker har måske lettere ved at opføre sig normalt, men det betyder ikke nødvendigvis at deres problemer er mere simple end anoreksikernes.
Gustav Alexander, jeg laver en mild omformning af din tidligere kommentar: "Det er socialt uacceptabelt af samme grund og bør forblive således. ". Det problematiske i din "socialt uacceptabelt" vurdering er, at noget der er "socialt uacceptabelt" selvfølgelig har en konsekvens i den måde, du/samfundet omgås den socialt uacceptable fede person på.
Du må være enig i, at der er forskel på at gøre rygning socialt uacceptabelt og at gøre fedme socialt uacceptabelt (håber jeg)? Rygeren kan du via social udstødelse (og lovgivning) tvinge til at holde op med at ryge i det offentlige rum, men det fede menneske kan du ikke tvinge til at blive tynd ved at fortælle, at det er socialt uacceptabelt, at de er fede. Du kan kun tvinge det fede menneske væk fra det offentlige rum ved at dømme dem ude som socialt uacceptable (mobning).
"Attraktivt": Jeg kender ikke dine skønhedsidealer, og en diskussion af fedme burde også handle om noget andet end, hvad der tiltaler din æstetiske sans og seksuelle lyst. Verden er mere fragmenteret end et modeshow.
At være meget undervægtig er et ekstremt voldsomt problem for den enkelte. Der er rent faktisk mennesker, der dør af det - de dør i bogstaveligste forstand af sult. Sjovt nok er det mere "socialt acceptabelt" at være ekstrem tynd end at være fed. Og grunden til jeg fremhæver begge ender af BMI er selvfølgelig for at fremhæve paradokset i dette: Begge tilstande er usunde, men du angriber kun den fede ende.
Både fedme og ekstrem tyndhed kan være tegn på en spiseforstyrrelse, der i begge situationer kræver behandling. Moraliseren og socialt udstødelse hjælper absolut ikke.
Jeg faldt over det her korte foredrag i går, og blev nysgerrig efter jeg havde deltaget i debatterne her på siden.
"Why we must stop ignoring the psychology of weight loss":
https://www.youtube.com/watch?v=NWfqBy4sSD8
Taleren er ikke nær så god som man normalt ser på TED, men indholdet fejler intet. Den er fra 2012, så det lader til at vi endnu ikke har lært af hvad man vidste dengang.
Rikke, jeg er ikke helt klar over hvor du vil hen og jeg har indtryk af at du skyder mig nogle holdninger i skoene, som jeg ikke rigtig har. Jeg er helt enig i Mads Østergaards kommentar angående problemet i måden vi gør undervægtige til ofre og fede til selvforskyldte egoister. Han påpeger helt rigtigt at begge dele er spiseforstyrelser og bør behandles som sådan.
Det ændrer dog ikke på at det stadig er helt legitimt at en kultur dyrker idealer. Jeg ser intet problem i at vores kultur (som så mange andre) dyrker de græske kropslige og intellektuelle idealer. Det betyder selvfølgelig at dets modsætninger såsom fedme stigmatiseres men vi kan sagtens samtidig arbejde for en kollektiv forståelse af morbidt overvægtige som spiseforstyrrede, der skal have hjælp. Der er intet i vejen med at de ved at de ikke opfylder kulturens idealer.
"Begge tilstande er usunde, men du angriber kun den fede ende"
Nu befinder vi os i kommentarfeltet i en artikel der handler om fedme, ikke undervægt. Det kan ikke overraske dig at jeg så problematisere fedme og ikke nævner undervægt før jeg anfægtes på det.
Tilsidst er jeg interesseret i din relativistiske tilgang til skønhedsidealer. Du må acceptere det for sandhed at størstedelen af menneskeheden nu engang finder ungdom og slankhed seksuelt attraktivt. Det er tingenes tilstand og jeg vil tilmed mene, at det altid har været sådan. Det er et underligt projekt at forsøge at gøre fede seksuelt attraktivt. Det er det ikke og det bliver det ikke. Det er ikke "Mine skønhedsidealer" Det er det brede folkelige flertals idealer og det skal du ikke regne med ændrer sig. Det har dels biologiske årsager men jeg må ogå spørge: Hvorfor ikke hjælpe de fede med at leve op til disse idealer så de 'kan være med' istedet for at problematisere kulturens ganske sunde idealer blot så de fede kan føle sig bedre tilpas?
"en bombe under hele modeindustrien"
jo, en meget meget stor bombe :)
Havde ellers ønsket god weekend, men bliver lige nødt til at kommentere på det her.
Som fed vil jeg gerne af med nogle af mine for mange kilo udfra et for MIG sundhedsmæssigt mål/ideal, hvad det så end må være, ikke fordi jeg skal leve op til et helt samfunds skønhedsideal!
Så i stedet for at diskutere hvad der er smuk og ikke smukt, et skønhedsideal og hvad vi ikke lever op til osv, hvad så med at få nogle konkrete forslag på bordet der kan afhjælpe at flere bliver så fede som mig... og hjælpe dem der allerede er for fede?! Hvordan får vi folk gjort sundere? Det synes jeg nemlig ikke jeg har set ret mange forslag på i de forskellige debatter.
Set fra sidelinjen forekommer det mig at Gustav Alexander muligvis blir skudt nogle holdninger i skoene som han så måske dog ikke har - men det synes især at være fordi han fra begyndelsen har formuleret sig dårligt, og dermed ikke helt genkender sig selv i det folk læser i ham. Det blir dog bedre efterhånden, indlæg efter indlæg (og forhåbentlig udviklende for GA).
At det "altid" har været sådan at tynd er smuk og fed grim, er nu noget sludder. Skønhedsidealer er i høj grad kulturelt og historisk formede, og vi behøver ikke engang at gå tilbage til Venus fra Willendorff : i indiske trivifilm er heltene altid buttede, ligesom tendensen var i italienske ditto indtil for ret nylig. I samfund med knaphed på fødevarer er det nemlig et overklassetegn at (have råd til at) være småfed, mens det i dagens Vesteuropa er omvendt: fedt er billigt, koncentreret protein dyrt, og derfor anses det for negativt proletarisk og taberagtigt at være fed. At "taber" så er blevet skældsord blandt unge i dag, er ret forstemmende - men det er et andet og større emne.
(GA kan jo så overveje hvor han selv står i forhold til ovenstående....)
Come on - der er da ikke noget mere sexet end en person,
som er tilpas med sig selv og sin krop.
Ikke tilfreds, ikke revsende, ikke ydmyg, ikke afstraffende eller selv'fed'.
Tilpas - og i stand til at koncentrere sig om andre og mere vigtige emner end tykkelse, det være sig sin egen eller andres tykkelse.
Skønt selskab.
Kan anbefales.
;-)
Heidi Larsen - næh, du har ret i, at der sjældent er gode råd med kost!
Nu stenalderkost er godt, men man har nu taget afstand fra proteinerne igen - men grøntsager - især de grønne og røde - at undlade hvidt mel/ brød - pasta - kager - ris og kartofler og naturligvis - kager i enhver form, vil i sig selv kunne betale sig - bare i sig selv.
Især øl, men også vin tæller - drik masser af vand - og exceptionelt: grøn te, som skal være økologisk!
Så kan man undvære kaffen, idet der er koffein af en god slags + en masse goder for kroppen.
Nu får jeg nok på puklen, men skidt med det - jeg ved, det virker...
Der er hårdt brug for pænt og kønt tøj og modeller til store piger, og derfor er der også brug for Tess Holiday, som udover et kønt ansigt også har humor, vid og bid. Der er stadig meget få butikker, som tilgodeser overvægtige mennesker, så ofte må tøjet indkøbes via nettet eller der skal rejses langt for at finde en butik. Rent faktisk - så er der penge at tjene her for de designere og de butikker, som ikke er bange for størrelser til store kvinder og mænd. Der er jo nemlig også en hel del mænd, der er overvægtige... JEPS Gutter, det er ganske vist....!
Det er i øvrigt interessant at mænd partout skal forholde sig til om overvægtige kvinder er "sexede" .... Det er som om, at hvis mænd (uanset deres egen størrelse og udseende) kommenterer en kvinde negativt som "uattraktiv", så ses det som en ret, de har. Simone de Beauvoir er stadig aktuel i sine betragtninger i sit værk: "Det Andet Køn" om "Mandens ret til at definere kvinden, og kvindens underlæggelse af mandens dom".
Ak, kan vi dog ikke snart komme videre og være lidt mere rummelige. Behøver vi alle sammen gå rundt og være størrelse 36 og med silikone og botox til at dække vore mange medfødte skavanker - skavanker, som faktisk kun er skavanker, fordi modeverdenen dikterer dette.
SÅ kære alle sammen, lad os give hinanden lov til at være lige så forskellige, som vi nu engang er eller har lyst til at være. De af os, der så har lyst til at være tynde, kan dyrke denne sport, og de af os, der har svært ved at holde størrelse 36, skal have lov til at være i fred uden grimme kommentarer og nedladende holdninger.
Lad os "bygge op" i stedet for at "rive ned". Ingen kender årsagen til at et individ er blevet overvægtig, så skrot de frelste og grimme bemærkninger.
Gustav Alexander - efter at have været væk fra fra tråden adskillige timer - jeg har bl.a. andet været ud at motionere :-) - kan jeg se, at vi nok skriver lidt forbi hinanden og misforstår hinanden.
Jeg er helt på det rene med, at en kropsvolume som modellens her på billedet ALDRIG bør være et ideal eller dyrkes, for det er uomtvisteligt usundt. Jeg forstår faktisk slet ikke, hvordan man kan leve med det. Og jeg finder det grotesk, at man gør det sexet, for ekstrem overvægt og dårlig fysisk form gør dels sex mere besværligt, dels reducerer den seksuelle appetit og lyst. En af de bedste argumenter for at træne regelmæssigt er faktisk, at det øger udbyttet af sex betydeligt :-) Så jeg tror ganske enkelt at jeg misforstod dig og tillagde dig holdninger, du ikke gav udtryk for. Det er sikkert en kvindereaktion - vi har det med at opfatte alt som +2, 5 kilo over idealvægten som overvægt.
jeg finder i øvrigt overskriften vildledende: modellen på billedet er ikke tyk, hun er fed - endda i svær grad.Prøv lige at se på hendes arme.
Anne Eriksen, nu tænkte jeg ikke kun på kost - som i sig selv er en jungle at finde rundt i, sådan som anbefalingerne ændrer sig hele tiden - men i det hele taget ud fra et samfundsmæssigt synspunkt, det samfund som har så travlt med at fortælle os, at overvægt og fedme ikke er sundt. Jeg er helt enig, det er ikke sundt, men det kommer vi ikke videre af.
Hvad skal der til af tiltag for at vi alle lever sundere og undgår flere bliver overvægtige? Nu er der jo indført alkoholforbud og rygeforbud på arbejdspladserne, skal vi måske til at se lidt på den kost der bliver serveret i diverse kantiner? Skal den obligatoriske kage til møderne på arbejdspladsen ud? Skal slik og sodavand helt forbydes i skolerne? Reklamer rettet mod børn? Skal vi have lavere moms på sunde varer, højrere moms på varer der feder?
Helt konkret, hvad skal der til for at vi alle bliver sundere? Hvordan kan fx børn hjælpes der allerede er i farezonen?
Skal fede - som mig og Tess Holiday - have hjælp ud fra vores præmisser, samfundets præmisser eller bare sejle i vores egen sø og det må vi selv om?
Heidi Larsen - jeg misforstod dig, men det jeg skrev gælder alligevel...
Der er nok kontrol med danskernes levevis, vi kan alle blive sundere ved at personligt ansvar og ved at sætte os ind i, hvad der er godt for krop og sjæl.
Vi skal ikke have flere forbud, selvom mange ting kunne ændres, men det skal ske naturligt.
Fødevarefabrikanterne og butikkerne retter ind efter fortjenesten på de varer, de sælger.
Når vi køber det rigtige, vil de også være nødt til at producere derefter.
Heidi Larsen - ja, der skal fandme ikke være sodavands- og colaautomater på skolerne, men derimod overalt god adgang til drikkevand. Der er jo heller ikke colaautomater på lærerværelset.
Og ja - selvfølgeligt burde der forlængst være indført extramoms på fede varer og billigere på sunde. Lige nu kan det betale sig for fødevareproducenter at tilføje usund og billig fedt for at øge volumen og mæthedsfornemmelsen i produkter.
Man har jo f.eks. adskillige gange debatteret det groteske i, at sporthaller m.m. fortrinsvis udbyder coal, øl, burgere, pølser og pommes frites i deres "kantiner. Og de er endda ofte kørt med kommunalt tilskud. Intet fitnesscenter med respekt for sig selv ville gøre det samme. De er endda kommercielle foretagender, så sportshallernes evige mantra om, at de er nødt til at udbyde et fortrinsvis usund menukort, holder ingen steder.
Den originale artikel fra The Guardian … med flere fotos.
Er det mon i øvrigt et udtryk for politisk korrekthed, når "fat" – Tess Hollidays egen beskrivelse af sig selv – oversættes til "tyk"?
Godt for Tess Holliday, at hun er lykkedes med at få succes, men lad os nu for gudsskyld ikke gøre en kropsstørrelse som hendes til et ideal! Som den første kommentar hos The Guardian lyder, og som jeg er helt enig med:
"Why do you entertain this vapid drivel? Being morbidly obese is not an achievement, or a feminist statement."
Netop kritikerne af tynde modeller har i årevis har fyldt vore ører med snak om , at morbidt magre modeller er dårlige forbilleder for unge piger.
I samme ånd kan man vel fastslå, at det er morbidt fede modeller også.
"Få jer et liv, få jer en terapeut, ring til en psykolog eller æd en burger, for fanden. Så bliv dog voksne"
End of discussion - med så mange followers og likes må hun jo have ret!
Problemet med at omgås overvægtige mennesker er, at de ofte er en strøm af undskyldninger og dårlige forklaringer...naturligt bliver det aldrig.
Ved genlæsning, så var det min mening at selvfølgelig skal man sætte ind og ændre på alt det, der er muligt - produktion, sport/ fitness og dagligvare salg.
Men, det er i sidste ende os selv - der fører gaflen...(voksne)
Der har altid være eksperter der, ned til den sidste kalorie, viste hvordan man skulle spise for at tabe sig. 'Fat makes you fat' men du gerne spise store mænger af sukker for det gør ikke fed.
Spis kød, så taber du dig. Spis ikke brød, så taber du dig. Spis så meget du vil, men kun kål eller en anden grøntsag...
Kostråd er meget forvirrende og mange af dem direkte sundhedsskadelige.
Hvis man vil tabe sig er der et par regler som man kan se på: undgå slik, sodapop og chips. Drik eller spis ikke produkter der indeholder sukker 'substitutes'. Hvis man kan undgå slik og sodavand er meget nået. Hvis man samtidig går en lille tur hver dag, vil man langsomt få det bedre. Man skal tage det roligt. Når man får det bare lidt bedre har man, helt naturligt, mere lyst til at få det endnu bedre.
Man må begynde et sted og velvære er et godt sted at begynde.
I artiklen virker Tess Holliday vred. Hun fremhæver sin ret at drikke kakao og at spise en chokolade croissant.
Jeg drikker også kakao og jeg spiser også gerne et stykke kage. Fint nok! Jeg er ca. 175cm høj og vejer ca. 72kg. Min normalvægt er 65kg, men gigt stoppede mig lidt og den nye hofte, som er ret ny, men fin, har også gjort sit.
Nu er vægten er på vej ned, hvor den passer mig. Kakao og kage hjælper mig ikke, så det må jeg lægge på hylden, eller også må jeg affinde mig med flere kilo – elementært.
Lilli,
Jeg synes det er en meget skæv kobling du laver mellem det at være tynd, og det at bruge botox og silikone mm.
Nanna,
Jeg tror ikke du kan sammenligne din oplevelse med hvordan vægtforøgelse og vægttab fungerer for dig ift. indtag af kakao. Dem som bliver usundt fede har typisk et helt andet forhold til mad.
Heidi,
God pointe med at tale om forbudene. Jeg hørte i går gennem en ven, at varerne i supermarkederne i USA stort set alle er indsmurt i sukker eller sirup. I danske supermarkeder ser man på nogle varer, at der står "ikke tilsat sukker". Måske i stedet man skulle indføre et tydeligt "tilsat sukker" eller "tilsat sødemiddel" mærkat på hver vare som indeholder disse, for det er jo burde advares om. Og ligesom der på cigaretpakker rigtigt nok står, at de øger sandsynligheden for udvikling af kræft, og at de er meget usunde, så burde der fx også stå på sodavand og ice-tea mm., at sukkerindholdet er direkte usundt og øger sandsynligheden for udvikling af permanente livsstilssygdomme som diabetes 2.
Så undrer nogen sig måske over, at jeg også nævner sødemidler ovenfor? Sødemidler giver faktisk anledning til en smule insulin-udskilning. Mekanismen opstår når man smager søde ting. Når insulin bliver udskilt, og der ikke er noget reelt sukker i blodet, så signalerer kroppen sukkermangel, og gæt hvad man så får lyst til? Søde sager. Mere cola zero, indtil man får tilfredsstillet signalet ved at indtage reelt sukker. Derfor reklamerer coca cola for zero fremfor almindeligt cola - fordi det er mere afhængighedsskabende. Og det er ligemeget om man spiser naturlige sødemidler som steviol, det er det samme der sker.
Og så burde man også have mærkater som siger "højt saltindhold", "højt indhold af mættede fedtsyrer" og "indeholder transfedtsyrer".
Det meget nyt og godt markedsført - fordi der er penge at hente i bøger og opskrifter - at man skal passe på kulhydrater, og at man kan spise rigeligt med fedt jvf. palæo og LCHF. Men problemet i kost ift. fedme opstår altså kun når man kombinerer mange kulhydrater med meget fedt. En kost rig på gode kulhydrater, men lavt på dårligt fedt er den kost der anbefales af sundhedsvæsenet, og som er bevist gang på gang at virke, og som folk også lever lange liv på. Vi ved at man taber sig på LCHF kost, men sundhedsmæssigt kender vi altså endnu ikke konsekvenserne. Det er virkelig skræmmende for mig at læse ovenfor, at kartofler er usundt. Prøv engang at slå kartofler op på internettet, de har så mange gode egenskaber. Jeg kan læse på flere af kommentarerne ovenfor, at folk virkelig er hoppet i, at LCHF kost er top notch, og at kulhydrater er farlige. Den amerikanske diabetes forening anbefaler fx en kost der er rig på fuldkornsprodukter, grøntsager og frugt, men med begrænset indtag af fedt og sukker. Og man taber sig også hvis man spiser sådan.
Mads Østergaard, se, det er jo ganske interessant du skriver det med sødemidler, for hvis der er noget der er en KÆMPE løgn indenfor fødevarer, så er det sødemidler og lightprodukter. Det er noget fanden har skabt på en dårlig dag. Det gør nemligt at man bliver falsk belønnet med sukker og kroppen derfor kræver endnu mere, man spiser endnu mere og bare fordi det er light eller sukkerfrit er det jo ikke ensbetydende med det ikke feder.
Jeg selv rører ikke light og sukkerfri. Det gør mig mere sulten, hundesulten faktisk. Jeg har mere tendens til at overspise hvis jeg spiser lightprodukter. Og ja, jeg har ligesom alle andre fede været på den gallej, at light og sukkerfri var godt, men det resulterede så bare i jeg åd endnu mere. Nu er min autoimmune sygdom blevet så alvorlig, at jeg slet ikke kan tåle sødemidler, jeg reagerer voldsom på dem. Og nej, det betyder så ikke, at jeg så bare kan æde frit af sukkerholdige produkter. Men producenterne programmerer os, ikke kun os fede, men alle. Vi er vanedyr og det ved de godt og de ved godt, at vi alle har et belønningscenter og det er det de går efter.
Vi har alle en krop der reagerer forskelligt, så det er også individuelt hvordan vi skal tabe os. Nogle klarer det nemt med enkle kostomlægninger og mere motion, for andre er det noget mere komplekst. Det handler om at finde sin metode, den ens krop vil være med til ud fra de forudsætninger man har og det ens krop kan holde til. Og så er det fuldstændig ligegyldigt hvordan andre gør. Nogle taber sig fortrinligt på LCHF, andre foretrækker en anden metode. Jeg selv kan hverken bruge stenalderkost eller LCHF til noget, når min kost fungerer for mig, så er det en helt femte metode, der er tilpasset de fødevareintolerancer jeg har.
Jøses lad dog folk styre deres eget liv uden bedrevidende pegefingre.
Og så stop venligst med det psuedovidenskablige BMI, det er ikke beregnet til at optimerer normalbefolkningens fitnessworld vægt. Skal det endelig bruges, så er det bla. til anorektikere og svært overvægtige og vurderes af en læge.
Jamen, Ulf Hansen - det er jo altid godt at blive klogere - hvad enten det er økonomi, politik eller ernæring/ sygdom...
Forøvrigt ved læger ikke ret meget om kost - det ville somme tider være en fordel i sammenligning med medicin.
Men, der er mange, der køber i "tonsvis" af cola/ sodavand og er det fordi, de ikke ved hvor usundt det er f.eks.
Så hvis du ikke kan lide det? Hvem ved, måske fortsætter tråden ;-)
Heidi, du har helt ret i det med light produkter og sødemiddel, det er noget fandens stads.
Selv er jeg gluten intolerant, og spiser ikke for meget laktose. Lidt kan jeg godt klare, men det er mest fordi jeg elsker ost.
Jeg spiser næsten alt hvad jeg vil, men da jeg hurtigt tager på, holder jeg mængden til lidt og en en gang i mellem.
For et par uger siden var mit højeste ønske at få en pose Pinnochio Kugler. Som lige ud af den rene luft, jeg havde ingen ide hvor tanken kom fra. Ikke bare er der gluten i men de er fyldt med sukker. Jeg tænkte på de lakridser hver dag i to uger, og så købte jeg dem. Jeg spiste dem også!
Det virker for mig at vente et par dage. Ofte har glemt længslen eller også er det noget som jeg ikke kan tåle, som de lakridser. Men sommetider skal jeg bare have...
Nanna,
Sjov historie! Jeg hørte/læste netop og det fænomen du beskriver for nylig. Det er åbenbart en psykologisk kendsgerning, at man ikke aktivt kan lade være med at tænke på noget uden at man automatisk refererer til netop dét i sin hjerne. Dvs. hvis du forsøger at holde op med at tænke på pinnochio kugler, så minder du automatisk dig selv om pinnochio kugler igen og igen. Det er også et meditativt problem at lære at lade tanker tage den plads de kræver - i stedet for at modkæmpe dem - for at man kan lade dem forlade sit sind. Kost-rådgiverne anbefaler, at man en gang om ugen tillader sig selv at spise netop den usunde spise, som man virkelig gerne vil have, og at man så resten af tiden bytter den usunde mad ud med rigelige mængder sund mad.
Spøjs overskrift: "Har I aldrig set en tyk pige i undertøj før?"
Jo, hvem har ikke det? I gymnastiksalens kombinerede bade-- og omklædningslokale i skolen og andre steder, hvor piger og kvinder klæder sig af og på for øjnene af hinanden.
Men jeg tror da nok, de fleste af os ville stoppe op og gnide øjnene og kigge en ekstra gang for at være sikre på, at de ikke så syner, hvis der en dag stod en pige i sort neglige og guldsandaler med stilethæle og vred sig i yndefulde positurer foran en kameramand på gaden eller torvet i kvarteret, hvor de havde deres daglige gang. Jeg ville i hvert fald - og det hvad enten pigen var tyk eller tynd eller noget midt imellem ;o)
Nanna Wulff M., hvis det er almindelig skæreost, så er det minimalt hvad der er i af laktose, mindre end 0,05 g pr 100 g, det er noget helt andet med friskost og flødeoste. Er selv laktoseintolerant.
Mads Østergaard:
Jeg kan ikke det med at spise lidt og så lade resten være, heller ikke en gang om ugen, jeg er en emotionel overspiser, så når jeg først har taget en kold tyrker fra mit "junk" (som jeg kalder junkfood, chokolade, chips, sukker, slik, kager etc etc) så skal jeg faktisk holde mig fra det ellers falder jeg alt for nemt tilbage i de samme gamle uvaner. Mit "junk" er mit trøst, min flugt, det jeg bruger når jeg er glad eller ked af det.
Jeg har i morgen været af alt det junk i 10 uger (har drukket lidt Coca Cola de sidste 3-4 uger, vi taler om en ½ liter om ugen, mere hellig skal jeg heller ikke gøre mig ;) ) og har indtil nu tabt 5,7 kg. Lyder ikke af meget når man som mig render rundt med en massiv dødelig overvægt, men..... Vægttab har heller ikke været det primære i det her og er det stadig ikke. Det er at få styr på min kost, holde mig væk fra at overspise, væk fra mit "junk", få flere grøntsager og mere frugt ind i kosten hver dag, have energi til at lave sund aftensmad hver dag osv osv, passe på mig selv i forhold til mine skavanker (jeg kan ikke motionere pga. sygdom, så det er alene på kosten jeg kan gøre en forskel).
Det er absolut ikke nemt, det har været et helvede, der har været mange gange jeg har været ved at give op, men indtil videre så holder jeg den. Men jeg ved også, at det bliver ved med at være en kamp på det psykiske plan, for det er der jeg kæmper den.
Så igen, det er så individuelt fra person til person om man kan "tåle" at spise lidt af det "forbudte" en gang om ugen eller om man - som fx en alkoholiker - skal holde sig helt væk.
Heidi,
Spændende at høre lidt mere om din situation, jeg har tænkt lidt over hvordan det mon gik dig, men vidste ikke helt om jeg kunne tillade mig at spørge. Jeg var selv været on/off fest-ryger i en årrække, og også fast ryger i 1-2 år. Jeg kunne holde op med rygning i op til et halvt år, og så pludselig falde i igen. Men jeg fik mere og mere erfaring ift. mine mekanismer. Vejen for mig var også en kold tyrker, og selvom jeg skrev, at kost-rådgiverne foreslår at man har en dag om ugen hvor man giver efter for sine lyster, så vidste jeg også at det ikke ville fungere ift. min rygning - det blev en kold tyrker, og det virkede. Det tog dog omkring et år før jeg holdt helt op med at mærke trangen når jeg så andre folk ryge. Nu minder rygere mig blot om, hvor lettet jeg er over at jeg ikke selv ryger mere.
Det er dejligt at høre du har klaret dig på sund kost i 10 uger! 5,7 kg lyder ikke dårligt, og hvad er vigtigere er, at du får tilegnet dig nogle sunde vaner. Jeg sikker på, at din krop er gladere for den kost du får nu, end den er for junkfood. Og ikke mindst dit mentale helbred, det er der mange der ikke tænker over ift. kost. Fx sænker meget salt den kognitive funktion. Det er sejt du har klaret den så længe, og jeg håber du holder den kørende!
Rygning er heller ikke den eneste afhængighed jeg har kæmpet med - jeg har været en meget nysgerrig ung mand, som gerne ville prøve lidt af hvert. Hvis nu det på en meget dårlig dag i fremtiden skulle hænde, at du faldt i den gamle junkfood, så vil jeg råde dig til ikke at være for hård ved dig selv, ligemeget hvad der er sket, for det gør en endnu mere trist og demotiveret, og mere tilbøjelig til at tage forkerte valg. Det eneste man skal fokusere på er, hvordan man kommer ind i kampen igen. Så længe man kæmper, så kan det kun gå den rigtige vej, ligemeget hvor sort det ser ud. Man skal altid være god ved sig selv. Konsekvent ift. dårlige vaner, men god. Fortsat god kamp -Giv aldrig op på dig selv!
Mads Østergaard, ah ja... rygning... gammel ven her også. Ad flere omgange. Mit nuværende rygestop har holdt i 6½ år, men kan stadig - når jeg er rigtig presset - få trangen til en smøg.
Faktisk, så afhængighed - en helt anden snak, det ved jeg - kommer i mange størrelser og en afhængighed kan hurtigt blive "afløst" af en anden. Jeg selv har været uhyggeligt tæt på at blive alkoholiker tilbage i 2006 pga. bl.a. en svær depression jeg kæmpede med, det var faktisk kun et spørgsmål om tid før jeg fik den diagnose. Mad er mit største misbrug, der jeg altid falder i, de andre kan jeg bedre "styre" hvis man kan sige det sådan. Slik og chokolade har været mine "gode venner" siden jeg var 11-12 år, jeg bliver 43 næste gang, såe... vi går langt tilbage.
Men tak for dine venlige ord, Mads, jeg kæmper når jeg har overskud midt i alle de andre kampe jeg kæmper. Måske en dag jeg får et OK forhold til mad og min egen krop og jeg har accepteret, at jeg aldrig får et BMI som passer ind i samfundsnormen (det er totalt umuligt med de diagnoser jeg render rundt med), men det er også helt ok at jeg måske kun taber mig 25-30 kg og ikke 50-60! Hovedsagen er, at jeg forsøger at forbedre den situation jeg er i og ikke forværrer den.
Jeg lægger normal ikke fakta på bordet om mig selv, da det er dybt privat, men... måske min historie kan få folk til at få øjnene lidt op og forstå, at det at være overvægtig og fed er ikke bare lige at tabe sig osv. Man KAN ikke se hvad folk kæmper med, uanset hvad det er de har har der falder uden for "normen". Jeg siger ikke alle fede er som mig, men... jeg tør vædde på, at der ligger mere end bare at være glad for mad til grund for dødelig overvægt som min.
Jeg siger ikke at man skal idealisere svær overvægt og fedme, men samfundet er nødt til at acceptere, at vi er her altså, også på vores præmisser, og så må man se på hvordan man får knækket kurven på den bedst mulige måde og færre bliver fede.
By the way, inden nogen begynder at undre sig, mine diagnoser er ikke relateret til min overvægt, selvom jeg har været overvægtig og fed i mange år. Jeg har heller ikke diabetes 2, selvom man måske skulle tro at det har alle fede.
Sider